Fastkurspolitik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fastkurspolitik er betegnelsen for den politik, hvorigennem centralbanker søger at fastholde den indbyrdes handelsværdi mellem deres og andre landes valutaer. Det sker som regel efter aftale mellem de involverede centralbanker om gensidige støtteopkøb og -salg af valuta for dermed at sikre, at kursen bliver inden for et ønsket udsvingsbånd.

Fastkurspolitik er sårbar over for valutaspekulation, hvis den sigter mod at destabilisere de ovennævnte aftaler, f.eks noget som Storbritannien og Sverige var ofre for, da de førte fastkurspolitik. I dag fører begge lande pengepolitik i forhold til et selvstændigt inflationsmål, hvilket implicerer, at valutakursen samtidig vil flyde i forhold til samhandelslandenes valutaer.

Dansk fastkurspolitik fra 1982[redigér | redigér wikikode]

Kronens værdi i forhold til Euroen (2000-2008).

Det var statsminister Poul Schlüter (K), finansminister Henning Christophersen (V) og Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, som indførte fastkurspolitikken i 1982, men kronen blev efterfølgende flere gange nedskrevet over for D-mark. Det skete i forbindelse med de dengang ret hyppige justeringer, som fandt sted i det gamle Europæiske Monetære System (EMS), der havde ECU'en – forløberen for euro – som sin grundpille. Så det var først efter 1986, at Danmark begyndte at tage fastkurspolitikken alvorligt og låse kronen fast, først over for D-marken og siden 1. januar 1999 over for euroen, med et udsvingsbånd på +/-2,25 % i henhold til ERM2. Fastkurspolitikken udmøntes i EU igennem konvergenskravet.


Dansk kurspolitik efter Finanskrisen 2007-08[redigér | redigér wikikode]

Under den Økonomisk krise i 2008 besluttede Danmarks Nationalbank at hæve renten, og den var ultimo 2008 ca. 1,25 procentpoint over de 15 eurolandes renteniveau. Den danske merrente hæmmede i nogen grad den økonomiske aktivitet, omend langt fra i samme omfang som den krise flere lande i EURO-zonen samtidig oplevede. Nogle af Danmarks største samhandelspartnere som Sverige, Storbritannien, Norge og USA og stribevis af andre lande, gik den stik modsatte vej. De sænkede deres renter, i takt med at inflationen raslede ned (se bl.a Forbrugerprisindeks) på grund af den økonomiske krise. Danmarks Nationalbanks beslutning gav anledning til kritik fra kommentatorer, der ønskede at gøre den danske krone flydende ligesom den svenske, britiske, norske og amerikanske, -noget som ville kunne sænke renten og gøre danske varer billigere på Danmarks hovedmarkeder for dermed styre dansk økonomi mere forsigtigt gennem den nedtur, som i slutningen af 2008 tegnede sig.[1]

Noter[redigér | redigér wikikode]