Pytheas fra Massalia
Grækeren Pytheas fra Massalia (Marseille). Opdagelsesrejsende der i sidste halvdel af det 4. århundrede e. Kr. foretog en rejse fra Middelhavsområdet til Nordeuropa. Den mest sandsynlige dato for rejsen er et sted mellem 330 og 300 f. Kr., da de første kilder, der nævner hans værk er Timaios fra Tauromenion (floruit circa 305 f. Kr.) og Dikaiarchos (død cirka 285 f. Kr.). Desuden benyttede han så vidt vides Eudoxos fra Knidos' geografiske beregningsmetoder, og disse menes først udviklet omkring 350 f. Kr.
Det må dog understreges at de forskellige fødsels- og dødsår, der svirrer rundt på nettet om Pytheas alle er fuldstændig grundløse. Vi kan kun datere ham på hvornår han nævnes i øvrige kilder, og de øvrige arkæologiske og historiske omstændigheder på den tid.
Franskmanden Roger Dion og efter ham englænderen Christopher Hawkes foreslår desuden, at rejsen kan forbindes med Alexander den Store, idet denne efter nogle kilder at dømme, planlagde at erobre det vestlige og nordlige Europa efter at have færdiggjort sine østlige felttog. Pytheas fra Massalias rejse kan da opfattes som en militær rekognoscering, og ikke en handels- eller opdagelsesrejse classic. Er teorien rigtig, hvad der er muligt men diskutabelt, indsnævres den sandsynlige datering til 330-320 f. Kr.
Det er sandsynligt at hans tabte rejseskildring, "Om Oceanet" (Peri tou Okeanos) er urkilden til oldtidens overleveringer om Nordeuropa. Værket kendes nu kun i 36 sikre fragmenter, dvs. fragmenter hvori Pytheas' navn er nævnt, og en hel del mere eller mindre plausible fragmenter. De sikre fragmenter kommer først og fremmest fra Strabons Geografi (omkring Kr. f.) og Plinius den Ældres Naturalis Historia (skrevet før 79 e. Kr.). De mere omdiskuterede kommer især fra Diodorus Siculus og Pomponius Mela.
Det er muligt at han sejlede helt til Ishavet. I hvert fald sejlede han rundt om de Britiske Øer og fik en god forestiling om deres udstrækning. I havet besøgte han en ø, "Thule". Ordet Thule menes at komme fra det keltiske 'tual', forbjerg. Sammensat i den latinske betegnelse ultima Tyle bliver det da til "det yderste forbjerg". Og Thule bliver beskrevet som den yderste af De Britiske Øer, seks dages og nætters sejlads nord for Berrice, som efter al sandsynlighed er Mainland på Shetlandsøerne. Derfor er Thule antagelig Færøerne, og ikke som sædvanligvis antaget Norge eller Island. Island ligger ellers ret nord for De Britiske Øer, men antager vi at Pytheas' har sejlet efter Nordstjernen, har denne omkring 300 f. Kr. snarere ført ham mod nordøst end mod nord. Desuden ravøen Abalus, der sandsynligvis er et sted i det nordvestlige Jylland.
Plinius den Ældre skriver i sin Naturalis Historia XXXVII, 35: "Pytheas' siger, at Gutonerne (var. Guioner), en stamme i Germanien, der bor ved en tidevandskyst på oceankysten ved navn Mentonomon (?) . . . En dags sejlads derfra ligger øen Abalus (Nordvestjylland eller Helgoland). Derhen drives [ ravet ] ved forårstid af bølgerne, og det er en fast udsondring fra havet. Indbyggerne bruger det som brændsel og sælger det til deres slægtninge Teutonerne".
Senest synes han at kunne sættes i forbindelse med et meteorkrater på Saaremaa (Ösel), dateret ved C14 til 400/370 f.Kr. Dette kan have forbindelse til hans bemærkning om "at barbarerne viste ham det sted hvor solen gik i seng" (iflg. Geminos Celestia 6.9, cirka 50-20 f. Kr.).
Når hans værk ikke er bevaret skyldes det først og fremmest det noget tilfældige overleveringsmønster af antikke tekster. Af antikke forfattere er kun Polybios og gennem ham Strabon for alvor kritiske. For den førstes vedkommende havde han selv påstået at være den første græker vest for Herakles' søjler, og det er formentlig en del af grunden til hans kritik af Pytheas. Den anden, Strabon, havde en opfattelse af Nordvesteuropas geografi, der gør store dele af hans værk til det rene sludder hvad angår geografisk korrekthed. Dette skyldes ikke mindst at Strabon var stoiker, og derfor havde et klart filosofisk udgangspunkt, der antog at den nordligste del af verden, var 'den frosne zone', hvor mennesker ikke kunne leve.
