Eugen Warming

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Eugen Warming
Foto: Marius Christensen
Mindeplade på hans fødehus på Mandø

Johannes Eugenius Bülow Warming (3. november 1841Mandø2. april 1924 i København), kendt som Eugen Warming, var en dansk botaniker og en hovedfigur i grundlæggelsen af den naturvidenskabelige disciplin økologi. Warming skrev emnets første lærebog (1895) og afholdt det første universitetskursus i planteøkologi. Han gav navn og indhold til en ny selvbevidst biologisk forskningsretning: "If one individual can be singled out to be honoured as the founder of ecology, Warming should gain precedence" (Goodland 1975).

Warming skrev adskillige lærebøger i systematisk botanik, plantegeografi og planteøkologi. Flere af disse blev oversat og vandt stor udbredelse og indflydelse, især i Norden, Tyskland, Storbrittanien og USA. De mest betydningsfulde var Plantesamfund og Haandbog i den systematiske Botanik.

Levnedsløb[redigér | redigér wikikode]

Eugen Warming blev født på Mandø som eneste barn af sognepræst Jens Warming (1797-1844) og hustru Anna Marie von Bülow af Plüskow (1801-1863). Efter faderens tidlige død, flyttede mor og søn til hendes bror i Vejle. Han gik i almueskolen i Nørup og fortsatte i Ribe Katedralskole, hvorfra han blev student i 1859. Warming var straks, da han 1859 var blevet student, klar over, at botanikken var hans rette studium; han gav sig i begyndelsen en del af med likenologien, men gik senere andre veje.

Han påbegyndte studier i naturhistorie ved Københavns Universitet, hvor A.S. Ørsteds forelæsninger i botanik kedede ham, mens den unge docent Christian Vaupells undervisning var inspirerende. Warming bidrog til Vaupells bog "De danske Skove" fra 1863 med et kapitel om vestjyske egekrat.

Forskningsrejser, forsker og lærer[redigér | redigér wikikode]

Ved et tilfælde fik Warming mulighed for at rejse til Lagoa Santa i Brasilien, hvor han opholdt sig i tre et halvt år (1863-1866) og virkede som sekretær for palæontologen Peter Wilhelm Lund, hvilket skaffede ham et ypperligt førstehåndskendskab til den tropiske natur og gav ham lejlighed til store indsamlinger. Disse blev senere af Warming og en mængde specialister bestemte og udgivne som "Sumbolæ ad floram Brasiliæ centralis cognoscendam" i Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn i løbet af flere år, lige som også et større, mere almindeligt arbejde, "Lagoa Santa", i Videnskabernes Selskabs Skrifter 1892 behandlede Centralbrasiliens planteliv efter mere økologiske synspunkter.

Efter hjemkomsten fra Brasilien tog Warming i 1868 magisterkonferens og studerede derpå et semester i München. I 1871 disputerede han for doktorgraden. Hans arbejde, overhovedet et af hans bedste ("Er Blomsterkoppen hos Vortemælken [Euphorbia L.] en Blomst eller en Blomsterstand?", med 3 tavler), viste ham som den udmærkede undersøger og den moderne, skarpsindige, komparative morfolog. Det samme kan siges om det med guldmedaljen belønnede, 1872 publicerede, store prisskrift "Forgreningsforhold hos Fanerogamerne" (trykt i Videnskabernes Selskab’s Skrifter). I 1871 havde Warming studeret under Hanstein i Bonn og var ved sin hjemkomst herre over den botaniske mikroskopis teknik, hvorved han senere som akademisk lærer fik stor betydning i Danmark som bærer af den dengang moderne retning i botanikken. På grund af en magtkamp mellem to fløje i det naturhistoriske miljø i København blev Warming forbigået da professoratet i botanik blev ledigt med A.S. Ørsteds død. Fra 1873 til udgangen af 1875 blev det ham i stedet overdraget at holde planteanatomiske øvelser og forelæsninger for viderekomne ved universitetet. Fra 1874 var han docent ved Polyteknisk Læreanstalt og fra 1875 docent i botanik for farmaceuter.

Fra 1869 var Warming bleven medudgiver af Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, og han skrev i en række år heri en mængde populære afhandlinger. Imidlertid var udsigten til en anseligere og mere lønnet universitetsstilling i Danmark ikke af de bedste. Warming tog derfor imod en indbydelse til den nyoprettede "högskola" (senere Stockholms universitet) i Stockholm, hvor han havde professoratet i botanik fra 1882 til 1885. Han kom da tilbage til Danmark og blev Didrichsen’s efterfølger som ordinær professor og Botanisk Haves direktør. I 1884 havde Warming rejst i Grønland med "Fylla"[1], 1885 i Finnmark og 1887 i Dovre (begge i Norge), væsentlig for at studere de arktiske planters biologiske forhold. hans udmærkede arbejde: "Om Grønlands Vegetation" fra 1888 er en af frugterne af disse studier. I vinteren 1891—92 opholdt Warming sig i Trinidad, Dansk Vestindien og Venezuela og 1897 på Færøerne.

Han var rektor (rector magnificus) 1907-1908. Han blev pensioneret i 1911, med fortsatte med at forske til sin død.

Plantesystematikeren[redigér | redigér wikikode]

Af Warmings meget omfangsrige forfatterskab kan her anføres foruden det oven for nævnte: "Om Skudbygning, Overvintring og Foryngelse" (i Naturhistorisk Forenings Festskrift 1884), hvori blomsterplanternes biologiske og morfologiske forhold blev sammenknyttet efter nye synspunkter; "Familien Podostemaceæ", en serie store og af mange tavler ledsagede afhandlinger i Videnskabernes Selskabs Skrifter (i årene 1881—1901). Warmings store morfologiske sans og evne til at skabe en oversigt over yderst afvigende og indviklede forhold viste sig ret i disse interessante undersøgelser.

Økologen[redigér | redigér wikikode]

Eugen Warming

Mens det væsentlig var morfologiske og anatomiske arbejder, som Warming fra først af publicerede, viser hans senere skrifter, at studiet af Danmarks vegetationsforhold, planteformationerne, disses biologiske og økologiske forhold i en fremragende grad havde hans interesse. Han ville have landet grundig botanisk undersøgt på en anden måde end den ældre, rent floristiske. Væsentlige bidrag hertil har han selv leveret ved forskellige ekskursionsberetninger og vegetationsskildringer og ved det stort anlagte værk: "Dansk Plantevækst", hvoraf er udgivet tre bind: "Strandvegetation" (1906), "Klitterne" (1907) og "Skovene" (1916—1919).

En almindelig, morfologisk-anatomisk skildring af strandplanter havde Warming givet i sit arbejde "Halofyt-Studier" i Videnskabernes Selskabs Skrifter 1897. Den første, økologiske plantegeografi, behandlende hele jordens vegetationsformationer i store træk, udgav Warming allerede 1895, "Plantesamfund"; den var et banebrydende arbejde, som var vejvisende for mange botanikere i andre lande, ikke mindst i Amerika, hvor det første økologiske professorat blev oprettet netop inspireret af Warmings arbejder. Såvel på tysk som på engelsk blev udgivet meget forøgede udgaver af dette værk; også to russiske bearbejdelser fremkom. Resten af sit liv syslede Warming især med planteøkologiske studier, og adskillige arbejder fremkom herom, således "Om Planterigets Livsformer" (1908) og hans sidste publikation "Økologiens Grundformer" (1923).

Naturbeskyttelse[redigér | redigér wikikode]

Warming blev med tiden stærkt engageret i den gryende naturfredningsbevægelse. Han havde indset at bekæmpelsen af sandflugt og opdyrkningen af heden – tiltag som han billigede – også medførte en dramatisk tilbagegang for naturens råderum. Han var særligt optaget af at finde et stort stykke hede der kunne opkøbes af staten og bevares for eftertiden. Han udvirkede at regeringen gav tilsagn om opkøb og han drog rundt i Jylland sammen med Hedeselskabets skovrider og direktør Christian Dalgas for at finde et egnet område. Valget endte med at falde på Borris Hede, som staten købte i 1903, dog på betingelse af at hæren kunne anvende området til øvelser. Samtidigt blev området fredet ved lov. Warming var den første formand for Naturfredningsrådet.

Hædersbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Warming indvalgtes i Videnskabernes Selskab i 1878. Han sad i bestyrelsen for Carlsbergfondet 1889-1921 og, som biolog, i bestyrelsen for Carlsberglaboratorierne. Han sad i styrelsen for Danmarks Geologiske Undersøgelser 1895-1917. Han var et drivende kraft i Dansk Botanisk Forening og blev æresmedlem. Warming blev valgt til præsident for ‘Association internationale des botanistes‘ (1913) og æresmedlem i ”the Royal Society of London”.

Slægten Warmingia af orkideernes familie er af Reichenbach den Yngre opkaldt efter ham.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Eugen Warming blev gift med Johanne Margrethe Jespersen (kendt som Hanne Warming; 1850-1922) den 10. november 1871. Sammen fik de otte børn:

  • Marie (1872-1947), gift med forstprofessor C.V. Prytz
  • Jens Warming (1873-1939), der blev professor i nationaløkonomi
  • Fro (1875-1880)
  • Povl (1877-1878)
  • Svend Warming (1879-1982) ingeniør ved Burmeister & Wain
  • Inge (1879-1893)
  • Johannes Warming (1882-1970) landmand
  • Louise (1884-1964)[2].

Andet[redigér | redigér wikikode]

Standard auktorbetegnelse for arter beskrevet af Eugen Warming: Warm..

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

  • Eugen Warming: "Vochysiaceæ et Trigoniaceæ" (i Martius’ Flora Brasiliensis Fascic. fra 1867, med 26 tavler),
  • Eugen Warming: "Ueber Pollen bildende Phyllome und Kaulome" (i Hanstein’s Abhandlungen aus dem Gebiete der Morphologie und Physiologie fra 1873),
  • Eugen Warming: "Die Blüthe der Compositen" (i Hanstein’s Abhandlungen aus dem Gebiete der Morphologie und Physiologie fra 1876),
  • Eugen Warming: "De l’ovule" (i Annales des sciences naturelles, 6. serie, bind 5, fra 1878),
  • Eugen Warming: Haandbog i den systematiske Botanik, nærmest til Brug for Universitets-Studerende og Lærere (København 1878, senere udkommet i nye oplag, også udgivet på fremmede sprog, således 2. tyske udgave besørget af Möbius, 1902),
  • Eugen Warming: Plantesamfund; København 1895;
  • Eugen Warming: Den almindelige Botanik" (4. udgave fra 1901 sammen med W. Johannsen).
  • Eugen Warming: Oecology of Plants; Oxford 1909

Noter[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]