Folketingsvalg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kongeriget Danmark
National Coat of arms of Denmark.svg

Denne artikel er en del af:
Politik og regering i
Kongeriget Danmark



Andre lande • Politik

Folketingsvalg er valg til Danmarks parlament Folketinget. Der vælges 179 medlemmer for op til 4 år, heraf 2 i Grønland og 2 på Færøerne.

Det første folketingsvalg fandt sted 4. december 1849 efter udstedelsen af den demokratiske forfatning Grundloven 5. juni samme år. I den forbindelse oprettedes parlamentet Rigsdagen bestående af andetkammeret Folketinget og førstekammeret Landstinget med hver deres valgregler. I tidens løb ændredes valgreglerne for de to ting flere gange, bl.a. med de nye grundlove i 1866 og 1915. Med grundloven fra 1953 (den nuværende) gik man imidlertid over til etkammersystem, hvilket betød at Landstinget sløjfedes, og at Folketinget derefter var og er Danmarks parlament.

Sidste folketingsvalg foregik 18. juni 2015. Næste folketingsvalg afholdes senest 17. juni 2019.

Folketingets mandater fordeles ud fra borgernes stemmer ved proportional repræsentation: 135 ved hjælp af D'Hondts metode og 40 ved hjælp af Sainte-Laguës metode.

Lovgrundlag[redigér | redigér wikikode]

Det danske valgsystem er reguleret i lov om valg til Folketinget, i 2017 i henhold til seneste Lovbekendtgørelse [1]. En række af de grundlæggende principper om valgret, valgbarhed og valgmåde er fastlagt i grundloven fra 1953.

Grundloven fastslår i kapitel 4 bl.a. følgende:

  • Folketinget består af højst 179 medlemmer, heraf 2 valgt på Færøerne og 2 valgt på Grønland.
  • Folketinget vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg
  • Valgmetoden skal sikre en lige repræsentation af anskuelserne blandt vælgerne og ske ved benyttelse af forholdstalsvalgmetoden eventuelt i kombination med valg i enkeltmandskredse.
  • Der skal ved den stedlige mandatfordeling tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
  • Folketinget vælges for 4 år.
  • Mandaterne bortfalder ikke, før nyvalg har fundet sted.
  • Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg.
  • Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg, hvorved de bestående mandater bortfalder, når valget har fundet sted. (Kongen/dronningens rolle er kun formel. Reelt er det statsministeren, der bestemmer, hvornår der skal være folketingsvalg.)

I ét tilfælde skal regeringen træde tilbage: Hvis den får et mistillidsvotum fra Folketinget. Hvis den ikke kan få finansloven vedtaget i Folketinget, er det almindeligt, at det medfører regeringens fald. I disse tilfælde skal der enten udskrives nyvalg eller (efter en dronningerunde) findes en ny forhandlingsleder med henblik på at finde en statsministerkandidat, der ikke er i mindretal i Folketinget.[2]

Grundloven overlader til Folketinget at fastsætte de nærmere regler for valgrettens udøvelse og selve valgmåden. Det sker i lov om valg til Folketinget.

Normalt regnes med at et folketingsvalg kan udskrives med tre ugers varsel regnet ud fra fristerne i valgloven. Bestemmelsen om, at kongen til enhver tid kan udskrive nyvalg, indebærer imidlertid, at visse af valglovens tidsfrister må vige for grundlovens ord, såfremt valget udskrives med kort varsel. Minimumstiden mellem valgets udskrivelse og dets afholdelse bestemmes således alene af praktiske hensyn. I praksis er der da også set både kortere og længere perioder før valget.

Valgkredse[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalgkredsene i Danmark.
Uddybende Uddybende artikel: Valgkreds i Danmark

For at afgøre fordelingen af mandater benytter folketingsvalget en kombination af forholdstalsvalg i såkaldte storskredse (kredsmandater) og landsdækkende tillægsmandater, der udjævner resultatet, så det afspejler partiernes styrkeforhold på landsplan.[3]

Danmark er efter kommunalreformen 2007 opdelt i tre landsdele, som igen er opdelt i 10 storkredse med i alt 92 opstillingskredse.

Afstemning[redigér | redigér wikikode]

Ved Folketingsvalget anvendes stemmesedler af hvidt karton, hvor vælgeren skal sætte ét kryds til højre for enten et partinavn eller et kandidatnavn.[4]

Er vælgeren forhindret i at møde ved valgstedet på valgdagen, kan man stemme pr. brevstemme på et vilkårligt rådhus. Her er stemmesedlen i hvidt karton i størrelsen A6. Der er 3 felter til udfyldelse: Partibogstav, partinavn og evt. kandidatnavn. I stemmeboksen er der kandidatlister over de nærmeste valgkredse til rådighed. Stemmesedlen forsegles i konvolut og foranlediges fremsendt til vælgerens valgsted.

Berettigelse til opstilling[redigér | redigér wikikode]

De partier, der blev valgt ind i Folketinget ved sidste valg og fortsat er repræsenteret i dette, har ret til at deltage i folketingsvalg i Danmark, det vil sige de er automatisk opstillingsberettigede.

Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigsministeren senest kl. 12 femten dage før folketingsvalget. Sammen med anmeldelsen skal partiet indlevere et antal vælgererklæringer, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer, der blev afgivet ved det sidste folketingsvalg. Ved folketingsvalget den 15. september 2011 blev der afgivet 3.545.368 gyldige stemmer. Et nyt parti skal derfor for tiden indsamle mindst 20.260 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg.

Inden et nyt parti kan gå i gang med at indsamle vælgererklæringerne, skal partiet ansøge Valgnævnet om at få godkendt partinavnet og den formular, som partiet vil anvende til at indsamle vælgererklæringerne.

Opstillingsberettigede partier får tildelt et partibogstav, der bruges ved valg til Folketinget, regionsrådene og kommunalbestyrelserne.

Hvis et opstillingsberettiget parti får mindst 2 procent af stemmerne ved folketingsvalg, så kommer partiet i betragtning, når de 40 tillægsmandater skal fordeles. Et kredsmandat kan også udløse tillægsmandater.

Det er også muligt at opstille udenfor partierne (såkaldt løsgænger). Det kræver dog, for at blive valgt, at den opstillede opnår et kredsmandat. I 1994 blev Jacob Haugaard i Aarhus Amtskreds valgt med 23.253 personlige stemmer. Tidligere er det lykkedes Hans Schmidt fra Slesvigsk Parti at vinde et løsgængermandat i 1953.

Ved folketingsvalg på Færøerne og Grønland er partierne der er repræsenteret i hhv. Lagtinget og Landstinget der er opstillingsberettigede. Man kan ikke stille op som nyt parti men man kan stille op som løsgænger, hvilket kræver mindst 150 stillere på Færøerne og mindst 100 stillere på Grønland[5][6].

Fordeling af mandater[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Opgørelse af folketingsvalg

Beregningen af valgresultatet, sker i Danmark ved et dobbelt forholdstalsvalgsystem. De 135 kredsmandater fordeles ved d'Hondts metode i landets ti storkredse, som hver råder over et fastlagt antal mandater. De 40 tillægsmandater bruges til at udligne resultatet på landsplan, sådan at partierne får netop det antal mandater der svarer til deres del af stemmerne via den største brøks metode. Små partier har typisk svært ved at opnå kredsmandater, men får via tillægsmandaterne alligevel det korrekte antal mandater. Partier er dog udelukket fra tillægsmandater hvis de ikke når over en af de tre spærregrænser. I praksis er der kun en spærregrænse, den som kræver, at partiet får over 2 procent af stemmerne for at få tillægsmandater – derfor kaldes den ofte blot spærregrænsen.

Folketingsvalg[redigér | redigér wikikode]

Danmarks valgkredse i 1901 (fra før Genforeningen). Tegnet af Emmery Rondahl

Folketingsvalg efter 1849-grundloven[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg efter 1866-grundloven[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalg efter 1915-grundloven[redigér | redigér wikikode]

Folketingsvalget 1909 på Københavns Rådhus.

Folketingsvalg efter 1953-grundloven[redigér | redigér wikikode]

Stemmebokse ved Folketingsvalget 2011.

Mandatfordelingen i Folketinget 1913-2015[redigér | redigér wikikode]

Valg                      S RV Kon V Ep SP Rfb DKP FFp NS Bp DS SF U LC VS CD KrF Frp FK Enh DF NA/LA Alt UP Total
1913 20. maj 32 31 7 44 114
1915 7. maj 32 31 8 43 114
1918 22. april 39 32 22 45 1 139
1920 26. april 42 17 28 48 4 139
1920 6. juli 42 16 26 51 4 139
1920 21. september 48 18 27 51 3 1 148
1924 11. april 55 20 28 44 1 148
1926 2. december 53 16 30 46 1 2 148
1929 24. april 61 16 24 43 1 3 148
1932 16. november 62 14 27 38 1 4 2 148
1935 22. oktober 68 14 26 28 1 4 2 5 148
1939 3. april 64 14 26 30 1 3 3 3 4 148
1943 23. marts 66 13 31 28 2 3 2 3 148
1945 30. oktober 48 11 26 38 3 18 4 148
1947 28. oktober 57 10 17 49 6 9 148
1950 5. september 59 12 27 32 12 7 149
1953 21. april 61 13 26 33 9 7 149
1953 22. september 74 14 30 42 1 6 8 175
1957 14. maj 70 14 30 45 1 9 6 175
1960 15. november 76 11 32 38 1 11 6 175
1964 22. september 76 10 36 38 10 5 175
1966 22. november 69 13 34 35 20 4 175
1968 23. januar 62 27 37 34 11 4 175
1971 21. september 70 27 31 30 17 175
1973 4. december 46 20 16 22 5 6 11 14 7 28 175
1975 9. januar 53 13 10 42 7 9 4 4 9 24 175
1977 15. februar 65 6 15 21 6 7 7 5 11 6 26 175
1979 23. oktober 68 10 22 22 5 11 6 6 5 20 175
1981 8. december 59 9 26 20 21 5 15 4 16 175
1984 10. januar 56 10 42 22 21 5 8 5 6 175
1987 8. september 54 11 38 19 27 9 4 9 4 175
1988 10. maj 55 10 35 22 24 9 4 16 175
1990 12. december 69 7 30 29 15 9 4 12 175
1994 21. september 62 8 27 42 13 5 11 6 1 175
1998 11. marts 63 7 16 42 13 8 4 4 5 13 175
2001 20. november 52 9 16 56 12 4 4 22 175
2005 8. februar 47 17 18 52 11 6 24 175
2007 13. november 45 9 18 46 23 4 25 5 175
2011 15. september 44 17 8 47 16 12 22 9 175
2015 18. juni 47 8 6 34 7 14 37 13 9 175
Kilde: Benito Scocozza og Grethe Jensen: Politikens Etbinds Danmarkshistorie. 3. udgave, 2005, s. 452f.
En oversigt over procentfordelingen af mandater ved Folketingsvalg i perioden 1913-2015.
En oversigt over procentfordelingen af mandater ved Folketingsvalg i perioden 1913-2015.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]