Bruger:Crimse/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Sandkasse[redigér | redigér wikikode]

Psykologiens videnskabsteori[redigér | redigér wikikode]

Frenologerne mente fejlagtigt, at personligheden kunne bestemmes ud fra størrelsen af kraniet. Moderne neuropsykologi søger stadig at lokalisere psykologiske processer i hjernen

Et helt central emne i psykologiens videnskabsteori er det psyko-fysiske problem, det vil sige forholdet mellem sjæl og legme, og i særdeleshed forholdet mellem psyken og hjernen. Forskellige psykologiske skoledannelser har haft forskellige syn på det psykofysiske problem. Indenfor behaviorismen løses problemet ved helt at forkaste videnskabelig undersøgelse af psyken, således at kunne adfærden gøres til videnskabelig genstand. Fænomenologisk inspirerede psykologer fokuserer modsat primært på bevidsthedsindholdet. Virksomhedsteoretikere som Leontjew og Vygotskij bekender sig til dialektisk materialisme. Fremkomsten af computere inspirerede nogle kognitionspsykologer til at anlægge et funktionalistisk syn på det psyko-fysiske problem. Indenfor neuropsykologien har man traditionelt søgt at lokalisere psykologiske processer til forskellige hjerneområder.

Descartes anså koglekirtlen for at være det sted i hjernen, hvor udveksling mellem krop og psyke fandt sted

Psykologiens historie[redigér | redigér wikikode]

Tidlige udviklinger[redigér | redigér wikikode]

Den videnskabelige psykologis fødsel[redigér | redigér wikikode]

Psykodynamikkens udvikling[redigér | redigér wikikode]

Freuds psykoanalyse havde enorm gennemslagskraft i den vestlige kultur i almindelighed, og indenfor psykologien opstod der også et væld af teorier, der var mere eller mindre inspirerede af Freuds tanker. Disse teorier kaldes under et psykodynamiske og blev i høj grad udviklet af Freuds elever. En sådan elev var den svejtiske psykiater Carl Gustav Jung, der grundlagde den indflydelsesrige dybdepsykologi, og udviklede begreberne det kollektive ubevidste og arketyper, og nedtonede Freuds fokus på seksualitet. Erik H. Erikson forskede i identitet, og blev især kendt for hans begreb identitetskrise. Tilknytningsteorien, som John Bowlby udviklede ved at kombinere psykoanalytiske og etologiske idéer, fik en stor og varig indflydelse på måden psykologien forstår nære relationer mellem mennesker.

Behaviorismen[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1890'erne havde den russiske fysiolog Ivan Pavlov beskrevet klassisk betingning, en simpel indlæringsmekanisme, hvorved adfærd udvikles på baggrund af simple stimulus-respons reaktioner. Denne forskning blev udbredt i vesten (og i særdeleshed USA) af den amerikanske psykolog John B. Watson, der grundlagde behaviorismen. Indenfor behaviorismen forkastede man introspektion som videnskabelig metode, og anså adfærden, og ikke psyken, som den rette genstand for videnskabelig psykologi. Behaviorismen var således en modreaktion til de psykoanalytiske teorier, der i høj grad baseredes på introspektion. En af de mest markante skikkelser indenfor behaviorismen er den amerikanske psykolog B. F. Skinner, der argumenterede for en radikal behaviorisme, hvor indre psykologiske tilstande helt afvises. Skinner er i særdeleshed kendt for at have beskrevet operant betingning, en mere sofistikeret indlæringsmekanisme, som Skinner mente kunne forklare det meste, hvis ikke al adfærd. Behaviorismen var en dominerende retning indenfor psykologien i første halvdel af det 20. århundrede, men mødte også kritik for at reducere menneskelig aktivitet til simple stimulus-respons-mekanismer og ignorere medfødte egenskaber og i stedet anså mennesket for at være en tabula rasa. En afgørende kritik af behaviorismen kom fra lingivsten Noam Chomsky, i en anmeldelse af Skinners bog Verbal Behavior fra 1957, der forsøgte at forklare sprogudvikling hos børn ved hjælp af betingning alene. Chomsky påviste at betingning ikke kunne forklare sprogudviklingen.

Den humanistiske psykologi[redigér | redigér wikikode]

I 1950'erne opstår humanistisk psykologi som en reaktion på de to store paradigmer indenfor psykologien: psykoanalysen og behaviorismen. Af samme grund kaldes humanistisk psykologi af o gtil den tredje kraft i psykologien. Humanistisk psykologi opstod på baggrund af den filosofiske retning eksistentialisme, og forfattere som Jean-Paul Sartre og Søren Kierkegaard. Med udgangspunkt i fænomenologi og intersubjektivitet, forsøgte den humanistiske psykologi at anskue personer i deres helhed, og ikke blot i delelementer som adfærd eller personlighed. Humanistisk psykologi fokuserede på fundamentale emner i den menneskelige tilværelse, såsom identitet, døden, alenehed, frihed og mening. Carl Rogers klientcentrerede terapi fik enorm indflydelse på såvel psykoterapiens udvikling, som pædagogik. Den humanistiske psykologis havde kraftigt fokus på selvrealisering og selvudvikling, som det f.eks. ses i Abraham Maslows behovspyramide, og dette fokus er bevaret i store dele af psykologiske praksis.

Kognitivisme[redigér | redigér wikikode]

Med opfindelsen og udbredelsen af computeren blev informationsbehandling en indflydelsesrig metafor for psykiske processer. Fokus skiftede med kognitivismee fra adfærd og konfliktfyldte følelser til tænkning (kognition). Aaron T. Becks forskning i depression er illustrativt: Depression betragtedes indenfor kognitivismen som et resultat af negative tankemønstre, og ikke udtryk for ubevidste konflikter eller indlært hjælpeløshed, som hhv. psykoanalytisk og behavioristisk orienterede psykologer gjorde. Kognitiv terapi fik enorm succes, og mange undersøgelser fandt, at kognitiv terapi var mere effektiv end tidligere psykoterapeutiske metoder, ikke mindst indenfor behandling af fobisk angst og depression.

Neurovidenskablige udvikling[redigér | redigér wikikode]

Kognitivismen blev fra 1980'erne og frem i stigende grad søgt forbundet til hjerneforskningen. Ganske vist havde Luria og andre psykologer længe bekæftigelet sig indgående med forholdet mellem hjerne og psyke, men med fremvæksten af billeddannende teknikker som PET-, CAT- og især MRI-skanninger, blev mulighederne for at undersøge den levende hjerne så gode, at fremvæksten i neuropsykologisk forskning eksploderede.

Dybdepsykologi[redigér | redigér wikikode]

Dybdepsykologi, også kendt under navnet analytisk psykologi, er en psykodynamisk teori udviklet af Carl Gustav Jung. Analytisk psykologi udspringer af psykoanalysen, som Sigmund Freud udviklede, men adskiller sig også fra den på væsentlige punkter.

Den måske mest afgørende nyskabelse i dybdepsykologien er begrebet det kollektive ubevidste. Jung mente, at der i mennesker er et fælles, evolutionært nedarvet psykisk system - det kollektive ubevidste - der indeholder grundformer til psyken, handlinger og oplevelser. Disse grundformer kaldte Jung arketyper. Centralt for Jungs syn på personligheden er, at personlig udvikling nås gennem dybere kontakt med det kollektive ubevidste, og derigennem opnå et Selv, hvilket - i et dybdepsykologisk perspektiv - vil sige, at få afbalanceret og organiseret personlighedens hovedstrukturer: de arketypiske grundformer fra det kollektive ubevidste.

Drømme anses i dybdepsykologien, ligesom i psykoanalysen, for at være en vigtig vej til forståelse af personligheden. Men modsat psykoanalysen, hvor drømme ses som behovstilfredsstillelse, tolkes drømme indenfor dybdepsykologien i et bredere perspektiv. Arketyper viser sig nemlig i symbolsk form i drømme, og kan derfor give et bredere indblik i hele personligheden. Drømmetydning kan således ifølge dybdepsykologien være en vigtig brik i den personlige udvikling, da man i drømme kan få adgang til ubevidste holdninger, og dermed få mulighed for at afbalancere sin personlighed.

Arketyper[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Arketype

Da arketyperne repræsenterer fælles grundformer for handling, oplevelse og psyke kommer de ikke kun til udtryk i personligheden, men også i forskellige konkrete, menneskelige udtryk, så som kultur, religion, myter og symboler. Eksempler på sådanne fællesmenneskelige grundformer kunne være arketyperne Den store moder, Den åndelige fader og Helten. Disse arketyper kan i følge Jung genfindes i alle kulturer, fordi de er almenmenneskeligt vigtige. Den store moder er udtryk for, at vi grundlæggende har brug for at knytte bånd, at give og modtage omsorg, Den åndelige fader, at vi har forbilleder og skal tilpasse os normer, mens Helten symboliserer en selvstændiggørelse fra disse moder- og faderaspekter af almenmenneskelige vilkår.

Selvet, det afbalancerende og organiserende princip, der er målet for personlig udvikling ifølge dybdepsykologien, repræsenteres ved mandalaen, en symmetrisk figur ofte som cirkel eller kvadrat.

De mest kendte arketyper er imidlertid de to arketype-par Persona/Skyggen og Anima/Animus.

Persona og Skyggen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Persona og Skyggen

Persona betyder på latin maske. I dybdepsykologien er Persona den arketype, der repræsenterer den maske eller rolle vi påtager os i det sociale liv. Personaen er personlighedens officielle ansigt. Skyggen er modsat de sider af personligheden man ikke vil vedgår sig. Jung mente at der også lå positive elementer i Skyggen: de kreative, ikke-konforme sider af personligheden. At udvikle et Selv indebærer således også at komme overens med Skyggen - skyggesiderne i personligheden.

Anima og Animus[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Anima og animus

Anima er arketypen for det kvindelige i personligheden, mens animusarketypen repræsenterer det mandlige. Hos kvinder er det primært anima der præger personligheden, mens animus er mere tilbagetrukket, omvendt hos mænd. Jung forklarede forelskelse med udgangspunkt i anima/animus-parret. Ubalancen mellem anima og animus hos mænd og kvinder tiltrækker dem mod hinanden. I forelskelsen afbalanceres forholdet mellem anima og animus og personligheden bliver hel.

Dybdepsykologiens betydning[redigér | redigér wikikode]

Selvom Jungs teorier fylder stadigt mindre indenfor main-stream psykologien, har hans arbejde, ligesom Freuds psykoanalyse, haft stor indflydelse på mange forskelligartede områder. Ikke mindst begrebet arketyper har haft stor gennemslagskraft, blandt andet inden for litteraturanalyse. Dybdepsykologiens fokus på balance og harmoni har også gjort den populær indenfor mange buddhistisk inspirerede retninger inden for new age.