Lægd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Et lægd (i ældre kilder også stavet læg) var tidligere (indtil værnepligtsloven af 1869) en betegnelse for den mindste inddeling af Danmark i forbindelse med udskrivning til militærtjeneste.

Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger pålagt godsejerne.

Ved forordning af 20. juni 1788 blev udskrivningsvæsenet for så vidt angår hæren i forbindelse med ophævelsen af stavnsbåndet ændret, og landet inddelt i 1656 lægder. Udskrivningen overgik fra godsejernes til kongens og statens embedsmænd. Udskrivningen skulle herefter ske på baggrund af folketallet i lægdet. På landet var et lægd normalt sammenfaldende et sogn, og fra 1843 i byerne identisk med en købstad.

Ved værnepligtsloven af 6. marts 1869 indførtes 6 udskrivningskredse i stedet for en amtsinddeling med en ny nummerering af lægder inden for hver af disse kredse. Efter genforeningen i 1920 blev Sønderjylland det 7. udskrivningsdistrikt.

Lægdsruller[redigér | redigér wikikode]

For hver lægd førtes en fortegnelse, en lægdsrulle, over de mænd, der kunne udskrives til militærtjeneste i hæren. Disse lægdsruller er en vigtig kilde for slægtsforskere.

Fra 1701 var amtmanden, amtsforvalteren og godsejeren ansvarlig for at udfærdige områdets lægdsruller.

Fra 1788 havde en lokal lægdsmand, oftest sognefogden, fra 1841 sogneforstanderen, pligt til at føre rullerne over de værnepligtige. En lægdsforstander sammenskrev rullerne for hele distriktet, hvilket oftest var herredet.

Lægdsrullerne er opdelt i hovedruller og tilgangsruller. Hovedrullerne er fortegnelser over alle værnepligtige i et lægd et givet år. Tilgangsrullerne indeholder de mænd, der er optaget i rullen et givet år, fordi de nåede den værnepligtige alder eller flyttede til lægdet.

Lægd og skat under Christian 3. og Frederik 2.[redigér | redigér wikikode]

Under Christian 3. og Frederik 2. var i almindelighed alle mandspersoner af landalmuen på over 16 år underkastet udskrivning (til krigstjeneste). Dog var adelens ugedagsmænd oftest fritaget. Sædvanligvis lagdes bønderne i lægder, så at der af hver 10., nogle gange endda af hver 5., blev udskrevet 1, der skulde forsynes med værge (våben) og underholdning af de andre i lægdet. Denne udskrivning blev ofte forandret til en skat, således at fx hver 20 mand lagdes i lægder og gav kongen 20 mark om måneden til at besolde krigsfolk med.

Hvorvidt kongen behøvede samtykke til at beskatte bønderne i perioden beroede på håndfæstningerne. Efter Christian 3.s og Frederik 2.s håndfæstninger synes de ikke at have behøvet det, bortset fra når de ville lægge skat på adelens fæstere, i hvilket tilfælde rigsrådets samtykke måtte indhentes, eller på adelens ugedagsmænd, hvori den vedkommende adelige selv måtte samtykke. Dog findes samtykke også ofte at være indhentet uden egentlig retlig nødvendighed, nogle gange endda fra bønderne selv, formodentlig for at fremkalde en større beredvillighed til at yde.

Det var i almindelighed lensmanden, men nogle gange også særlige dertil beskikkede mænd, der sørgede for skatternes indkrævning og aflevering. I mangel af betaling anvendtes udpantning som tvangsmiddel.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]