Økonomisk politik

Økonomisk politik er en fælles betegnelse for de foranstaltninger, en offentlig myndighed benytter til at regulere den økonomiske adfærd i et samfund. Disse økonomiske foranstaltninger tager udgangspunkt i nogle formulerede mål, hvortil der i makroøkonomisk teori hører et sæt af instrumenter (eller midler), som ideelt set kan indfri målene.

I et demokrati føres den økonomiske politik af en regering, der står til ansvar for et parlament og er underkastet parlamentarisk kontrol. Demokratiske stater er ofte karakterisret ved markedsøkonomi, hvor den økonomiske politik består i at påvirke investeringstilbøjeligheden og forbrugsmønsteret.

I et diktatur føres den økonomiske politik af en enehersker eller en snæver gruppe af magthavere, som normalt ikke er underkastet nogen egentlig kontrol. I samfund med planøkonomi er den økonomiske politik styret gennem centralt fastsatte planer for produktion og fordeling af goder.

Økonomiske mål

Overordnet kan der skelnes mellem liberalt inspirerede mål, hvor statens indgreb i den økonomiske aktivitet forudsættes at være så begrænset som overhovedet muligt, og kommunitaristisk inspirerede mål, hvor staten har en mere aktiv rolle i styringen af den økonomiske aktivitet. På tværs af disse forskelle er der dog en vis enighed om, at en række økonomiske mål er vigtige:

• økonomisk vækst
• lav ledighed
• stabile priser
• balance på betalingsbalancens løbende poster
• en stabil valuta .

I en velfærdsstat vil også en vis lighed i indkomstfordeling og et socialt sikkerhedsnet være højt prioriteret.

Midler i den økonomiske politik

Til de økonomiske mål, som beslutningstagerne prioriterer og vælger mellem, er der knyttet forskellige instrumenter, som de økonomiske eksperter anbefaler til at indfri målene. Midlerne kan opdeles efter art, virkning og primær aktør.

Art	Primært mål	Instrumenter	Virkning	Primær aktør
Finanspolitik	At undgå konjunktursvingninger	Ændringer i de offentlige budgetter	Påvirker den samlede efterspørgsel	Staten
Pengepolitik	At undgå kurssvingninger	Ændringer i pengemængde og rente	Påvirker likviditeten	Centralbanken (Nationalbanken)
Valutapolitik	At styrke eksporten	Devaluering eller (sjældnere) revaluering	Påvirker likviditeten	Staten
Indkomstpolitik	At forbedre konkurrenceevnen	Indgreb i lønninger og priser	Påvirker løn- og prisniveau	Staten
Strukturpolitik	At forbedre konkurrenceevnen	Investeringer i bl.a. forskning	Påvirker innovationen i erhvervslivet	Staten

Begrænsninger i det økonomisk – politiske råderum

OECD og Internationale Valutafond stiller krav til medlemslandenes økonomiske politik, når disse organisationer vurderer landenes kreditværdighed. EU's konvergenskriterier betyder, at euro-landene skal tilpasse deres økonomiske politik til disse krav. Multinationale selskaber kan, f.eks. gennem outsourcing placere produktionen, hvor arbejdskraften er blillig og selskabsskatten er lav. Disse tendenser sætter grænser for staternes muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik. Finanskrisen er det seneste eksempel på, at internationale forhold indskrænker landenes økonomiske råderum.

Referencer

• OECD's hjemmeside
• Jespersen, Jesper og Svensson, Palle (1987):Økonomisk politik: baggrund, begrundelse og begrænsning , POLITICA
• Clemmesen, Kåre og Henriksen, Per (2009). Økonomi – teori, praksis og perspektiv, Columbus