Fridtjof den Frøknes saga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statue af Fridtjof
Max Unger, 1913.

Fridtjof den Frøknes saga (islandsk: Friðþjófs saga hins frœkna) er en islandsk saga, der i sin nuværende form stammer fra omkring år 1300. Det er en fortsættelse af Thorstein Vikingssons saga og foregår hovedsagligt i Norge i det 8. århundrede.[1]

Resumé[redigér | redigér wikikode]

Forsiden af Fridtjofs saga
oversat af Esaias Tegnér (1876).

Kong Beli fra Sogn fik to sønner, Helgi og Halfdan, samt en datter ved navn Ingeborg. På den anden side af fjorden boede kongens ven Thorstein, hvis søn Fridtjof blev kaldt "den dristige" (hinn frækni). Fridtjof var den højeste, stærkeste og modigste af mænd.

Mens kongens børn endnu var små døde deres mor. En gode fra Sogn, kaldet Hilding (Hildingr), bad om at få kongens datter til fosterdatter. Fridtjof var således fosterbror til kongens datter, da han blev opdraget sammen med Ingeborg af deres fosterfader Hilding.

Beli og Thorstein blev begge dræbt i krig, hvorefter Helgi og Halfdan overtog kongeriget. De to konger var jaloux over Fridtjofs enestående færdigheder og nægtede ham derfor Ingeborgs hånd i ægteskab. De førte hende bort til Balders hellige have Baldrshagi, hvor ingen turde skade hinanden og hvor ingen mænd og kvinder havde samkvem. Fridtjof vedblev at besøge Ingeborg og deres kærlighed bestod. Det fik Helgi og Halfdan til at sende Fridtjof bort til Orkney for at hente skatter; mens han var væk brændte de hans hjem ned og giftede Ingeborg bort til kong Ring, den aldrende konge af Ringerike.

Da Fridtjof vendte hjem med skatterne nedbrændte han Balders tempel i Baldrshagi og drog ud for at leve et liv som viking. Efter tre år kom han til kong Ring og tilbragte vinteren hos ham. Lige inden den gamle konges død blev Fridtjofs identitet kendt af alle, så den døende konge udnævnte ham til jarl og gjorde ham til formynder for Rings og Ingeborgs barn.

Da Ring var død giftede Fridtjof og Ingeborg sig og han blev konge af Ringerike. Dernæst erklærede han krig mod Ingeborgs brødre, dræbte den ene og gjorde den anden til sin vasal.

Referencer[redigér | redigér wikikode]