Hans Scherfig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hans Scherfig
Født 8. april 1905
Østerbro, København
Død 28. januar 1979
Hillerød
Uddannelse og virke
Felt Maler, forfatter
Uddannelses­sted Student (1924)
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hans Christian Scherfig (8. april 190528. januar 1979[1]) var en dansk forfatter, billedkunstner og kommunist. Opvokset i København, mangeårigt medlem af DKP. Han er mest kendt for romanerne Frydenholm, Det forsømte forår, Den forsvundne fuldmægtig og Idealister, men også særlig kendt for sine litografier med dyr i junglen.

Liv

Scherfig var født på Østerbro i København, af den ugifte pige Claudine Nielsen (1876-1921). Udlagt som barnefader var Christian Diderik Scherfig (1859-1931), Østerbrogade 3, som senere ægtede Claudine. Ved dåben i Sankt Jakobs Kirke 8. april 1906 blev han døbt Hans Christian Scherfig. Faderen var direktør for Det Hoffensbergske Etablissement, et af byens største trykkerier, og Scherfig voksede op i et solidt borgerligt hjem præget af konservative værdier. Hans bedstefar var bagermester i Nørregade, ifølge nogen er det Scherfigs bedstefar der synges om i sangen "Der bor en bager på Nørregade"[2].

Efter at være blevet student fra Metropolitanskolen i 1924 påbegyndte han en uddannelse i zoologi og dansk på Københavns Universitet[2], men opgav den til fordel for maleriet. I henved 15 år arbejdede han på et værk om guldsmede, men han nåede ikke at færdiggøre det inden sin død. Ifølge ham selv var dette hans vigtigste arbejde. Under sin studietid på Københavns Universitet lærte han blandt andet Carl Madsen, Jens August Schade og Johannes Wulff[2] at kende.

I 1929 rejste Hans Scherfig til New York for at mødes med den østrigske kommunist og kunstner Elisabeth Karlinsky, som han havde mødt fire år tidligere i Østrig. Scherfig blev i New York i syv måneder og blev her kun mere bekræftet i sin kommunistiske livsanskuelse og sin modvilje mod kapitalismen. Tilbage igen i Danmark meldte han sig et par år senere ind i DKP, og forblev medlem af partiet til sin død. Han giftede sig i 1931 med  Elisabeth Karlinsky og de fik sammen børnene Peter, Martin og Christine.

Hans Scherfig havde en alvorlig øjensygdom, som med tiden ville gøre ham blind. Han måtte i 1930’erne arbejde med lup for at kunne se bare lidt, men i 1940’erne fik han en øjenoperation, der betød at han blev i stand til at arbejde med stærke briller.

Elisabeth Karlinsky og Hans Scherfig boede de første fem år af deres ægteskab i det indre København, men flyttede i 1936 til Nordsjælland. Først boede parret et par år på Tibirke Gamle Skole, men flyttede snart til et bondehus i Såne ved Tikøb og i 1955 til en trelænget bondegård på Asminderød Mark.

Hans Scherfig døde af en blodprop den 28. januar 1979.

Politisk engagement

Scherfig var i perioden 1932 indtil sin død i 1979[3] et af de fremtrædende medlemmer i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), hvor han i en årrække sad i centralkomiteen, som var partiets ledelse.

Under den tyske besættelse af Danmark blev Scherfig i juni 1941 arresteret, da Nazityskland gik i krig mod Sovietunionen. Han blev i sit hjem om morgenen hentet af danske betjente og ført til Vestre Fængsel i København. På grund af tiltagende svækkelse af hans syn blev han løsladt. Efter sin løsladelse var han så bange at han ikke ville sove hjemme af frygt for at blive hentet af Gestapo.

I 1968 skrev Ib Nørlund bogen Det kommunistiske synspunkt, hvor Scherfig i forordet konkluderede at "kommunisme betyder fællesskab". I starten af 1970'erne udtrykte han sin modstand mod EU, som han mente var en kapitalistisk monopolisering af Europa, og han sammenlignede 1972 EU med Nazi-Tyskland.

Forfatterskab og maleri

Scherfig skrev 7 romaner, hvoraf én, Skorpionen, udkom i mere end 20 lande. Men han udtrykte sig også på anden vis. Nævnes kan rejseskildringen fra Kirgisistan, der ser verden gennem et helt andet filter end det mange kender fra hans romaner. Derimod er hans noveller om USA voldsomt satiriske og af samme årsag væsentlig mere læseværdige. De blev til efter en rejse til Staterne i 192930 der prægede ham for resten af livet og gav næring til hans sociale indignation[kilde mangler].

Ved siden af sit arbejde som forfatter udtrykte Scherfig sig også visuelt. Maleri var egentlig hans oprindelige udtryksform, men en øjensygdom der nedsatte hans syn til ca. 2%, gjorde – ifølge ham selv – at skriveriet blev opprioriteret. Scherfig er dog også meget anerkendt for sine malerier.

I slutningen af 1920'erne malede han bl.a. kubistisk, og debuterede som maler i 1928 på Kunstnernes Efterårsudstilling med fire kubistiske malerier[2]; mest kendt er han for sine litografier, som idylliserer junglens dyr på en måde der af nogle kaldes naivistisk – en kategorisering han ikke selv så nogen mening i.

I grel modsætning hertil står hans essays, f.eks. Naturens uorden, samt Teodor Amsteds møde med naturen i Den forsvundne fuldmægtig. Her skildres naturen som kaotisk, vild og urimelig. Man er tilbøjelig til på denne baggrund at se Scherfigs kommunistiske idealer som en forestilling om et samfund hvor den økonomiske frihed tøjles og de svage beskyttes mod alles kamp mod alle.

Scherfig var en meget begavet forfatter, når det gælder skildringen af det samfund, han selv befandt sig i og kendte, men den antikommunistiske samtid og eftertid anså ham for samtidig at være "mærkeligt uvidende", når det gælder skildringen af Sovjetunionen. Der findes en lille portrætfilm fra 1970'erne, hvor han, måske, indirekte indrømmer dette som et fejltrin.

Den forsvundne fuldmægtig blev filmatiseret i 1971 instrueret af Gert Fredholm og med Ove Sprogøe i hovedrollen. Scherfig selv optræder i filmen, dels som fortæller, dels i en lille statistrolle sidst i filmen i en scene fra kirken ved Vestre Fængsel. En anden bog af Scherfig Det forsømte forår blev filmatiseret i 1992 instrueret af Peter Schrøder og med Frits Helmuth i hovedrollen som den nærmest sadistiske lektor Blomme.

I 1973 modtog Hans Scherfig Det Danske Akademis Store Pris.

Scherfig døde af en blodprop, og er begravet på Assistens Kirkegård i København. Gravstenen er navnløs, godt skjult og forestiller en skildpadde, hugget af billedhugger Carl Otto Johansen i 1975.

Værker

Børnebøger

bøger

Romaner

Rejsebøger

  • Rumænsk Billedbog, 1967

Udvalgte priser

Referencer

Eksterne henvisninger

ForfatterSpire
Denne forfatterbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi
Artiklen om Hans Scherfig kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.