Adsbøl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Adsbøl (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Adsbøl)
Adsbøl

Adsbøl Kirke
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Syddanmark
Kommune Sønderborg Kommune
Sogn Gråsten-Adsbøl Sogn
Postnr. 6300 Gråsten
Demografi
Adsbøl by 323[1] (2023)
Kommunen 74.380[1] (2023)
 - Areal 496,57 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.adsboel.net
Oversigtskort

Adsbøl (tysk: Atzbüll) er en landsby i Sønderjylland med 323 indbyggere (2023)[1], beliggende i Gråsten-Adsbøl Sogn, mellem Gråsten og Sønderborg. Landsbyen ligger i Sønderborg Kommune og tilhører Region Syddanmark. Indtil januar 2007 var landsbyen en del af Gråsten Kommune.

Landsbyen er placeret ved Nybøl Nor. Bækken Fiskbæk udspringer ved Grøngrøft længere vestpå. Bækken er relativt klarvandet, og bruges som gydevandløb af havørreder. Der er rester af to gamle karpedamme med stemværker.

Adsbøl Kirke er fra 1200-tallet og har gennemgået flere ombygninger op gennem tiderne. Den hvidkalkede kirke består af et romansk kor og et skib med gotisk vestforlængelse. I 1926 opførtes ved skibets vestgavl et klokkehus i træ. Kirken har 3 klokker; en middelalderlig messeklokke og en stor klokke fra 1503.

Adsbøl Borgerforenings formål er at fremme sammenholdet mellem beboerne og virke upolitisk for lokale interesser. Foreningen virker bl.a. ved afholdelse af foredrag, festlige sammenkomster og lignende.

Fra 1801 til 1973 var der folkeskole. En kristen friskole købte bygningerne i 1982 og lukkede 2010. 17.11.2010 blev bygningerne overtaget af Gråsten Friskole med endelig indflytning 17.11.2010.

Gråsten Landbrugskole i Fiskbæk blev indviet den 2. november 1924. Skolen har plads til 160 elever, hvoraf ca. 130 personer kan bo på skolen. Der er klasselokaler med konferencefaciliteter, fritidsfaciliteter og idrætshal.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Adsbøl er opstået omkring 1100-1200 i forbindelse med den nu forsvundne herregård Holbæk ved Nybøl Nor. Herregårdens markareal var ikke ret stort, men den havde store bygninger og var befæstet med en voldgrav. Der hørte sandsynligvis en halv snes bøndergårde til den. Fæsterne betalte landgilde og ydede hovarbejde for herremanden på Holbæk.

Adsbøl sogn hørte først under Ullerup, fra 1567 blev det selvstændigt. Fra 1708 var sognepræsten i Adsbøl tillige hofpræst i Gråsten for hertugen, og betjente Adsbøl-Graasten, som kaldet hed. Fra 1979 ændredes navnet til Graasten-Adsbøl pastorat.

Adsbøl Kirke blev beskadiget under svenskekrigen i 1658-59, men man fik hurtigt gjort kirken anvendelig igen.

Adsbøl Kirkes sengotiske klokke måtte under 1. verdenskrig afleveres til omsmeltning til brug for den tyske krigsindustri. Som erstatning herfor modtog kirken en "Genforeningsklokke". Messeklokken hænger i dag i våbenhuset.

Adsbøl Station var et tidligere holdested på Sønderborgbanen. Fra starten i 1901 var det den eneste på strækningen der ikke fik betegnelse af station, men derimod et billetsalgssted uden sidespor. Bortset fra en landejendom var der ingen bebyggelse på stedet. Da det netop var så øde blev det nedsat til trinbræt allerede i 1925 og det var også den første der lukkede på strækningen i 1955.

20.08 2007 var et voldsomt skybrud skyld i, at jernbanedæmningen ved Kobberholmvej brød sammen. Samtidig blev et stykke af landevejen mellem Sønderborg og Gråsten skyllet væk. Regnmængderne blev målt til op til 156 mm på 2 timer.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn