Telefonboks

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den populære norske, røde telefonboks "Riks" blev tegnet af arkitekten Georg Fredrik Fasting i 1932. Den består af et skelet af vinkeljern med påklinkede plader.

En telefonboks er en lille bygning, eller et lille aflukke med dør, som er placeret på et offentlig sted og som indeholder en fastmonteret telefon til almen brug. Telefonapparatet er en del af en betalingsautomat og samtalerne betales med mønter, telekort eller betalingskort. Telefonboksene kan også indeholde telefonbøger, hylde og opslagstavle.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De velkendte, britiske, røde telefonbokse blev indført i London i 1920.

Telefonbokse blev almindelige i den industrialiserede del af verden i 1910'erne. En af de første standardiserede telefonbokse var British Posts velkendte røde "K1", det vil sige "Kiosk nummer 1" fra 1920, og opfølgeren "K2" fra 1930. I 1970'erne blev det almindeligere med åbne båse.

Behovet for telefonbokse opstod i en tid, hvor det var dyrt og vanskeligt at skaffe sig sin egen telefon og hvor der ikke fandtes mobiltelefoner. Efter at private fastnettelefoner blev mere almindelige, og ikke mindst efter at mobiltelefonien blev udbredt i 1990'erne, blev behovet for telefonbokse meget mindre. På grund af udbredt hærværk og lav lønsomhed kan man i dag stort set kun finde telefonbokse på særligt trafikerede steder som jernbanestationer o.l.

Danske telefonbokse[redigér | redigér wikikode]

Den første danske "telefonboks" var telefonkiosken (se denne), fra 1896 tegnet af KTAS-arkitekten Fritz Koch for A/S Kjøbenhavns Telefonkiosker.

I 1930 var tiden moden til en ny model og til opsætning af flere bokse. Arkitekt Jens Ingwersen, Kochs samarbejdspartner og efterfølger, tegnede som KTAS's nye arkitekt en afløser i tidens enkle stil. Den lille klassiske bygning med saddeltag og tydelig skiltning blev populær. De matterede ruder sikrede brugeren lidt privatliv, og de praktiske stålhylder med telefon og møntboks gav plads til telefonbøger og håndtaske.

Telefonkiosken blev standard frem til 1970'erne, hvor Bombemanden fra Gladsaxe gjorde det af med modellen. Bombemanden placerede bomber på døre i telefonbokse i Københavnsområdet. Telefonselskabet KTAS fjernede derfor i 1978 dørene fra alle telefonbokse i København for at undgå eksplosioner og da man ikke havde styr på hvilke døre, der var til hvilke bokse[Kilde mangler], kunne de ikke monteres igen. KTAS påbegyndte derfor udviklingen af en ny boks og afholdt i 1980 en designkonkurrence om en ny åben telefonboks. Vinderen var "Spørgsmålstegnet", designet af Klavs Helweg-Larsen. Boksen ses stadig visse steder i byrummet, men blev kvalt i fødslen, fordi handicappede ikke kunne benytte den.

I stedet blev det Jan Utzons gitterbeklædte boks fra 1992, der blev standard.

Den norske telefonkiosk «Riks»[redigér | redigér wikikode]

I 1933 offentliggjorde det private telefonselskabet Oslo Telefonanlegg en konkurrence om en ny, standardiseret telefonkiosk. Den måtte ikke koste over 1000 kroner, den skulle være solid og let at montere. Arkitekten Georg Fredrik Fasting vandt blandt 93 forslag med sit forslag «Riks». Det var en rød telefonkiosk i jern og glas med funktionalistiske stiltræk.

Juryen skrev om vinderen: «Nr. 80 «Riks». Utkastet viser en helt frapperende enkel løsning av opgaven, såvel teknisk som estetisk set vel gjennemarbeidet. Det løser alle programmets fordringer på en tilfredsstillende måte. Såvel i planløsning som opbygning har forfatteren truffet midt i blinken. Utkastet har en sådan form at en kiosk med denne utførelse kan opstilles nær sagt hvor som helst. Brugsanvisningen kan med fordel anbringes over apparatet, men kan også den foreslåtte ophengning godkjennes. Døren må slå utad.»

Den første blev sat op på kajen til Den norske Amerikalinje i 1933. «Riksen» var både hensigtsmæssig og robust og blev serieproduceret i et stort antal. I 1970- og 1980'erne fandtes der over 6000 sådanne telefonkiosker i Norge, og den var et karakteristisk stykke inventar i praktisk talt alle byer og bygder. Til sammen blev der lavet mere end 9000, førend produktionen sluttede i 1972. I 1997 erklærede Riksantikvaren og Telenor telefonkiosken som verneverdig, og det blev bestemt, at 300 kiosker skulle bevares. I 1995 blev den også tilføjet foreningen DOCOMOMOs liste over bevaringsværdig modernistisk arkitektur og foreslået som kandidat til at komme på UNESCOs verdensarvliste.

Den 19. juni 2007 indgik Riksantikvaren og Telenor en aftale om bevaring af 100 af de siste 420 røde telefonkiosker i Norge. Aftalen blev signeret af assisterende riksantikvar Sissel Rønbeck og koncernchef i Telenor Jon Fredrik Baksaas i den allerførste kiosk, som blev placeret på Akershuskajen i Oslo.[1]

Diverse[redigér | redigér wikikode]

  • I den amerikanske tegneserie Superman, som blev skabt i 1938, plejede helten at skifte til superdragt i en telefonboks. Telefonboksen var dengang en moderne indretning i en travl storby og et passende symbol, men i filmen Superman fra 1978 gør filmskaberne en pointe ud af at Superman ikke kan finde en lukket telefonboks, kun åbne båse.
  • Der er gjort mange rekordforsøg med flest mulig personer i en telefonboks på samme tid, men fordi boksene varierer fra land til land, er der ikke noteret nogen verdensrekord. Den norske rekord blev ifølge Guinness Rekordbog sat i Narvik i 1993, da 20 personer over 18 år fik plads i en almindelig telefonboks.
  • Tilhængere af den gamle norske telefonboks "Riksen" fejrer "telefonkioskens dag" 4. marts.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: