Det armenske folkedrab

Armenske flygtninge under beskyttelse af franske styrker.

Rafael de Nogales Méndez (1879-1936), en venezuelansk officer, som gjorde tjeneste i den osmanniske hær, skrev en detaljeret redegørelse for drab i sin bog "Cuatro años bajo la media luna"

Det armenske folkedrab (armensk: Հայոց Ցեղասպանություն, tyrkisk: Ermeni Soykırımı), også kendt som den armenske deportation, Armenien-massakren(e) eller det armenske holocaust refererer til den tvungne massedeportation af armenere i det Osmanniske Rige i årene fra 1915 til 1917.

Begivenhederne førte til, at et omstridt antal armenere omkom. Antallet af døde anslås fra forskellig side til at have været mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem Tyrkiet og Armenien. 24 lande, heriblandt Armenien, Frankrig, Argentina, Tyskland og Rusland betegner officielt hændelsen som folkedrab. I nogle af disse lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ikke kan betegnes som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning – blandt mange andre – for Tyrkiets eventuelle optagelse i unionen, at landet anerkender betegnelsen folkedrab.

Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til, at så mange armenere døde, men man har konsekvent nægtet at anerkende, at der var tale om et folkedrab, og man mener desuden fra officiel side, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien hævder, at tallet var 1,5 millioner. Internationalt bliver det stort set accepteret, at ca. 1 million armenere blev myrdet under denne periode og under den efterfølgende tyrkiske uafhængighedskrig. Tyrkiet mener, at de deporterede armenere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af 1. verdenskrig.

Den 23. april 2015 blev de dræbte armenere helgenkåret af Karekin II, overhovedet for den armensk-ortodokse kirke.

Situationen for armenere i Anatolien

”Den armenske befolknings fordeling i Tyrkisk Armenien, Kurdistan og Transkaukasien” (jo mørkere blå, desto højere andel armenere) – kort fra Petermanns Geographische Mitteilungen (1896).

Sultan Abdülhamit 2.

I 1914, før 1. verdenskrig, blev det anslået, at det boede én til to millioner armenere i Det osmanniske rige. De fleste af dem var armensk-apostoliske kristne af religion, med et mindretal af armenske katolikker og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige Anatolien (også kaldet Vestarmenien), men der boede også mange armenere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden Istanbul.

Før slutningen på 1800-tallet blev armenerne omtalt som "millet-i sadika" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupperinger, og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armenerne var underlagt den islamske "dhimmi"-loven. Dette gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at betale velfærdsbidraget, som muslimer var pålagt. "Tanzimat"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder, i likhed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men sultan Abd-ul-Hamid 2. suspenderede grundloven tidlig under sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.

Den enkeltstående hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er mest sandsynlig Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), som endte med russisk sejr. Men det er vanskelig at fastslå hvornår det, som osmannerne kaldte "det armenske problem" opstod. Ved krigens afslutning havde Rusland kontrol over store landområder med armensk bosættelse, og russerne hævdede, at de kæmpede for de kristne i Det osmanniske rige. Derfor fik de støtte fra en god del armenere, som til gengæld fik våben af russerne. Rusland var militært overlegent Det osmanniske rige, og på baggrund af støtteerklæringen fra Rusland og den vaklende osmanniske regering gennem de næste 15 år, begyndte mange armenere at tro på, at de kunne danne en selvstændig stat.

Før krigen

Enver Pasja.

Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er blevet rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat, og mange af disse samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet dette således:

"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder der er foregået i Anatolien skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."

Armenske samfund over hele riget blev i de tre påfølgende år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod også at beskytte dem. Det bliver anslået, at 80.000 - 300.000 armenere blev dræbte fra 1894 til 1897.

Blot fem år før 1. verdenskrig tog "Ungtyrkerne" magten. Denne bevægelse opstod blandt hemmelige foreninger af progressive studenter og militære kadetter med uens etnisk baggrund. De kom til magten i Det osmanniske Rige ved en "fredelig" revolution i 1908. Sultan Abd-ul-Hamid 2. ville ikke sende sine styrker mod de revolutionære, selv om han stod stærkere, i frygt for at det svækkede riget kunne blive endnu mere svækket af en borgerkrig. Den gamle sultan Abd-ul-Hamid 2. blev efterfulgt af sin langt mere generte, ængstelige og tilbageholdne yngre broder Mehmet 5.. Han havde praktisk talt ingen magt, den reelle magt lå hos ungtyrkerne Enver Pasja, Talat Pasja og Djemal Pasja. Til at begynde med støttede den armenske befolkning og enkelte armenske politiske partier Ungtyrkerne i håb om, at Ungtyrkerne ville forbedre deres situation, og nogen armenere blev valgt ind i det nye osmanniske parlament.

1. verdenskrig

Şükrü Kaya.

Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med centralmagterne under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen Sarikamis, som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.

Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed havde eksisteret længe og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland , men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og hvervede sig til den russiske hæren. og begynte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige .

Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.

Deporteringen

Civile armenere føres til et nærliggende fængsel i Mezireh af bevæbnede tyrkiske soldater. Kharpert, Det Osmanniske Rige, april 1915.

Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armenere fra hele Østanatolien til Mesopotamien og til det, som senere blev Syrien. Mange armenere drog til den syriske by Dayr az Zawr og den omkring liggende ørken. Under deporteringen døde mange armenere af sult og kulde, og mange blev angrebne af kurdiske landevejsrøvere. Nogen blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogen af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap væk med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenerne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.

Flere kilder hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af Şükrü Kaya, en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.

Kort over de oprettede lejre. Nederst ses med hvidt målet for deportationen.

Disse var:

• Dayr az-Zawr
• Ra's Al Gul
• Bonzanti
• Mamoura
• Intili
• Islahiye
• Radjo
• Katma
• Karlik
• Azaz
• Akhterim
• Mounboudji
• Bab
• Tefridje
• Lale
• Meskene
• Sebil
• Dipsi
• Abouharar
• Hamam
• Sebka
• Marat
• Souvar
• Hama
• Homs
• Kahdem

Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til Irak og Syrien, og nogen af disse skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som massegrave, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. Nogen historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som man forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogen få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået at mange blev brændte, druknede, forgiftede og regelret henrettede i disse lejre.

I byen Edessa (senere Şanlıurfa) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidlig i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre Colmar von der Goltz, som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armenerne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Dette gik armenerne med på, men de blev alligevel deporterede på et senere tidspunkt.

Deporteringens natur

Det er antaget, at mellem 400.000 og lidt over en million armenere blev deporterede i denne periode. Ordet "deportation" er blevet tolket forskelligt op gennem tiderne. Nogen bruger ord som "omplacering" om "deportation", andre "landsforvisning" eller til og med "etnisk udrensning". Mange historikere mener, at deportationerne praktisk talt var en massehenrettelsesmetode ved, at armenerne blev tvungne til at gå lange strækninger gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod lokale kurdiske og tyrkiske kriminelle. Men der findes også historikere, som mener, at deportationerne ikke havde til hensigt at dræbe armenere.

Det er mange historikeres opfattelse, at det omstridte folkemord på armenerne startede efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, der et forslag om at deportere alle osman-armenere blev lagt frem. Andre førkrigstiltag mod armenerne er også rapporteret. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndrede af osmanniske styrker i sommeren 1914.

I 1914 vedtog den osmanniske regering en ny lov for at styrke krigsberedskabet. Den krævede, at alle mænd i alderen 18 til 45 enten måtte lade sig rekruttere til hæren eller betale gebyrer for at slippe. Dette resulterede i, at de fleste armenske mænd i denne aldersgruppe meldte sig til tjeneste.

Oprøret i Van

Armenske styrker som kæmper mod osmannerne i Van.

Den 2. marts 1915 blev armenerne i Dörtyol evakueret af osmanniske ledelsesmagter. Russiske styrker nærmede sig Van-søen, og derfor beordrede den regionale ledelse henrettelse af fem armenske ledere, som havde samarbejdet med russerne. Dette uløste en revolution i Van den 20. april. Denne revolution svækkede Det Osmanniske Rige yderligere. Det bliver også påstået, at guvernøren af Van, Jevdet, angreb byen under påskud af, at det skulle hindre oprør. Det hævdes også, at Jevdet havde en plan om at dræbe alle mænd i Van. Russerne erobrede byen i maj 1915, men forlod den allerede i august, og osmannerne tog igen kontrol over byen. Så blev de igen fordrevne af russerne i september. Ved krigens slutning lå byen i ruiner.

Fire dage efter, at urolighederne startede i Van, den 24. april 1915, arresterede regeringen ifølge osmanniske kilder 2.345 armenske intellektuelle. Det er antaget, at de fleste af disse hurtigt blev henrettede. Grunden til dette skulle være, at "Ungtyrkerne" ønskede at stoppe "Tashnak-bevægelsen", som var en militær-politisk organisation som samarbejdede med russerne om en selvstændig armensk stat. Den 24. april er i dag en officiel helligdag i Armenien til minde om disse henrettelser.

Teşkilat-ı Mahsusa og "Specialorganisationen"

Teşkilat-ı Mahsusa var en organisation oprettet af det ottomanske forsvarsdepartement for at bekæmpe arabisk separatisme og vestlig imperialisme. Dens formål var at bekæmpe undergravingsvirksomhed og mulig samarbejde med ydre fjender. Formålet blev udvidet til at omfatte forfølgelse af armenerne, som stod i ledtog med Rusland. De tidligste kilder, som omtaler organisationen, skriver sig fra 1903 og 1907. Den blev styrket organisatorisk i 1913 efter Balkankrigene. Lederen var forsvarsminister Enver Pasja, som rekrutterede mange dygtige officerer til at opbygge en irregulær militær enhed, en "specialstyrke".

Desuden skal Ungtyrkernes ledelse İttihat ve Terakki Cemiyeti i juli 1914 have oprettet en halvoffentlig "specialorganisation", som skulle gennemføre en depotation af armenerne. Den skulle være en "stat i staten" og stå frit til at handle uden direkte ordre.

Senere i 1914 løslod den osmanniske regering flere kriminelle for at bemande denne organisation. Ifølge Mazhar-kommissionen blev 124 kriminelle løsladte fra Pimian-fængslet, og mange flere fulgte: nogen måneder senere blev 49 kriminelle løsladte i Ankara. Lidt efter lidt blev flere og flere løsladte, og i begyndelsen af 1915 var tusindvis af fanger løsladte for at blive medlemmer i denne organisation. Senere blev de sat til at eskortere konvojerne af deporterede armenere. Vehib, øverstkommanderende for den osmanniske hær, kaldte disse for "slagtere af den menneskelige race".

Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i Erzurum, og derfra ledede han styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde sit hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkendte og iværksatte af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.

Ifølge den samme kommissionen og anden dokumentation blev de kriminelle bevidst udvalgte til formålet. De måtte være nærmest umenneskelige for at komme med i den specielle organisation. Mazhar-kommissionen opgav som dokumentation under krigsretten lister over nogen af de kriminelle. En af listerne viser, at 50 af de 65 løsladte kriminelle var fængslede for mord. Denne udvælgelsesproces viser efter manges mening, at den osmanniske regering planlagde et overlagt folkemord på den armenske befolkning.

Døde armenere 1914 - 1923

Det er ingen klare tal på hvor mange armenere, som døde under denne periode, ej heller over hvor mange, som døde som følge af osmanniske forbrydelser. Tallene varierer fra 250.000 til 1,5 millioner mennesker. Det er imidlertid strid om hvor mange armenere, der var i Tyrkiet i denne periode. Nogen af skønnene ligger på mellem 1,5 millioner til 2 millioner armenere. Samtidig osmannisk statistik viser, at der boede omkring 1,2 mill armenere inden for rigets grænser. Skønnet på omkring 2 millioner dræbte virker derfor urealistisk. I diskussionen om antallet dræbte bliver heller ikke dræbte på den tyrkiske side nævnt. Kilder nævner omkring 500.000 dræbte tyrkere i samme periodeOmkring 523.000 tyrkiske muslimer blev dræbte af armenske organisationer, som ønskede at oprette en armensk stat, hovedsagelig i områder, som kom midlertidig under armensk kontrol ved hjælp af russiske invasionsstyrker. Der er derfor lidt tvivl om, at hævnlysten tog overhånd, og det gik ud over civile, som ikke var en del af de politisk styrede hændelser.

Udstilling og skulptur i Danmark

Kontroversen om det armenske folkedrab dukkede op i dansk sammenhæng i december 2012. Grunden var, at det Kongelige Bibliotek sammen med den armenske ambassade havde arrangeret udstillingen 'Det armenske folkedrab og den skandinaviske reaktion', som den tyrkiske ambassade i København gjorde indsigelse imod. Det Kongelige Bibliotek har tilbudt den tyrkiske ambassade på visse betingelser at kunne foranstalte en ”paralleludstilling” på et senere tidspunkt. Det vides ikke, om udstillingen kan realiseres, ligesom titel og dato for udstillingen ikke er fastlagt. . Set fra Det Kongelige Biblioteks synspunkt er den planlagte udstilling opgivet, da biblioteket endnu ikke har hørt videre i sagen.

I forbindelse med 100-årsmindedagen blev det annonceret, at der skulle opstilles en skulptur på 9 meter med navnet The Draem (Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger) i ti dage fra den 23. maj 2015 på Kultorvet i København. Beslutningen blev kritiseret af den tyrkiske ambassade, som i en mail til Politiken kaldte det "moralsk uholdbart og juridisk ubegrundet" at benytte ordet folkedrab om begivenheden. Den danske regering under Helle Thorning-Schmidt anerkender ikke officielt betegnelsen folkedrab.

Litteratur

• Bjørnlund, Matthias: Det armenske folkedrab, fra begyndelsen til enden København Kristeligt Dagblad 2013, 383 sider

Eksterne henvisninger

• Torben Jørgensen: "Tilfældet Armenien" (Historisk Tidsskrift, bind 100, 1 (2000); s. 114-137)
• Fridtjof Nansen: Gjennem Armenia; Kjøbenhavn 1927
• Det armenske folkedrab hos Dansk Institut for Internationale Studier
• Torben Jørgensen: Side om Det armenske folkedrab på hjemmesiden for Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Det armenske folkedrab

Se også

• Krigsforbrydelse
• Den Internationale Straffedomstol
• Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien
• Det Internationale Tribunal for Rwanda