Islandsk hest

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Islandske heste ved Egilsstaðir

Den islandske hest er efterkommer af de heste vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede. De medbragte heste var forskellige i udseende og farver, og der er derfor en stor farvevariation i den islandske hesterace. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Befolkningen på Island har været helt afhængige af hesten til transport og som arbejds- og slagtedyr. Omkring 1920 påbegyndtes en stambog over hestene i Island. Efter anden verdenskrig vandt jeep og traktorer frem og overtog store dele af hestenes arbejde. Hestene bruges i dag, når får eller mere eller mindre vilde hesteflokke skal drives sammen. De bruges også som slagtedyr. I dag bruges de mest til konkurrence og tur-ridning og er noget af det, Island er mest kendt for rundt om i verden.

Udbredelse i Europa[redigér | redigér wikikode]

En Islandsk hest
Islandsk hest

Også i Europa har den islandske hest været arbejdsdyr. Islændingene eksporterede i slutningen af det nittende århundrede en del heste. I England og Polen blev de især brugt som trækdyr i minerne . I Sverige og Danmark blev de brugt i landbruget. De fleste blev importeret som helt unge. Det var billige trækdyr til husmandsbrug, men nogle blev også brugt som rideheste til børn.

Mange tror den islandske hest er en pony, men den er registreret som hest. Personer over 16 år må gerne deltage i stævne på den, så selvom den kun er 140 cm i stangmål er det en hest. Det er kun ved islandske heste denne undtagelse finder sted.

I Europa vidste de færreste, at en islandsk hest først bør rides til i en alder af fem år. De fleste andre heste kan tilrides i en alder af tre år. Hestene var heller ikke vant til at komme på stald; på Island gik de ude hele året.

I Danmark standsede importen helt i 1939, da 2. verdenskrig begyndte. Da behovet for heste i landbruget fortsat faldt, og der næsten ikke var avl af islændere i Danmark, var bestanden næsten væk omkring 1960.

De islandske heste i dag[redigér | redigér wikikode]

I 1950'erne var der ikke brug for så mange heste på Island længere, og mange heste blev slagtet. Det var tyskerne, der "genopdagede" den islandske hest uden for lavaøen. I 1954 blev der solgt en del føl og ungheste til Tyskland for at redde dem fra slagteriet. De viste sig at være gode og sjove rideheste, og ejerne begyndte at avle på dem. I de følgende år kom hesten til Østrig, Schweiz og Holland. I løbet af de sidste par år har lande som USA og Canada så småt fået øjnene op for den islandske hest. Aktiviteter i disse lande afhænger dog stadig i høj grad af enkeltpersoner.

I 1961 importerede Gunnar og Marit Jonsson to islandske heste fra Island til Danmark. I modsætning til importen før krigen, drejede det sig her om rigtige tilredne rideheste. I de følgende år kom enkelte heste til landet, og i 1967 var den samlede bestand 19 rideheste og 8 unghopper.

I begyndelsen blev de betragtet med nogen overbærenhed, men i 1967 blev tronfølgeren, prinsesse Margrethe gift, og Island forærede brudeparret to islandske hopper i bryllupsgave. Det blev et vendepunkt. Når den kommende dronning kunne ride på dem, så kunne alle tage dem alvorligt.

Året efter blev Dansk Islandshesteforening stiftet, og siden er det kun gået fremad. Hestens gode egenskaber har gjort den stadig mere populær overalt i landet. Der er nu omkring 25.000 islandske heste i Danmark.

Islandske heste en solid eksportvare for Island, men for at undgå smitte med sygdom fra udlandet, må en hest som først har forladt Island, aldrig vende tilbage.

Gangarter og avlsmål[redigér | redigér wikikode]

Den tidligere verdensmester i tölt Hvinur fra Holtsmúla med rytter Jóhann Rúnar Skúlason i hurtig tölt

De islandske heste er kendte for deres specielle gangarter. Andre heste behersker skridt, trav og galop. De islandske heste kan derudover tölt og pas. De fleste heste kan tölt og disse heste kaldes 4-gængere, da de behersker 4 gangarter. Hestene som behersker både tölt og pas kaldes for 5-gængere, da de behersker 5 gangarter. En islandsk hest som kan gå pas kan også gå tölt, men en islandsk hest der kan gå tölt kan ikke nødvendigvis gå pas.

Det er forskelligt fra hest til hest, hvor godt de behersker gangarterne. Nogle islændere er 4-gængere andre er 5-gængere. Det er også forskelligt, hvor tilbøjelig den enkelte hest er til at slå over i en bestemt gangart. Nogle heste vil helst trave, men kan rides i tölt. Andre tölter helst og har sværere ved at trave. Det tilstræbes at avle heste, der behersker alle fem gangarter sikkert – og adskilt fra hinanden. Jo mere adskilte de fire eller fem gangarter er, des bedre. Det ønskes ikke, at hestene går "grise-pas", som er en blanding af tölt og pas.

Tölten er den islandske hests mest populære gangart. Der er tale om en firtaktet gangart, som giver rytteren et meget behageligt sæde og er ideel til ridning over større afstande, som hesten oprindelig blev brugt til. Derudover er tölt en smuk gangart, hvor hesten bærer sig naturligt, velrejst og stolt. Heste, der naturligt tager lange skridt og løfter benene højt over jorden, er velkomne i avlen.

Islænderen er først og fremmest en brugshest. Ved avlsarbejdet lægges især vægt på gode rideegenskaber. Hesten skal have adskilte gangarter og et stærkt temperament. Der gives en speciel karakter for vilje og sind, og den har stor vægt i den samlede ridebedømmelse. Ingen vil med andre ord avle dovne heste, men avlerne sætter pris på villighed og arbejdsglæde. Den islandske hest er blevet en anelse større og er nu typisk mellem 135 og 145 cm i stangmål. Det er ikke stort i forhold til andre hesteracer, men den islandske hest kan sagtens bære en voksen rytter. Det tilstræbes at avle heste med gode proportioner, en lang og smidig hals og stærke ben. Det er et plus, hvis hesten har lang og kraftig man, hale og hovskæg, og der er forbud mod at klippe det ved deltagelse i konkurrencer. Alle farver er tilladte – variation i farven er faktisk ønsket.

Islandske heste bliver avlet i lukkede stambøger, der skal kunne føres tilbage til Island. Der er ikke kommet nyt blod i de islandske heste siden 1240. En islandsk hest skal have et islandsk navn, ofte opkaldt efter islandske sprog for farve og sind. Det kan også være navne fra den nordiske mytologi og Islands natur. Eksempler: Grasa der betyder grå hoppe; Teitur, der betyder den glade, eller Frosteykur der betyder frosttåge.

I konkurrence[redigér | redigér wikikode]

Dansk rytter på banen til verdensmesterskabet 2009 i Schweiz

Igennem de sidste tredive år er der sket meget inden for islandshestesporten. Der er rideklubber og foreninger i så mange lande, at der ud over landsstævner holdes verdensmesterskab, nordisk mesterskab og europæisk mesterskab, hvor der dystes i hestenes gangarter m.m.

Et mesterskab er på en måde delt i to dele – avlen og sporten. Sporten er den mest tilskuervenlige del. Her rider man i heats rundt på en oval bane. Her kan man stille op i 4-gang, 5-gang, tölt eller pas. I 4- og 5-gang viser ryttere og hest i heatet gangarterne samtidig (efter speakerens vejledning) og dommerne bedømmer hestene samtidig. Tölt fungerer på samme måde, hvor man har langsom og hurtig tölt, igen efter vejledning af speakeren. Til sidst viser man langsom tölt på kortsiderne og hurtig tölt på langsiderne – her kommer især nedtagningen i højsædet. Især denne afslutning er et imponerende syn, når hest og rytter mestrer dette.

Pas foregår på en 100 meter lang bane, hvor man rider to og to. Det gælder om at komme først uden at hesten springer over i en anden gangart.

I avlen bliver hesten også bedømt på rideegenskaber, men her kommer hestens bygning også ind i billedet. Dommerne vurderer her ting som f.eks. hals, hoved, man og hale, hovkvalitet osv. I den samlede vurdering finder man et gennemsnit af hestens rideegenskaber og bygning.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]