Esaias Tegnér
 |
Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. |
|
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder! |
 |
Esaias Tegnér (13. november 1782 — 2. november 1846) var en svensk digter, farfar til Esaias den yngre og Elof Tegnér.
Faderen, en värmlandsk præst, døde 10 år efter sønnens fødsel, og hans moder havde ikke råd til at ofre videre til hans studier, så han blev sat i huset hos en ven af familien, kronefogden Jakob Branting, hvis yndling han blev. Skønt han viste gode praktiske anlæg, blev det dog hurtigt klart, at hans evner lå for studierne, og kronefogden sørgede for, at han blev optagen i det hjem, hvor hans ældre broder Lars Gustaf var huslærer, og 1797 fulgte han broderen til Rämen, hvor han fandt et udmærket velforsynet bibliotek, som han benyttede til ivrigt studium af latinske, franske og græske forfattere, særlig Homer.
Da broderen fulgte de fire ældste sønner til Lund, tog Esaias midlertidigt ophold hos sin moder, men vendte allerede samme år tilbage, denne gang for selv at undervise de yngste børn, og under dette ophold udvikledes hans poetiske interesse, og hans digteriske anlæg kaldtes frem ved en forelskelse i husets yngste datter, Anna Myhrman, som senere blev hans hustru. Myhrman var en ivrig revolutionær, for hvem Bonaparte stod som Idealet af en humanitets- og frihedskæmper, og den vordende digter delte Myhrmans begejstring; han inspireredes af de store verdensbegivenheder og af Napoleon, hvem han apostroferer som Dydens Søn og, i "Vid tidningen om Bonapartes återkomst från Egypten", formaner til at blive sig værdig eller at falde.
I Lund, hvor han indskreves som student 1799, fandt han sig hurtig til rette, fordi han der kunde fortsætte sine klassiske studier, og han drev dem så vidt, samtidig med at han fordybede sig i filosofisk grublen, at han vakte sine professorers opmærksomhed og hurtig opnåede forskellige mindre hverv som vicebibliotekar, fakultetsnotar og adjunkt i æstetik. Hans digtning er under den lange forberedelsestid en tro afspejling af den storm og trængsel, der satte hans tanker og følelser i svingning. I århundredets første år indsendte han Över livets plågor och tröst, Ungdomen, Kulturen og andre regelmæssige, stærkt utilistiske og dystre digte til Akademiet, men uden at få belønning, hvorimod han andre steder fra modtog anerkendelse for Elegi vid en broders död og flere, og 1804 fremkaldte det ejendommelige Till hembygden hans første polemik med en vittig læge, hvori Tegnér svarede ved digtet Eskulap; men disse digte vidner alle mere om hans forbilleders indflydelse, end hvad han selv vil udvikle sig til.
Fra 1806 stammer nye påvirkninger; han har nu stiftet bekendtskab med Schiller og den nyere tyske Litteratur, og i Digtet »Försonligheten«, der efter gentagen Omarbejdelse fik endelig Form i det mandige og pragtfulde »Fridsröster«, havde han udtrykt sin Opfattelse angaaende Trosforskelligheder og Individets fri Selvbestemmelsesret; men det oprindelig djærve fremstormende mildnes og gentages i mere kunstnerisk behersket Form. Samtidig stiftede han gennem Ling Bekendtskab med Oehlenschläger’s Digtning, og han inspireredes af Samtidens Begivenheder til Digtene »England och Frankrike«, »Nelson och Pitt«, men Gennembrudet skete, da hans Patriotisme vaktes under den voldsomme Krig mod Rusland og 1808 fremkaldte »Krigssang for skånska lantvärnet« og det store dityrambiske Digt »Svea«. Hans Tanker optoges langt mere af Fædrelandets Kamp end af de begyndende litterære Stridigheder, som han vilde holde sig udenfor. I »Svea« har han givet Udtryk for den Harme og Smerte og det Haab, som fyldte ham. Digtet, der senere vandt Akademiets Pris, foranledigede Götiska förbundet til at optage T. i Medlemskredsen, og 1812 udgav han en Del Digte i »Iduna«, blandt hvilke »Majsång«, »Skidbladner« og »Elden« er de ejendommeligste.
I Aaret 1812 blev T., der 1806 havde holdt Bryllup, udnævnt til Professor i Græsk, en Professur, som var oprettet særlig for ham, og der oprandt en Række Arbejdsaar, hvorunder Poesien dyrkedes jævnt. Hos Akademiadjunkten Bolméer samledes en Skare litterært interesserede, bl.a. Heurlin, Palm, Engeström, Agardh og flere, og i denne Kreds, den saakaldte »Härberget«, der med Undtagelse af Agardh alle stod uden for de kæmpende Skoler, var ogsaa T. en af de ivrigste Deltagere og den eneste, som traadte frem i den litterære Kamp. Efter foreløbig at have givet en rent personlig Harme Luft i Digtet »Hammarspik« var han en Tid lang optagen af at arbejde paa et Tidsskrift, rettet mod den ny Skole, men Planen strandede paa, at Meningerne i »Härberget« var delte, og T. kom derfor til at staa alene i sin Strid.
Den indledtes med »Nyåret 1816« og »Gravdikt över Elof Tegnér«, med Udfald mod den taagede, kraftløse romantiske Digtning, og han fortsatte i sin Tale ved Reformationsjubelfesten 1817. Hans Karakteristik af Luther er lidet rammende; i sin Fremhæven af det ridderlige og eventyrlige er den mere betegnende for Forfatteren, der paa lignende Maade priser Reformationsaarhundredet mere for dets humanistiske end dets religiøse Bestræbelse, fremhæver dets Frigørelse og slutter med at betegne den frembrydende Tid som i højeste Grad betænkelig. Talens litterære Indhold vakte Misstemning i alle Lejre; men denne lagde sig hurtig, særlig i de akademiske Kredse; han valgtes 1818 ind i Akademiet, og i sin »Inträdestal« over Oxenstierna, hvor han udtalte sig om æstetiske Spørgsmaal, har han i flere Henseender søgt at forklare sig selv og undskylde sig over for Kritikken af Jubeltalen. Det sidste afgørende Slag, mildnet, afklaret og værdigt, gav han i sin »Epilog« 1820 ved Magisterpromotionen, hvor han indskærpede Fordringen til Kraft og Klarhed i Digtningen.
Sine Digte offentliggjorde T. i Göternes og Neutrernas Organer »Iduna« og »Stockholmsposten«; de er stærkt gotiske som »Asatiden«, der havde Schiller’s »Die Götter Griechenlands’« til Forbillede, og »Jätten«, dityrambiske som »Sång till solen« og »Stjärnsången«, men mest er han sig selv i »Karl XII«, hvor han besynger det eventyrlige hos Helten, og i »Sången«, hvor Poesien betegnes som Udtryk for Livets Sundhed. Men størst Interesse havde »Frithiof och Björn«, og de tre andre Sange, der udgaves i »Iduna« 1820 og faa Aar senere suppleredes med fem Sange til, og som yderligere forøget til 24 Romancer danner det 1825 udgivne Værk »Frithiofs saga«.
I denne moderniserede Omdigtning af en oldnordisk Saga har T. givet en Skildring af sin egen Tids Helteideal og Samfundsopfattelse, medens Kærlighedslivet og ikke Vikingelivet har kastet Glans derover. Han ser i Hedenskabets Balder-Myte en Forberedelse for Kristendommen og benytter den til Udjævning og Forsoning af det vilde og urkraftige; dette mildnes, skønt Toner af dyster Fortvivlelse anslaas i det senest skrevne Digt »Frithiofs Återkomst«, hvor Digterens personlige Oplevelse har angivet Tonen. Det stemningsrige Værk vakte Begejstring, da det udkom, og det erhvervede sin Digter en Berømmelse i Ind- og Udland, som ingen før havde haft i svensk Litteratur; det udkom i talrige Oversættelser og var en Tid lang et af de faa nordiske Digterværker, som ved Oversættelser vandt europæisk Berømmelse.
Forinden Udgivelsen af Frithiof’s saga havde T. imidlertid vundet Navnkundighed i Sverige ved Idyllen »Nattvardsbarnen« (1820) og Romancen »Axel« (1822). Det første giver i ypperlige Heksametre en Skildring af en Konfirmation i en svensk Landsbykirke, og det afsluttes efter den idylliske Fremstilling med Præstens Tale, hvori T. har givet sin personlige Opfattelse og Tolkning af Religionens Hovedlærdomme, hvorved han kommer til at give en meget smuk Fremstilling af Kærligheden, som Lærens Grundprincip, og af Døden som Kærlighedens alvorligere Tvillingbroder. »Axel« er T.’s egentlige Kærlighedsdigt, næst »Frithiofs saga« det berømteste, om end ikke lødigste af hans Værker. Helteskildringen er her helt trængt tilbage for den opdigtede, romantiske Kærlighedsskildring.
Desuden var han begyndt paa et tredje stort Digt »Gerda« eller »Helgonbacken«; men han naaede kun at fuldende de to første Sange, »Jätten Finn« om Opbyggelsen af Lunds Domkirke og om Aksel Hvide’s (Biskop Absalon) Møde med Jættedatteren Gerda. Først mod Slutningen af sit Liv genoptog han Emnet til Fuldendelse, men heller ikke da naaede han at afslutte det, hans Kraft var nedbrudt. »Gerda« skulde som »Frithiof« have behandlet Kærlighedsforsagelsen; Impulsen var en Oplevelse netop paa den Tid. Erotisk Skuffelse i Forbindelse med økonomiske Vanskeligheder og tiltagende Sygelighed medførte den Melankoli og Fortvivlelse, der stadig lagde sig mere tyngende over hans Sind og ofte formørkede det lange Tider ad Gangen.
1823 blev Bispestolen i Växiö ledig; T. og hans Venner gjorde alt for, at den skulde blive ham tildelt, og med Vemod bød han Aaret efter Lund og Studenterne Farvel, for 1826 at flytte til Växiö og Aaret efter at overtage Embedet. Hans teologiske Fordannelse havde ikke faa Mangler, og hans Dogmetro var i høj Grad forskellig fra Datidens Rettroenhed, og selv hans verdslige Optræden, hans svulmende Veltalenhed, vakte næsten Forargelse i de gejstlige Kredse, hvori han nu maatte præsidere, og i den lille bornerte Bispeby. Under Forberedelserne til Valget opstod hans første melankolske Sindsstemninger, og i »Mjältsjukan« gav han 1825 Udtryk for den Pessimisme, som ogsaa senere kom til Orde i hans forskellige, lyriske Digte og i hans Skoletaler, og i hans politiske Anskuelser og Optræden. Den Digtning, som han haabede skulde bryde frem under Opholdet i Växiö, blev ikke saa mangfoldig eller omfattende, som han havde ventet.
Det blev kun ved særlige Lejligheder, at han frembragte Digte; men disse var ganske vist ogsaa noget af det pragtfuldeste og mest storladne, som er fremstaaet i svensk Litteratur. Et ypperligt Lejlighedsdigt er saaledes den Magisterpromotionsepilog, som han fremsagde, da Oehlenschläger 1829 var Gæst og »digterkronedes« i Lund, og et endnu mere storladent og festligt Digt er »Vid Akademiens femtiåra minneshögtid« (1836). Men Melankolien fik stadig mere Overhaand, og ofte var hans Sindsstemning saa mørk og forvirret, at han maatte tage Ophold paa en Sindssygeanstalt i Slesvig.
Aaret 1841 vendte han tilbage fra et saadant Rekreationsophold, og han følte da Lyst til at genoptage sin Digtning, og den idylliske Bryllupsskildring »Kronbruden« blev til, hvori han vender sig til Besyngelse af Lysets Magter. Digtet, som først udkom efter Forfatterens Død, er i meget smukke Strofer tilegnet Franzén; det blev T.’s sidste store Arbejde; og foruden dette erhvervede kun det store »Till Karl XIV Johan«, hvori han giver en Karakteristik af den svenske Nationalkarakter, og hans »Afsked med min lyra«, forøget Navnkundighed for Forfatteren.
Dog, T. var ikke blot betydelig som Digter, han var veltalende som ingen af hans Samtid, og hans Taler, blandt hvilke, foruden Talen ved Jubelfesten (1817), særlig mærkes hans »Inträdestal i Svenska Akademien« (1819), hans afsluttende »Vid offentliga föreläsningarnas slut« (1824), samt hans udmærkede, skønt stærkt pessimistiske Skoletaler, betegner en ny Epoke i svensk Veltalenhed. Hans mange Ejendommeligheder lægger sig dog endnu stærkere for Dagen i hans fængslende Breve; han giver her med stor Aabenhjertighed Luft for sine Stemninger og Tanker ved Dagens Hændelser, og om religiøse, litterære og politiske Spørgsmaal, særlig i Brevene til v. Brinkman.
T. var i en reaktionær Tid Forkæmper for Frihed og Oplysning, og ingen Digter bragte svensk Poesi saa viden om som han. Og selv om hans Digtning forraader intim Berøring med og Paavirkning fra Verdenslitteraturens ypperste Mænd, har han dog præget den med sin Personlighed og med den Stil, som ved sine pragtfulde Billeder og snildrigt formede Sentenser, og i Rytmernes Rigdom og Mangfoldighed, har skaffet ham Navn af den svenske Litteraturs Ypperste, ligesom den store Rigdom af Tanker har skaffet ham Ry som Litteraturens største Aand.
Af T.’s Skrifter er foruden »Smärre samlade skrifter« (1838) udkommet følgende Udgaver: »Samlade skrifter« (I—VII 1847—51) med Levnedsskildring af Böttiger. De er senere udgivne i 3 Bd (1860), paa ny i 3 Bd (1871-72) og i 2 Bd som Nationalupplaga ved Elof Tegnér (1871-72). I Hundredaaret efter hans Fødsel udgaves en »Jubelfestupplaga« i 7 Bd (1882—85), samt »Ur Esaias T.’s papper« begge ved Elof Tegnér. Desuden er særskilt udgivet: »Tal vid särskilta tillfällen« (I—III, 1831-42), »Smärre dikter« (1866), »Kyrkliga tal« (1873), »Efterlemnade skrifter« (I—III, 1873-74), Opuscula latino. (1875), »Filosofiska och estetiska papper« (1913). Samlede Skrifter ved Ewert Wrangel og Fredrik Böök I-X (1919-25).
[redigér] Kilder
- Tegnér, Esaias i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927)
