Lydord

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Lydord (sjældent Onomatopoietikon) er en betegnelse for et ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Eksempelvis er dyrelydene "muh" og "øf" onomatopoietika, ligesom "pip", "vov" eller "mæh"[1]. Desuden ses det i orddannelser såsom "plask", "splat" "bøvs" og "bang".[kilde mangler]

Onomatopoietikon[redigér | rediger kildetekst]

Et lydord kaldes sjældent [2] et Onomatopoietikon (flertal: Onomatopoietika), af græsk: onoma, "navn" eller "ord", og poiein, "skabe").[kilde mangler]

Spogenes oprindelse[redigér | rediger kildetekst]

Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg

Eksistensen af lydford har ofte været brugt som argument imod strukturalisme, der hævder at verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevises dog af Ferdinand de Saussure i hans tekst Lingvistikkens objekt.

Universalitet[redigér | rediger kildetekst]

Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg

Lydord er ikke universelle, men afhænger af sprog. Eksempelvis er lydordet for en kats lyd "miav" på dansk, "meow" på engelsk og "nyan" på japansk.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Lars Henriksen, "Er nogle sprog bedre end andre", i Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004
  2. ^ DDO: Lydord

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Saussure, Ferdinand: "Lingvistikkens objekt", Strukturalisme. En antologi, København 1970, s. 21
  • Sprogpsykologi. Udvalgte kerneemner, Museum Tusculanums Forlag, 2004

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet: