Einsatzgruppen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Et medlem af Einsatzgruppe C skyder en jødisk mor og barn i nærheden af Ivangorod i Ukraina.
Indsatsgruppe har henrettet kvinder og børn i Zdołbunów, Polen, oktober 1942.

Einsatzgruppen (dansk: indsatsgrupper eller aktionsgrupper) var specialenheder i Schutzstaffel. De var mobile formationer, som særligt blev indsat ved likvideringer i besatte områder og var underlagt Amt IV i Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Indsatsgrupperne var sammensat af folk fra SS, Sicherheitspolizei (Sipo; "sikkerhedspoliti") og Ordnungspolizei (Orpo; "ordenspoliti") der tjente som omrejsende mordbrigader ved østfronten.[1]

De enkelte grupper blev kaldt Einsatzkommando, mens staben blev kaldt Einsatzstab. Hver kommando var delt i Einsatzgruppe og ved behov forstærket med politimænd og udkommanderet lokalbefolkning. I 1943 havde indsatsgrupperne dræbt mere end 1 million jøder på sovjetisk område ved skydning eller gasvogne, hvor kulos blev ledt ind i forseglede lastbiler. Detaljerede rapporter blev udarbejdet om aktionerne, og der blev gjort udbredt brug af lokale medløbere til at hjælpe med pågribelser og mord på jøder og andre i Sovjetunionen.[2]

De første grupper blev sat ind under Anschluss og invasionen i Tjekkoslovakiet. Deres opgave var at sikre vigtige dokumenter og eliminere modstandere, såsom jøder, frimurere, kommunister, kirkeledere og de, der var mistænkt for at være negative til et nazistisk regime.[1] De sikrede, at nazister blev placeret i vigtige stillinger og oprettede koncentrationslejre.

I 1939 blev Einsatzgruppen omorganiseret, og under angrebet på Polen deltog de i likvidering af polakker, som kunne gøre modstand mod tyskerne.

Efter Operation Barbarossa i 1941 blev grupperne sendt ind i Sovjetunionen for at likvidere "uønskede elementer". Indsatsgrupperne er specielt berygtede for deres rolle i massedrab på jøder. Sammen med specielle politistyrker, hvis medlemmer kunne fritages for at deltage, antages de at være ansvarlige for drab på omkring to millioner jøder, omtrent en tredjedel af det totale antal jøder, der blev myrdet under krigen. Grupperne stod også bag massakrer og enkeltlikvideringer på blandt andre romaer og kommunister.

Der dannede sig en myte om, at det var umuligt at undslå sig for at deltage i myrderierne. Professor Franz Six, leder af forkommando Moskva, udtalte, at man kunne ansøge om at overføres fra en indsatsgruppe. Det havde han selv gjort med held, og fik ikke andet ubehag af det, end at han kom til at stå på meget dårlig fod med Reinhard Heydrich. [3]

24 ledere fra Einsatzgruppen blev efter anden verdenskrigs afslutning stillet for Nürnberg-domstolen, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, samt medlemskab af SS; 14 blev dømt til døden, mens to fik livsvarigt fængsel. Kun fire blev hængt 7. juni 1951. De øvrige domme blev ændret til kortere fængselsstraffe.

Østrig[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppens historie begynder i 1938, da Reinhard Heydrich oprettede en Einsatzkommando (”indsatskommando”) i forbindelse med Anschluss, Tysklands annektering af Østrig. Indsatskommandot bestod af agenter fra Sicherheitspolizei og Gestapo og havde til opgave at besætte regeringsbygninger samt sammen med det østrigske politi at arrestere og forhøre personer, der mistænkes for at være anti-nazistisk aktivitet.[4][5]

Tjekkoslovakiet[redigér | redigér wikikode]

Ved Münchenaftalen den 30. september 1938 afgav Tjekkoslovakiet det tysktalende Sudetenland til Tyskland, og i marts 1939 besatte Tyskland den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet. To Einsatzstaben ("indsatsstaben") fulgte i den tyske hær spor for at sikre regeringsbygninger i Prag. Disse to Einsatz-stabe bestod af blandt andet personale fra SS och SD.[4]

Polen[redigér | redigér wikikode]

En dreng står foran sin myrdede familie kort inden han selv bliver myrdet.

Den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen og fem Einsatzgrupper fulgte de avancerede tyske tropper. Senere blev en sjette Einsatzgruppe stationeret i Posen. Der oprettes endda en Einsatzgruppe "til særlige formål", Einsatzgruppe zur besonderen Verwendung (z.b.V.), med det underordnet Einsatzkommando 16.[4] Således opererede otte indsatsstyrker i Polen:

Ved frontlinjen i Polen var indsatsgrupperne under hærens kommando, men i området omkring baglinjerne opererede de frit. Officielt fik indsatsgrupperne til opgave at arrestere politiske modstandere og andre personer, som udgjorde en trussel mod sikkerheden i Det tredje rige og forhindre sabotage, men i virkeligheden bestod indsatsgruppernes mission i at ødelægge den polske intelligentsia fuldstændigt. Reichsführer-SS Heinrich Himmler rregnede med, at når den polske ledelse var blevet fjernet, ville polakkerne blive et underdanig slavefolk under nazi-kontrol. Da indsatsgrupperne havde fjernet deres primære fjender, begyndte de at jage efter de polske jøder. Hærens ledelse reagerede meget stærkt på indsatsgrupperne brutale fremfart og generaloberst Gerd von Rundstedt krævede, at jødeforfølgelsen straks blev stoppet. Hitler svarede var at fratage hærens ledelse al indflydelse over indsatsgrupperne. Han udnævnte fire partiloyale statholder med jurisdiktion over indsatsgrupperne: Albert Forster i Danzig-Westpreußen, Arthur Greiser i Warthegau, Gustav Wagner i Schlesien og Hans Frank i Generalguvernementet, den del af Polender ikke var inkorporeret i det tyske rige.[4]

Operation Barbarossa[redigér | redigér wikikode]

Kort, der viser antallet af jøder, der blev myrdet af Einsatzgruppe A (Jägerrapporten fra december 1941).

Heydrich, der i 1939 blev chef for Reichssicherheitshauptamt, Nazi-Tysklands sikkerhedsministerium, gav før angrebet på Sovjetunionen i juni 1941 Einsatzgruppen til opgave at dræbe alle jøder, russiske politiske kommissærer, så kaldet politruker, samt partisaner. Einsatzgruppen blev opdelt i fire hovedgrupper (A-D) og opererede fra Baltikum i nord til Sortehavet i syd. Einsatzgruppen var opdelt i Sonderkommandon och Einsatzkommandon, hvis mindste enhed blev kaldt Einsatztruppe. Einsatzgruppens personal på omkring 2.500 mand rekruttertes fra bland andet fra Waffen-SS, SD, Kripo og Orpo. Ifølge usikre skøn skal Einsatzgruppen have myrdet mindst 1.000.000 mennesker i Rusland og Baltikum i samarbejde med tilsvarende enheder fra det tyske politi. Det har vist sig, at bataljoner af det tyske politi Polizeibataillone og Reservpolizeibataillone også blev indsat uafhængigt til massedrap af civilpersoner i det bageste område, ved siden af rent partisanbekæmpningsopgaver. I Baltikum og Sovjetunionen deltog folk fra den lokale befolkning også i massemordet på jøderne. I Ukraine bemærkede lokale militsgrupper og hjælpepolitibataljoner sig for deres brutalitet.[6]

Militære ledere protesterede mundtligt og skriftligt mod sikkerhedspolitiets metoder, som de anså som kontraproduktive og respektløse. Da krigen fortsatte, blev kampen mellem partisanerne og de tyske væbnede styrker intensiveret, hvilket antages at have ført til en skarp brutalisering og accept af massearrestationer og lignende aktiviteter.

Oplysninger fra ledere og andet personale i disse enheder antyder, at normale mennesker under relativt unormale omstændigheder kan finde sig i massedrap, men at personlige problemer som alkoholisme, mental sygdom, selvmord gradvist dukker op blandt dem. Ledere synes at motivere personale med juridisk eller domstolslignende effekt, ordvendninger og omskrivninger. Militær disciplin synes også at have indflydelse på personale til at se bort fra personlige følelser, ansvar og lignende. De problemer, der motiverer personalet inden for Einsatzgruppen, anses af nogle forskere for at have bidraget til oprettelsen af ​​udryddelseslejrene med gaskamre som udydringmetode, og hvor det meste af håndteringen af ​​de døde blev udført af fangerne selv.

SS-Gruppenführer Otto Ohlendorf (Einsatzgruppe D) og andre anklagede ved Einsatzgruppenretssagen i Nürnberg den 15. september 1947.

Flere høje ledere i Einsatzgruppen blev dømt til døden eller til langvarig fængselsstraf ved Einsatzgruppenretssagen i 1947–1948. Så sent som i juni 1951 blev Einsatzgruppens ledere Paul Blobel, Werner Braune, Erich Naumann og Otto Ohlendorf hængt. Førstnævnte, Paul Blobel, havde kommandoen ved Babij Jar og havde også ansvaret for den såkaldte Aktion 1005. SS-Gruppenführer Arthur Nebe, kommandant for Einsatzgruppe B fra juni til oktober 1941, blev dog dømt til døden og henrettet i marts 1945 af sit eget regime for indblandning i 20. juli-attentatet mod Adolf Hitler i 1944.

Einsatzgruppe A[redigér | redigér wikikode]

Et tysk kort over Einsatzgruppen og SS's handlinger i Sovjetunionen i 1941.
Tegnforklaring:
Stiplet sort linje - grænserne for de fire indsatsgrupper aktionsområde.
Fuld blå linje med pilen - Einsatzkommandon.
Stiplede blå linje med pil - Sonderkommandon.
Vimpel - indsatsgrupper hovedkvarteret.

Einsatzgruppe A fulgte Heeresgruppe Nord og opererede i Baltikum. Einsatzgruppe A omfattede Sonderkommando 1a och 1b samt Einsatzkommando 2 och 3.

Befalingshavende[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 1a[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 1b[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 2[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 3[redigér | redigér wikikode]

Personalsammansättning för Einsatzgruppe A (15 oktober 1941)[7]
Enhed Antal
Waffen-SS 340
Motorcykelkører 172
Administration 18
Sicherheitsdienst (SD) 35
Kriminalpolizei (Kripo) 41
Staatspolizei (Stapo) 89
Hilfspolizei (Hipo) 87
Ordnungspolizei (Orpo) 133
Kvindelige ansatte 13
tolke 51
Teleprinteroperatører 3
Radiooperatører 8
Totalt 990

Einsatzgruppe B[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe B fulgte Heeresgruppe Mitte i Hviderusland og bestod af Sonderkommando 7a, 7b och 7c (Vorkommando Moskau) samt Einsatzkommando 8 og 9.

Befalingshavende[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 7a[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 7b[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 7c / Vorkommando Moskau[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 8[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 9[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe C[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe C fulgte Heeresgruppe Süd i det nordlige og centrale Ukraine og bestod af Sonderkommando 4a og 4b samt Einsatzkommando 5 og 6.

Befalingshavende[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 4a[redigér | redigér wikikode]

Sonderkommando 4b[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 5[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 6[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe D[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe D fulgte Heeresgruppe Süd og opererede i Bessarabien, det sydlige Ukraine, på Krim og i Kaukasus med Sonderkommando 10a og 10b samt Einsatzkommando 11a, 11b og 12.

Befalingshavende[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 10a[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 10b[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 11a[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 11b[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 12[redigér | redigér wikikode]

Kroatien[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe E[redigér | redigér wikikode]

Einsatzkommando 10b
Einsatzkommando 11a
Einsatzkommando 15
Einsatzkommando 16
Einsatzkommando Agram

Agram er det østratysk-tyske navn på Zagreb.

Serbien[redigér | redigér wikikode]

Slovakiet[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe H[redigér | redigér wikikode]

Kärnten/Slovenien[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe Iltis[redigér | redigér wikikode]

Einsatzgruppe Iltis havde til opgave at bekæmpe jugoslaviske partisaner i Kärnten og Slovenien.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b "Einsatzgruppen". britannica.com. 2019. Hentet 2019-08-18. 
  2. ^ "Einsatzgruppen". encyclopedia.ushmm.org. 2019. Hentet 2019-08-18. 
  3. ^ "Einsatzgruppen". deathcamps.org. 2019. Hentet 2019-08-18. 
  4. ^ a b c d Williamson 1995, s. 91
  5. ^ Streim 1989, s. 436
  6. ^ Williamson 1995, s. 229–230
  7. ^ Hilberg 1985, s. 289

Trykte kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Browning, Christopher R.; Matthäus, Jürgen (2004) (på engelsk). The Origins of the Final Solution: The Evolution of Nazi Jewish Policy, September 1939 - March 1942. London: Heinemann. ISBN 0-434-01227-0 
  • Desbois, Patrick (2008). The Holocaust by Bullets: A Priest's Journey to Uncover the Truth Behind the Murder of 1.5 Million Jews. New York: Palgrave Macmillan. ISBN 978-0-230-60617-3 
  • Hilberg, Raul (1985) (på engelsk). The Destruction of the European Jews. New York: Holmes & Meier. ISBN 0-8419-0832-X 
  • Rhodes, Richard (2002) (på engelsk). Masters of Death: The SS-Einsatzgruppen and the Invention of the Holocaust. New York: Alfred A. Knopf. ISBN 0-375-40900-9 
  • Streim, Alfred (1989). "The Tasks of the SS Einsatzgruppen". I: Marrus, Michael (på engelsk). The Nazi Holocaust, Part 3, The "Final Solution": The Implementation of Mass Murder. 2. Westpoint, Connecticut: Meckler. Sid. 436-454. ISBN 0-88736-266-4 
  • Williamson, Gordon (1995) [1994] (på engelsk). The SS: Hitler's Instrument of Terror. London: Sidgwick & Jackson. ISBN 0-283-06280-0 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Browning, Christopher R. (2006) (på svensk). Helt vanliga män: reservpolisbataljon 101 och den slutliga lösningen i Polen. Stockholm: Norstedts. ISBN 91-1-301521-4 
  • Headland, Ronald (1992) (på engelsk). Messages of Murder: A Study of the Reports of the Einsatzgruppen of the Security Police and the Security Service, 1941–1943. Rutherford, New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. ISBN 0-8386-3418-4 


Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]