Sainte-Laguës metode

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Sainte-Laguës metode er en metode til at fordele mandater ved valg som er opkaldt efter den franske matematiker André Sainte-Laguë. Denne metode er ligesom den D'Hondtske metode, men med andre divisorer. Sainte-Laguës giver flere mandater til små partier end D'Hondts metode.[1][2] Metoden kaldes også Websters metode efter den amerikanske politiker Daniel Webster.[2]

Fordeling af mandater[redigér | redigér wikikode]

Når stemmerne er talt op efter valget, divideres stemmerne til hvert parti (eller rettere valgforbund, listeforbund eller kandidatlister) med divisorerne 1-3-5-7-9 osv. Dvs. at der udregnes en række kvotienter, som vist i nedenstående eksempel. Det parti, der har den største af de fremkomne kvotienter, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver ret til det andet mandat og så fremdeles, indtil alle mandater er fordelt.[2] Er kvotienterne lige store, foretages lodtrækning.

Eksempel[redigér | redigér wikikode]

Parti A
Parti B
Parti C
Parti D
Parti E
Stemmer
340.000
280.000
160.000
60.000
15.000
Divisor=1
340.000
280.000
160.000
60.000
15.000
Divisor=3
113.333
93.333
53.333
20.000
5.000
Divisor=5
68.000
56.000
32.000
12.000
3.000
Divisor=7
48.471
40.000
22.857
8.571
2.143
Divisor=9
37.778
31.111
17.778
6.667
1.667
Divisor=11
30.909
25.455
14.545
5.455
1.364
Divisor=13
26.154
21.538
12.308
4.615
1.154
Mandater
3
2
1
1
0
Stemmer pr. mandat
113.333
140.000
160.000
60.000
-

Brug i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark er Sainte-Laguës metode brugt ved folketingsvalg siden 1920 til at fordele tillægsmandater på de tre landsdele (Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland). Metoden sikrer en god geografisk spredning af mandaterne.[3]

En variant af Sainte-Laguës metode hvor første divisor var 1,4 i stedet for 1 blev brugt til at fordele kredsmandater til Folketinget i perioden 1953-2007. Når den første divisor var større end 1, blev det sværere for små partier at få deres første kredsmandat i en storkreds, men metoden gav ellers generelt flere mandater til små partier end d'Hondts metode som brugtes 1920-1953 og igen fra 2007.[2] Den modificerede Sainte-Laguës metode blev indført i 1953 for at undgå at store partier fik flere kredsmandater end hvad der svarede til deres samlede stemmetal, hvilket havde været et problem tidligere, og kunne blive et endnu større problem idet antallet af kredsmandater samtidig blev øget fra 105 til 135, og antallet tillægsmandater formindsket fra 44 til 40.[3] Den d'Hondske metode blev genindført i 2007 for at den nye kredsinddeling i forbindelse med strukturreformen hvor antallet af storkredse blev nedsat fra 17 til 10 med flere kredsmandater i hver storkreds, ikke skulle gøre det lettere for små partier at opnå deres første kredsmandat, og derved blive berettiget til at indgå i fordelingen af tillægsmandater, end tidligere.[3]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Pukelsheim, Friedrich (2007). "Seat bias formulas in proportional representation systems" (PDF). 4th ecpr General Conference. 
  2. ^ a b c d Kaare R. Skou (2007). Dansk Politik A – Å (2 udg.). Lindhardt og Ringhof. Sainte-Laguës fordelingsmetode. 
  3. ^ a b c Det danske valgsystem. Valg til Folketinget.. Økonomi- og Indenrigsministeriet. 2018. Hentet 5. junii 2019.