P-3 Orion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lockheed P-3 Orion
US Navy P-3 Orion i luften
Beskrivelse
Type Maritimt patruljefly
Jomfruflyvning november 1959
I aktiv tjeneste August 1962
Udgaver Lockheed AP-3C Orion
Lockheed CP-140 Aurora
Lockheed EP-3
Lockheed WP-3D Orion
Fabrikant Lockheed Martin
Dimensioner
Specifikationerne
gælder for
P-3C
Længde 35.6 m
Spændvidde 30.4 m
Højde 11.7 m
Vingeareal 120.8 m²
Tomvægt 35.000 kg
Maksimal startvægt 64.400 kg
Motor 4× Allison T56-A-14 turboprop
Motorydelse 4.600 HK (3.700 kW) hver
Tophastighed 750 km/t
Ydeevne
Marchhastighed 610 km/t
Rækkevidde 8.944 km
Tophøjde 8,625 m
Stigeevne 16 m/s
Bevæbning
Skyts 10 våbenophæng (3 på hver vinge, 2 på hver vingerod) samt 8 interne våbenstationer.
Bomber Mk 101 Lulu atomare dybdebomber
MK20 Rockeye
MK80 bombeserien
Missiler AGM-65 Maverick
AGM-84 Harpoon
AGM-84 SLAM-ER
Andet Torpedoer:
Mk 46/Mk 50/Mk 54 eller MU90 Impact
Søminer:
Mk 25/Mk 39/Mk 55/Mk 56/Mk 60 CAPTOR/Mk 65 Quickstrike
Stonefish
Elektronik Aktive og passive sonarbøjer
MAD
Radar

Lockheed Martin P-3 Orion er et 4-motors turboprop maritimt patruljefly fra amerikanske Lockheed designet til antiubådskrigsførelse. Ud over udstyr til maritim overvågning kan flyet også medbringe bl.a. bomber og torpedoer, der kan anvendes til at nedkæmpe ubåde. Flyet kan desuden nedkaste gummibåde og andet udstyr til nødstedte.

De første fly indgik første gang i aktiv tjeneste i den amerikanske flåde i 1962, men modellen anvendes stadig i stor udstrækning (2014), da der løbende er kommet nye, opdaterede udgaver. Flyet anvendes ikke blot af forskellige amerikanske militære myndigheder (flåden m.fl.), men også af lande som bl.a. Japan, Norge, Holland og Tyskland.

Flytypen blev anvendt af Australien, Japan, New Zealand og Sydkorea i eftersøgningen efter det forsvundne fly Malaysia Airlines Flight 370 i 2014.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]


LuftfartSpire
Denne artikel om flyvning er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.