Mandø

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mandø
Geografi
Wadden - Mando.PNG
Sted Vadehavet
Koordinater 55°16′50″N, 8°33′10″E
Øgruppe Vadehavsøer
Areal 7,63 km²
Administration
Land Danmark
Kommune Esbjerg Kommune
Demografi
Folketal 42 (2009)
NASA Mando-Koresand.png
Mandøbussen
Låningsvejen
Diget før Låningsvejen

Mandø er en 7,63 km² stor dansk ø i Vadehavet mellem Rømø og Fanø. Den har per november 2012 37 indbyggere. Der er kun en af dem der ikke arbejder på Mandø, han arbejder i Esbjerg [Kilde mangler]. "Låningsvejen" forbinder Mandø med Vester Vedsted i Jylland. Øen udgør Mandø Sogn. 1970 blev Mandø Kommune optaget i Ribe Kommune og blev dermed fra 2007 en del af Esbjerg Kommune. Mandø har status som vildt- og naturreservat. Sydvest for øen ligger højsandet Koresand. Et højsand er et område, der som regel ikke er oversvømmet ved højvande.

Bebyggelsen på øen er koncentreret omkring Mandø by, som er beliggende på en klitrække på øens vestligste og højeste punkt.

Øen har en brugsforening med et bredt udvalg af dagligvarer. Den fungerer også som et uofficielt turist-informationskontor.

Mandø Kirke, bygget 1639, restaureret 1727 er en langhusbygning af munkesten med et vest for liggende våbenhus fra 1728. Kirken og kirkegården ligger på et værft for at at sikre den under højvande.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Fra den offentlige vej Låningsvejen kører man ind til øen på den asfalterede vej "Riberampen", som er kørselsvejen gennem bydiget bygget i 1887. Rampen kan i tilfælde af stormflod lukkes med planker og sandsække. Vejnettet på øen er begrænset til "hovedvejen" til Mandø By samt bærmevejen/digevejen, som følger diget øen rundt.

Låningsvejen er offentlig og kan benyttes, hvis man kender tidevandet og ved, hvornår der er lavvande. Ebbevejen må kun benyttes af de to traktorbusser Mandø kro & Traktorbusser og Mandøbussen, som transporterer post, skoleelever og turister til og fra øen. Mandø kro & Traktorbusser og Mandøbussen må også indrette sig efter tidevandet. Oplysninger om tidevandstiderne fås blandt andet i Mandø Brugs og på Ribe Turistbureau. Vejen er med grus hævet ca 60 cm. over havbunden og er sikret gennem landvindingsaktiviteter, dvs. ved faskinlåninger på begge sider.

Den gamle med grene afmærkede ebbevej (bilkørsel forbudt) stammer fra Ribe-digets bygning i 1914. Det er hændt flere gange, at bilister, uden at kende til ebbe og flod er blevet overrasket af det pludselige højvande.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Mandø er en flad, inddiget marskø i det danske vadehav og er beskyttet af et havdige næsten hele vejen rundt om den 7,63 km² lille ø. En enkelt klitrække med op til 12 m høje klitter giver indbyggerne i Mandø by beskyttelse mod havet fra vest. Hovedparten af den inddigede marsk ligger som vedvarende græs, der i sommerhalvåret afgræsses af bl.a. kvæg fra fastlandet.

Mod sydvest på "Gammel Mandø" ligger Mandø by. Gammel Mandø og Ny Mandø var oprindeligt to øer, men er i tidens løb vokset sammen. Begge lignede Koresand, men er senere blevet tilvokset med planter og endt som egentlige øer. Langs med Låningsvejen sørger faskiner i slikgårde for, at der dannes mere land. Mod vest udenfor klitterne vokser øen, og det samme sker mod øst. Den største risiko for indtrængende vand er mod sydøst, hvor der kan være erosion og dermed også den største fare for digebrud under stormfloder. Mandøs "wheele", en lokal betegnelse for stormflodshuller som blev inddiget for at gøre området dyrkbart igen.

Ved slusen midt på øens østside går drænvandet ud i havet. Slusen er halvautomatisk, og højvandet lukker selv portene.

Havet omkring Mandø er overalt fladt og kan ikke besejles.

Geologi[redigér | redigér wikikode]

Hele øen var i sin oprindelige form dannet af småøer, der ved digebygning er blevet til en sammenhængende ø. Mod vest har to systemer dannet en buet kyst, hvor flyvesand har skabt to rækker klitter. Rundt om hele øens kyster er der mange eksempler på havaflejringer, nedbrydning og marskdannelser.

Natur[redigér | redigér wikikode]

Mandøs natur er sårbar. Færdsel på øen bør derfor altid ske under stor hensyntagen til dyrelivet. Gå ikke for tæt på rugende fugle eller fugleflokke, der raster. Nyd fuglene på afstand. Respekter de opsatte skilte og vejledninger. Bliv på veje, stier og på vaden og undgå i ynglesæsonen at færdes på steder med vegetation.

Mandø er på grund af sin beliggenhed en vigtig rasteplads især for svømme- og vadefugle under trækket og et vigtigt yngle- og overvintringsområde. Der er et enestående fugleliv med flere tusinde par ynglende fugle, og øen har nogle af Danmarks største enkeltbestande af strandskader på ca. 1000 par fugle og stor kobbersnepper med 86 par i 2011. Af andre ynglefugle på øen er der mulighed for at observere rørhøg, klyde, havterne, knarand, skeand, vibe, rødben og nogle årbrushane og pibeand. I træktiden ses store forekomster af arktiske vadefugle som islandsk ryle, almindelig ryle, lille kobbersneppe, strandhjejle og stor regnspove. Øen tiltrækker endvidere flere gåsearter – især mørkbuget knortegås og i de senere år bramgås(sidstnævnte med omkring 10.000-12.000 rastende i foråret 2011).

Der er ræve og mosegrise, som man forøger at begrænse antallet af, grundet deres underminering af digerne. Af vildt er der harer og rådyr.

Fra diget i det nordøstlige hjørne af øen kan man ved lavvande og klart vejr, hvis man kigger i retning af møllerne i Tjæreborg (på fastlandet), se en sælbanke med op til hundrede sæler i ynglesæsonen. Sæljagt var i gamlle dage en almindelig måde at skaffe kød på.

Fuglefangst var i gamle dage almindelig. Om vinteren satte man garn op på vaderne, og om natten svømmede eller fløj ænder og gæs ind i garnene. Man skiftedes til at bjerge fangsten og delte udbyttet

Befolkningen[redigér | redigér wikikode]

Mandøs indbyggertal gennem tiderne ses af nedenstående oversigt:

År indbyggere År indbyggere År indbyggere År indbyggere
1769 201 1880 254 1940 163 1990 81
1787 162 1890 262 1945 172 1995 72
1801 97 1901 213 1950 174 1998 72
1834 243 1906 195 1955 178 1999 75
1840 233 1911 190 1960 159 2000 69
1845 220 1916 205 1965 151 2004 59
1850 224 1921 195 1970 128 2007 52
1855 226 1925 213 1976 105 2008 46
1860 235 1930 176 1981 97 2011 44
1870 244 1935 163 1986 76 2013 41

kilder:

1769-1911: Statens Statistiske Bureau: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1911
1901-2013:Danmarks Statistik: Statistikbanken

I ældre tid udgjorde landbrug øens vigtigste næringsvej.

Befolkningstallet har gennem det sidste århundrede været i tilbagegang, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 41, men sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Mandøs beboere lever overvejende af pension, deltidslandbrug og turisme. En del af dem, der har landbrug, har andet arbejde ved siden af som f.eks vedligeholdelse af faskiner, kirketjener, hjemmehjælper eller lignende. Antallet af heltidslandbrug er faldet fra ca. 25 i 1970 til ét i 1997.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Mandø har altid hørt til Danmark. Fra 18641920 gik statsgrænsen mellem Mandø og Rømø.

Ingen ved ved med sikkerhed, hvor længe Mandø har eksisteret. Første gang, man på skrift hører om Mandø, er 1231 i Kong Valdemars Jordebog, og man véd, at der boede mennesker på Mandø i starten af 1300-tallet. 1340 blev Mandø Kirke optegnet i en oversigt over kirker i Ribe Stift. 1558 hærgede en voldsom stormflod, og Mandø by, der dengang lå på den nordligste del af Mandø, blev oversvømmet, og stormfloden ”kløvede” Mandø i to større øer ved den såkaldte ”Store Lo” og beboerne byggede deres nye ejendomme på den sydligste af de to øer "Ny Mandø" i nærheden af klitrækken mod vest. Sagnet fortæller, at kun 7 mænd, som tilfældigvis arbejdede med høet inde i Mandø Hølade på fastlandet, overlevede stormfloden. De 7 mænd fandt i Ho og på Fanø deres nye koner og flyttede kort tid efter tilbage til Mandø. Der er formodninger om, at navnet Mandø opstod på grund af ovennævnte episode.

Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig ved stormfloden, ikke engang soklen stod tilbage. I stedet opførtes en ny på Ny Mandø i 1570. Stormfloden den 11. oktober 1634 spredte død og ødelæggelse syd for Mandø, og store dele af øen blev oversvømmet, men ingen mistede livet. Kun kirken blev igen ødelagt, og i 1639 blev der igen bygget en ny kirke. 1652 boede der på øen ca. 130 mennesker, og da det var svært at leve af landbruget alene, begyndte en del af beboerne at supplere med fiskeri, hvilket skabte en positiv udvikling for øen. 1727 blev Ny Mandøs tredje kirke, den nuværende kirke bygget.

Mandø Kirke
Mandø Museum

Mandø havde været kronens gods indtil 1741, hvor øboerne købte den for 864 rigsdaler og var nu forpligtet til selv at skulle betale præstens løn og vedligeholde kirken. Man fik endvidere rettighederne til jagt og strandingsgods. Renden øst om Mandø var efterhånden sandet helt til, og det var nu muligt at nå fastlandet til fods eller hest. Vejen blev afmærket med riskoste hvert forår.

Fra midten af 1700-tallet til omkring 1900 var skibsfart øens vigtigste erhverv. Erfaringen fra fiskeriet gjorde, at mændene tog job som matroser, styrmænd og kaptajner på skibe verden over, og landbruget blev overladt til kvinderne. De mange storme medførte en kraftig sandflugt fra klitterne i vest. Kvinderne byggede derfor et dige omkring et 60 ha stort område øst for byen som et værn mod de gentagne oversvømmelser. I digerne lavede de små sluser af træ til afvanding af agrene. Diget var ca. 180 cm højt og lå 3 meter over daglig vande. Men klitrækkerne mod vest, som skulle beskytte indbyggerne, led hårdt under den kraftige sandflugt, der fulgte i hælene på stormene, som ramte området. I 1870-erne tilplantede man klitterne med hjelmgræs for at komme denne sandflugt til livs. I samme periode opførtes ”Toftegårdsdiget”, der inddæmmede i alt 118 ha, som blev fordelt blandt øens 47 lodsejere.

1776 blev øens første skole bygget, og den bestod af et skolehus med degnebolig. Fra 1819 blev øens præst enelærer. 1884 blev skolen udvidet med en skolestue mere.

Efter stormfloden i 1881, som gennembrød Toftegårdsdiget, voksede ønsket om et højere og mere stabilt bydige, og i 1887 blev der inddæmmet ca. 150 ha. Opførelsen af bydiget bevirkede, at indbyggertallet steg, og omkring 1890 havde den lille vadehavsø 262 indbyggere, 92 levede af jordbrug, 59 af skibsfart, 22 af industri og 13 af handel. Der var en købmand, en kromand, to smede, en bager og en snedker.

I 1885 udbyggedes den eksisterende skole, og præsten, som stod for undervisningen, fik nu assistance af en vinterlærerinde.

Den eneste postforbindelse til omverdenen var, når beboerne skulle til fastlandet. Fra 1870 gik en post to gange ugentlig til fastlandet, og i 1874 blev denne ordning udvidet med daglig postforbindelse til Vester Vedsted. Samtidigt forpligtede postvæsenet sig til at have en båd i reserve, så højvandet ikke blev en forhindring. I 1889 blev der åbnet op for yderligere forbindelse til omverdenen med opførelsen af en lokal telefoncentral.

1897 blev mejeriet indviet, og produktionen bestod af mælken fra øens godt 100 malkekøer, fordelt på 35 andelshavere. Omkring år 1900 flyttede mange fra øen, da sejladsen ophørte, og i 1928 levede beboerne hovedsageligt af øen 28 landbrug.

1899 blev den nye skole med to klasseværelser samt bolig til andenlæreren bygget. 1904 byggede man et privat,og i 1907 fik man en læge, der boede på øen fra december til marts.

1943 blev skolen udvidet med gymnastiksal, skolekøkken, sløjdlokale og bibliotek. 1946 fratrådte præsten som lærer, og der blev ansat en førstelærer og en lærerinde. 1964 bliver præsten igen førstelærer. 1977 havde skolen 16 elever.

1962 blev der foretaget en udskiftning, hvorved de fleste ejendomme fik samlet de parceller, de havde rundt omkring på øen, til større enheder. 1967 ophørte mejeriet med at levere konsummælk, men smørproduktionen fortsatte.

Mejeriet lukkede i 1971 og er nu genopbygget på frilandsmuseet Hjerl Hede. Det er fuldt monteret med maskiner, således at der kan fremstilles almindelige mejeriprodukter.

Stormfloden i 1981 foråsagede omfattende digebrud og oversvømmelser, da vandet ødelagde både hav- og bydiget. Næsten hele Mandø under vand – 200 får og 18 kreaturer druknede, men heldigvis ingen mennesker. Diget blev forstærket efter stormen, og øen er nu beskyttet af hav- og bydige. Siden er der kun opstået mindre huller i diget. Under orkanen og stormfloden december 1999 var situationen dog meget kritisk.

Den 18. juni 2010 væltede en traktortrukket turistvogn i et me,ter bredt og 50 cm dybt hul i Vadehavet mellem Mandø og Koresand. Tre blev dræbt og 36 kvæstedes. Hullet er sandsynligvis opstået i forbindelse med vinterens isskruninger. Hullet er så senere blevet fyldt op med materiale, som er løsere lejret end det omkringliggende materiale.


Turisme[redigér | redigér wikikode]

Fra Vester Vedsted er det mulig fra parkeringspladsen i nærheden af Vadehavscentret at køre med den traktordrevne bus Mandøbussen.

Fra Mandø er der i sommertiden ture med traktorbus til Koresand, der er en sandbanke mellem Mandø og Rømø. (indstillet indtil videre)

Feriecentret Mandø Centret i Mandø by har dobbeltværelser, kursusfaciliteter, ophold for lejrskoler, selskabslokaler, cafeteria og naturudstilling, der fortæller om øens historie, natur, stormfloder, diger, fugleliv m.m.

Mandø kro med restaurant og værelser har åbent hele året.

Øen har ca. 14 sommerhuse til udlejning og en mindre campingplads, som har åben fra 01. april til oktober. Ved ebbe er der om sommeren gode bademuligheder. Det er endvidere mulig selv at vandre til Koresand, hvor der gode badestrande og gode muligheder for at finde rav. (husk ebbe og flod tiderne)

Øen har et rigt fugleliv, der er markerede vandre- og cykelstier og udsigt fra digerne.

Mandøhuset, som udgør Mandø Museum er bevaret, som da det blev bygget i 1831 og er for størstedelen indrettet, som en skipperfamilie dengang boede. Husets østlige ende er indrettet til separatudstillinger som f.eks redningsvæsenets historie og strandinger på Mandø. Museet huser også øens lokalhistoriske arkiv.

Mandø Mølle fra 1832 er en hollandsk vindmølle, som har fungeret helt frem til 2. Verdenskrig. Restaurationen fra 2000-2008 er gennemført med udgangspunkt i møllens tidligere udseende og funktion, med genanvendelse af originale dele. Stormflodsstolpen sydvest for møllen angiver de højeste stormfloder. Det øverste mærke er fra stormfloden i 1634.

Den i 1912 oprettede redningsstation som blev nedlagt 1961 ejes sf Mandø Museum og har åbent i turistsæsonen.

Lige overfor redningsstationen står en mindesten over Dronning Dagmar, der her i følge en gammel folkevise i 1205 betrådte dansk jord for første gang.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 55° 17′ N, 8° 34′ Ø