Kurdere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kurdere
Diyarbekir shepherd, Mardin Kurd, Aljazeera Kurd, 1873.jpg
Traditionel kurdisk klædedragt, 1873
Antal og fordeling
Antal i alt ca. 30-40 million [1]
* Kurdistan (Irak) Kurdistan:(Irak) 8,5 millioner
* Tyrkiet Tyrkiet: ca. 20-25 millioner [2] [3]
* Iran Iran: 10-15 millioner [4][5][6]
* Syrien Syrien: 4,6 millioner [7]
* Afghanistan Afghanistan: 200.000 [8]
* Aserbajdsjan Aserbajdsjan: 150.000 [8]
* Israel Israel: 150.000 [9]
* Kasakhstan Kasakhstan: 150.000 [10]
* Libanon Libanon: 80.000 til 120.000 [8][11][12]
* Georgien Georgien: 34.000 til 60.000 [13]
* Armenien Armenien: 45.000 [8]
* Turkmenistan Turkmenistan: 40.000 [8]
* Tyskland Tyskland: 500.000 til 800.000 [8]
[14]
* Frankrig Frankrig: 120.000 [14]
* Holland Holland: 70.000 [14]
* Schweiz Schweiz: 60.000 [14]
* Østrig Østrig: 50.000 [14]
* Storbritannien Storbritannien: 25.000 til 80.000 [8]
[14]
* Danmark Danmark: 8.000 til 30.000 [15]
* Grækenland Grækenland: 20.000 til 25.000 [14]
* USA USA: 40.000 [16]
* Canada Canada: 6.000 [8]
Etnografi
Race:
Sprog: Kurdisk,
persisk, tyrkisk eller arabisk ofte som andetsprog
svensk, tysk, fransk og engelsk er andetsprog blandt emmigranter.
Religion: Hovedsageligt sunni-muslimer
samt mindre grupper af forskellige shia-muslimske grupper, ezidier, jøder og kristne.
Levevis:
Udbredelse
Kurdish-inhabited area by CIA (1992).jpg
Kurdernes tætteste udbredelsesområde

Kurderne er en del af de iranske folk,[17][18][19][20][21][22][23] de er hjemmehørende i grænseområdet mellem Tyrkiet, Irak og Iran samt områder i Syrien og Armenien. Første gang kurderne nævnes i skriftlige kilder er hos Xenofon i det gamle Grækenland. I 1100-tallet blev det kurdiske dynasti, Ajjubide-slægten, herre over store dele af Mellemøsten, heriblandt Libyen, Egypten, Syrien, Palæstina, Jordan, sydlige Tyrkiet, nordlige Irak, Yemen, og de hellige byer Medina og Mekka. Dette dynastis mest prominente personlighed er Salah ad-Din (Saladin). Ajjubiderne tilbageerobrede Jerusalem og var næsten ved at smide de sidste korsfarere ud af Det Hellige Land.

At kurderne er et sammensat folkeslag fremgår nok tydeligst af kurdisk, deres sprog – her ment i flertal, da de irakiske kurdere taler en ud af 3 dialekter (overvejende Sorani). Blandt de iranske kurdere taler de fleste Sorani eller persisk mens de fleste tyrkiske kurdere taler Kurmanji.

De fleste kurdere i Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet lærer også arabisk, tyrkisk eller persisk, altså det officielle sprog i deres land. Det er nødvendigt, da undervisning foregår på landenes officielle sprog

Kurderne har aldrig haft nogen nationalstat, men forskellige grupper i området har i mange år kæmpet for at oprette et selvstændigt Kurdistan. Mange kurdere bor også i storbyer uden for Kurdistan, som i Istanbul, Ankara, Bagdad, Damaskus og Jerevan.

Flertallet af kurderne, omtrent 85%,er sunnimuslimer. Mange er også alevitter, shia-muslimer eller tilhængere af ikke-muslimske religioner som yazidisme. Flertallet af befolkningen i byerne Kermanshah og Ilam i Iran er tilhængere af shia islam. Det bor også mange shia kurdere i Bijar og Qorveh i Iransk Kurdistan.[Kilde mangler]

Kurdisk befolkning[redigér | redigér wikikode]

Det er vanskeligt at fastslå antallet af kurdere nøjagtigt, da kilderne er varierede og usikre. Antallet af kurdere, som lever i det sydvestlige Asien, er beregnet til omkring 25-30 millioner i følge Store Norske Leksikon, med yderligere én million som lever uden for de traditionelle kurdiske områder. Kurdere er den fjerde største etniske gruppe i Mellemøsten efter arabere, persere og tyrkere.

I henhold til Store Norske Leksikon udgør kurderne 12-15% af befolkningen i Tyrkiet, mens The World Factbook opgiver, at kurdere udgør 18% af befolkningen i Tyrkiet[24], 15-20% i Irak, måske 8% i Syrien,[25] 7% i Iran og 1.3% i Armenia. I alle disse lande, fraset Iran, udgør kurdere den næst største etniske gruppe. Groft regnet omkring 55% af alle kurdere i verden lever i Tyrkiet, omkring 18% i henholdsvis Irak og Iran, og noget over 5% i Syrien.[26] I henhold til David McDowall i boken A modern history of the Kurds (2000)[27] udgjorde kurdere i 1991 19% af befolkningen i Tyrkiet, 23% i Irak, 10% i Iran, og 8% i Syrien. Det totale antal af kurdere i 1991 var i denne beregning omkring 22,5 millioner, med 48% af dem bosatte i Tyrkiet, 18% i Irak, 24% i Iran, og 4% i Syrien.[28]

Kurdisk sprog[redigér | redigér wikikode]

De fleste kurdere taler kurdisk, et indoeuropæisk sprog. Sproget har flere dialekter, hvoraf kurmanji (nordkurdisk) og sorani (centralkurdisk) regnes som de to vigtigste.

De to hoveddialekter har flere underdialekter. Hoveddialekterne er så forskellige, at det kan være vanskelig for personer fra forskellige dele af Kurdistan at forstå hinanden. "Badinani" er en af de dialekter, som ofte bliver brugt i den nordvestlige del af irakisk Kurdistan.

Kurdisk sprog bliver i varierende grad diskrimineret i Syrien, Iran og Tyrkiet. Situationen i Tyrkiet er kraftig forbedret i de senere år. Irak har godkendt kurdisk som et af landets officielle sprog ved siden af arabisk. Tyrkiet ophævede det lovfæstede forbud mod publicering på kurdisk i 1991 og har efter det gennemført en række reformer, særlig under Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP). Tyrkiet har blandt andet oprettet en national kanal, TRT-6, som sender på kurdisk hele døgnet, og det er blevet tilladt at undervise i (men ikke på) kurdisk. Fra og med skoleåret 2012 kan kurdisk vælges som valgfag i folkeskolen i Tyrkiet, men kun 21.000 elever havde benyttet sig af muligheden ved skolestart i 2012 [29][30]. Kurdisk har fået større plads ved tyrkiske universiteter. Blandt andet blev Fakultetet for Kurdiske Sprog oprettet i Universitetet i Batman i Tyrkiet, og siden 2011 har Universitetet i Mardin tilbudt mastergrad i kurdisk. Universitetet i Dicle har også begyndt at tilbyde kurdisk som valgfag for sine lægestudenter [31]. Kurdiske publikationer tillades i en vis udstrækning i Iran forudsat, at de går igennem landets censur. I Syrien er kurdisk helt forbudt.

Kurdistan[redigér | redigér wikikode]

Kurdistan er et geografisk område i Mellemøsten, hvor kurderne udgør flertallet af befolkningen, men området har aldrig været en egen nationalstat. I middelalderen og under de osmanniske og persiske imperier fantes det flere mere eller mindre selvstyrende kurdiske fyrstedømmer.

1. verdenskrig og mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Kurdernes traditionelle bosættelsesområde var omkring 1. verdenskrig de bjergrige egne mellem Mosul og Van-søen.[32] De levede i stammer, der var beherskede af enkelte aristokratiske familier, og da de ikke selv udøvede håndværk, var de stærkt afhængige af handel i byerne. De fastboende af dem (guran, tyskisk: yerli) drev et enkelt agerbrug, mens nomaderne (assireterne) var dels hyrder, dels røvere i skønsom blanding.[33] Nomaderne boede ilet flyttelige, sorte filttelte.[34] Da russerne begyndte at bruge armenierne som redskab i deres grænsepolitik i det nordøstlige Lilleasien, begyndte sultanen som modtræk at udnytte kurderne. Kurderne, der var afhængige af handelen med armenierne i byerne, hadede dem, fordi de følte sig snydt. Dette udløste det armenske folkedrab under 1. verdenskrig.

Sultan Abdul-Hamid II forsøgte at vinde kurdernes støtte ved at støtte stammehøvdinge med fine titler og høje ordener[33] og ved at lade oprette et irregulært kavalleri, de såkaldte Hamidie-regimenter, hvori kurderne kunne gøre krigstjeneste.[35] Efter 1. verdenskrig forsøgte den nye ungtyrkiske regering at indføre reformer i de kurdiske egne, således blev dervisher sat ud af deres klostre, hvor efter de udbredte en propaganda om, at Guds straf ville ramme de ugudelige ledere af den nye republik. Ligeledes ophævedes tiende, hvilket forbitrede stammehøvdingene, der havde tjent store beløb på deres opkrævning. Disse høvdinge blev derfor kernen i et oprør mod den nye tyrkiske republik. Leder af oprøret var sheik Said, der hævdede, at han var udpeget af Gud til at genoprette den religiøse lov. Med sin grønne fane kaldte han sig "De troendes behersker for den hellige sag".[35] Han var imod afskaffelse af flerkoneri, at de oversatte Koranen, at de brugte hat med skygge, og at de indførte europæiske love.[35] Oprøret fik særlig støtte i egnene omkring Murad Su, en biflod til Eufrat, ved byen Kharput. Ligeledes ønskede oprørerne at oprette deres egen kurdiske stat, hvilket var stillet dem i udsigt i Sèvres-traktaten. I februar 1925 var de fleste af stammerne i oprør, og i begyndelsen af marts rettedes et angreb mod byen Diarbekr (Diyarbakır), hvis forsvar kun bestod af et enkelt regiment under ledelse af general Mursil Pasha, mens kurdernes styrke talte omkring 5.000 mand. Mursil efterlod en mindre styrke i byen og opstillede resten af sine tropper på nogle højdedrag nord for byen. Disse blev angrebet af sheik Said, mens en mindre gruppe kurdere, formentlig med hjælp fra nogen af byens indbyggere, trængte ind i den fra syd. Der blev således kæmpet både inden og uden for byens mure. Det lykkedes de regulære styrker at vinde kampene.[36] Nederlaget svækkede oprøret, blandt andet fordi det undergravede sheik Saids påstand om at kæmpe for Guds sag, men havde ikke knust det. I Ankara ledede Mustafa Kemal kampene mod de kurdiske oprørere, blandt andet udsendtes fly for at observere deres positioner og for at bombe dem. Over for den tyrkiske taktik kunne kurderne ikke føre deres "lille krig" med spredte kampenheder[37], og resultatet blev, at omkring midten af juni har oprøret svækket og de fleste af oprørslederne tagne til fange. Den 28. juni 1925 blev sheik Said og et halvt hundrede andre stammehøvdinge hængt foran den store moske i Diarbekr.[38]

Efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

I 1947 blev der med sovjetisk støtte oprettet en kurdisk republik med hovedstad i Mahabad (Iran). Republikken overlevede kun i et år men fik stor kulturel og åndelig betydning.

Kurderne i Irak har siden 1991 haft et reelt selvstyreområde, hvor der i dag bor ca. 6 millioner mennesker. Den kurdiske kontrol blev udvidet, og kurdere fik centrale positioner i irakiske ledelsesorganer efter parlamentsvalgene i 2004 og 2005. I 2005 blev Den Kurdiske Regionale Regering med sæde i Hewler anerkendt i den nye irakiske grundlov. Barzani er i dag præsident for den autunome provins Kurdistan.

Kurdere i Syrien har under borgerkrigen i landet etableret selvstyre i tre regioner under den fælles betegnelse Rojava (syrisk Kurdistan).

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ World Factbook (Online udg.). Langley, Virginia: US Central Intelligence Agency. 2015. Hentet 2 August 2015. 
  2. ^ (Engelsk) More than 30 percent are Kurds., Over 22.5 million Kurds live in Turkey, new Turkish statistics reveal
  3. ^ (Engelsk) CIA Factbook giver et tal på omkring 15 millioner
  4. ^ Skøn baseret på 7% af 68.688.433: CIA World Factbook CIA World Factbook; Iran; Encyclopedia of the Orient, ed. Tore Kjeilen: Iran:Religions and Peoples, (N.P.:Lexorient, 2006)
  5. ^ An estimated 12 million Kurds live in Iran, mostly in the northwest of the country bordering Kurdish-majority areas of Iraq and Turkey. Iranian Kurds Fight Discrimination, Hope for Change
  6. ^ (Engelsk) The population of the Kurdistan Region reached to 8.35 million. Refugee Arrival Increases Kurdistan Region Population
  7. ^ Rojava’s population has nearly doubled to about 4.6 million. In Iraq and Syria, it's too little, too late
  8. ^ a b c d e f g h The Kurdish Diaspora, Institut Kurde de Paris (Paris: Institut Kurde de Paris, 2006) (Engelsk)
  9. ^ Lokman I. Meho, The Kurds and Kurdistan: A General Background i Kurdish Culture and Society: An Annotated Bibliography. Comp. Lokman I. Meho & Kelly Maglaughlin (Westport, CT: Greenwood Press, 2001), 4.
  10. ^ [1] i The Kurdish population of Kazakhstan is approximately 150,000.; Kazakhstan: A paradise for ethnic minorities.
  11. ^ [2] i Between 60,000 and 90,000, with more than two-thirds of them living in the capital Beirut; The Kurdish Community In Lebanon.
  12. ^ [3] i The nearly 120,000 Northern Kurd of Lebanon are actually part of a much greater Kurd population.; The Northern Kurd of Lebanon.
  13. ^ Kurds in Georgia i Eurominority: Portal of European Stateless Nations and Minorities (Quimper, France: Organization for the European Minorities, 2006); The Kurdish Diaspora.
  14. ^ a b c d e f g The cultural situation of the Kurds, A report by Lord Russell-Johnston, Council of Europe, Juli 2006
  15. ^ Der eksisterer ingen officielle opgørelser. De følgende skøn er lavet:
  16. ^ Kurds Cultivating Their Own Bonds With U.S.
  17. ^ Bois, Th.; Minorsky, V.; Bois, Th.; Bois, Th.; MacKenzie, D.N.; Bois, Th. "Kurds, Kurdistan." Encyclopaedia of Islam. Edited by: P. Bearman , Th. Bianquis , C.E. Bosworth , E. van Donzel and W.P. Heinrichs. Brill, 2009. Brill Online. <> Excerpt 1:"The Kurds, an Iranian people of the Near East, live at the junction of more or less laicised Turkey" *Michael G. Morony, "Iraq After the Muslim Conquest", Gorgias Press LLC, 2005. pg 265: "Kurds were the only smaller ethnic group native to Iraq. As with the Persians, their presence along the northeastern edge of Iraq was merely an extension of their presence in Western Iran. All of the non-Persian, tribal, pastoral, Iranian groups in the foothills and the mountains of the Zagros range along the eastern fringes of Iraq were called Kurds at that time."
  18. ^ G. Asatrian, Prolegomena to the Study of the Kurds, Iran and the Caucasus, Vol.13, pp.1-58, 2009: "The ancient history of the Kurds, as in case of many other Iranian ethnic groups (Baluchis, etc.), can be reconstructed but in a very tentative and abstract form"
  19. ^ Michael G. Morony, "Iraq After the Muslim Conquest", Gorgias Press LLC, 2005. pg 265: "Kurds were only small ethnic group native to Iraq. As with the Persians, their presence along the northeastern edge of Iraq was merely an extension of their presence in Western Iran. All of the non-Persian, tribal, pastoral, Iranian groups in the foothills and the mountains of the Zagros range along the eastern fringes of Iraq were called Kurd at that time.
  20. ^ E. J. van Donzel, "Islamic desk reference ", BRILL, 1994. ISBN 9004097384. pg 222: "Kurds/Kurdistan: the Kurds are an Iranian people who live mainly at the junction of more or less laicised Turkey, Shi'i Iran, Arab Sunni Iraq and North Syria and the former Soviet Transcaucasia. Several dynasties, such as the Marwanids of Diyarbakir, the Ayyubids, the Shaddadis and possibly the Safawids, as well as prominent personalities, were of Kurdish origin.
  21. ^ John Limbert, The Origins and Appearance of the Kurds in Pre-Islamic Iran, Iranian Studies, Vol.1, No.2, Spring 1968, pp.41-51. p.41: "In these last areas, the historic road from Baghdad to Hamadan and beyond divides the Kurds from their Iranian cousins, the Lurs."
  22. ^ RUSSELL, JR 1990 « Pre-Christian Armenian Religion*, dans Aufstieg und Nieder- gang der Romischen Welt, II, 18.4, p. 2679-2692, Berlin-New York, 1990., pg 2691: "A study of the pre-Islamic religion of the Kurds, an Iranian people who inhabited southern parts of Armenia from ancient times to present, has yet to be written"
  23. ^ Discoveries from Kurdish Looms by Robert D. Biggs, Mary and Leigh Block Gallery, Northwestern University, 1983, p.9 "Ethnically the Kurds are an Iranian people"
  24. ^ World Factbooks.
  25. ^ World Factbook rapporterer at ikke-arabere udgør op til 9.7% af den syriske befolkning, men opgiver ikke særskilte tal for kurderne. Efter som Syrien består af en stor armensk befolkning, synes 8% at være et rimeligt skøn.
  26. ^ CIA: The World Factbook
  27. ^ McDowall, David (2000): A modern history of the Kurds. London: I.B. Tauris.
  28. ^ Hassanpour, Amir: A Stateless Nation's Quest for Sovereignty in the Sky, forskerrapport presentert ved Freie Universitat Berlin, 7. november 1995.
  29. ^ http://www.todayszaman.com/news-293385-132-students-apply-for-kurdish-elective-course-in-diyarbakir.html
  30. ^ Tyrkia: Frykter islamisering av skoleverket - Utrop
  31. ^ Turkish university offers doctors Kurdish as elective course | General | Worldbulletin News
  32. ^ Østrup (1931), s. 162
  33. ^ a b Østrup (1931), s. 163
  34. ^ Salmonsen, s. 936
  35. ^ a b c Østrup (1931), s. 164
  36. ^ Østrup (1931), s. 165
  37. ^ Østrup (1931), s. 166
  38. ^ Østrup (1931), s. 167

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • J. Østrup: Det nye Tyrki; København 1931

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: