Ingvæonerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kysterne omkring "Codanus sinus" farvet i rødt, med dets mange øer farvet i grønt.

Ingvæonerne (også ingvaeonerne) som beskrevet af Tacitus i Germania (ca. 98 e.Kr.), var en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holstein, Frisland og de danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr. var blevet differentieret i frisere, saksere, jyder og angler.

Tacitus' kilder kategoriserede "ingvæonerne nær havet" som en af tre germanske stammer, der nedstammede fra de tre sønner af Mannus, søn af Tuisto, og ophav til alle germanske folkeslag; de to andre var herminonerne og istvaeonerne. Ifølge den tidligere tyske professor i forhistorie, Rafael von Uslar, svarede denne trefolds opdeling af de vestgermanske stammer overens med de arkæologiske fund fra senantikken.

Den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev i Naturalis Historia (ca. 80 e.Kr.) ingvæonerne som værende en af fem germanske grupperinger; de andre var vandilierne, herminonerne længere syd, [1] istvæonerne og bastarnaerne. [2] Ifølge ham bestod ingvæonerne af stammerne kimbrerne, teutonerne og chaukerne.

Navn[redigér | redigér wikikode]

Germaniae veteris typus ("Billede af det gamle Germanien"), 1645. Aestui, venedi, gythones og ingvæonere er navngivet på kortet øvre, højre del.

Uden sin latinske endelse er stammens navn ingvinerne, "venner af Ing", [3] kendt fra Beovulf-kvadet, hvor Hrothgar kaldes "ingvinernes herre". Ing/Yngvi (nordisk) fra *Ingwaz (protogermansk) med betydningen "mand", og "søn af", var sandsynligvis det oprindelige navn på den samme gud, som senere i Norden blev kendt under navnet Frej (i Sverige Yngvi-Freyr). Ingui nævnes i Tacitus' Germania, i Beovulf-kvadet og i Snorres Ynglingesaga.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ A Dictionary of Ancient Geography: Explaining the Local Appellations in ... - Alexander MacBean, Samuel Johnson - Google Books
  2. ^ Om bastarnaerne: [1]
  3. ^ "Stripped of its Latin ending, the Ingvaeon are the Ingwine, "friends of Ing"," citeret fra: [2]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Aarhus 1993; ISBN 87-89531-08-6