Slægtsforskernes bibliotek

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Slægtsforskernes Bibliotek blev etableret i 2012 af den almennyttige forening Danske Slægtsforskere. Etableringen var et resultat af en omfattende samling bøger, som Rigsarkivet donerede til Slægtsforskernes Bibliotek på daværende tidspunkt.

Siden da har mange biblioteker, arkiver og privatpersoner doneret bøger til biblioteket, hvis bestand i dag er omkring 60.000 værker, hovedsagelig inden for kategorierne historie, lokalhistorie, slægtshistorie, arkivregistraturer, referenceværker og hjælpemidler.[1] Rigsarkivet har i august 2021 doneret yderligere 4.000 bøger til Slægtsforskernes Bibliotek.[2]

Det er Slægtsforskernes Biblioteks primære formål at digitalisere litteratur inden for de nævnte emner. I løbet af 2022 nåede biblioteket en bestand af mere end 20.000 online værker, der alle er fritekst-søgbare.[3][4]

I marts 2019 modtog Slægtsforskernes Bibliotek hædrende omtale og 2. pladsen ved uddelingen af den historiske fornyelsespris ved Historiske Dage. I begrundelsen hed det bl.a. ”Slægtsforskernes bibliotek blev ligeledes hædret under prisuddelingen på historiefestivalen, fordi projektet gennem digitalisering har skabt et stort forrådskammer, hvor historieinteresserede borgere frit kan boltre sig.”[5]

I september 2020 modtog Slægtsforskernes Bibliotek og de frivillige årets slægtsforskerpris, uddelt ved Slægtshistorisk Weekend.[6]

Biblioteket Frederiksberg besluttede i 2020 at overdrage den omfattende Genealogisk Samling bestående af slægts- og personalhistorisk litteratur til Slægtsforskernes Bibliotek med henblik på digitalisering. De mange bøger, skønsmæssigt mellem 5.000 og 6.000 titler, ankom til Slægtsforskernes Bibliotek i 2021.[7][8]

I 2021 besluttede Rigsarkivet at donere Hærens Arkivs Bibliotek på omkring 200 hyldemeter til Slægtsforskernes Bibliotek.[9]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Rigsarkivet overdrager stor bogsamling til Slægtsforskernes Bibliotek. Nyhed fra Danske Slægtsforskere. 24. september 2019.
  2. ^ Ny samling fra Rigsarkivet, 13. august 2021
  3. ^ Bog nummer 5.000 nu online. Nyhed fra Danske Slægtsforskere. 22. august 2019.
  4. ^ Biblioteket passerer 10.000 titler, 25. maj 2021
  5. ^ Historiske Dages Fornyelsespris 2019.
  6. ^ Nyhed fra Danske Slægtsforskere,
  7. ^ Slægtsforskernes Bibliotek overtager Genealogisk Samling med henblik på digitalisering
  8. ^ Genealogisk Samling er landet, 3. juni 2021
  9. ^ https://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/haerens-arkivs-bibliotek

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Slægtsforskernes Bibliotek - bibliotekets hjemmeside