Marcus Aurelius: Forskelle mellem versioner
Maunus (diskussion | bidrag) No edit summary |
Maunus (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 25: | Linje 25: | ||
Hans filosofi er ikke særlig original, men er præget af en beskeden og værdig holdning til livets tilskikkelser. En del af hans tanker ligner [[kristendom]]mens, som han i øvrigt bekæmpede. Lighederne skyldes, at også kristendommens var påvirket af stoicismen.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Hans høje idealer og generelt sympatiske fremtræden har givet ham tilnavnet "den ædleste af alle cæsarer". Han anerkendte sin søn [[Commodus]] som tronfølger, hvilket var et brud med traditionen for at kejseren adopterede en kapabel ung mand og gjorde ham til sin efterfølger. Historikere har anset hans valg for tragisk, fordi Commodus og det efterfølgende dynasti forlod de værdier og idealer som Marcus Aurelius havde kæmpet for.<ref name="BowmanGarnsey2000">Birley, "Hadrian to the Antonines", 186–91.</ref> Han udnævnte Commodus til medregent i 166AD, og udnævnte ham i 177 til tronfølger. |
Hans filosofi er ikke særlig original, men er præget af en beskeden og værdig holdning til livets tilskikkelser. En del af hans tanker ligner [[kristendom]]mens, som han i øvrigt bekæmpede. Lighederne skyldes, at også kristendommens var påvirket af stoicismen.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Hans høje idealer og generelt sympatiske fremtræden har givet ham tilnavnet "den ædleste af alle cæsarer". Han anerkendte sin søn [[Commodus]] som tronfølger, hvilket var et brud med traditionen for at kejseren adopterede en kapabel ung mand og gjorde ham til sin efterfølger. Historikere har anset hans valg for tragisk, fordi Commodus og det efterfølgende dynasti forlod de værdier og idealer som Marcus Aurelius havde kæmpet for.<ref name="BowmanGarnsey2000">Birley, "Hadrian to the Antonines", 186–91.</ref> Han udnævnte Commodus til medregent i 166AD, og udnævnte ham i 177 til tronfølger. |
||
Marcus Aurelius var både grækofil (dvs. en elsker af alt græsk). Han skrev og talte græsk og anlagde [[fuldskæg]] efter [[Oldtidens Grækenland|græsk]] skik |
Marcus Aurelius var både grækofil (dvs. en elsker af alt græsk). Han skrev og talte græsk og anlagde [[fuldskæg]] efter [[Oldtidens Grækenland|græsk]] skik, ligesom mange andre romerske kejsere efter [[Hadrian]] gjorde. |
||
I traditionel historieskrivning ses han som den sidste gode kejser, og hans død er for det meste enden på ''[[Pax Romana]]'' og begyndelsen på romerrigets forfaldstid ("Romerrigets undergang og fald"; ''The Decline and Fall of the Roman Empire'' beskrevet i [[Edward Gibbon]]s bog). Flere romerske kejsere som [[Caracalla]] og [[Heliogabalus]] erklærede, at de havde ham som forbillede og tog hans navn. Det skaber nogen forvirring i kejserrækken. |
I traditionel historieskrivning ses han som den sidste gode kejser, og hans død er for det meste enden på ''[[Pax Romana]]'' og begyndelsen på romerrigets forfaldstid ("Romerrigets undergang og fald"; ''The Decline and Fall of the Roman Empire'' beskrevet i [[Edward Gibbon]]s bog). Flere romerske kejsere som [[Caracalla]] og [[Heliogabalus]] erklærede, at de havde ham som forbillede og tog hans navn. Det skaber nogen forvirring i kejserrækken. |
||
Versionen fra 19. okt. 2018, 15:07
| Marcus Aurelius | |
|---|---|
.jpg) | |
| Navn før tiltrædelse: | Marcus Annius Verus |
| Navn som kejser: | Imperator Cæsar Marcus Aurelius Antoninus Augustus |
| Regerede: | 161–180 |
| Dynasti: | Nervan-antoninske |
| Født: | 26. april 121 , |
| Død: | 17. marts 180 , Vindobona |
| Dødsårsag: | Naturlige årsager |
| Forgænger: | Antoninus Pius |
| Efterfølger: | Commodus |
| Se også liste over romerske kejsere | |
.JPG)
Marcus Aurelius (født Marcus Annius Verus 26. april 121, død 17. marts 180) var romersk kejser fra 161-180 e.kr. og stoisk filosof.
Marcus Aurelius, hvis familie havde rødder i provinsen Hispania, gjorde sig tidligt bemærket ved sine religiøse og filosofiske interesser og blev som ganske ung adopteret af den senere kejser Antoninus Pius på anbefaling af kejser Hadrian. Fra 146 var han adoptivfaderens medregent og svigersøn. Han overtog tronen efter Antoninus Pius død i 161. Til 169 regerede han formelt sammen med sin adoptivbroder Lucius Verus. Hans biologiske forældre var Marcus Annius Verus og Domitia Lucilla.
Hans indre styre var en vellykket fortsættelse af forgængernes reformpolitik. Han gennemførte flere sociallove, bedrede slavernes retssikkerhed, indførte fødselsattesten og prøvede at begrænse gladiatorkampene. Derimod blev udenrigspolitikken fra ca. 170 præget af krige med germanerne, og Roms nedgangstid begynder allerede her. Han førte han næsten uafbrudt krige med germanerstammen markomannerne, som han med stor energi drev tilbage. Han døde i det nuværende Østrig efter et vellykket felttog.
Marcus Aurelius var kendt som "filosoffen på kejsertronen", da han skrev en lang række stoiske aforismer på græsk under sine mange felttog. Aforismerne er samlet i værket Τὰ εἰς ἑαυτόν (Ta eis heauton, "Tanker til sig selv)". Hans filosofi er ikke særlig original, men er præget af en beskeden og værdig holdning til livets tilskikkelser. En del af hans tanker ligner kristendommens, som han i øvrigt bekæmpede. Lighederne skyldes, at også kristendommens var påvirket af stoicismen.[kilde mangler] Hans høje idealer og generelt sympatiske fremtræden har givet ham tilnavnet "den ædleste af alle cæsarer". Han anerkendte sin søn Commodus som tronfølger, hvilket var et brud med traditionen for at kejseren adopterede en kapabel ung mand og gjorde ham til sin efterfølger. Historikere har anset hans valg for tragisk, fordi Commodus og det efterfølgende dynasti forlod de værdier og idealer som Marcus Aurelius havde kæmpet for.[1] Han udnævnte Commodus til medregent i 166AD, og udnævnte ham i 177 til tronfølger.
Marcus Aurelius var både grækofil (dvs. en elsker af alt græsk). Han skrev og talte græsk og anlagde fuldskæg efter græsk skik, ligesom mange andre romerske kejsere efter Hadrian gjorde.
I traditionel historieskrivning ses han som den sidste gode kejser, og hans død er for det meste enden på Pax Romana og begyndelsen på romerrigets forfaldstid ("Romerrigets undergang og fald"; The Decline and Fall of the Roman Empire beskrevet i Edward Gibbons bog). Flere romerske kejsere som Caracalla og Heliogabalus erklærede, at de havde ham som forbillede og tog hans navn. Det skaber nogen forvirring i kejserrækken.
Marcus Aurelius i kulturen
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
- Alec Guinness spillede Marcus Aurelius i filmen Romerrigets Fald fra 1964.
- Richard Harris spillede Marcus Aurelius i Ridley Scotts film Gladiator fra 2000.
Kilder
- ^ Birley, "Hadrian to the Antonines", 186–91.
- Rudi Thomsen, Marcus Aurelius : en filosof på kejsertronen, Aarhus Universitetsforlag, 2001. ISBN 87-7288-870-9.
- J.A. Bundgaard (oversætter), Marcus Aurelius – Meditationer, Det lille Forlag, 1996. ISBN 87-90030-45-1.
Eksterne henvisninger
- "The History of the Decline and Fall of the Roman Empire" af Edward Gibbon
- "Tanker til sig selv" i engelsk oversættelse
| Foregående: | Romerske kejsere | Efterfølgende: |
| Antoninus Pius 138-161 |
Commodus 180-192 |