Astrologi

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Andreas Cellarius' Harmonia Macrocosmica (1660/61) med Jorden i centrum af solsystemet og de astrologiske stjernetegn.

Astrologi (fra græsk: αστρολογία = άστρον, astron, "stjerne" + λόγος, logos, "ord") eller stjernetyderkunst er navnet på adskillige esoteriske og pseudovidenskabelige traditioner eller systemer ifølge hvilke kendskab til himmellegemers, primært solen, månen og planeternes indbyrdes positioner og relative bevægelser kan bruges til at forklare menneskelige egenskaber og til dels forudsige vigtige begivenheder i et menneskes liv. En udøver af astrologi kaldes en astrolog.

Traditionel astrologi

Det anatomiske-astrologiske menneske i medicinsk astrologi.

Den vesterlandske astrologi henter sit indhold fra den græske mytologi, og det gør dele af den indiske, dvs. vediske mærkeligt nok også, men man må tænke på, at grækerne sad på Lilleasien, og at der var tale om ét stort indo-persisk område, før Islam kom til, således at de to sprogområder grænsede op til hinanden. Forskellen på den vesterlandske og indiske astrologi er groft sagt, at man i den vesterlandske følger præcessionen og dermed årstiderne (tropisk astrologi), medens man i den indiske orienterer sig efter fiksstjernerne (siderisk astrologi), således at tegnene, der i øvrigt har samme navne, ligger fast i forhold til fiksstjernekredsen. Desuden er Zodiaken i den indiske astrologi inddelt i 27 såkaldte månehuse.

Kinesisk astrologi er baseret på en tolvårsrytme svarende til et omløb af planeten Jupiter. I den keltiske astrologi opereres med 13 tegn.

Astrologien blev tidligere tillagt stor betydning. Ligesom alkymien med nogen ret kan ses som forløber for kemien, kan astrologien siges at have affødt astronomien, og indtil slutningen af middelalderen skelnede man ikke mellem astrologi og astronomi. Endnu i renæssancen nød astrologien betydelig anseelse. Eksempelvis virkede Tycho Brahe som hofastrolog, samtidig med at han grundlagde den moderne astronomi.

Moderne vesterlandsk astrologi

I vore dage praktiseres astrologien stadig. De fleste danske ugeblade og magasiner bringer de meget populære stjernetegnshoroskoper. Ifølge professionelle astrologer er det dog kun individuelle horoskoper baseret på en personers fødested og fødselstidspunkt der kan tillægges værdi som kilde til selvindsigt og terapeutisk værktøj.

I lighed med astronomer benytter moderne astrologer data i form af astrologiske tabeller, såkaldte ephemerider, som indeholder informationer om himmellegemernes skiftende positioner.

Nogle astrologer er af den opfattelse at himmellegemernes indbyrdes positioner afspejler sider af et menneskets liv uden at determinere det. Denne opfattelse kaldes af de pågældende astrologer synkronicitet. Begrebet optræder hos Paracelsus og er siden benyttet af Jung.

Andre astrologer hævder derimod at sammenhængen mellem himmelske og jordiske hændelser er kausal. Et trivielt eksempel på at himmelske forhold styrer jordiske begivenheder er at vi går på arbejde om dagen, dvs. når Solen er over horisonten, og sover om natten, når den er under horisonten.

Der findes astrologer som forsøger at forklare astrologien ud fra videnskablige principper, men for de fleste er astrologi en teknik som forener intuitive og analytiske fremgangsmåder.

Kritik af astrologien

Hvis man opfatter astrologi som en nomotetisk videnskab, dvs. en disciplin der på baggrund af systematiserede iagttagelser opstiller generelle lovmæssigheder, er astrologiens påstande som andre videnskabelige teorier sårbare for kritik. De påstående sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder burde i givet fald kunne verificeres, eller for så vidt som de har karakter af konkrete forudsigelser, falsificeres.

De fleste videnskabsfolk anser i dag astrologi for pseudovidenskab. Talrige videnskabeligt udførte forsøg har ikke kunnet påvise nogen af de antagede sammenhænge mellem himmelske og jordiske begivenheder. Troværdigheden af astrologien er yderligere undergravet ved, at stjernetegnene ikke eksisterer som fysiske ansamlinger af stjerner, men kun opleves således i kraft af et simpelt synsbedrag. Endvidere ødelægges troværdigheden ved, at de folkeligt stærkt benyttede "soltegn" (det stjernetegn, man mener, man er født i), ikke længere passer pga. jordaksens præcession. Mere generelt hviler astrologiens antagelser om at bestemte symbolske essenser (f.eks. karakteren af et stjernebillede) findes som virkelige fysiske fænomener ude i verden (makrokosmos) hvor de via skjulte korrespondenser påvirker det enkelte menneskes tilværelse (mikrokosmos), på antagelser der er typiske for vestlig okkult tradition siden antikken, og som derfor i dag rubriceres som overtro.

Astrologi og moderne videnskabsfilosofi

Astrologiens metoder hører som alle psykologiske tolkningsmodeller ind under begrebet åndsvidenskab og anses derfor i almindelighed som værende pseudovidenskabelige. De står i klar modsætning til almindelig videnskabelig forskning, da de ikke lever ikke op til kravene for anerkendt videnskabsteoretisk opstilling. Disse kræver ifølge kritisk rationalisme mulighed for falsifikation. De hører ind under begrebet tro i form af antagelser, der af mangel på falsificerbarhed hverken kan be- eller afkræftes. De har således intet empirisk grundlag for at komme i betragtning som en egentlig videnskabelig teori.

Man kan ifølge den kritiske rationalismes filosof kun afgøre, hvad en ting ikke er, og kun efter intersubjektiv målestok. Aldrig hvad den er, da der ikke findes nogen sikker objektiv bedømmelse af noget som helst. Forsøg herpå betegnes som empirisk generalisering, hvilket erfaringen viser at kunne føre til fejlagtige konklusioner. Fasifikation anses således som mere sikker end verifikation . Denne tydelige begrænsning af det videnskabelige erkendelsesområde indeholder til gengæld en høj grad af relativ sikkerhed for de ved gendrevet falsifikation vedtagne teoriers rigtighed. Således kan ingen tro helt afvises. Men denne kan naturligvis kun anerkendes som værende af personlig karakter og altid bero på et frit valg af verdenssyn, hvis tolkning ligger udenfor det intersubjektive erfaringsområde. Den kan derfor i empirisk forstand aldrig komme i betragtning som nogen egentlig videnskabelig teori.

Samtidig kan kategorisering af moderne astrologi som overtro, hvilket er almindeligt indenfor logisk positivisme, ifølge Karl Popper afvises som en i videnskabsfilosofisk forstand ikke-bevislig påstand, da den forsøger at falsificere en teori, der af mangel på mulighed for intersubjektiv erfaring netop ikke er falsificerbar. De manglende forudsætninger for at opstille en videnskabelig teori udelukker samtidig en sikker begrundelse for at kunne afvise astrologien som overtro. Forsøg på at omgås denne regel må således ifølge Popper anses for at være lige så meningsløse som forsøg på at give det pågældende system eller trosform almindeligt anerkendt videnskabelig gyldighed. Det skyldes, at ingen tro kan afvises som andet end tro. Mennesket kender ikke naturen og kan derfor ikke med sikkerhed udtale sig om det såkaldt "overnaturlige". Teoretisk set er intet overnaturligt. Kun videnskabeligt uforklarligt som værende udenfor det intersubjektive erfaringsområde. Det samme gælder i princippet for alle trosformer, som har et verdenssyn, der kan forsvares gennem filosofisk logik.

Forskellen mellem tro og overtro bliver dermed et spørgsmål om logisk begrundelse for frit valg af metafysisk verdenssyn og kan efter Popper's mening aldrig blive et videnskabeligt spørgsmål. Med respekt for det frie valg kan man således frit mene, at ens eget åndelige verdenssyn er den "rigtige" tro, mens det fravalgte kan forkastes som "overtroisk". Men det vil naturligvis altid bero på en personlig vurdering. Mangel på gensidig respekt trosformerne imellem er farlig og medvirkende til at udvikle fanatisk brug af teorier, der hver især udmærket kan være rigtige, men som til syvende og sidst ikke kan bevises. Det er værd at bemærke, at det samme gælder for enhver form for videnskabsteori. Men dog med den væsentlige forskel, at sidstnævntes lovmæssige rigtighed kan bekræftes intersubjektivt. Denne bekræftelse er ifølge Popper den eneste virkelige forskel på tro og videnskab.

Astrologi som psykologi

Astrologiens værdi i den moderne verden er som sagt "kun" af åndsvidenskabelig betydning og anvendes af moderne astrologer som en holistisk indfaldsvinkel til en alternativ form for psykologi, der kan benævnes kosmopsykologi. Planeterne opfattes ikke længere som overnaturlige guder, men som emanationer af et tidløst, ubevægeligt og uendeligt selv, som alle elementer gennem bevægelse i tid og rum antages at være kun relativt adskilte dele af. Dette selveksisterende selv er uden begyndelse eller slutning, men eksisterer ved egen kraft som en konstant tilblivelse gennem en tidløs evolutionsproces. Astrologi er dermed tæt forbundet med ideen om reinkarnation.

De planetariske stillinger i fødelshoroskopet henviser til evner udviklet i en tidligere tilstand, og horoskopet er kun brugbart til forudsigelse ved en korrekt tolkning af disse kombineret med en viden om personens handlinger i den nuværende situations frie valg. Det kan værer overordentligt svært og er ofte behæftet med fejltolkninger. Derfor vil en erfaren astrolog kun udtale sig om sandsynligheder og naturligvis undgå at komme med bedrevidende påstande om fremtiden, der i langt de fleste tilfælde nemt kan falsificeres. Det sidste er en væsentlig årsag til, at astrologien klart kan afvises som en eksakt videnskab. Moderne astrologi adskiller sig således kun fra traditionel psykologi ved dens anerkendelse af visse former for metafysisk erkendelsesteori. Dens determinisme er kun gældende hvad fortidige handlinger angår. Mennesket har altid muligheden for gennem det frie valg at ændre et sandsynligt mønster for fremtiden. En moderne astrolog ses derfor mere som en rådgiver end som en spåmand.

Det moderne, kosmopsykologiske syn på astrologi er en form for naturalistisk panteisme, der benytter sig af ideerne om en i naturen forekommende immanent metafysik og bekæmpes på grund af sine monistiske ideer stadig af de ortodokse kirkesamfund, da den ikke som disse sætter noget i metafysisk filosofisk forstand virkeligt dualistisk skel mellem skaber og skabning. Mennesket ses som sin egen skæbnes herre. Det, han har gjort ved andre, har han gjort - og vil fortsat gøre - ved sig selv. Hans glæder og sorger er resultater af tidligere udførte handlinger, og hans fremtid afhænger fuldstændig af, hvordan han vælger at behandle andre og dermed også sig selv.

Verdens tilsyneladende flerhed opfattes som en realistisk illusion i tid og rum skabt ved selvets for opretholdelse nødvendige bevægelse. Denne er af eksistentiel nødvendighed og foregår uden begyndelse eller afslutning, da virkeligheden, der opfattes som uendelig, nødvendigvis må bekræftes af sin endelige modsætning. Alt eksisterende i tid og rum kan således logisk set karakteriseres som en illusion. Den endelige løsning på dette logiske paradoks kaldes selvrealisation eller nirvana. Herved ophæves tilknytningen til omgivelserne, som læses og forsøges tolket gennem horoskopet og planeternes stillinger. Astrologi kan således ses som et illusionsnummer, men denne illusion opfattes dog som relativt virkelig og helt på lige fod med den tilsyneladende verden, der realistisk set kun er selvet og intet andet.

Se også

• Spirituelt relaterede emner

Referencer

• Edward Zerin: Popper on God: The lost interview. Skeptic 6.2 (1998)

Wikimedia Commons har medier relateret til: Astrologi