Karl Barth

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Karl Barth

Karl Barth Bundesarchiv Bild.png

marts 1956
Personlig information
Født 10. maj 1886(1886-05-10)
Basel, Schweiz
Død 10. december 1968 (82 år)
Basel, Schweiz
Gravsted Friedhof am Hörnli Rediger på Wikidata
Nationalitet Schweiz Schweizisk
Religion Reformert
Politisk parti Schweiz' Socialdemokratiske Parti, SPD Rediger på Wikidata
Far Fritz Barth Rediger på Wikidata
Søskende Heinrich Barth,
Peter Barth Rediger på Wikidata
Ægtefælle Nelly Barth Rediger på Wikidata
Familie Theodor Barth (fætter / kusine) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Georg-August-Universität Göttingen Rediger på Wikidata
Medlem af Académie des sciences morales et politiques,
Zofingia,
American Academy of Arts and Sciences Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Teolog, pastor, universitetslærer Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Bonns Universitet, Georg-August-Universität Göttingen, Westfälische Wilhelms-Universität, Duke University, Basels Universitet Rediger på Wikidata
Arbejdssted Tübingen, Marburg, Berlin, Bern, Basel Rediger på Wikidata
Elever Ernst Kähler Rediger på Wikidata
Kendt for Bidrag til den dialektiske teologi
Påvirket af Athanasius af Alexandria, Augustine af Hippo, John Calvin, Martin Luther, Hermann Kutter, Christoph Blumhardt, Franz Overbeck, Søren Kierkegaard, Friedrich Schleiermacher, Wilhelm Herrmann, Hermann Cohen
Nomineringer og priser
Udmærkelser Honorary doctor of the University of Edinburgh,
Æresdoktor ved Universitetet i Genève,
honorary doctor of the University of St Andrews,
Honorary doctor of the University of Oxford,
docteur honoris causa de l'université de Strasbourg med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Karl Barth (født 10. maj 1886 i Basel, død 10. december 1968 i Basel) var en schweizisk evangelisk-reformert teolog og sammen med Rudolf Bultmann faderen til den dialektiske teologi, begyndende med hans kommentar til Romerbrevet fra 1919. Kommentaren var en reaktion efter 1. Verdenskrig på 1800-tallets liberale teologi, som havde lagt vægt på den historiske Jesus og havde et ideal om en syntese mellem kristendommen og kulturen. Nu blev vægten lagt på den kerygmatiske Kristus (den forkyndte Kristus).

I 1930'erne formulerede han sammen med Martin Niemöller og Dietrich Bonhoeffer synspunkterne for den tyske bekendelseskirke, en bevægelse som blev stiftet med Barmenerklæringen fra 1934.[1] Barth havde en stor indflydelse på 1900-tallets teologi og er blevet kaldt ”det 20. århundredes kirkefader”.[2]

Liv og karriere[redigér | rediger kildetekst]

Barth blev født i Basel og tilbragte sin barndom i Bern. Fra 1911 til 1921 var han reformert præst i byen Safenwii i Kantonen Aargau. I 1913 giftede han sig med Nelly Hoffman, en talentfuld violinist. De fik fire sønner og en datter. Senere blev han professor i teologi i Göttingen (1921–1925), i Münster (1925–1930) og i Bonn (1930–1935) (Tyskland).

Da han arbejdede i Göttingen, mødte han Charlotte von Kirschbaum, som blev hans sekretær og assistent, og som havde en væsentlig indflydelse på hans arbejde med Kirchliche Dogmatik, et værk på omkring 9000 sider. Værket udkom mellem 1932 og 1967. I 1935 var Barth nødt til at forlade Tyskland, da han nægtede at sværge troskab til Adolf Hitler. Han vendte tilbage til Schweiz, hvor han var professor i Basel i årene 1935-1962.

Teologi[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge Barths teologi er der mellem Gud og mennesket en ”uendelig kvalitativ forskel”. Gud er ”den helt anderledes” (på tysk "der ganz Andere"), uanskuelig, hellig og evig. Mennesket er en synder, der står under Guds dom. Mennesket kan ikke erkende Gud og kan ikke tilvejebringe sin egen frelse eller forsoning med Gud.[3]

Kun Gud kan tilvejebringe Gudserkendelse, frelse og forsoning. Det sker ved Guds åbenbaring for mennesket. Denne åbenbaring har sit midtpunkt i Jesus Kristus. Der er tale om en ensidig handling fra Guds side, og denne handling er kendetegnet ved nåde. Mennesket stod egentlig under Guds dom, hvis Gud ikke handlede.[3]

Det dialektiske skema ser således ud:

Tese: Gud er hellig og evig.

Antitese: Mennesket er en synder, som står under Guds dom, og som ikke ved egen kraft kan blive forsonet med Gud.

Syntese: Gud og mennesket bliver forsonet i kraft af Guds ensidige nådige indgriben ved Jesus Kristus.

Barth bruger som regel ikke begrebet dialektik i denne strenge hegelske betydning. Med sin "dialektik" vil han først og fremmest understrege afstanden mellem Gud og menneske. Gud er ”den helt anderledes", og han åbenbarer sig ”lodret fra oven” (senkrecht von oben). Der er ikke noget, mennesket kan gøre på det punkt. Åbenbaringen og frelsen er udelukkende Guds værk.

Barth tager kraftig afstand fra den naturlige teologi, der går ud på, at mennesket kan opnå erkendelse af Gud ud fra naturlige kilder, først og fremmest den menneskelige fornuft. Der er ikke nogen ”naturlig” vej fra menneske til Gud, hvad enten det er gennem religion, politik, erkendelse eller moral, siger Barth. Der er ikke noget ”tilknytningspunkt” i det rent menneskelige, hvorved mennesket kan nærme sig Gud.

Som modsætning til den naturlige teologi opstiller Barth sin åbenbaringsteologi. Erkendelsen af Gud sker i kraft af Guds åbenbaring af sit ord ”lodret fra oven”. Teologien må tage udgangspunkt i det gode budskab om Guds ord. Gud har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Frelsen sker gennem en ensidig handling fra Guds side, idet han sendte sin søn, Jesus Kristus, og lod ham lide soningsdøden på korset.

Betegnelsen ”dialektisk teologi” stammer ikke fra Barth, men er kommet udefra. Selv foretrak han betegnelsen ”Guds ords teologi” ("Theologie des Wortes Gottes").[4]

Udvalgte værker[redigér | rediger kildetekst]

  • Der Römerbrief, 1919, 2. udgave 1922.
  • Die Kirchliche Dogmatik. 14 bind, 1932-1967.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Jens Holger Schjørring: Kristendom og socialt engagement: V. Ammundsen og hans samtid, s. 225
  2. ^ Det 20. århundredes kirkefader: Carsten Dahmann: Karl Barth. Theologische Existenz heute! (1933). I: Lutz E. von Padberg: Von Tertullian bis Bonhoeffer. Was Theologen lesen sollten, s. 122; Jörg Dierken: Karl Barth. I: Friedrich Wilhelm Graf: Klassiker der Theologie. Bd. II: Von Richard Simon bis Karl Rahner, s. 331 (en note fra den tyske artikel)
  3. ^ a b Holger Meier: Was ist Dialektische Theologie bei Karl Barth? [1]
  4. ^ Karl Barth: Die kirchliche Dogmatik III, 3, s. 11.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Dierken, Jörg: Karl Barth. I: Friedrich Wilhelm Graf: Klassiker der Theologie. Bd. II: Von Richard Simon bis Karl Rahner. C. H. Beck, Tübingen. ISBN 3406528015.
  • Godsey, John (1983): Karl Barth i krydsforhør. Rasmus Fischers Forlag 1963.
  • Grane, Leif (1967): Tidehverv. En antologi. Udvalg og indledning ved Leif Grane. Nr. 185 i serien Gyldendals uglebøger. Gyldendals Forlag. Med bidrag af: Gustav Brøndsted, N.I. Heje, N. Otto Jensen, Tage Schack, K. Olesen Larsen, Otto Andersen, Børge Diderichsen, K.L. Aastrup, Knud Hansen (teolog), Kaj Thaning, Tage Wilhjelm, H. Østergaard-Nielsen, Vilhelm Krarup. Artikler fra det teologiske tidsskrift Tidehverv. DK5=20.4
  • Hauge, Hans (1989): Transteologi: religion (subjekt) og evangelium i postmoderne regi. Forlag: Aros. DK5=20.7. ISBN 87-7003-514-8
  • Lindhardt, P. G. (1961, 1954): Religion og evangelium. Fem folkelige foredrag. Forlag: Hans Reitzel. DK5=23.
  • Lindhardt, P. G. (1981): ...sådan set. København: Gad. ISBN 87-12-52935-4 DK5=99.4
  • Müller, Mogens (1978): Jesus-opfattelser – i den nytestamentlige forskning. Religion: tekster og temaer. København: Nyt Nordisk Forlag. DK5=22.91. ISBN 87-17-02477-3
  • Nielsen, Bent Flemming (2000, 1997): Karl Barth. Nr. 5 i Profil-serien. Anis Forlag. ISBN 87-7457-204-0. DK5=23. DK5=99.4 Barth, Karl.
  • von Padberg, Lutz E. (2004): Von Tertullian bis Bonhoeffer. Was Theologen lesen sollten. European Theological Books, London. ISBN 9783833422775
  • Schjørring, Jens Holger (1980): Kristendom og socialt engagement: V. Ammundsen og hans samtid. Berlingske Forlag 1980. ISBN 87-19-40107-8.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]