Politik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Politisk)
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Der drives politik på anti-slaveri kongressen i 1840

Politik er et begreb, der både refererer til processen med hvilken en gruppe tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for et område, og til de institutioner, der gennemfører beslutningerne i praksis samt selve indholdet i den politiske proces (det der i praksis gennemføres).

På trods af, at betegnelsen sædvanligvis anvendes på stater, kan politik observeres i alle menneskelige (og nogle ikke-menneskelige) gruppeinteraktioner, inklusive virksomheder samt akademiske og religiøse institutioner. Det politiske system anskues ofte ved hjælp af modeller.

Statskundskab (og politiske studier) er studiet af politisk opførsel og undersøger tilegnelsen og anvendelsen af politisk magt.

I praksis beskriver politik landes organisatoriske opbygning fra statsoverhovedet over parlamentet ned til borgeren.

Politisk teori[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Politisk teori og Politisk magt

Mange filosoffer, politiske tænkere og praktiserende politikere har givet deres syn på, hvordan politik opstår i et samfund, hvorfor politik er nødvendigt og hvori den politiske magt består.

Alternative definitioner[redigér | redigér wikikode]

Andre definitioner er foreslået til at dække andre synspunkter af politik:

  • Ordbogdefinitioner – for eksempel "kunsten og videnskaben at regere" [1]
  • Tekstbogsdefinitioner – for eksempel "konfliktløsningsproces, hvor støtte mobiliseres og vedligeholdes for kollektive projekter".[2]
  • Teoritikere, som
    • Harold Lasswell, der definerede politik som "hvem får hvad, hvor, hvornår og hvordan."
    • David Easton, som definerede at "Politik er den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund"
    • Erik Rasmussen, som udviklede og udvidede David Eastons definition til at "Politik er fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund"
  • Samt praktikere som:
    • Mao Zedong, som sagde at "Politik er krig uden blodsudgydelser, mens krig er politik med blodsudgydelser"
    • Otto von Bismarcks kryptiske bemærkning, "Politik er kunsten af opnåelighed" og "Politik ist die Kunst des Möglichen" / "Politik er det muliges kunst".
    • Olof Palme "Politik er at ville"

En naturlig tilstand[redigér | redigér wikikode]

I 1651 publicerede Thomas Hobbes sit meget berømte værk, Leviathan, i hvilket han foreslår en model for tidlig menneskelig udvikling som redegør for oprettelsen af regering. Hobbes beskriver en ideel naturlig tilstand, i hvilken ethvert menneske har lige rettigheder til alle ressourcer i naturen og er frie til at bruge alle midler til at tilegne sig disse ressourcer. Han påstår, at en sådan tilstand medfører en "krig, hvor alle er mod alle" (bellum omnium contra omnes). Yderligere noterer han, at mennesker vil indgå i sociale kontrakter og vil opgive visse rettigheder mod passende beskyttelse. Hobbes kom med en anden påstand: at løsningen på dette aggressionsproblem var en centraliseret, autoritær stat, som han kaldte Leviathan.

Hvor sociale samarbejder og dominanshierarkier er opstået før menneskelige samfund, så illustrerer Hobbes' model et rationale for oprettelsen af små, politiske samfund.

En anden teori, formuleret af biopolitik og baseret på evolution, er at politik er et makro-værktøj opfundet af mennesket til at organisere sig selv for at opnå fælles overlevelse for hele gruppen eller samfundet. I praksis formålet, begrundelsen og udførelsen af politik for at organisere og fremme overlevelse.

Tidlig historie og etymologi[redigér | redigér wikikode]

V.G. Childe beskriver overgangen i menneskelige samfund, der skete omkring 6. årtusinde f.Kr. som en urban revolution. En af fordelene ved denne nye form for civilisation var ikke-landbrugsrelaterede håndværk (såsom præster og advokater), skatter og nedskrivning, som alle kræver tætbeboede områder – bystater.

Ordet politik er afledt af det græske ord politeia (πολιτεία), der igen er afledt af det græske ord for bystat, "polis". Begrebet er brugt helt tilbage i Platon og Aristoteles' tid. Erhvervsmæssige, religiøse, akademiske og andre former for politiske samfund, især dem der er begrænsede af mangel på ressourcer, indeholder dominanshierarkier og derfor politik. Politik er traditionelt oftest studeret i forbindelse med regeringer og parlamenter.

Den tidligere form for regering er organiserede stammer. At de ældste regerede blev til monarki, og ledsaget af militære landvindinger, førte det til et feudalistisk system, hvor en enkelt familie dominerede de politiske affærer i en helt samfund. Monarkier har eksisteret i den ene eller anden form i de sidste 5 årtusinder.

Definitioner[redigér | redigér wikikode]

  • Politisk magt defineres af Max Weber som muligheden for at gennemtrumfe ens egen vilje overfor andre, mens Hannah Arendt konstaterer at "politisk magt svarer til den menneskelige evne til ikke blot reagere, men reagere i fællesskab."
  • Autoritet er muligheden for at håndhæve love, kræve lydighed, at kommandere, at bestemme eller til at dømme.
  • En regering er den enhed, der har autoriteten til at lave og håndhæve regler eller love.
  • Legitimitet er en egenskab, en regering kan opnå ved at opnå og anvende magt efter accepterede standarder og principper.
  • Suverænitet er muligheden for en regering at udøve kontrol over sit eget territorium uden indflydelse udefra.

Et teoretisk syn på politisk magt[redigér | redigér wikikode]

Mange spørgsmål rejser sig omkring den politisk definition af magt med både positive og negative aspekter. Generelt anses magt for at være en integreret del af politik, emnet debateres ofte og mange definitioner har udviklet sig gennem tiden.

Mange akademikere definerer politisk magt ved at referere til forskellige akademiske discipliner, herunder politik, sociologi, gruppepsykologi, økonomi og andre aspekter af samfund. Nogle definitioner har rod i simple observationer omkring politikernes roller og opgaver, mens andre der ser politisk magt som en form for institutionaliseret social kontrol – hvilket anarkisterne for eksempel synes. Hovedsynspunkterne for politisk magt relaterer sig omkring de normative, postmoderne og sociologiske perspektiver.

Normative aspekter af magtdebatten[redigér | redigér wikikode]

Magtdebatten har udviklet sig til en opfattelse i tre dimensioner: beslutningstagen, fastsættelse af dagsorden samt påvirkning af præferencer. Dimensionen omkring "beslutningstagning" blev først foreslået af Robert Dahl, der advokerede for at politisk magt var baseret på den formelle politiske arena og blev målt på afstemningsmønstre samt politikernes beslutninger.

Dette synspunkt er sidenhen blevet ansat af mange for at være for simplistisk, og en ekstra dimension blev tilføjet af akademikerne Peter Bachrach og Morton Baratz som involverede "fastsættelse af dagsorden". Bachrach og Baratz mente at magt både involverede den formelle politiske arena, men også bagvedliggende dagsordener sat af elitære grupper, som kunne være politikere og/eller diverse lobbyister, og det ofte med en skjult dagsorden, som den almindelige befolkning ikke var opmærksom på.

Den tredje dimension blev tilføjet af den britiske akademiker, Steven Lukes, som at selv med den anden dimension manglede der stadig nogle træk ved politisk magt, som måtte adresseres gennem konceptet om "påvirkning af præferencer". Denne tredje dimension relaterer sig til, hvordan det civile samfund og den almindelige befolknings præferencer bliver påvirket af magthaverne via propaganda. Ultimativt medfører denne tredje dimension, at den almindelige befolkning ikke altid er opmærksom på hvilke beslutninger, der rent faktisk er i deres bedste interesse, da den usynlige påvirkning fra magthaverne forvrænger deres opfattelse. Kritikere af denne synsvinkel anser dog hele dette aspekt for i sig selv at være elitært, og Lukes indrømmer da også, at det er det største problem ved synsvinklen, men ikke desto mindre siger den, at så længe der er nogen, der mener at deres opfattelse bliver forsøgt påvirket, så er der behov for mere åbenhed.

Den postmoderne udfordring af det normative syn på magt[redigér | redigér wikikode]

Nogle personer inden for postmodernisme og poststrukturalisme påpeger, at magt er noget, der ikke er i hænder på få, men derimod er fordelt ud over et helt samfund på forskellige måder, og at magtrelationer er en del af hverdagen. Dette er en del af den franske filosof, Michel Foucaults synspunkt, hvilket han beskriver som magtens "mikrofysik", som er en del af den europæiske magtdebat. Foucault forsøger at stille spørgsmål til autoriteter i forskellige sammenhænge samt illustrere den undertrykkende natur, som magten har gennem social kontrol – herunder institutionaliseret indoktrinering (skolegang) overvågning (politistat) og ved at definere normal og unormal opførsel, for derved at stemple dem, der forsøger at afvige fra det eksisterende.

Kritikere såsom Jurgen Habermas og Noam Chomsky påpeger, at sådanne synspunkter er nihilistiske og giver opbakning til konservative og socialdarwinistiske syn på samfundet og forsvarer ikke-ligestillede samfund, hvilket Foucault dog påstår er en misfortolkning af både hans intention og konklusioner, hvor han derimod siger, at der skal sættes spørgsmålstegn ved magt i alle afskygninger, og ikke kun i de aspekter, som nogen anser for ikke-ligestillede, da selv humanisme kan være et skjul for at opnå magt.

Dette magtkoncept har hjulpet politiske analytikere til at sætte spørgsmålstegn ved både dem selv samt de sociale kontroller, som styrer forskellige dele af samfundet, men tolkningsmulighederne i teorien har gjort, at mange stadig bruger de gamle metodikker, da magtmåling ud fra poststrukturale perspektiver forbliver problematiske. Nietzsche skrev: "hvordan kan vi afhjælpe, at magten foretrækker at halte?".

Et pragmatisk syn på magt[redigér | redigér wikikode]

Samuel Gompers' udsagn om at "beløn dine venner, straf dine fjender" peger hen imod to af de fem magtbaser, som anerkendes af socialpsykologer. Det er de to førstnævnte, som også er de mest grundlæggende af de fem, og faktisk er basis for de tre andre:

  • Motiverende magt – magten til at belønne
  • Tvingende magt – magten til at straffe
  • Legitimeret magt – magten til at straffe uacceptabel opførsel, tildelt til en udøvende magt (for eksempel en politibetjent eller en fodbolddommer) for at opretholde vedtagne regler.
  • Refererende magt – magten, der besiddes af mennesker, som nyder andres respekt eller beundring. Magten opnås gennem andre personers ønske om at gøre magthaveren glad.
  • Ekspertbaseret magt – magten, der besiddes af mennesker med uddannelse eller erfaring. Magten opnås gennem andre personers forventning om, at eksperten kender den rigtigste løsning i en given situation.

Autoritet og legitimitet[redigér | redigér wikikode]

Max Weber identificerer tre kilder til autoriteters legitimitet, hvilket er kendt som den tredelte autoritetsklassifikation. Han foreslår tre grunde til, at folk følger givne ordrer:

Traditionel dominans[redigér | redigér wikikode]

Traditionelle autoriteter opnår loyalitet fordi de bevarer og vedligeholder eksisterende værdier. Traditionelle autoriteter har den længste historie. Patriarkalske (og også matriarkalske, dog sjældnere) samfund medførte nedarvede monarkier, hvor autoritet blev givet til efterfølgerne af de tidligere ledere. Tilhængere accepterer autoritaten, fordi "sådan har vi altid gjort det". Eksempler på traditionelle autoriteter inkluderer absolutte monarkier.

Karismatisk dominans[redigér | redigér wikikode]

Karismatiske autoriteter opstår ud af personlig charme eller ved den enkelte personligheds styrke. Karismatiske regimer er ofte kortlivede og overlever sjældent den karismatiske figur, som fører dem frem.

Eksempler på karismatiske ledere inkluderer: Julius Cæsar, Augustus, Adolf Hitler, Napoleon, Mao Zedong og Fidel Castro.

For at et karismatisk regime skal overleve den enkelte personligheds regering, må det transformere sin legitimitet til en anden form for autoritet. Et eksempel på dette kunne være Augustus' indsats for at skabe et romersk principat og oprette et regerende dynasti, som kunne tolkes som en overgang til en traditionel autoritet, da principatet eksisterede mere end 400 år efter hans død.

Legal dominans[redigér | redigér wikikode]

Legale autoriteter opnår deres mulighed for diktere opførsel gennem deres stilling. Det er autoriteter, der kræver lydighed mod stillingen, mere end lydighed mod stillingens administrator. Moderne demokratier er eksempler herpå. Folk adlyder legale autoriteter, fordi det giver mening i forhold til deres eget bedste, men også for samfundets bedste.

Andre betragtninger[redigér | redigér wikikode]

Ofte vil kombinerede former af de ovenstående opstå – især i transitionsperioder fra den ene form til den anden. For eksempel i transitionen fra Weimarrepublikken til Det Tredje Rige i Tyskland, hvor nazistpartiet langsomt fjernede en række borgerrettighedsbeskyttende love i overgangen til et karismatisk styre omkring Hitler.

National politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: National politik

I praksis opbygges nationale politiske systemer oftest hierarkisk op baseret på det enkelte lands styreform. De fleste lande er bygget op omkring en lovgivning og med en magtadskillelse fordelt som:

Hvilke organer og institutioner, der sidder med hvilken magt, og hvordan disse vælges eller udpeges, har stor betydning for det enkelte lands politik.

Ledere[redigér | redigér wikikode]

I spidsen for landet står statsoverhovedet, som kan være præsident, kejser, konge, fyrste og så videre, og som er landets officielle overhoved ud af til. Denne person har politisk betydning i mange lande, men i andre lande er statsoverhovedet blot en kransekagefigur, som ikke har nogen reel politisk indflydelse. Det er for eksempel tilfældet i Danmark og i mange andre konstitutionelle monarkier.

Regeringslederen (eller regeringschefen) er det enkelte lands regerings overhoved. I nogle systemer vil dette være den samme person som statsoverhovedet, mens det er andre systemer er en anden og muligvis helt uafhængig person. I de nordiske lande er regeringslederen for eksempel statsminister, i andre lande er det premierministeren, i Tyskland og Østrig er det kansleren og i alle disse lande er det en anden person end statsoverhovedet. Men i andre lande er regeringslederen præsident, og dermed også statoverhoved. Det er for eksempel tilfældet i USA.

Både regeringsleder og statsoverhoved kan være folkevalgte eller parlamentsvalgte, men posten som statsoverhoved kan lige så vel være historisk eller karismatisk betinget og måske endda gå i arv – som det for eksempel er tilfældet i et monarki.

Regering[redigér | redigér wikikode]

Regeringen er det udøvende organ i et land. I parlamentaristiske lande vælges regeringen af parlamentet og har regeringen vælger så en regeringsleder, mens det i lande med præsidentelle systemer er præsidenten alene, der udvælger sin regering. I semi-præsidentielle systemer vil præsidenten være statsoverhoved og ofte folkevalgt, men parlamentet vælges uafhængigt af præsidenten, og parlamentet vælger så efterfølgende en regering. Dette kan medføre, at regering og præsident har modstridende interesser og derfor hver især svære ved at opnå hvad de ønsker.

Regeringen har som oftest den øverste magt over ministerierne eller sekretariaterne i landet.

Parlament[redigér | redigér wikikode]

Parlamentet er den lovgivende forsamling i et land. Parlamentets medlemmer (parlamentarikerne) er som oftest folkevalgte, men ved et tokammersystem kan dele af parlamentet være elitært udvalgt, men dette kammer vil da ofte have begrænset magt i forhold til det folkevalgte kammer. Eksempler på tokammersystemer er Storbritannien, hvor Underhuset er den egentlige lovgivende folkevalgte forsamling, mens Overhuset er et adeligt kammer med fødte medlemmer, der har begrænset magt.

Netop grundet den arvede, indirekte valgte eller meget lange ret til at sidde i det øverste kammer i et tokammersystem, så forsøges overkammeret oftest begrænset i deres magt – især med hensyn til indflydelse på den udøvende og dømmende magt, hvor nogle overkamre gennem historien har haft betydning og derfor illegitimeret magtbalancen i landet.I forbundsstater, hvor landet er en samling af delstater, bruges ofte et tokammersystemer, hvor de to kamre deler den lovgivende magt ligeligt og derfor skal blive enige, på trods af, at kun det ene kammer er direkte folkevalgt. Overkammeret repræsenter nemlig delstaterne. I for eksempel USA´s Kongres er underkammeret, Repræsentanternes Hus, folkevalgt, mens overkammeret, Senatet, er befolket med senatorer der repræsenterer de enkelte stater. I USA var det tidligere således, at senatorerne blev udpegede af delstats-regeringerne, og derfor var senatets medlemmer meget indirekte valgt, men i dag er senatorerne på direkte valg i de enkelte delstater.

I lande med kun et enkelt kammer vil dette alene have den lovgivende magt, og det vil som oftest være direkte folkevalgt.

Ofte navngives både parlament, men også de to kamre, så de henvises til uden om deres retmæssige navne. Se parlamenter for en liste over verdens landes parlamenter og deres navne.

Domstole[redigér | redigér wikikode]

Domstolen er den dømmende magt. Domstolene kan være mange og være specialiserede til forskellige sager. Nogle domstole i et land kan tage sig at bestemte sager, eller kun tilgås af bestemte personer, mens andre er mere åbne og kan tage sager fra den enkelte borger. Ligeledes er domstolene opdelt i civile domstole, som afgør civile søgsmål, og statslige domstole, der afgør statslige søgsmål. Mange lande har også en forfatningsdomstol, som er den eneste, der tager sig af sager relateret direkte til det enkelte lands forfatning.

Partier og valg[redigér | redigér wikikode]

Oftest organiserer de enkelte medlemmer af et parlament sig i politiske partier, der samles om enten en fælles ideologi eller blot en række fællessager, som de går ind for. Ofte (især historisk set) kan partier placeres på det politiske spektrum fra de venstreorienterede over de centralistiske til de højreorienterede. Men der findes mange andre skalaer, som politiske partier kan inddeles efter – ofte lokalt for de enkelte landes opbygninger. For eksempel kan der i lande med monarki være royalister, der ønsker at bevare monarkiet, over for republikanere, der ønsker en republik i stedet.

Politiske valg bruges til at vælge politikere eller partier til forskellige autoritære embeder. Det kan for eksempel være valg til parlementet, til præsidentposten eller indirekte valg, hvor personer vælges til at vælge andre personer (for eksempel USA's valgmandssystem). Politiske valg er en af grundstenene i moderne demokratier, og sikring af fair valg gennem valgreformer er derfor én af de vigtigste opgaver for at sikre demokratiske styrer. Der findes mange forskellige valgsystemer, lige som der findes forskellig regler for, hvem, der kan stille op; hvordan, man kan stille op; hvem, der kan stemme; samt hvem, der bliver valgt.

Geopolitiske enheder[redigér | redigér wikikode]

I mange lande er især den udøvende magt fordelt på mange ministerier, men ofte også geografisk. Dette medfører et hierarki af geopolitiske, administrative enheder med staten øverst og indtil flere niveau herunder. For eksempel har Danmark indtil kommunalreformen i 2007 haft staten øverst, amterne herunder og kommunerne nederst. Nogle lande (for eksempel miniputstater) har måske kun ét niveau, mens store lande (som Folkerepublikken Kina) kan have op til 5 eller 6 niveauer.

De enkelte geopolitiske enheder har da ofte en selvstændighed i forhold til det overliggende organ, og kan derfor udøve loven og foretage egne beslutninger inden for den enkelte enheds jurisdiktion. Den enkelte enhed kan også have sit eget "statsoverhoved" (for eksempel en borgmester, guvernør, senator eller tilsvarende), sit eget "parlament" (for eksempel et byråd) samt sine egne valg til dette parlament.

International politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: International Politik

International politik beskriver de enkelte landes udenrigsrelationer i forhold til verden omkring dem, men også hvorledes verden omkring et land har forventninger og krav til landet på trods af de enkelte nationers suverænitet.

Teori[redigér | redigér wikikode]

Der er overordnet set tre hovedbetragtninger inden for international politik:

  • Realisme er forventningen om, at udenrigsrelationer altid er konfliktfyldte og at de enkelte nationer kun tænker på sig selv ind til de bliver konfronteret med (truslen om) krig.
  • Idealisme er troen på, at diplomati kan løse alle konflikter, og at al krig er undgåelig.
  • Liberalisme er en mellemvej, hvor man forventer at kunne komme langt med diplomati, og at de fleste men ikke alle væbnede konflikter (eller trusler herom) kan undgås.

Praksis[redigér | redigér wikikode]

I praksis repræsenteres de fleste landes udenrigsrelationer ved deres udenrigspolitik. Herunder hører også medlemskab af diverse internationale organisationer, såsom toldunioner, økonomiske unioner, miltære unioner, ikkeangrebspagter med videre. Det kan for eksempel være medlemskab af NATO, FN, EU eller tilsvarende.

Politik i verdens lande[redigér | redigér wikikode]

For at se de enkelte landes politiske strukturer, se da politik i verdens lande, hvor der også vil være en oversigt over statsoverhoved samt regeringsleder i det enkelte land.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Politics – Definition and More from the Free Merriam-Webster Dictionary
  2. Mark O. Dickerson og Thomas Flanagan: Introduction to Government & Politics: A Conceptual Approach. Tredje udgave, 1990

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]