Middelfart

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Middelfart
Købstadsvåben Herredsvåben
Middelfarts segl.jpg
Vends Herreds våben 1648.png
Skt nikolai kirke middelfart 01.jpg
Sankt Nicolai Kirke
Overblik
Land: Danmark Danmark
Motto: "Byen ved Lillebælt"
Borgmester: Steen Dahlstrøm
Grundlagt: 1300-tallet
Postnr.: 5500 Middelfart
Demografi
Middelfart by: 15.044[1] (2016)
Kommunen: 37.913[1] (2016)
 - Areal: 299,93 km²
Tidszone: UTC +1
Hjemmeside: www.middelfart.dk
Oversigtskort


Koordinater: 55°30′N 9°44′E / 55.500°N 9.733°Ø / 55.500; 9.733

Middelfart er en købstadFyn, med 15.044 indbyggere (2016)[1]. Byen ligger i Middelfart Kommune og hører til Region Syddanmark. Det gamle navn Melfar betyder "farvandet man rejser mellem" eller "den mellemste overfart" og henviser dermed til færgetrafikken mellem Jylland og Fyn. Byen er placeret mellem Lillebæltsbroen og Den gamle Lillebæltsbro ved Lillebælts smalleste sted. Byvåbnet forestiller et skib fra Middelfart. Fra Middelfart er der nordpå 11 kilometer til Fredericia, 34 km til Assens mod syd og knap 46 km til Odense mod øst.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Middelfart nævnes i Kong Valdemars JordebogMæthlæfar og Mæthælfar — som kongens ejendom (Middelfart Sund nævnes allerede i Knytlingesaga, da bønderne fra Jylland satte over det efter den flygtende konge, Knud den Hellige). Navnet kommer af, at stedet var det mellemste af de 3 overfartssteder over Lillebælt: Strib, Middelfart og Fønsøre.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Der har vel på kong Valdemar II’s tid ligget en kongsgård ("Gormsborg"), af hvilken man har ment at have fundet rester — kampesten, munkesten, en gammel brolægning m.m. — ved gravning på en mark ved kirkegården; i en præsteindberetning fra 1623 hedder det også, at "Medelfarts vestre Ende skal være den ældste, hvori tilforn skal have været en Herregaard, kaldet Borgen". Begyndelsen til byen har vel været et lille fiskerleje.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1362 omtales der rådsmænd og i 1425 et byting. I 1496 gav Kong Hans byen de samme privilegier, som Odense og Assens af tidligere konger havde fået; senere bekræftedes de blandt andet i 1540, 1569 og 1596. Byen nævnes flere gange i middelalderens historie. I 1287 blev den afbrændt af kongemorderne. I 1296 var der forhandlinger her mellem Erik Menved og Erik Præstehader og 1306 og 1310 mellem kongen og brødrene hertug Valdemar IV af Sønderjylland og hertug Erik af Langeland. I begyndelsen af 1359 blev 3 jyske adelsmænd, Niels Bugge til Hald, Ove Stisen til Eskebjærg og Peder Andersen (Hvide) til Margaard på hjemrejsen fra Slagelse, hvor de forgæves havde underhandlet med Valdemar Atterdag, myrdede i Middelfart af nogle fiskere; men mistanken for mordet faldt på kongen, skønt han højtidelig fralagde sig skylden. Beboerne af de huse i Vestergade, hvor gerningsmændene boede, måtte fra den tid betale årligt en afgift i jordskyld eller blodpenge, de såkaldte "Buggespenge" (49 skilling i stedet for den odiøse tremarksbøde), en skat, som først blev ophævet 1874.

Renæssancen[redigér | redigér wikikode]

Middelfart har vel altid hørt til Fyns mindre byer, men dens beliggenhed som overfartssted har stadig givet den en vis betydning. På den anden side medførte denne beliggenhed også en fare for byen i krigstider, således i Grevens Fejde, da den måtte udrede 600 lod sølv og senere 1.000 gylden, i Svenskekrigen, da de allierede tropper i november 1659 gik over til Fyn ved byen, og i den første slesvigske Krig, da preusserne bombarderede den 8. maj 1848, skønt den var en åben og forsvarsløs by. Om den nogen sinde har været befæstet, vides ikke; ifølge Christian IV’s forordning af 1628 skulle den omgives af volde og grave; på Resens Atlas ses ikke spor af befæstninger. Som Fyns andre byer havde den lidt stærkt ved Svenskekrigen.

Jens Juel malede omkring år 1800 denne udsigt over Middelfart og Lillebælt. Maleriet findes på Thorvaldsens Museum.

Under enevælden[redigér | redigér wikikode]

I 1672 havde Middelfart 756 indbyggere. I det 18. århundrede gik det endnu mere tilbage for byen, hvortil store ildebrande og farsot bidrog; 1746 afbrændte en del af byen (25 huse i Søndergade), 1761 hærgedes den af blodgang (1769: 735 Indb.), og 2. juni 1791 brændte 14 gårde og huse.

Byen har haft en latinskole, som havde lokale i Brogade i en Bygning, som senere er bleven anvendt til pakhus. Skolen har vistnok været til før Reformationen, da der allerede i 1507 nævnes skolarer; den blev ophævet 1740.

Byen har haft et marsvinsfangerlav, hvis lov eller skrå er fra 1593, men som menes at være langt ældre (1541 bilagdes en strid mellem Middelfart og Gamborg bymænd om marsvinsfangsten). Det drev jagten i Gamborg Fjord, i hvilken dyrene joges ind. Endnu i 2. halvdel af 1800-tallet kunne fangsten årlig være 7—800 stykker, men undertiden var den langt større, således i vinteren 1854—55, da der blev fanget 1742 stykker. I slutningen af 1800-tallet ophørte fangsten helt ophørt, og lavet blev opløst.

I krigene mod tyskerne i 1848 og 1864 var Middelfart en bastion i forsvaret af Fyn der blev udsat for et bombardement fra Jyllandssiden af tyske kanoner.

Havnen var i det 18. århundrede meget dårlig og usikker, idet den nemlig kun bestod af en skibsbro, der var ubrugelig i hårdt vejr, og byens fartøjer måtte om vinteren søge ind under Fænø. En ny havn blev anlagt 1834—36.[2]

Den tidlige industrialisering[redigér | redigér wikikode]

Middelfarts befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.633 i 1850, 1.840 i 1855, 2.123 i 1860, 2.336 i 1870, 2.345 i 1880, 3.078 i 1890, 4.469 i 1901, 5.162 i 1906 og 5.716 i 1911.[3]

Frem til 1860’erne er færgedriften hovednerven for byens liv, fiskeri, blandt andet efter marsvin, er dog også vigtige erhverv. Byen kom først rigtigt i vækst igen efter, at sindssygehospitalet stod færdigt i 1888 og med den begyndende industrialisering.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (der beskæftigede omtrent 100 arbejdere), 2 tobaksfabrikker, 2 brændevinsbrænderier, 1 farveri og "Nordiske Kabel- og Traadfabrikker“ (et 1898 oprettet aktieselskab, Aktiekapital 750.000 Kr.).[4]

I Middelfart blev udgivet tre aviser: "Middelfart Avis", "Middelfart Dagblad" og "Middelfart Venstreblad" (den sidste blev trykt i Svendborg).[4]

I Middelfart blev afholdt 7 markeder: 1 i februar, 2 i marts, 1 i april, 1 i juli og 1 i september, alle med heste og kvæg, 1 i november med kvæg og får. Der var torvedag hver tirsdag og fredag, 1. tirsdag i hver måned med levende kreaturer.[4]

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 302 levede af immateriel virksomhed, 921 af håndværk og industri, 445 af handel og omsætning, 187 af søfart, 122 af fiskeri, 74 af jordbrug, 40 af gartneri, 556 af forskellig daglejervirksomhed, 65 af deres midler, 17 nød almisse, og 349 var patienter på sindssygeanstalten.[5] Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.162, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 152 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 104 ved fiskeri, 2.491 ved håndværk og industri, 594 ved handel med mere, 378 ved samfærdsel, 174 var aftægtsfolk, 853 levede af offentlig understøttelse og 44 af anden eller uangiven virksomhed.[6]

Den Gamle Lillebæltsbro bygges[redigér | redigér wikikode]

I 1930´erne kom der gang i planerne om at lave en fast forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det var ingen let sag, idet havbundsforholdene ud for Middelfart og Snoghøj ikke var de letteste at opføre så stort et bygningsværk under, men i 1935 stod Lillebæltsbroen færdig. Med den faste forbindelse mistede færgebyen Strib sin betydning, og den meste udvikling kom nu til at foregå i Middelfart i det 20. århundrede. Byen lå ved den centrale Hovedvej 1 mellem Øst- og Vestdanmark, og stationen blev et stop på en jernbaneforbindelse, mange tusinde danskere benyttede årligt. Endnu en lillebæltsbro kom til i 1970, og selv om biltrafikken nu førtes uden om Middelfart, holdt den gamle købstad fast i sin udvikling. I dag er Middelfart først og fremmest et vigigt turiststed, som besøges af mange lystsejlere der, passerer gennem Lillebælt.

Kulturhus og politik i Middelfart[redigér | redigér wikikode]

I august 2005 fik Middelfart et nyt kulturhus, Kulturøen. Det nye sted blev anlagt på en kunstig ø i Lillebælt. Det består af bibliotek, turistinformation, restaurant, biograf og plads til foredrag og koncerter. Fra huset er det muligt at betragte de to lillebæltsbroer fra hvert sit panoramavindue. Kulturøen ligger ved siden af Herman Jensens anlæg, der opført til minde om Middelfarts mangeårige borgmester. I forbindelse med kulturøen blev den privatejede Tel-Ka marina også anlagt.

Middelfart Kommune har politisk i mange år været en socialdemokratisk ledet kommune. Men alligevel har byen også i et århundrede været en radikal højborg, idet Middelfartkredsen siden Det Radikale Venstres grundlæggelse i 1905 uafbrudt har været repræsenteret i Folketinget, aktuelt af Niels Helveg Petersen. Lokalpolitisk var de radikale repræsenteret gennem mere end 40 år af Birgit Jensen, bl.a. 16 år som viceborgmester. Byens sidst overlevende avis var radikal, Middelfart Venstreblad, som i 1975 blev fusioneret med Fyens Stiftstidende, der politisk var tilknyttet partiet Venstre. Byen har et gymnasium og HF-kursus Middelfart Gymnasium og HF-kursus med ca. 450 elever. Byen er berømt for sin golfklub, Golfklubben Lillebælt, som er placeret i maleriske omgivelser ned til Fænøsund.

Bylivet i Middelfart[redigér | redigér wikikode]

Selvom Middelfart er en lille by, er der mange værtshuse. Guldkronen er den med den ældste historie. Der findes herudover en række caféer, som fx Hayley's, Frøken Frozen Youghurt m.fl.

Middelfart som Klimakommune[redigér | redigér wikikode]

25. april underskrev Middelfart Kommune som den første kommune på Fyn og i Trekantsområdet en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at komme med på holdet af særlige klimakommuner i Danmark. En grøn kommune Middelfart Kommune har vision om at være en grøn vækst-kommune, som sætter fokus på at tiltrække virksomheder og indbyggere, som er interesseret i at bo centralt i Danmark med en tilhørende grøn natur, omkranset i en blå ramme af Lillebælt, fra Marinaen i syd til den nye Lillebæltsbro. Virksomheder som udnytter grøn teknologi, skal støttes.

Middelfart Kommune har forpligtet sig til at nedsætte CO2-udledningen i kommunen. I 2009 forpligter kommunen sig til at reducere CO2-udledningen med 7 % om året frem til udgangen af 2019.

Miljø og natur har gennem flere år været højt placeret på dagsordenen i Middelfart. Det fremgår både af kommunens vision, den grønne udviklingsstrategi og vigtigst af alt, de handlinger og initiativer som kommunen foretager.

Naturparken Hindsgavl Dyrehave er et initiativ om at skabe et naturmiljø, hvor Middelfarts indbyggere og gæster kan færdes. Dyrehaven byder på indlæring, leg og motion i omgivelser, der er uberørt fra 1200-tallet. I december 2009 blev 60 stykker råvildt lukket ud i parken, og planen er, at der om 5 år skal være op mod 300 stykker råvildt i dyreparken.

Beskyttelse af den gamle natur og kultur

Igennem de seneste 50.000 år har mennesket præget naturen i det vestfynske landskab. I Middelfart Kommune er der flere levn fra fortidens samfund, som bl.a. omfatter gravhøje og bopladser. Middelfart Kommune har nu ansvaret for at vedligeholde den gamle natur og kultur. Ansvaret indebærer bl.a. beskyttelsen af sten- og jorddiger, beskyttelseszoner omkring fredede fortidsminder, tilsyn og pleje af fredede fortidsminder, udpegning og formidling af regionplanens beskyttelsesområder: Landsbyer, herregårde, kirkeomgivelser, kystkulturmiljøer og arkæologiske beskyttelsesområder. Kommunen tager sig ikke af beskyttelsen af enkeltbygninger. Ansvaret for fredede bygninger varetages af Kulturarvsstyrelsen, mens udpegningen af bevaringsværdige bygninger sker i kommunen.

Event på stor grøn plads i Kommunen

Hvert år, den anden lørdag i juni, holdes der Rock Under Broen, på den store grønne plads under den nye Lillebæltsbro. Det er Danmarks største endagsfestival. Noget af det, der lokker over 20.000 mennesker til, er de naturskønne omgivelser, som Staurby Skov giver fra land, og som Lillebælt giver fra kysten.

Venskabsbyer[redigér | redigér wikikode]

Berømte bysbørn[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1
  2. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 387
  3. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
  4. ^ a b c J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 386
  5. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 3. Bind: Bornholms, Maribo, Odense og Svendborg Amter; Kjøbenhavn 1899; s. 385
  6. ^ Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 19