Finanspolitik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Finanspolitik kan defineres som anvendelsen af offentlige indtægter og udgifter til at påvirke økonomiens virkemåde.

Finanspolitikkens formål[redigér | redigér wikikode]

Aktiv finanspolitik føres ved at ændre niveauet for og sammensætningen af den offentlige sektors indtægter (først og fremmest skatteindtægter) og udgifter (offentligt forbrug, offentlige investeringer, indkomstoverførsler mv.). Ændringerne kan påvirke forskellige vigtige samfundsøkonomiske forhold:

  • den aggregerede efterspørgsel i økonomien og dermed det økonomiske aktivitetsniveau
  • indkomstfordelingen i samfundet
  • resurseallokeringen inden for både den offentlige og den private sektor

I moderne makroøkonomi skelner man ofte klart mellem kortsigtede og langsigtede virkninger af økonomisk politik. Finanspolitik har ligeledes forskellige kort- og langsigtede (eller konjunkturelle og strukturelle) virkninger på økonomien, og i tilrettelæggelsen af en hensigtsmæssig finanspolitik vil derfor både kort- og langsigtede hensyn indgå i overvejelserne.[1]

Konjunkturpolitik[redigér | redigér wikikode]

Finanspolitikkens potentielt konjunkturstabiliserende rolle er nok det, de fleste tænker på, når begrebet finanspolitik nævnes. Finanspolitikken kan påvirke efterspørgslen i en økonomi både direkte (via det offentlige forbrug, der indgår som en selvstændig komponent i forsyningsbalancen) eller indirekte (ved f.eks. via ændringer i skatter og afgifter at påvirke det private forbrug, investeringerne eller eksport og import, som er de øvrige efterspørgselskomponenter i forsyningsbalancen). Der er tale om ekspansiv finanspolitik eller en finanspolitisk lempelse, hvis de pågældende tiltag stimulerer aktivitetsniveauet (BNP-væksten) i et givet år i forhold til en konjunkturneutral finanspolitik. Det kan være relevant, hvis økonomien befinder sig i en lavkonjunktur, hvor ledigheden er højere end sit strukturelle niveau. Omvendt er der tale om kontraktiv finanspolitik eller en finanspolitisk stramning, hvis tiltagene reducerer aktivitetsniveauet. Kontraktiv finanspolitik kan være passende, hvis økonomien viser tegn på overophedning, som det vil være tilfældet, hvis ledigheden er lavere end det strukturelle niveau.

Typiske eksempler på ekspansiv finanspolitik vil være stigninger i det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer, højere overførselsindkomster samt skatte- og afgiftslettelser. Ændringer i modsat retning er tilsvarende eksempler på kontraktiv finanspolitik.[2]

Fagøkonomisk debat om finanspolitikken som konjunkturinstrument[redigér | redigér wikikode]

En finanspolitisk ekspansion eller kontraktion vil påvirke den samlede økonomiske aktivitet via forskellige kanaler, som kan sammenfattes i den såkaldte multiplikatoreffekt. Afhængig af situationen kan de afledte virkninger være mere eller mindre kraftige. En væsentlig del af den fagøkonomiske og mere brede økonomisk-politiske offentlige debat i de sidste mange årtier har drejet sig om, hvor effektiv finanspolitikken er til at reducere konjunkturudsving. Mens de tidlige keynesianere i 1940’erne og 1950’erne var meget optimistiske mht. finanspolitikkens muligheder for at finstyre udviklingen, er det fagøkonomiske syn siden blevet modereret. I 1960’erne var der en heftig debat mellem keynesianere og monetarister, hvor de sidstnævnte mente, at pengepolitik var et mere effektivt stabiliseringsinstrument end finanspolitikken. Denne debat endte med en konsensus om, at begge instrumenter generelt kan spille en rolle.[3]

Fra midt i 1980’erne er man generelt blevet mere skeptiske mht. det offentliges muligheder for en meget præcis styring af aktivitetsniveauet og ledigheden (den såkaldte fine-tuning af finanspolitikken). Det skyldes blandt andet, at det tager tid for beslutningstagerne at få informationer om, hvordan den økonomiske situation er, og der er også en reaktionstid i det politiske system mht. at vedtage og gennemføre de ønskede foranstaltinger. Finanspolitiske tiltag vil derfor typisk først påvirke konjunkturerne med en vis forsinkelse, hvor situationen allerede kan være ændret igen.[4][1]

Strukturelle virkninger af finanspolitik[redigér | redigér wikikode]

Ud over konjunkturstabilisering anvendes de offentlige indtægter og udgifter til at opfylde en række andre økonomisk-politiske mål. En hovedopgave er at forbedre den samfundsøkonomiske effektivitet ved at afhjælpe forskellige markedsfejl og dermed føre til en mere effektiv anvendelse af samfundets resurser. Det sker dels ved at stille serviceydelser gratis eller billigt til rådighed for borgerne, som ikke anses for at kunne blive produceret i tilstrækkeligt omfang af den private sektor (såkaldt offentlige goder), dels ved at forbedre resurseallokeringen i den private sektor for at korrigere for markedsfejl som eksternaliteter, informationsproblemer mv. [5] Eksempler herpå er støtte til forskning og udvikling, miljøafgifter og –regulering mv. Velfærdssystemet med indkomstoverførsler som dagpenge, kontanthjælp, førtidspension mv. kan også opfattes som en forsikringsordning, som et privat forsikringsmarked ikke ville kunne tilbyde samfundsøkonomisk effektivt pga. informationsproblemer mv.[6] Det offentlige forsikringssystem kan dermed afhjælpe en markedsfejl.

Indkomstfordeling[redigér | redigér wikikode]

En væsentlig opgave for finanspolitikken er at tilgodese politiske ønsker, der måtte være for at omfordele forbrugsmulighederne. I alle vestlige samfund sker der typisk en vis udjævning af indkomstfordelingen via den offentlige sektor. Det sker dels via systemet af skatter og afgifter i det omfang skattesystemet er progressivt, og dels via de offentlige udgifter. Indkomstoverførsler til husholdningerne og gratis eller billig forsyning af offentlige serviceydelser som undervisning, sundhedsvæsen osv. medvirker til at begrænse forskellene i en befolknings reelle forbrugsmuligheder.[7] De fleste skatter og afgifter og i et vist omfang overførselsindkomster forvrider imidlertid samtidig tilskyndelsen til at arbejde, spare op mv. og skaber dermed i sig selv samfundsøkonomiske effektivitetsproblemer. At finde den passende balance mellem fordelings- og effektivitetshensyn er en af de helt centrale løbende problemstillinger i den økonomiske politik.[8]

Finanspolitik på lang sigt[redigér | redigér wikikode]

Siden 1990’erne er der blevet lagt stigende vægt på at holde øje med de langsigtede udviklingstræk for de offentlige finanser. Specielt er man blevet mere opmærksom på vigtigheden af, at finanspolitikken er holdbar, dvs. at den fremtidige gældsudvikling kan kontrolleres og ikke vil løbe løbsk. En holdbar finanspolitik er forenelig med, at et land permanent har underskud på den offentlige saldo, men der er en grænse for, hvor store underskuddene kan være i forhold til landets BNP.

Uddybende Uddybende artikel: Finanspolitisk holdbarhed

Finanspolitik i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark vedrører finanspolitikken beslutninger om statens udgifter og indtægter og dermed finansloven, men også kommunernes og regionernes budgetter er i kraft af kommuneaftaler mv. en del af finanspolitikken, og det samme gælder de sociale kasser og fondes budgetter (f.eks. ændringer i a-kassekontingent og efterlønsbidrag).[9] I Danmark er der tradition for en relativt aktiv konjunkturpåvirkende finanspolitik. Det hænger bl.a. sammen med, at Danmark fører fastkurspolitik. Den danske pengepolitik er dermed koncentreret om at fastholde valutakursen over for euroen og kan ikke samtidig anvendes til at stabilisere de indenlandske konjunkturer. Det står i modsætning til situationen i de fleste andre vestlige lande, hvor centralbanken typisk har en klart konjunkturstabiliserende rolle.

Samtidig er sammenhængen mellem finanspolitikkens korte og lange sigt tydelig og institutionaliseret i Danmark. Planlægning og beslutninger om finanspolitikken foretages inden for tre tidsmæssige niveauer. De årlige finanslove mv., som er bestemmende for konjunkturpolitikken, fastsættes inden for rammerne af overordnede mellemfristede planer, som rækker 5-10 år frem i tiden og justeres med tilsvarende mellemrum. De mellemfristede planer hviler igen på en helt langsigtet fremskrivning som undersøger konsekvenserne af den planlagte politik for saldo og gældsudvikling adskillige årtier frem i tiden, og dermed om finanspolitikken vurderes at være holdbar på det helt lange sigt.[10]

Historisk udvikling i saldoen[redigér | redigér wikikode]

Den offentlige saldo har historisk svinget en del mellem overskud og underskud, afhængigt af konjunkturerne. Siden 1980 har der været underskud indtil 1985; efter tre år under højkonjunkturen 1986-88 opstod der igen underskud 1989-98. Derefter fulgte en periode med overskud 1999-2008 (med undtagelse af 2003, hvor en beskeden lavkonjunktur resulterede i et meget lille underskud). Siden 2009 har især finanskrisen igen skabt en periode med underskud.[11]

Den offentlige gæld[redigér | redigér wikikode]

Underskuddene akkumuleres i den offentlige nettogæld. Danmarks offentlige nettogæld som andel af BNP nåede sit højeste niveau nogen sinde i 1998, hvor den udgjorde ca. 35 % af BNP. De stadige overskud reducerede derefter gælden, og i 2007-10 havde den offentlige sektor i stedet en finansiel nettoformue. I 2011 gjorde underskuddet på saldoen dog, at Danmark igen fik offentlig nettogæld (på 3 % af BNP), og i 2012 udgjorde nettogælden 7 % af BNP.[12]

Fremtidige udsigter[redigér | redigér wikikode]

Officielle fremskrivninger forventer, at der også vil blive underskud og en stigende nettogæld i mange af de kommende år. Situationen for Danmarks offentlige finanser er dog bedre end de fleste EU-landes: ØMU-gælden hører til blandt de mindste i EU,[13] , og finanspolitikken anses i dag for at være holdbar.[14]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Mankiw, N. G. og M. P. Taylor (2008): Macroeconomics, European Edition. Worth Publishers, New York
  2. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 125.
  3. Blanchard, O. og D. R. Johnson (2013): Macroeconomics, Global Edition (s. 562). Sixth Edition, Pearson Education
  4. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 127.
  5. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 135-36.
  6. Torben M. Andersen (2012): Offentlig sektor. S. 64-100 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 67
  7. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 136.
  8. Torben M. Andersen (2012): Offentlig sektor. S. 64-100 i: T. M. Andersen, J. Bentzen, H. Linderoth, V. Smith og N. Westergård-Nielsen: Beskrivende dansk økonomi. 4. udgave, Bogforlaget Handelsvidenskab, 2012. S. 66
  9. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 125
  10. Hellemann, D. og S. Garfiel (2012): Rammer for finanspolitikken i Danmark. I: Jubilæumsskrift for De Økonomiske Råd 1962-2102
  11. P. U. Johansen og M. Trier (2012): Danmarks økonomi siden 1980 - en oversigt. Handelshøjskolens forlag. S. 129.
  12. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 196, 2013: Formuen over for udlandet blandt de højeste i EU
  13. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 227, 2013: Danmarks ØMU-gæld blandt de mindste i EU
  14. Konvergensprogram Danmark 2013

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]