Kriminalroman

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En kriminalroman (eller krimi) er i bredeste forstand et skønlitterært værk om en forbrydelse og opklaringen af den. Kriminallitteratur kan i en mere snæver betydning defineres som romaner og noveller, hvor forbrydelsen er styrende for fortællingens plot og personkredsens handlinger. I de fleste tilfælde er de mistænktes motiver til forbrydelsen en vigtig del af plottet.

Genren opstår[redigér | redigér wikikode]

Dostojevskijs Forbrydelse og straf fra 1866 falder inden for den brede definition af en kriminalroman, lige som Edgar Allan Poe og Charles Dickens' romaner (og noveller) om forbrydelser og opklaring af dem. Det er først med Arthur Conan Doyle, at biografierne taler om krimier som genre i den snævre betydning af begrebet.

Den første danske kriminalhistorie er Lauritz Kruses Morderen med koldt Overlæg og dog en Mand, der fortjener Agtelse, et psykologisk Forsøg (udgivet i samlingen Æsthetiske Forsøg I-II fra 1801, mens den første selvstændige krimiudgivelse var Kruses Fortællinger, tildeels efter Criminal-Acter I-II (1822-23). Mest kendt af de tidlige eksempler er nok Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlbye fra 1829.

I løbet af 1800-tallet blev krimien en populær genre i Danmark, med produktive danske forfattere som Louis de Moulin (pseudonym for Ludvig Møller) og Louis Toucher (Kjøbenhavns Mysterier, 1853) der fortrinsvis udgav deres historier som avisføjletoner. Også Johannes V. Jensen skrev i 1890'erne en række kriminalføljetoner under pseudonymet "Ivar Lykke" i bladet Revuen.

Kriminalromanen med udenlandsk, fortrinsvis engelsk, forbillede slog først igennem i Danmark med Palle Rosenkrantz' romaner Mordet i Vestermarie og især Hvad Skovsøen gemte (1903), som gav inspiration til en ny bølge af dansk kriminallitteratur.

Den klassiske krimi[redigér | redigér wikikode]

Guldalderen[redigér | redigér wikikode]

Den klassiske kriminalromans guldalder faldt mellem 1900 og 1950 med de engelske "Whodunit" (who's done it) og de amerikanske "Private Eye"detektivromaner.

Fællestræk for de to grene:

  • En forbrydelse begås (ofte efter en optakt med "ondskab" i luften.)
  • En detektiv ofte en begavet amatør foretager en efterforskning.[1]
  • I løbet af romanen skabes spænding gennem en række ægte og falske spor.[2]
  • Den overraskende løsning afsløres af detektiven, ofte efter at de forskellige spor er fremlagt.
  • Politiet er ude af stand til at opklare sagen.[3]

Den engelske guldalder[redigér | redigér wikikode]

Fire fremtrædende forfatterinder kaldes Queens of Crime[4],Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsh (fra den engelsksprogede del af New Zealand). Af mandlige forfattere i guldalderen nævnes John Dickson Carr, som specialiserede sig i "det lukkede rum". Et fællestræk hos dem er, at detektiverne er excentriske. Et andet er, at opklaringen koncentrerer sig om puslespillet med at finde den skyldige. Et tredje er, at der præsenteres både ægte og falske spor i løbet af plottet. [5]

Den amerikanske guldalder[redigér | redigér wikikode]

De amerikanske forfattere skabte spænding ved at udsætte deres detektiver for konstante farer. De var i højere grad end de engelske interesserede i at afdække organiseret kriminalitet.[6] Detektiverne er ofte lurvede, alkoholiserede og har en svaghed for smukke kvinder. De førende inden for denne genre er Dashiell Hammett, hvis hovedværk Malteserfalken kan læses som en "Whodunit", og Raymond Chandler. Efterhånden nærmede nogle amerikanske forfattere sig den franske noir-stil, hvor alt går galt til sidst som i Jim Thompsons The Getaway.

Politiromanen[redigér | redigér wikikode]

Politiromanen er en fællesbetegnelse for krimier, der beskriver politiarbejdet, som det foregår i virkeligheden. Den er mere realistisk end den klassiske krimi [7] Politiromanen blev især populær efter 1950 og er blevet den toneangivende i krimigenren.

Ed McBain og belgieren Georges Simenon er nogle af de tidligste forfattere af politiromaner. Genren fik sit gennembrud i Skandinavien i 1970'erne. Først og fremmest med Maj Sjöwall og Per Wahlöö, der vævede en spændende handling sammen med en stærk kritik af det svenske samfund. De er bl.a. fulgt op af svenskerne Arne Dahl og Henning Mankell og det danske søskendepar Lotte Hammer og Søren Hammer.

Femi-krimien[redigér | redigér wikikode]

Femi-krimien er skrevet af kvinder [8]. De første femier blev skrevet i USA i 1970’erne og har tre fællestræk:

  • De tager kønspolitisk stilling til fordel for feminismen
  • De har en elskværdig kvindelig hovedperson, som regel en journalist, en politibetjent eller en privatdetektiv
  • Hovedpersonens private forhold, følelser og personlige udvikling spiller den afgørende rolle i handlingen[9]

Liza Marklund,Camilla Läckberg og Elsebeth Egholm har haft succes i genren i Skandinavien.

Nuværende status[redigér | redigér wikikode]

Krimien ligger næsten altid på toppen af salgslisterne. Ofte med variationer over kendte handlingsforløb, da det ikke er let at finde på nye plot.[10] Et af de seneste eksempler på en fuldstændig overraskende pointe er filmen Se7en. I Danmark har Erling Jepsen i Frygtelig lykkelig vist, at det stadig er muligt at skabe den spænding, som er krimiens mål.

Kriminalforfattere[redigér | redigér wikikode]

Danske krimi-forfattere[redigér | redigér wikikode]

Udenlandske krimi-forfattere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hercule Poirot, Miss Marple og Peter Wimsey er af den type. (De amerikanske modstykker Philip Marlowe og Sam Spade er professionelle
  2. ^ Især i den engelske roman får læseren muligheden for at gætte, hvem der er morderen, men også hos Dashiell Hammett er pusplespillet en vigtig del af handlingen.
  3. ^ I en del tilfælde samarbejder detektiven med den "dumme" politibetjent, i andre tilfælde er politiet korrupt.
  4. ^ direkte oversat: krimidronninger
  5. ^ De engelske betegnelser: Clues (ægte spor) og Red herrings (falske spor) ses også anvendt i danske biografier.
  6. ^ Disse træk findes mindre kontant hos deres engelske modstykker.
  7. ^ Dvs. at opklaringsmetoderne er mere realistiske, selv om politifolkene udsættes for og overlever attentater, de næppe ville kunne i virkeligheden.
  8. ^ En undtagelse fra denne regel er Stieg Larsson, hvis helt, Lisbeth Salander bedst kan karakteriseres som en feminin udgave af James Bond
  9. ^ Hejlsted (2003), s. 48 f; s. 80.
  10. ^ Der er næppe mange, der vil betegne Stieg Larssons succesromaner som en egentlig fornyelse af genren

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • Barnard, Robert (1980). A Talent to Deceive: An Appreciation of Agatha Christie. London. 
  • Hejlsted, Annemette (2007): Fortællingen – teori og analyse. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur
  • Symons, Julian: Bloody Murder: From the Detective Story to the Crime Novel — A History by Julian Symons ISBN 0-571-09465-1