Napoleon 1. af Frankrig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Napoléon Bonaparte (15. august 1769 - 5. maj 1821) var Frankrigs diktator fra 1799 og Frankrigs kejser under navnet Napoléon I fra den 18. maj, 1804 - 6. april, 1814 og igen 18. marts - 22. juni 1815. Han erobrede og regerede også det meste af det vestlige og centrale Europa. Undertiden uofficielt benævnt "Napoleon den Store".
[redigér] Ungdom og karriere
Napoleon Bonaparte blev født på Korsika som Napoleone Bonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var ældste søn blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han uddannedes på franske militærskoler, identificerede sig med den franske sag og afviste deltagelse i korsikanske frihedsbestræbelser. Under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general; han fik sit militære gennembrud ved sin indsats under Toulons generobring 1793. Jakobinernes fald 1794 bragte ham en overgang i unåde, men 1796 blev han leder af Italiens-hæren med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis fhv. elskerinde Joséphine de Beauharnais han samtidig giftede sig med. Gennem de to felttog til hhv. Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesfulde general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han også frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig. Det andet felttog endte, efter begyndende sejre, i fiasko, men skabte også sensation om hans navn. Ved sit statskup i efteråret 1799 (Brumairekuppet) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.
[redigér] Den Franske Revolution
Den 14. juli 1789 råbte den indsatte Marquis de Sade til borgerne udenfor at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Dette var dråben der fik bægeret til at flyde over. Rygtet spredes hurtigt gennem Paris’ gader og selv nogle af kejserens garder mødte op. De havde 4 kanoner med, og alle udenfor Bastillen blev enige om at vælte kejseren. Dette gjorde de ved at overtage Bastillen. Bastillen var fyldt med våben og ammunition, og dette fik borgerne fat på. Her startede borgerkrigen hvor forskellige familieslægte havde magten. Napoleon var selv en del af den franske borgerkrig, men valgte at lave sin egen familie. I 1791 kom det første resultat på borgerkrigen, en forfatning der gav borgerne en større frihed end før. Dette var Napoleon yderst tilfreds med. Forfatningen blev hyldet med en sang La Marseillaise som i dag er Frankrigs Nationalsang. Frankrig kom i krig mod Ægypten og Syrien og Napoleon måtte i 1798 tage til Ægypten for at slå ægypterne. Napoleon var overlegen ved Slaget ved Pyramiderne i 1798, og viste sin evne for at lede en lynkrig. da han kom tilbage i 1798 blev han forfremmet til brigadegeneral. Napoleon havde nu magten over 14.000 mænd, og hans popularitet steg og steg. I starten af 1799 blev revolutionen mere og mere ustabil, og Napoleon brugte lejligheden til at lave et statskup. Det såkaldte Brumairekup. Det daværende styre Direktoratet blev væltet, og Napoleons Konsuler overtog magten. Han blev selv førstekonsul og var nu den styrende magt i Frankrig. Hans mål var at genforene Frankrig og få alt i den fineste orden igen. Det eneste Napoleon kunne lide ved revolution var forfatningen, men borgerkrigen det skulle der rettes op på.
[redigér] Førstekonsulen
Napoleons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den såkaldte anden koalition, og 1802-03 herskede endog en kortvarig fred med England. Indadtil arbejdede han med stor energi og skabte orden og disciplin efter omvæltningerne. Organiseringen af landets provinser blev konsekvent gennemført; der oprettedes en række eliteskoler og militærakademier, som skulle uddanne en loyal embeds- og officersstand, og endelig indførtes den store lovsamling Code Civil (også kaldet Code Napoléon) 1804. Lovene beskyttede bøndernes nye ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder. Samtidig forsonede han sig med kirken (1801) og anerkendte katolicismen som landets religion, ligesom han gav landflygtige adelige fuld ret til at vende tilbage og arbejde i hans tjeneste. Styret fungerede i øvrigt som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder, men større ændringer legitimeredes af "folkeafstemninger". I disse år nød han sandsynligvis stor opbakning fra befolkningen, dels på grund af den indre ro, dels fordi landet ikke berørtes direkte af krig. Blandt Napoleons nærmeste medarbejdere var udenrigsministeren Talleyrand og politiministeren Fouché, hvis navne er knyttet til hans styre. Efter handelsstridigheder brød krigen med England atter ud 1803, og et stigende behov for mere formel magt førte til, at Napoleon 1804 opgav sin officielt republikanske rolle og indførte kejserdømmet...
[redigér] Kejserdømmet til 1812
2. december 1804 lod Napoleon sig udnævne til kejser, vel hovedsagelig for at sikre magten for sin slægt og for at skaffe sig mere prestige over for udlandet. Hans status som monark pegede desuden tilbage til det romerske rige og derved på kravet om et imperium. Hele hans regeringstid blev præget af krigen. Da han ikke kunne gennemføre en invasion i England satsede han på landkrig. 1805 foretog han et sejrrigt fremstød mod den Tredje Koalition, slog den østrigsk-russiske hær ved Austerlitz (december 1805), tvang Østrig ud af koalitionen og opløste året efter det Tysk-romerske Rige. Krigen mod Rusland fortsatte endnu et par år, hvor Preussen også trådte ind på allieret side 1806, men næsten omgående blev overvundet og besat. Ved freden i Tilsit 1807 trådte Rusland ud af koalitionen og accepterede Napoleons dominans mod ikke selv at afstå noget; Preussen måtte foretage store afståelser, og hele Tyskland blev reelt en vasalstat af Frankrig. Den franske flådemagt var imens gået tabt i søslaget ved Trafalgar 1805, og Napoleon prøvede derfor at blokere England til kapitulation ved fastlandsspærringen fra 1807, der skulle udelukke landet fra al handel med kontinentet. Det medførte en udvidelse af krigen for at få alle med, hvorunder Napoleon besatte Spanien og Portugal 1807-08, men dette resulterede i åbent oprør, og fra 1808 rasede en blodig og hensynsløs krig i Spanien, hvor England hurtigt intervenerede. Napoleon kørte fast her, men beholdt overtaget på andre fronter. En østrigsk genindtræden i krigen 1809 førte til ny fransk sejr, og 1810 nåede Napoleon sin største sociale succes, da han blev den østrigske kejsers svigersøn. I Tyskland gærede så småt et oprør mod hans styre, men endnu o. 1810 havde han stort set styr på situationen. I hele sin regeringstid oprettede han flere steder lydstater og "uafhængige" provinser som reelt var under fransk kontrol. Han indsatte familie og medkæmpere som regenter, således broderen Joseph Bonaparte i først Napoli, hvor han afløstes af svogeren Murat og derefter i Spanien, og broderen Jérome Bonaparte i "Kongeriget Westfalen".
[redigér] Fald og fangenskab
Det blev forholdet til Rusland, der blev begyndelsen til enden for Napoleon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at distancere sig fra ham, indtil de til sidst fremtvang et brud 1812. Samme år foretog han et stort felttog til Rusland, hvor han besatte Moskva, men russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne, således at han måtte føre hæren tilbage, hvorunder størstedelen af den gik tabt af kulde og sult (kun ca. 85.000 af 610.000 mand kom hjem). Dette blev signalet til åbent oprør i Tyskland, og skønt han vandt flere store sejre, blev han omsider besejret ved Leipzig 1813, hvorefter hans herredømme brød sammen. De allierede invaderede Frankrig, hær og politikere faldt fra, og april 1814 blev han tvunget til at abdicere og tog herefter ophold på Elba, hvor han styrede som en slags lokalfyrste. 1815 forsøgte han et come-back som kejser, gik i land i Sydfrankrig og satte sig i spidsen for de tropper, der var blevet sendt af sted for at fange ham. På kort tid lykkedes det ham at sikre sig magten i Frankrig (regeringsperioden kaldes de 100 dage), at opstille en ny hær og at indlede kampen mod de samlede, europæiske magter. Ved Slaget ved Waterloo led hans hær det endelige nederlag i juni, han blev fanget på ny og døde 5. maj 1821 som deporteret på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Der har, især i de senere år været vedholdende rygter om, at han blev myrdet på initiativ af den franske regering. Påstande om arsenikforgiftning har været fremført, men er hver gang blevet afvist som usikre og utilfredsstillende. Den officielle dødsårsag var kræft. En myte påstår at hans klassiske positur med højre hånd stukket ind mellem knapperne og hvilende på venstre side af maven skyldes smerterne fra en kræft i maven. 1840 overførtes hans lig til Frankrig, hvor hans sarkofag nu findes i Invalidekirken
[redigér] Comebacket, de 136 dage
Efter abdiceringen af tronen havde Ludvig den 18. overtaget tronen i Frankrig. Han var en elendig kejser og borgerne i Frankrig længtes efter en kejser som Napoleon igen. Napoleon overvejede længe at holde sig helt væk fra Frankrig, men den 28. februar 1815 bestemte han sig for, at generobre tronen. Han havde små 1000 mænd, men Napoleon ønskede ikke at løsne nogle skud før det blev yderst nødvendigt. Samtidig i Paris havde man fået nyheden at Napoleon var gået i land i Marseille. Ludvig den 18. beordrede Napoleon dræbt og hæren blev sendt til Lyon. Napoleon nåede byen Grasse hvor 5. linieregement var stationeret. Da Napoleon ankom anede ingen at det var ham. Han havde nemlig en russer uniform på, så ingen kunne kende ham. Foran ham stod 700 musketerer med geværerne ladt klar til at skyde mod Napoleon og hans 1000 mænd. Napoleons musikkorps fik ordren af Napoleon til at spille La Marseillaise, der var Napoleons sang, og som var forbudt under Ludvig den 18. Da musikken lød tog Napoleon hætten af og viste sit ansigt for soldaterne. De jublede alle og råbte: Længe leve kejseren.. Napoleon nåede Grenoble hvor 7. linieregement var stationeret. Oberst Charles som var regimentschef af 7. linieregement beordrede sine soldater til at skyde Napoleon, men de tøvede, og Napoleon kom tættere på. Soldaterne havde ladte geværer, og Napoleon stod nu kun 10 meter fra dem. De smed alle deres geværer, for de mente at de tjente bedre under Napoleon. Obersten gav sit regiment til Napoleon. Da Napoleon nåede Lyon var hæren endnu ikke nået dertil. Bønderne i Lyon var utrolig glade for at se den tidligere kejser, og alle i Lyon var så glade for ham, at da hæren kom, turde de ikke slå Napoleon ihjel. Marskal Ney som var kejserens næstkommanderende sluttede sig til Napoleon, og dette var en hån for kejseren. Den 19. marts 1815 flygtede kejseren til Belgien, og dagen efter nåede Napoleon til Paris. Her blev han så kejser igen. Paris var en tom og usle by, den havde ændret sig siden Napoleons fald 11 måneder før. Napoleon fik en ven ved navn Constant til at lave en ny og forbedret forfatning i stedet for forfatningen fra 1791. Den gav borgerne mere frihed + den indførte et nyt styreform i Frankrig. Demokratiet. Inden forfatningen blev underskrevet prøvede han sit nye system, og sendte selve forfatningen til folkeafstemning. 99,9 % for og 0,1 % imod. I 1813 havde man ved en fredskongres (Wienerkongressen) fastlagt de nye Europagrænser, og disse grænser kom Frankrig til gode. Napoleon sendte breve til alle generaler, konger og kejsere i hele Europa om, at grænserne stadigvæk gjaldt. Samtidig mente han også at man skulle være fredelig mod ham fordi han lige havde genindvundet tronen, og alt så forfærdeligt ud i Frankrig. Wellington og Blücher hoppede ikke på den. De meldte straks krig mod Napoleon for de mente at han var alt for farlig, hvis han fik opbygget sit imperium igen. Den 12. juni 1815 forlod Napoleon Paris for at udkæmpe det største slag i hans historie. Slaget ved Waterloo.
[redigér] Slaget ved Waterloo
Den 13. juni 1815 stod de 4 stormagter klar til slaget om Europa. Napoleon, Blücher, Wellington og Frans. Alle sammen mod Napoleon. Napoleon viste, at hvis han kunne besejre Wellington, ville han vise en stor magt, at de andre 3 ville bøje sig for ham. Derfor begyndte Napoleon med Wellington. Få soldater fra Napoleons hær fik lokket Wellington og hans kavalerister ud på ødemarken. Her stod Napoleons kanoner klar til at skyde dem ned, men Wellington fandt en forhøjning på 1 meter hvor alle kavaleristerne og ham selv kunne gemme sig bag. Dette var et tab for Napoleon, for soldaterne der var lokkemad var blevet slagtet. Denne dag den 15. juni 1815 dødede 29.000 franskmænd og kun 16.000 briter. Den 16. om morgenen var der åben krig mellem de to parter og Blücher hær var på vej til at hjælpe Wellington. Denne dag mistede briterne 130.000 soldater og franskmændene 120.000. Det britiske forspring var indhentet og Napoleon var tilfreds igen. Den 18. juni havde Napoleon alle tiders chance for at vinde slaget ved Waterloo. Wellingtons hær var kommet lidt på afveje, og Napoleon kunne let have haft omringet ham og dræbt hele hans hær, men Napoleon ventede. Sent om eftermiddagen fik Napoleons garde ordre på at slå Wellington tilbage. Dem havde ingen slået før, og de skulle vinde krigen for Napoleon. Napoleons garde marcherede og gik til angreb. Da de kom op på den anden side af bakke skråning så garden hvor mange Wellington havde bag sig og garden flygtede. Napoleons så slaget tabt og garderne stillede sig i en tyk kæde rundt om Napoleon, for at han ikke skulle blive skudt. Wellingtons hær havde de lige efter dem. Napoleon havde undervurderet Wellington, og i det samme kom Blücher med sin hær og Napoleon så nu ingen anden udvej end at kapitulerer. Den næste morgen den 19. juni 1815 måtte Napoleon kapitulerer. Han måtte indse sig slået af Europas stormagter. Napoleon flygtede hurtigt til Paris hvor han 3 dage senere blev omringet af Wellington som ventede ham udenfor Paris. Wellingtons krav var at Napoleon skulle abdicerer og afgive tronen til en anden ellers indtog han Paris. Napoleon abdicerede og overgav tronen til sin søn Napoleon den 2. som kun blev kejser fra 22. juni til den 7. juli 1815. Han flygtede til Roquefort, man blev hurtigt fanget. Napoleon blev udleveret til Wellington hvor Napoleon blev sat i eksil på øen St. Helena.
[redigér] St. Helena og Wienerkongressen 1815
I efteråret 1815 blev der afholdt en Wienerkongres. Dette betyder også fredskongres. Udenrigsministrene fra England, Preussen, Tyskland, Rusland og Østrig blev enige om en traktat som skulle holde Europa udenfor krig i mange år, og hvis man ser bort fra mindre krige blev grænserne først brudt i november 1914 hvor 1. verdenskrig udbrød. Også sejrherren Wellington var med til kongressen, og den danske kong Frederik den 6. , ja selv en franskmand ved navn Talleyrand var også med (tidligere udenrigsminister). Han fik dog ingen indflydelse, da det var sejrherrerne der lavede det nye Europakort. Det tysk-romerske rige blev ikke genoprettet, men grænser, som blev slutresultatet, var en god løsning. Mens Wellington og hans kammerater fejrede sejren over Napoleon, sad Napoleon på Atlanterhavs øen St. Helena. Napoleon fik stillet en gård til rådighed, men Napoleon ville have noget større. I 1816 begyndte Napoleon og skrive sine notater og erindringer. Napoleon havde en masse at skrive om og han fik så sandelig også skrevet end del. I årene 1816 – 1819 gik hele Napoleons liv med sin have på gårdspladsen, samt med at skrive om sit liv. I 1820 begyndte englænderne at forgifte Napoleon. De var bange for at han ligesom på Elba, skulle flygte derfra, samt overtage magten i Frankrig igen. Det gjorde de fordi der var mange der stadig holdt meget af Napoleon, selvom han ikke havde set en franskmand i 5 år. De sidste 9 måneder af hans liv tilbragte han i sin dagligstue i sit eksil på St. Helena, og den 5. maj 1821 dødede Napoleon. En kejser af det halve Europa med en kæmpe magt ud over alle grænser, samt en fantastisk evne til at føre krig. Der var stor sørgedag i Frankrig da nyheden kom frem til Paris og alle de andre storbyer i Frankrig. Den store kejser var faldet sagde man. Napoleon var længe begravet på St. Helena men Napoleons svigersøn, Napoleon den 3. , ville have Napoleon begravet i Paris, og i 1840 fragtede man Napoleon til Paris og begravede ham i Les Invalides, og der ligger Napoleon stadig den dag i dag.
[redigér] Bedømmelsen
Napoleon er én af nyere tids mest omdiskuterede politiske skikkelser, af sine tilhængere hyldet som militærgeni og nationalhelt, af modstandere fordømt som magtmenneske og diktator. Der hersker næppe tvivl om, at han er blandt verdenshistoriens største generaler, på linje med Alexander den Store, Hannibal og Julius Cæsar. Hans styrke lå i hans talent for lynkrig, hvor modstanderen overraskedes og uskadeliggjordes ved afgørende slag, ligesom han udviklede anvendelsen af ildvåben i kamp. Han viste også personligt mod og havde en glimrende evne til at virke som soldaternes ven. Også som administrator og statsleder var han praktisk og dygtig, selv om hans styrke nok mere lå på det militære felt. Derimod er meningerne langt mere delte om hans person og politiske mål. Han har ofte været fremstillet som "revolutionens søn" og set som en progressiv skikkelse, som videreførte de revolutionære resultater. Dette billede er formentlig kun delvis rigtigt. Hans herredømme betød en effektivisering af det franske statsstyre efter flere års kaos og magtkampe, men næppe en demokratisering. Der var praktiske årsager til de fleste revolutionære resultater, han bevarede, såsom behovet for at binde bønderne til statsmagten ved at sikre deres jordejendom eller at skaffe bedre officerer gennem hurtigere avancementer. Derimod blev f. eks. både arbejderklassen og kvinderne stillet juridisk ringere under hans styre. Han lod både kirke og den loyale del af adelen genvinde dele af deres indflydelse, så længe de tjente ham. Hans krigspolitik bidrog til at overanstrenge Frankrig, og han synes i ringe grad at have vist interesse for de tab, den påførte. Han kunne nok til tider vise sig storsindet, men i andre tilfælde foretog han brutale overgreb på lokalbefolkningerne, når de ikke ville adlyde, både i Italien, Syrien og Spanien. Når hans styre alligevel fik så stor betydning, skyldes det snarere, at revolutionære idéer blev udbredt til de forskellige besatte lande - enten han selv fulgte dem eller ej - og derved slog rod. Napoleonsdyrkelsen, som han selv bidrog til med en effektiv propaganda, holdt sig imidlertid længe i Frankrig og blev bl.a. forudsætningen for nevøen Napoleon 3.s magtovertagelse 1851. Først efter 1870 mistede den noget af sin kraft.
[redigér] Familieforhold
Napoléon Bonaparte var fra 1796-1809 gift med Josephine de Beauharnais og fra 1810 med Maria Louisè af Østrig. Med sidstnævnte havde han sit eneste officielle barn, sønnen Napoleon 2. (kaldet "kongen af Rom").
Hans brødre var Josef Bonaparte, konge af Napoli og senere Spanien, Lucien Bonaparte, Louis Bonaparte, konge af Holland (fader til Napoleon III), og Jerome Bonaparte, konge af Westfalen, stamfader til den nuværende Bonaparteslægt. Af hans tre søstre var Maria gift med den italienske officer Felix Bacciochi, Caroline med marskal Joachim Murat og Pauline først med genenal Leclerc, senere med fyrst Borghese.
[redigér] Napoleons væsentligste slag
Lodi (1796) | Rivoli (1797) | Arcole (1797) | Pyramiderne (1798) | Palæstina (1799) | Marengo (1800) | Hohenlinden (1800) | Austerlitz (1805) | Jena (1806) | Eylau (1807) | Friedland (1807) | Wagram (1809) | Borodino (1812) | Bautzen (1813) | Gross-Görschen (1813) | Dresden (1813) | Leipzig (1813) | Ligny (1815) | Waterloo (1815).
[redigér] Litteratur
Litteraturen om Napoleon 1. er overvældende stor. Her er kun anført enkelte mere relevante værker, hovedsagelig på dansk.
Eugen Tarlé: Napoleon. da. 1800, ny udg. 1980.
Pieter Geyl: Napoleon. For and Against. eng. 1810, 1810, svensk udg. Napoleon - hjälte eller tyrann? 1925.
Felix Markham: Napoleon. da. 1854.
Jean Tulard: Napoleon eller Myten om en frelserskikkelse. da. 1991.
Herman Lindqvist: Napoleon. da. 2005.
[redigér] Napoleon fremstillet på film
Et udvalg af Napoleonfremstillere og film:
Poul Reumert (Madame Sans-Gene, 1909, da. version), Albert Dieudonné (Napoleon, 1927), Charles Boyer (Maria Walewska, 1937), Marlon Brando (Desiree, 1954), Raymond Pellegrin (Napoleon, ørnen fra Korsika, 1955), Herbert Lom (Krig og fred, amr. version 1956), Vladislav Strzhelchik (Krig og fred, sovj. version 1965-67), Rod Steiger (Waterloo, 1969), Armand Assante (Napoleon and Josephine, amr. TV-serie 1987).
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
| Efterfulgte: | Franske regenter | Efterfulgtes af: |
| Ludvig 16. 1774-1792 |
Ludvig 18. 1814-1824 |
