Marginalvælger

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Marginalvælger eller svingvælger, en vælger, som kan motiveres til at stemme på forskellige partier fra valg til valg. En marginalvælger er dermed det modsatte af en kernevælger. Marginalvælgeren er karakteriseret ved at stemme efter Issue Voting, som indebærer at vælgeren stemmer på det parti, der bedst repræsenterer ens politiske holdninger om et begrænset antal sager - vælgeren stemmer efter mærkesager i stedet for som tidligere efter partiernes ideologiske grundholdninger. Særligt mediedækningen op til et folketingsvalg har betydning for, hvor marginalvælgerne sætter deres kryds.

Det tydeligste eksempel på marginalvælgernes magt til at afgøre et valgs udfald er det såkaldte jordskredsvalg i 1973, som var kendetegnet ved, at rekordmange vælgere stemte anderledes end ved forrige valg. Hele 27,7 procent stemte på Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti – alle partier, der ikke tidligere havde været repræsenteret i Folketinget.

Siden da er andelen af kernevælgere skrumpet yderligere, og marginalvælgernes rolle er blevet tilsvarende større. Succes ved et folketingsvalg kan simpelthen afhænge af, hvilket parti eller hvilken fløj, der har været bedst til at mobilisere marginalvælgerne.

Marginalvælgerens politiske holdning kan selvsagt spænde bredt over det meste af den politiske højre-venstre-skala. Men undersøgelser viser, at næsten ingen marginalvælgere befinder sig helt ude på fløjene. Marginalvælgerne vil oftest stemme på et parti, hvis politik er placeret nogenlunde på midten i det politiske spektrum.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Borre og Jan Stehouwer: Partistyrke og social struktur. Fire folketingsvalg 1960-68 (1970)
  • Ole Borre, Hans Jørgen Nielsen, Steen Sauerberg og Torben Worre: Vælgere i 70-erne (1976)