Slaget ved Møn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Møn
Del af Skånske Krig
Dato 31. maj 1677
Sted Mellem Møn og nordkysten af Tyskland
Resultat Afgørende dansk sejr
Parter
Sverige Sverige Sverige Danmark Danmark Danmark
Ledere
Erik Sjöblad Niels Juel
Styrke
3 orlogsmænd
5 bevæbnede handelsskibe
4 mindre skibe
394 kanoner
13 orlogsmænd
670 kanoner
Tab
8 skibe
mindst 1.500 døde, sårede eller savnede
Ubetydelige

Slaget ved Møn, nogle gange også kendt som Slaget ved Lolland var et søslag der fandt sted d. 31.maj-1. juni 1677 under den skånske krig. En mindre svensk eskadre under admiral Erik Sjöblad forsøget at sejle fra Göteborg for at slutte sig til den svenske flåde i Østersøen. Den blev fanget af den overlegne danske styrke under Niels Juel og kraftigt reduceret i løbet af to døgn. Svenskerne mistede 8 skibe og 1.500 mænd, der enten blev dræbt, såret eller taget til fange, inklusive Sjöblad selv, mens de danske tab var ubetydelige.

Sejren forhindrede den svenske flåde i at samle sine styrker og gav værdifuld priseret til den danske flåde. Den bekræftede det danske overherredømme på havet under krigen, og lagde grunden til den store danske sejr ved søslaget i Køge Bugt d. 1.-2. juli samme år.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Efter slaget ved Öland i 1. juni 1676 havde den dansk-hollandske flåde taget herredømmet over Østersøen og kunne dermed bidrage til krigen i det sydsvenske landskab med togter langs kysterne og ilandsætning af styrker, som det blev gjort under slaget om Ystad. Et godt eksempel var erobringen af byen Karlshamn i Blekinge d. 4. oktober 1676 da man havde tvunget 400 svenskere til at opgive deres fæstning i byen. Dette og andre eksempler viste at herredømmet på havet var vigtig for videre krigsindsats sådan at den svenske konge igen måtte satse på at opbygge sømagten.

Karl 11. af Sverige var kommet i mangel på forsyninger i Skåne, desuden var de svenske styrker fanget i Stettin og Stralsund i det nordlige Tyskland. De fleste problemer ville derfor være løst, hvis man kunne vinde herredømmet over Østersøen og dette fik ham til at foretage en skæbnesvanger beslutning. For at kunne koncentrere en så stor militærstyrke som muligt blev indkaldte mande Göteborg-eskadren. Men ved at have en stærk eskadre på plads i Göteborg holdt de ikke bare forbindelsen med udlandet, det vil sige Frankrig indtakt, men også tiltrækkeen anselig styrke fra Danmark-Norge. Uden denne styrke ville kontrollen over Kattegat og Skagerrak blive helt overlaget til danskene. Desuden kunne man have flere krigsskib end før på Østersøen og på længere sigt gøre Niels Juels opgave lettere.

Kommandanterne[redigér | redigér wikikode]

Niels Juel, der var admiralen for den danske flåde. Malet af Jacob Coning.

Cornelis Tromp som i forsommeren 1676 var blevet udnævnt generaladmiral af den danske-norske flåd, blev sendt hjem fra København i februar 1677 for at skaffe en ny hjælpeflåde fra Holland. Hans plads blev overtaget af admiral Niels Juel.

I mellemtiden havde svenskerne vanskeligheder med at finde en ny rigsadmiral efter nederlaget under slaget ved Öland hvor Lorentz Creutz omkom. Til sidst blev feltmarskal Henrik Horn valgt på trods af hans protester. En ledelsesskifte fra todelt kommando med hver leder for hver sit felt til ensidig kommando som forbinder kamperfaring og sømandskab var allerede startet i Danmark-Norge. Horn havde at udsendt ordre til admiral Erik Sjöblad om at sejle eskadre i maj 1677.

Sejlturen[redigér | redigér wikikode]

Den 20. maj 1677 afsejlede den svenske eskadren på elleve fartøjer hvoraf tre linjeskib og fem kompagniskibe, der var bevæbnede fragtskibe, ikke specialiserede krigsskib i fregatstørrelsen og flere småfartøjer samt et brandskib fra Göteborg. Planen var at sejle gennem Storebælt og Langelands Bælt ind i Østersøen i håb om at overrumple danskerne fra at sende flådestyrker mod eskadren. Niels Juel havde lettet anker fra København den 23. maj for at sikre overførelsen af 4.000 tyske soldater fra Münster til Landskrona.

Den 28. maj lå den danske eskadre på elleve krigsskibe hvoraf 9 linjeskibe og 2 fregatter ved Gedser på sydodden af Falster undervejs til Holsten, hvor de tyske tropper ventede og hvor Niels Juel fandt ud af at svenske skib var observeret på Storebælt bare timer før. Derefter stævnede han ud i farvandet mellem de danske øer og den tyske østersøkysten og venter på den svenske eskadre.

Først om natten mellem 31. maj og 1. juni fik de to flåder kontakt med hinanden mellem Femern og Warnemünde i den mecklenburgske bugt, men der var svag vind så begge parter var nødt til at sætter deres både på vandet. Med både til at bugserer deres skibe forsøgte svenskerne at kom forbi mens danskerne kom efter.

Søslaget[redigér | redigér wikikode]

Allerede ved aftenen kom de første skud da danskerne endelige nåede frem til det sidste svenske skib, Wrangels Palais, et linjeskib som måtte gve sig kl. 22, da de var omringet af flere linjeskiper. Først ved daggry den 1. juni kom dere mere vind så Niels Juel kunne sejle hurtigere og tage de bageste skibe ved Møn.

Efter Calmar Castel var erobret, måtte danskerne sejle det på grund for at undgå at dette skulle synke som resultat af svensk forsøg på at ødelægge det. Derefter satte Niels Juel om bord på Christianus Quintus efter admiralskibet Amarant under Erik Sjöblad som efter hårde kampe måtte stryge flaget. Et kompagniskib blev ødelagt af sin egen besætning for at undgår at det skulle falde i danskernes hænder.

Idet kampene var ovre, var to linjeskibe og to kompagniskibe erobret, et skib var så skadet at det senere blev opgivet. Kun tre større skibe undslap; et linjeskib og et kompagniskib nåede frem til Öland, hvor de sluttede sig til den svenske flåde under Horn d. 13. juni. Det tredje skib kom tilbage til Göteborg gennem Øresund ved at føre engelsk flag.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

De overtagne svenske skibe og fanger blev bragt til København. Sjöblad blev udvekslet for de danske fange d. 15. august og fik herefter kommandoen over Göteborgs forsvar.[1] Efter at have påført svenskerne et nederlag på 5 skib og 1.500 fanger samt et ukendt antal dræbte for små tab vendte Niels Juel sig mod de hollandske skibsleder som efter hans mening havde gjort en dårlig indsats. En krigsret blev nedsat og denne fulgt til at fem blev dømt, den ene blev dømt til døden og stak af før det kunne blive eksekveret.

Tabet af Gøteborgseskadren var strategisk vigtig, fordi skibe nu kunne hentes fra andre områder således at sikringen af Øresund blev lettere og der var skabt et pusterum, der gjorde at man kunne vente på den hollandske hjælpeflåde under Tromp. Resultatet var at en forenet og stærk dansk flåde kunne blive mobiliseret til kamp ved Stevns. Dette blev vigtigt for udfaldet af det vigtige søslag i Køge Bugt den 1. juli 1677, der skulle give Niels Juel heltestatus.[2]

Skibe[redigér | redigér wikikode]

Antallet i parentes indikerer antallet af kanoner på hvert skib.[3]

Den danske flåde

flagskib Christianus V (85), Niels Juel
  • Churprindsen (74)
  • Enighed (62)
  • Gyldenløve (56)
  • Nellebladet (52)
  • Christianus IV (54)
  • Christiania (54)
  • Lindormen (50)
  • Neptunus (42)
  • Christiansand (40)
  • Hommeren (37)
  • Havmannen (34)
  • Havfruen (30)

Den svenske flåde

flagskib: Amarant (52), Erik Carlsson Sjöblad
  • Andromeda (52)
  • Wrangels Palats (38)
  • Kalmar Kastell (72), bevæbnet handelsskib
  • Ängeln Gabriel (44), bevæbnet handelsskib
  • Havsfrun (44), bevæbnet handelsskib
  • Rosen (44), bevæbnet handelsskib
  • Gustavus (48), bevæbnet handelsskib
  • (Lilla) Gripen (8-12), boyer
  • Diana, Venus (yacht)
  • S:t David og to unavngivne (brandskibe)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Zettersten (1903), p. 491
  2. ^ Barfod (1997), p. 73; Ericson Wolke (2009), p. 120; Åselius (2003), pp. 244-45
  3. ^ Lists based on Barfod (1997), pp. 59–60 and Zettersten (1903), p. 490

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Bjerg, Hans Christian og Ole L. Frantzen, Danmark i Krig 2005 ISBN 87-567-7269-6
  • Barfod, Jørgen H. (1977) Niels Juel: Liv og gerning i den danske søetat. Universitetsforlaget, Aarhus. ISBN 87-504-0386-9
  • Barfod, Jørgen H (1997) Niels Juels flåde. Gyldendal, København. ISBN 87-00-30226-0
  • Bjerg, Hans Christian (redaktør, 1977), Slaget i Køge bugt 1. juli 1677: forudsætninger, forløb og følger. Søe-lieutenant-selskabet, København/Köpenhamn/Copenhagen.
  • Ericsson [Wolke], Hårdstedt, Iko, Sjöblom & Åselius (2003) Svenska slagfält. Wahlström & Widstrand, Stockholm. 2003. ISBN 91-46-20225-0
    • Sjöblom, Ingvar (2003) "Slaget vid Öland 1676: Kronan går under"
    • Åselius, Gunnar (2003) "Köge bukt 1676: Danmarks största sjöseger"; pp. 238–46
  • Ericsson Wolke, Lars, "En helt ny flotta – sjökrigen under 1600-talets sista årtionden" in Ericson Wolke & Hårdstedt (2009) Svenska sjöslag. Medströms förlag, Stockholm. 2009. ISBN 978-91-7329-030-2
  • Rystad, Göran (editor, 2005), Kampen om Skåne Historiska media, Lund. ISBN 91-85057-05-3
  • Zettersten, Axel (1903) Svenska flottans historia åren 1635-1680 Norrtälje tidnings boktryckeri, Norrtälje.


Koordinater: 54°26′16″N 11°11′43″Ø / 54.43766°N 11.19526°Ø / 54.43766; 11.19526