Istævonere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Istævonerne var en af de tre oprindelige folkegrupper af Vestgermanerne i det nuværende Tyskland ifølge Tacitus, sammen med herminonerne (inklusive sveberne) og ingævonerne).[1] Istævoner var på Tacitus tid bosatte ved Rhinen ned til Neckar og frem til Weser. De beherskede den store grænseflods to bredder med undtagelse af Schwarzwald, hvor en svebisk stamme boede. Dette faktum gav dem dog ingen større magt efter som de, til trods for at de var i slægtsskab, ikke samarbejdede men levede i småstammer.

Istævoner mægtigste folkestamme var chatterne, og andre stammer var blandt andre sigambrere og tenkterere.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Lund, s. 91

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium, Aarhus 1993; ISBN 87-89531-08-6