Lydord

Lydord (sjældent Onomatopoietikon) er en betegnelse for et ord, som er dannet ved efterligning af naturlig lyd. Eksempelvis er dyrelydene "muh" og "øf" onomatopoietika, ligesom "pip", "vov" eller "mæh". Desuden ses det i orddannelser såsom "plask", "splat" "bøvs" og "bang".^{[kilde mangler]}

Onomatopoietikon

Et lydord kaldes sjældent et Onomatopoietikon (flertal: Onomatopoietika), af græsk: onoma, "navn" eller "ord", og poiein, "skabe").^{[kilde mangler]}

Spogenes oprindelse

Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.

Eksistensen af lydford har ofte været brugt som argument imod strukturalisme, der hævder at verbalsproget er tilfældigt konstrueret. Dette tilbagevises dog af Ferdinand de Saussure i hans tekst Lingvistikkens objekt.

Universalitet

Der er ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.

Lydord er ikke universelle, men afhænger af sprog. Eksempelvis er lydordet for en kats lyd "miav" på dansk, "meow" på engelsk og "nyan" på japansk.

Kilder

• Saussure, Ferdinand: "Lingvistikkens objekt", Strukturalisme. En antologi, København 1970, s. 21

Litteraturhenvisninger

Se Wiktionarys definition på ordet: Lydord