Fire gamle partier

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

De fire gamle partier eller de gamle partier er et begreb i dansk politik, som omfatter Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Disse partier var stort set enerådende i adskillige årtier, og udgør stadig grundstammen i Danmarks politiske spektrum.

Fra 1920'erne havde Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti ganske vist gjort sig gældende, men uden særlig megen indflydelse. Fra 1960 kom SF til, og fra 1973 også Centrum-Demokraterne. Ved Jordskredsvalget i 1973 stormede mange nye og mindre partier ind i Folketinget, og de fire gamle partier har sidenhen haft en væsentlig mindre andel af pladser i Folketinget, men de fire har selv efter 1973 altid haft nok mandater til et flertal.

Begrebet bruges mest i neutral betydning, men kan også være let polemisk. I så fald er det dels udtryk for en kritik af partiernes dominerende stilling eller magtmonopol, dels en kritik af, at de grundlæggende er enige om de politiske rammer. Ordet gammel antyder manglende vilje til forandring.

Fra partibogstavets indførelse ved valget i 1943 og indtil 1970 stod de fire gamle partier øverst på stemmesedlen, idet Venstre havde bogstavet D.

De gamle partiers samlede mandattal (ud af 179)
Folketingsvalg 1953 1957 1960 1964 1966 1968 1971 1973 1975 1977 1979 1981
Mandattal 160 159 157 160 151 160 158 104 118 107 122 114
De gamle partiers samlede mandattal (ud af 179)
Folketingsvalg 1984 1987 1988 1990 1994 1998 2001 2005 2007 2011 2015 2019 2022
Mandattal 130 122 122 135 139 128 133 134 118 116 95 119 90

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]