Lægd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Et lægd (i ældre kilder også stavet læg) var tidligere (indtil værnepligtsloven af 1869) en betegnelse for den mindste inddeling af Danmark i forbindelse med udskrivning til militærtjeneste.

Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger pålagt godsejerne.

Ved forordning af 20. juni 1788 blev udskrivningsvæsenet for så vidt angår hæren i forbindelse med ophævelsen af stavnsbåndet ændret, og landet inddelt i 1656 lægder. Udskrivningen overgik fra godsejernes til kongens og statens embedsmænd. Udskrivningen skulle herefter ske på baggrund af folketallet i lægdet. På landet var et lægd normalt sammenfaldende et sogn, og fra 1843 i byerne identisk med en købstad.

Ved værnepligtsloven af 6. marts 1869 indførtes 6 udskrivningskredse i stedet for en amtsinddeling med en ny nummerering af lægder inden for hver af disse kredse. Efter genforeningen i 1920 blev Sønderjylland det 7. udskrivningsdistrikt.

Lægd og skat under Christian 3. og Frederik 2.[redigér | redigér wikikode]

Under Christian 3. og Frederik 2. var i almindelighed alle mandspersoner af landalmuen på over 16 år underkastet udskrivning (til krigstjeneste). Dog var adelens ugedagsmænd oftest fritaget. Sædvanligvis lagdes bønderne i lægder, så at der af hver 10., nogle gange endda af hver 5., blev udskrevet 1, der skulde forsynes med værge (våben) og underholdning af de andre i lægdet. Denne udskrivning blev ofte forandret til en skat, således at fx hver 20 mand lagdes i lægder og gav kongen 20 mark om måneden til at besolde krigsfolk med.

Hvorvidt kongen behøvede samtykke til at beskatte bønderne i perioden beroede på håndfæstningerne. Efter Christian 3.s og Frederik 2.s håndfæstninger synes de ikke at have behøvet det, bortset fra når de ville lægge skat på adelens fæstere, i hvilket tilfælde rigsrådets samtykke måtte indhentes, eller på adelens ugedagsmænd, hvori den vedkommende adelige selv måtte samtykke. Dog findes samtykke også ofte at være indhentet uden egentlig retlig nødvendighed, nogle gange endda fra bønderne selv, formodentlig for at fremkalde en større beredvillighed til at yde.

Det var i almindelighed lensmanden, men nogle gange også særlige dertil beskikkede mænd, der sørgede for skatternes indkrævning og aflevering. I mangel af betaling anvendtes udpantning som tvangsmiddel.

Lægdsruller[redigér | redigér wikikode]

For hver lægd førtes en fortegnelse, en lægdsrulle, over de mænd, der kunne udskrives til militærtjeneste i hæren. Disse lægdsruller er en vigtig kilde for slægtsforskere.

Fra 1701 var amtmanden, amtsforvalteren og godsejeren ansvarlig for at udfærdige områdets lægdsruller.

Fra 1788 havde en lokal lægdsmand, oftest sognefogden, fra 1841 sogneforstanderen, pligt til at føre rullerne over de værnepligtige i lægdet, oftest et sogn men undertiden kun en del heraf. En lægdsforstander sammenskrev rullerne for hele distriktet, hvilket oftest var herredet og fremsendte den til land- og krigskommissæren. Oprindelig var der 4 sådanne kommissærer men fra 1794 var der 6, hver med 3 amter under sig. Disse kommissærer udarbejdede derefter amtsvise oversigter, der i kopi blev fremsendte til henholdsvis amtmanden og den oberst, der havde ansvaret for sessionen samt til generalkrigskommissæren, under Generalitets- og Kommissariatskollegiet, der var øverste leder af udskrivningsvæsenet.[1]

Lægdsrullerne er opdelt i hovedruller og tilgangsruller. Hovedrullerne er fortegnelser over alle værnepligtige i et lægd et givet år. Tilgangsrullerne indeholder de mænd, der er optaget i rullen et givet år, fordi de nåede den værnepligtige alder eller flyttede til lægdet.

For flåden fandtes særskilte lister over befolkningen i kystegne, der levede af søfart og fiskeri. De, der blev optaget på disse lister, blev kaldt for sølimiter. I 1802 blev disse imidlertid henlagt under det øvrige udskrivningsvæsen, og land- og krigskommissærerne fik navneforandring til land- og søkrigskommissærer.[1]

Fortegnelserne var indrette således, at de først var inddelt i distrikter efter landsbyer. Derefter var for hver landsby angivet familiens fader, dennes sønner, deres alder højde, opholdssted samt som regel fødested og levevej.[1] I nyere lister blev alle angivet med et løbenummer, og der blev ved revisioner af listerne henvist til løbenummeret i den tidligere liste således, at samme person kan følges fra liste til liste.[1] Hvis en person blev strøget fra listen, blev årsagen angivet (død, fraflytning).[2] Drenge skulle optages på listerne ved fødslen[1] og blev slettede fra denne som regel ved 43-44 års alder, fra 1849 som regel ved 38 års alder.[2]

Lægdsrullerne blev opbevarede på godserne, hvor disse fandtes.[3] Lægdsrullerne omfattede kun landboere, idet købstadsborgere skulle gøre tjeneste i den kommunale borgervæbning. Først ved plakat af 10. maj 1843 blev pålagt at føre lægdsruller over værnepligtige, der boede i købstæderne.[2] Almindelig værnepligt blev indført ved lov af 12. februar 1849. I 1850 overtog by- og herredsfogeder opgaven som lægdsforstandere, og land- og søkrigskommissærerne ophørte. I stedet blev oprettet 8 udskrivningsdristrikter, der fra 1869 blev reduceret til 6, hver ledet af en egen udskrivningschef.[2]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e Fabritius og Hatt, s. 169
  2. ^ a b c d Fabritius og Hatt, s. 170
  3. ^ Fabritius og Hatt, s. 207

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i slægtsforskning; 3. udgave; København 1982
  • Jacobsen: Det danske skattevæsen under Christian 3. og Frederik 2. København 1833.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]