Calvinisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Calvinisme (også kaldt den reformerte tradition, reformerte tro, eller reformert teologi) er en kristen trosretning bl.a. baseret på reformatoren Jean Calvins lære. De mest kendte elementer i læren er prædestinationslæren og billedforbuddet; i calvinistiske kirker har man ikke billeder, kun skriftsteder er tilladt som dekoration. Calvinismen kaldes også ind imellem augustinianismen, da centrale dele af frelseslæren blev formuleret af Augustin af Hippo i hans disput med Pelagius. I modsætning til læren om den frie vilje lægger calvinismen vægt på skabelsens vedvarende godhed sat op mod menneskets absolutte fald. Frelse anses som en ny skabelse iværksat af Gud, ikke noget den enkelte frelste ved egen kraft har opnået.

Calvinismen og zwinglianismen er de teologiske grundlag for de nuværende reformerte kirker. Den reformerte kirke og calvinismen har største udbredelse i Schweiz, den vestlige del af Tyskland, Nederlandene, Skotland (Presbyterianer) og Frankrig (Hugenotter). Puritanerne og de hollandske grundlæggere af Ny Amsterdam (New York) var også calvinister. Sierra Leone blev koloniseret af calvinister fra Nova Scotia. Der er også betydelige menigheder i Nigeria og Korea. I Danmark er der en reformert menighed i Fredericia, og i København huser den reformerte kirke i Gothersgade både en tysk og en fransk menighed.

Jean Calvin[redigér | redigér wikikode]

Calvin (10.juli 1509 – 27.maj 1564) brød med den katolske kirke i 1533. Fra 1536 boede han i Genève i Schweiz, en by, han omformede til et teokrati med streng kirketugt. Samme år publiceredes hans værk Christianae Religionis Institutio, der også blev oversat til fransk. I 1540 underskrev han Confessio Augustana, men var mere influeret af Zwingli end af Luther.

Vigtige dogmer[redigér | redigér wikikode]

Calvinismen har flere forskellige retninger under indflydelse af Calvins efterfølger Theodor Beza, stifteren af Den presbyterianske kirke John Knox, den hollandske teolog Franciscus Gomarus, den engelske baptist John Bunyan og teologen Karl Barth.

Doktrinen der fremhæver, at mennesket er ude af stand til at gøre fra eller til for sin egen frelse, blev definitivt formuleret ved Dordrechtsynoden (161819) og afviste samtidigt den alternative opfattelse kaldet arminianisme.

  • Fuldstændigt forfald: Som følge af syndefaldet er alle mennesker syndens slaver. Menneskenaturen er derfor ikke rede til at elske Gud, men vil hellere tjene sine egne interesser og afvise Gud. Det ligger ikke i menneskenaturen at følge Guds bud og frelses.
  • Ubetinget udvælgelse: Gud valgte i evigheden dem, han vil frelse, uden forbehold. Valget skete, før den udvalgte fødtes, og er altså en prædestinationslære.
  • Partikulær soning: Ved Jesu død blev straffen sonet for synder begået af dem, Gud har bestemt skal frelses. Det var altså kun de udvalgte, ikke menneskeheden som sådan, der blev frelst.
  • Uimodståelig nåde: Guds nåde gives til dem, han har bestemt sig for at frelse, og overvinder deres modstand mod at frelses.
  • De helliges vedvarenhed: De frelste kan ikke falde fra. "De hellige" er calvinisternes navn på dem, der er frelst ved Guds udvælgelse, ikke den katolske kirkes helgener.

Alle mennesker er efter calvinismens syn prisgivet Guds nåde. Han kunne på retfærdigt vis fordømme alle for deres synder. I stedet har han valgt at vise nåde mod enkelte for at bringe ære til sit navn. Et menneske frelses mens et andet fortabes, ikke på grund af vilje, tro eller dyd, men fordi Gud fattede en suveræn afgørelse om at vise nåde.

Se også[redigér | redigér wikikode]


Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.