Tristan da Cunha
Tristan da Cunha | |
|---|---|
 Flag
 Nationalvåben
| |
 | |
| Hovedstad og største by |
Edinburgh of the Seven Seas 37°4′S 12°19′V / 37.067°S 12.317°V |
| Officielle sprog | Engelsk |
| Demonym | Tristanier |
| Regeringsform | Del af Saint Helena, Ascension og Tristan da Cunha |
• Administrator | David Morley |
| Først beboet | |
| Areal | |
• Total | 207 km2 |
| Befolkning | |
• Folketælling 2010 | 265 |
• Tæthed | 1,3/km2 |
| Valuta |
Pound sterling (£), Saint Helena pound, Tristan da Cunha pound (GBP) |
| Tidszone | UTC+0 (GMT) |
| Kører i | venstre side af vejen |
| Internetdomæne | .sh |
| Telefonkode |
+290 |
Tristan da Cunha er en øgruppe i Sydatlanten med ca. 270 indbyggere og består af fire store vulkanøer. Tristan da Cunha er navnet på hovedøen og hele øgruppen. Andre større øer i øgruppen er Inaccessible Island og Nightingale Island. Det er den mest afsides beliggende beboede øgruppe i verden med 2.000 km til nærmeste beboede sted, hvilket er Sankt Helena og 2.400 km til nærmeste fastland i form af Sydafrika og 3.360 km fra Sydamerika.
Kun hovedøen er befolket. Øen er en kegleformet vulkanø og ca. 12 km i diameter. Tristan da Cunha er sammen med Gough Island, 395 km væk, en del af Sankt Helena, Ascension og Tristan da Cunha som igen er et Britisk oversøisk territorium.
Tristan da Cunha havde i 2010 – 265 indbyggere. Kun syv efternavne er i brug. Sproget er engelsk og befolkningen tilhører Den anglikanske kirke. På grund af endogami (øboerne gifter sig stort set kun med andre øboere) er astma og glaukom udbredt.
Geografi og natur
Øerne er meget vanskeligt tilgængelige, dels pga den meget afsidesliggende placering (øerne er det mest afsidesliggende, permanent beboede sted i verden), og fordi de er omgivet af klipper, som kan være op mod 600 meter høje. Således er der kun ét anløbssted på hele hovedøen.
Øgruppen Tristan da Cunha:
- Tristan da Cunha, 98 km², 284 indb. 3.238 km fra Brasilien og 2.779 km fra Sydafrika
- Inaccessible Island (= "Utilgængelige ø"), 14 km², ubeboet, 45 km sydvest for Tristan da Cunha
- Nightingale Island, 2,6 km², ubeboet, 35 km sydvest for Tristan da Cunha
- Middle Island 0,2 km², ubeboet, 1 km nord for Nightingale Island
- Stoltenhoff Island, 0,14 km², ubeboet, 2 km nord for Nightingale Island
- Gough Island, 65 km², 4 indb., Sydafrikansk vejrstation, 400 km sydøst for Tristan da Cunha
Hovedøens terræn er stærkt kuperet og har mange bjergtoppe. Det eneste flade område findes omkring hovedstaden Edinburgh of the Seven Seas på nordvestkysten, den kaldes til dagligt blot the Settlement (= bosætningen). Øens højeste punkter er vulkanen Queen Mary's Peak (2010 m) , som om vinteren er dækket med sne. Klimaet er subtropisk kystklima med små temperatur-forskelle mellem sommer og vinter og mellem dag og nat. Dele af øerne er skovklædte, og pga den ekstremt fugtige luft fra Atlanterhavet er der tale om regnskov.
De andre øer i øgruppen er ubeboede, med undtagelse af Gough Island, hvor der på den sydøstlige kyst ved Transvaal Bay er en sydafrikansk vejrstation med en fast bemanding på fire personer.
Øgruppen er rugeplads for albatrosser og verdens mindste ikke-flyvende fugl, vandhønearten Ascension-muserikse, Atlantisia rogersi, som kun findes på Inaccessible. Den 13 cm store fugl har en hårlignende fjerdragt, og lever skjult i vegetationen ligesom mus.
I 2008 blev et dansk geomagnetisk observatorium indviet. Øen ligger i det område, hvor Jordens magnetfelt er svagest.
Historie
Øgruppen blev først opdaget i 1506 af den portugisiske admiral Tristão da Cunha da han med en flåde på 15 skibe var på vej mod Indien, opdagede øerne uden at gå i land og opkaldte dem efter sig selv.
Den første udforskning af øerne skete i 1767, da den franske fregat "L'Heure du Berger" nåede dertil.
Det første fastboende menneske var Jonathan Lambert fra Salem som kom til øen i 1810. Han erklærede øerne som sin ejendom og omdøbte dem Islands of Refreshment. Hans styre blev imidlertid kortvarigt, da han kort tid efter omkom i en bådulykke.
1815 annekterede Storbritannien formelt Tristan da Cunha; dette skete primært for at kunne forhindre franskmændene i at bruge øerne som base for en eventuel aktion for at befri Napoleon, som sad fanget på St. Helena.[1] I 1816 sendte briterne en deling hottentot-soldater derned, men da de skulle sendes hjem, bad den skotske korporal William Glass om at måtte blive på øen med kone og børn. Tilladelsen kom aldrig, men han og familien blev tilbage. Nogle år senere var fem ungkarle kommet til. En forbipasserende hvalfanger blev bønfaldt om at yde hjælp. Senere kom han tilbage med fem kvinder fra St. Helena. Strandede skibe førte også til flere mandlige beboere, men de fem kvinder og fru Glass blev stammødre til de fleste af øens nuværende befolkning.
I 1961 blev alle beboerne evakueret som følge af vulkanudbrud i nærheden af Edinburgh of the Seven Seas. Først blev alle indbyggere evakueret til Nightingale Island. Det hollandske passagerskib "Tjisadane", der tilfældigvis ankom dagen efter for at hente to piger fra øen, tog alle indbyggerne med til Cape Town. Derfra blev de sejlet til England. 2 år senere flyttede beboerne igen tilbage til hovedøen. Sejlturen tilbage foregik med den danske færge "M/F Bornholm", der var chartret til opgaven af den britiske stat. Turen for de 198 tristanianere tilbage mod Tristan da Cunha startede fra Southampton den 24. oktober 1963, med ankomst til Edinburgh of the Seven Seas den 10. november. Der forestod en stor opgave med at genetablere den ødelagte "by" og de livsnødvendige kartoffelmarker.
2006 grundstødte en olieboreplatform ud for hovedøens kyst. Den 4. december 2007 blev øen ramt af influenzaepedimi, som blev forværret af utilstrækkelige medicinske forsyninger.
Den 13. februar 2008 ødelagde en brand en fiskefabrik og de fire generatorer, der leverede strøm til øen. Den 14. marts blev nye generatorer installeret. Den 16. marts 2011 grundstødte fragtskibet MS Oliva på Nightingale Island, og store mængder af olie forurenede øens strande
Økonomi
Stort set alle øboere har job i den offentlige sektor og de er selvforsynende med alle basale livsfornødenheder. Øen er på grund af det specielle klima velegnet til kartoffelavl og det store antal af havfugle gøder markerne.
Hovedindtægtskilden er turisme, salg af frimærker og mønter, samt eksport af hummer til Japan og USA. Hovedøens havn er blevet udbygget. Det er i gennemsnit kun muligt at fiske ca. 20 dage årligt. Men når vejret tillader det, står den lille fiskerflåde til søs. Besøgende skal have en ren straffeattest, og godkendes på forhånd af ø-rådet Island Council. Øen har ingen egentligt hoteller, og logerende bor derfor hos indbyggerne.
Transport og infrastruktur
Øen har ingen lufthavn, kun en lille fiskehavn og der er kun få ankomster af skibe om året. Fragt- og passagerskibet MV Kelso sejler mellem Cape Town, Sydafrika, og Tristan. Normalt opholder skibet sig fra fire til fem dage ved øen og dette skib medbringer de fleste af stedets turister.
Der er skole, sygehus, postkontor, museum, café, pub og én svømmehal.
Skolen St. Mary's School fra 1975 underviser børn fra 3 til 16 år. Der er fem klasseværelser, bibliotek, teatersal, computerrum, skolekøkken og et sløjd og fysiklokale. Skoleelever, som er fyldt 16 år, har ret til fortsat skolegang i Storbritannien.
2001 fik beboerne fjernsyn via parabol. I 2006 fik øen fire offentligt tilgængelige computere. Øen har en netavis, Tristan Times.
Referencer
- ^ Roberts, Edmund (1837). Embassy to the Eastern Courts of Cochin-China, Siam, and Muscat. New York: Harper & Brothers. s. 33.
