Goterkrigen (377-382)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Goterkrigen. (Se også artikler, som begynder med Goterkrigen)

Goterkrigen 377–382 var en række gotiske slag og plyndringer i det østlige Romerrige især på Balkan sent i det 4. århundrede. Krigen, og særligt slaget ved Adrianopel, regnes traditionelt som et afgørende vendepunkt i Romerrigets historie, da det var kulminationen på den første af de barbariske invasioner der siden blev kendt som Folkevandringstiden, og som i høj grad kom til at præge den periode, der til slut førte til Romerrigets fald.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I sommeren og efteråret af år 376 ankom store mængder af fordrevne gotere og andre stammer til Romerrigets Donau–grænse og bad om asyl fra hunnerne. Goternes leder Fritigern appellerede til den romerske kejser Valens om at hans folk kunne få lov til at slå sig på den sydlige bred af Donau, da han håbede at de kunne finde tilflugt fra hunnerne, som ikke var i stand til at krydse den brede flod med fuld styrke. Valens tillod dette og hjalp til og med goterne over floden, antagelig ved fæstningen Durostorum. Valens lovede goterne status som foederati, hvilket indebar dyrkbar jord, kornrationer og beskyttelse fra de romerske hær som. Den vigtigste grund til at acceptere at goterne slog sig ned i romersk territorium, var muligheden for forøgede rekrutteringsmuligheder til hæren og at få et nyt skattegrundlag der kunne øge kejserens indtægter. Udvælgelsen af hvilke goter der fik krydse at Donau var til gengæld utilgivelig. De svage, gamle og syge blev efterladt på den nordlige bred til en uvis skæbne hos hunnerne. De som krydsede floden fik deres våben konfiskeret, men romerne som havde ansvaret accepterede bestik-kelse for at lade goterne beholde nogle.

Udbruddet[redigér | redigér wikikode]

Det område goterne fik lov til at bosætte sig i, kunne dog ikke rumme så mange mennesker, hvilket førte til hungersnød blandt goterne, og Rom var tilmed ikke i stand til at levere den mad eller jord de var blevet lovet. Goterne blev opsamlet i et midlertidigt opbeva-ringsområde og omgivet af en bevæbnet romersk garnison. Der var kun nok korn til den romerske garnison, og derfor lod de goterne sulte. Romerne foreslog goterne, at de kunne give deres børn og unge kvinder bort som slaver i bytte for hundekød. Og da Fritigern appellerede til Valens om hjælp, fik han at vide at hans folk kunne finde mad og handle på markedene i byen Marcianopel. Uden noget alternativ, drog en stor gruppe gotere sydover i en dødsmarch, hvor de mistede mange gamle og syge på vejen.

Da de omsider nåede frem til Marcianopels porte, blev de lukket af byens militære garnison og goterne blev nægtet adgang til byen. Romerne forsøgte tilmed uden held at myrde de gotiske ledere under en banket. Herefter fulgte åbent oprør. Størstedelen af gotere tilbragte resten af året 376 og begyndelsen af 377 nær Donau mens de plyndrede de omkringliggende regioner for mad. De lokale romerske garnisoner var ude af stand til at forsvare de isolerede forter, så store områder var sårbart for gotiske plyndringer.

Krigen[redigér | redigér wikikode]

Sent i vinteren 377 begyndte krigen for alvor og den skulle vare i seks år før der blev ind-gået en fred i 382. De tilbageværende goter rykkede fra Donau mod syd til Marcianopel og dukkede senere op nær Adrianopel. Den romerske respons var at sende en styrke under Valens egen kommando for at møde og besejre goterne. I 378 rykkede Valens nordover fra Konstantinopel men blev besejret (og selv dræbt) i slaget ved Adrianopel (i dag Edirne i det vestlige Tyrkiet). Sejren gav goterne mulighed til frit at hærge og plyndre mens de bevægede sig gennem Thrakien i resten af 378. I 379 mødte goterne kun let romersk modstand og rykkede ind i Dacia mod nordvest og plyndrede også denne provins.

I 380 delte goterne sig i to, de såkladte tervingi og greuthungi stammer, dette ske-te delvist på grund af vanskelighederne med at forsyne et så stort antal mennesker. Greuthungi drog nordover ind i Pannonien hvor de blev besejret af den vestlige kejser Gratian. Tervingi under Fritigern flyttede sig syd og østover til Makedonien hvor de opkrævede «beskyttelsespenge» fra landsbyer og byer frem for at plyndre dem. I 381 drev de vestromerske styrker goterne tilbage til Thrakien hvor de til slut i 382 indgik en fred 3. oktober.

Konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Inden krigen sluttede havde goterne nået at dræbe en romersk kejser, ødelagt en romersk armé og lagt store områder af det romerske Balkan øde, Store dele af dette område kom sig ikke igen. Romerriget havde for første gang i sin historie indgået en fredsaftale med en autonom barbarstamme indenfor rigets grænser, en situation der en generation tidligere ville have været utænkelig.

Erfaringerne gik ikke tabt for andre stammer og for goterne selv, som ikke ville forblive fredelige længe. Inden der var gået et hundrede år kollapsede det vestlige rige, bl.a. under presset af fortsatte invasioner, og de territorier blev derefter delt op i en række barbariske kongedømmer. En økonomisk og demografisk krise regnes i dag som hovedårsagen til rigets kollaps, som de invaderende nabostammer forstod at udnytte.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]