Løsgænger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Denne artikel handler om det politiske begreb. For den tidligere straffelovsregel, se løsgængeri.

En løsgænger, partiløs eller frigænger er en folkevalgt, der står uden for partierne, dvs. ikke indgår i en partigruppe.

Normalt bliver man løsgænger ved at melde sig ud af eller blive ekskluderet fra sit parti i løbet af valgperioden. Den hidtil eneste, der er blevet valgt ind i Folketinget som løsgænger efter Grundloven af 1953, er Jacob Haugaard ved folketingsvalget i 1994[1] – bortset fra Hans Schmidt, der ved valget i 1953 teknisk set blev valgt ind som løsgænger, selvom han reelt repræsenterede Slesvigsk Parti.

Løsgængere forekommer hyppigere i kommunalpolitik end i Folketinget, bl.a. fordi partiapparaterne spiller en stor rolle for sekretær- og ekspertbistand til folketingsmedlemmerne, og det stiller store krav til det enkelte medlem at skulle favne alle politiske fagområder.

Officielt hedder det ikke om en folkevalgt, at han er løsgænger, men at han står uden for partierne, i Folketinget forkortet UFG (uden for (folketings)grupperne). Betegnelsen løsgænger er egentlig humoristisk ment, da en løsgænger oprindeligt var betegnelsen for en person uden fast bopæl eller erhverv (vagabonder og prostituerede). Løsgængeri var tidligere strafbart.

I Europa-Parlamentet er der en række løsgængere, som nok er medlem af et nationalt parti, men som ikke har fundet sammen med andre parlamentarikere i en gruppe.

Kendte danske løsgængere[redigér | redigér wikikode]

Folketingspolitikere[redigér | redigér wikikode]

Kommunalpolitikere[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Opstilling til folketingsvalget ft.dk. Hentet 12/3 2013