Georg Wilhelm Friedrich Hegel

"Hegel" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Hegel, se Hegel (flertydig).

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (27. august 1770 – 14. november 1831) var tysk filosof.

Hegel har været skoledannende inden for den såkaldte kontinentale filosofi. Hans livsværk bestod i udviklingen af et stort filosofisk system beskrevet af ham selv som en absolut idealisme. Det var desuden ham, der satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i både den logiske og historiske udvikling: "Hele filosofien svarer til en cirkel af cirkler". Hegel kaldes ofte for højdepunktet i den såkaldte tyske idealisme, der talte så prominente navne som blandt andre: Kant, Fichte, Schleiermacher og Hegels ven Schelling.

Biografi

Hegel studerede teologi og filosofi i Tübingen mellem 1788 og 1793. Der blev han venner med den romantiske digter Friedrich Hölderlin (*1770-†1843), og filosoffen Friedrich W. J. von Schelling (*1775-†1854).

Efter sin eksamen arbejdede Hegel som privatlærer for familier i Bern og Frankfurt, hvor han mødte Hölderlin igen. Indtil ca. 1800 var Hegel beskæftiget med at udvikle sine tanker om religiøse og sociale emner. Det ser ud til, at han så sig selv i rollen som en slags reformator med forbilleder hos den tyske oplysningstids store personligheder, f.eks. Lessing og Schiller. Men ved århundredeskiftet vendte hans interesse sig i stedet mod Immanuel Kant (*1724- †1804). I 1801 fik han arbejde på universitetet i Jena, hvor han mødte Schelling igen. I løbet af 1790?erne var Jena blevet et centrum for kantianisme, og Schelling var allerede blevet én af lederne for den romantiske bevægelse, da Hegel kom dertil. Han havde lært af J. G. Fichte (*1762-†1814), som var en af de toneangivende Kant-forskere. Sidst på året 1801, udgav Hegel sit første filosofiske værk, Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, og indtil 1803 arbejdede han tæt sammen med Schelling om udgivelsen af et tidsskrift for kritisk filosofi.

Sidst i 1806 havde Hegel afsluttet sit første hovedværk, Phänomenologie des Geistes (udgivet i 1807), som afviger en del fra hans tidligere, mere Schellingske påvirkning. Schelling opfattede en kritik i forordet til Fænomenologien som rettet mod sit arbejde, og deres venskab sluttede brat. Da Napoleons tropper besatte Jena, blev universitetet lukket netop som Hegel gjorde manuskriptet færdigt, og han forlod byen. I sin arbejdsløshed kastede han sig over jobbet som avisredaktør i Bamberg, men fra 1808 til 1815 var han rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg. I samme periode blev han gift og fik børn, mens han skrev på det næste hovedværk, Wissenschaft der Logik.

I 1816 fik han igen arbejde som professor, denne gang ved universitetet i Heidelberg, men allerede i 1818 blev han tilbudt professoratet i Berlin, hvor han arbejdede til sin død. Det var datidens mest eftertragtede stilling for en filosof, Hegel blev efterhånden meget berømt og han fungerede som universitets rektor i flere perioder.

Filosofi

Man kan sige at Hegels tankegang udspringer af påstanden: Das Wahre ist das Ganze ("Det sande er helheden"). Dvs. vi kender først sandheden om verden når vi kender hele sandheden og hele verden, altså først når vi har den 'absolutte viden'. Sandheden er noget vi først erkender igennem en proces: igennem den personlige udvikling og igennem den sociale, politiske og kulturelle udvikling som udgør verdenshistorien. Som en del af denne erkendelsesproces bliver vi desuden på et tidspunkt bevidst om den særegen logiske form som udviklingen gennemløber. Hegels logik adskiller sig væsentligt fra den klassiske logik.

En måde at forenkle Hegels system på er igennem et tese-antitese-syntese skema, som det straks skal siges blev afvist af Hegel selv. I alle tilfælde har opstillingen dog vist sig ganske populær i diverse fremstillinger af hans filosofi (se tese og antitese). Ideen er, at et erkendende subjekt lægger ud med en tese. Efter denne gennemtænkes viser det sig dog at den direkte modsatte tese – antitesen – presser sig på. Imidlertid kan ikke begge teser være sande uden videre, hvorfor man på et tidspunkt via tankens logik ledes frem til en ny tese, der kan erstatte den gamle tese og antitese, men som samtidig både omfatter, indeholder og overskrider dem. Denne nye tese kaldes syntesen. Glæden er dog kort, idet man også finder mangler og selvmodsigelser i denne nye syntese, hvorved den selv kommer til at optræde som tese i modsigelsesforhold til en ny antitese osv.

Ud fra dette grundlag skabte Hegel en omfattende historiefilosofi med stor forklaringskraft.

Logik

Uddybende artikel: Hegels logik

Hegel opbyggede et utroligt komplekst og svært tilgængeligt logisk system, som et blevet misforstået mange gange gennem filosofiens historie på grund af hans indviklede og tunge skrivestil. Hans logik er inddelt i tre bøger – Første bog er en fremstilling af værenskategorierne, anden bog er en fremstilling af væsenskategorierne og tredje bog er slutteligt om Begrebet. Han mente, at de tre grundbegreber – Væren, Væsen og Begrebet – er logikkens vej til den absolutte sandhed.

Kunstfilosofi

Efter det erkendelsesteoretiske syndefald er der skabt et brud i den moderne bevidsthed. Efter at Immanuel Kant havde påvist (i sin Kritik af den rene fornuft), at der er et indbyrdes spændingsforhold mellem tingen i sig selv og tingen for os, da er der kommet en uoverensstemmelse mellem viden og væren for den subjektive bevidsthed, da den i en forstand er blevet adskilt fra den ydre verden og ikke kan bringe den indre og ydre verden i enhed. Dette anser Hegel at være kunstens opgave. Han mener da, at skønheden må være midlet der skaber denne samstemmighed mellem vores bevidsthed og den bagvedliggende væren, der er den fremmed. Men skønheden har mange former, f.eks. kan man antage naturen for skøn, men Hegel mente, at den eneste form for skønhed, som ville kunne danne bro over denne brist i den moderne bevidsthed, er kunstens skønhed. Dette er på grund af, at det naturskønne ikke længere kan vise skønheden i ubrudt form, eftersom Kants erkendelsesteoretiske omvæltning har medført, at naturen i den moderne bevidsthed har taget en kausal natur og derved er den adskilt fra frihedens idé. Kunsten, derimod, kan netop bringe det ydre sammen med det åndelige, eller rettere, reducere det ydre til det åndelige, da kunsten tager idealitetens parti.

Virkelighed er helhed

Hegel, der står som romantikkens mest kendte filosof, er idealist og metafysiker. Alt i universet hænger ifølge Hegel sammen i én helhed, og hvad vi kalder virkeligheden, er ikke en idé eller noget fysisk bag ved vores erfaring, men derimod den store sammenhæng i den. Universet eksisterer kun i menneskets sammenlagte bevidsthed, dvs. verdensåndens bevidsthed, og det er kun virkeligt i sin helhed, for en enkelt del kan ikke eksistere alene. Tid eller rum findes ikke hverken forud for eller uden for universet, eftersom det ville indebære en adskilthed, som Hegel ikke godtager.

Dialektik

Denne holisme gælder på alle områder. Hegels grundtanker genfindes bl.a. i hans syn på selve tænkningen, som han mener udvikler sig dialektisk. Det vil sige, at enhver begivenhed samtidigt både skyldes og er en tanke hos verdensånden, og at samme begivenhed straks skaber sin modsætning eller modbegivenhed. Det giver en spænding eller en kamp, som resulterer i en højere enhed, en syntese, hvor tese og antitese er forenet i noget højere. Men også denne nye, højere enhed skaber sin egen modsætning, og resultatet bliver igen en endnu højere enhed, en ny syntese osv.

På den måde udvikler Verdensånden sig hele tiden mod en stadig højere bevidsthed, som viser sig både i det enkelte menneske (den subjektive ånd) og i familie, samfund og stat (den objektive ånd), men også i kunst, religion og filosofi, hvor filosofien er udtryk for den højeste (den absolutte ånd). Slutstadiet er den absolutte tilstand eller fornuft, hvor verdensånden og filosofien fuldendes.

Historiefilosofi

Uddybende artikel: Hegels historiefilosofi

Hegel var en af de første der startede historiefilosofien. Grundlaget for hans historiefilosofi var, at han så alt som en bevægelse, og at sandheden derfor altid var i forandring. Det der var sandt for hundrede år siden er ikke sandt i dag. Ligesom barnet langsomt lærer, at hvad det tidligere troede var sandt, er falskt, således gør historien det også.

Kritik

Hegels spekulative tænkning, der mere er rettet mod "den store helhed" end mod små detaljer, bliver på den ene side set som fortsættelsen af Immanuel Kants forståelse, men også som en tydelig modsætning til den. Mens Kant snarest så sig selv i den engelske, filosofiske tradition og klart tilhører oplysningstiden, må Hegel i stedet anbringes hos den tyske, romantiske tænkning.

Hegels overdrevent patriotiske syn på den vestlige historie er problematisk. Mens han stort set tillægger Vesten en stadig videreudvikling, mener han, at resten af verden (særligt Kina) vil hænge fast i en langvarig stilstand.

Hegels skrifter blev udgangspunkt for talrige retninger inden for filosofien, bl.a. hegelianismen og marxismen. Hegels tænkning rummer dog ifølge mange af marxismens kritikere – årsagen til de grundskavanker, som det Marxiske system indeholder.

Værker

Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften. Redegørelser for de filosofiske grundopfattelser, som Hegel fremkom med i sine forelæsninger i Heidelberg og Berlin.
Phänomenologie des Geistes (1807) Hovedværk
Wissenschaft der Logik (1812-16, omarbejdet 1831) Hovedværk.
Grundlinien der Philosophie des Rechts (1821). Betydningsfuld forelæsning, der er den eneste, Hegel selv udgav.

Sekundærlitteratur

Dette er kun et par af de nyeste bøger om Hegel. Se også de eksterne henvisninger nedenfor.

Joxe Azurmendi: "Hegel: Volksgeist historia unibertsalean" (Hegel: Volksgeist in universal history) In: Volksgeist. Herri gogoa, Donostia: Elkar, 2007. ISBN 978-84-9783-404-9.
Daniel Berthold-Bond: "Hegel – Nature of the Dialectic" (fra: Hegel's Grand Synthesis: A Study of Being, Thought, and History. New York: Harper, 1993, pp. 81–91 ISBN 0-88706-956-8)
Stephen Houlgate: Hegel and the Philosophy of Nature, 1998. ISBN 0-7914-4143-1
Justus Hartnack: Fra Kant til Hegel. En nyfortolkning, 1979, ISBN 87-19-10063-9
Justus Hartnack: Hegels logik, 1995, ISBN 87-7421-962-6
Jon Stewart, Robert B. Pippin (ed.): Kierkegaard's Relations to Hegel Reconsidered (Modern European Philosophy), 2003. ISBN 0-521-82838-4
Jonas Jakobsen: "Anerkendelse og selvidentitet – om forsoningen mellem det gode og det liv moralsk gode liv hos Hegel" i bogen Fordringen på anerkendelse^[1]

Se også

Eksterne henvisninger

^ Klim: 2006

[1] Klim: 2006

[1]