Islandsk hest

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Islandske heste ved Egilsstaðir

Den islandske hest er efterkommer af de heste vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede. Man mener, at de medbragte heste på den tid var forskellige i udseende og farver, der er derfor en stor farvevariation i den islandske hesterace. Det barske klima på Island formede igennem tiderne hesten til en kompakt, nøjsom og hårdfør race. Op igennem Islands historie, har man været helt afhængige af hesten som transport, arbejdsdyr og slagtedyr. Omkring 1920 begyndte man at føre stambog over hestene på Island. Efter anden verdenskrig, vandt jeeps og traktorer frem, og overtog store dele af hestenes arbejde. Man bruger hestene den dag i dag, når man driver får eller mere eller mindre vilde hesteflokke sammen. De bruges også til at spise. Ellers bruges de i dag mest til konkurrence og tur-ridning, og er noget af det Island er mest kendt for rundt om i verden.

Indholdsfortegnelse

[redigér] Udbredelse i Europa

En Islandsk hest
Islandsk hest

Også i Europa har man brugt den islandske hest som arbejdsdyr. Islændingene eksporterede i slutningen af det nittende århundrede en del heste. I England og Polen blev de især brugt i minerne som trækdyr. I Sverige og Danmark blev de brugt i landbruget som trækdyr. De fleste blev importeret som helt unge. Det var billige trækdyr til husmandsbrug; men nogle blev også brugt som rideheste til børn.

Man kendte ikke det store til hesten i Europa, og vidste eksempelvis ikke, at en islandsk hest først bør rides til i en alder af fem år. De fleste andre heste kan tilrides i en alder af tre år. Hestene var heller ikke vant til at komme på stald, på Island gik de ude hele året.

I Danmark standsede importen helt i 1939, da 2. verdenskrig startede. Da behovet for heste i landbruget fortsat faldt, og der kun var ganske lidt avl af islændere i Danmark, var bestanden næsten væk omkring 1960.

[redigér] Den islandske hest af i dag

På Island i 1950'erne, var der ikke brug for så mange heste længere, man slagtede derfor rigtig mange heste i den periode. Det var i Tyskland man "genopdagede" den islandske hest uden for Lavaøen. I 1954 blev der solgt en del føl og ungheste til Tyskland for at redde dem fra slagteriet. Disse heste viste sig at være gode og sjove rideheste, og man begyndte så småt at avle på dem. I de følgende år kom hesten til Østrig, Schweiz og Holland.

I 1961 importerede Gunnar og Marit Jonsson to islandske heste fra Island til Danmark. I modsætning til importen før krigen, drejede det sig her om rigtige tilredne rideheste. I de følgende år kom enkelte heste til landet, og i 1967 var den samlede bestand 19 rideheste og 8 unghopper.

I begyndelsen blev de betragtet med nogen overbærenhed; men i 1967 blev tronfølgeren, prinsesse Margrethe gift, og Island forærede brudeparret to islandske hopper i bryllupsgave. Det blev et vendepunkt. Når den kommende dronning kunne ride på dem, så måtte man tage dem alvorligt.

Året efter blev Dansk Islandshesteforening stiftet, og siden er det kun gået fremad. Hestens gode egenskaber har gjort den stadig mere populær overalt i landet. Der er nu omkring 25.000 islandske heste i Danmark.

[redigér] Gangarter og avlsmål

De islandske heste er kendt for deres specielle gangarter. Andre heste behersker skridt, trav og galop. Men de islandske heste behersker derudover tölt og/eller pas.

Det er forskelligt fra hest til hest, hvor godt de behersker gangarterne. Nogle islændere er 4-gængere andre er 5-gængere. Det er også forskelligt, hvor tilbøjelig den enkelte hest er til at slå ind i en bestemt gangart. Nogle heste vil helst trave, men kan rides i tölt. Andre tölter helst og har sværere ved at trave. Det tilstræbes at avle efter heste, der behersker alle gangarter sikkert og adskilt fra hinanden. Jo mere adskilte de fire eller fem gangarter er, jo bedre. Det ønskes ikke, at hestene går "grise-pas", som er når hesten blander tölt og pas sammen og går en langsom og totaktet "tölt", altså "grise-pas".

Tölten må siges at være den islandske hests mest populære gangart. Der er tale om en firtaktet gangart, som giver rytteren et meget behageligt sæde, og er ideel til ridning over større afstande, som hesten jo oprindelig blev brugt til. Derudover anses tölt for at være en smuk gangart, hvor hesten bærer sig på en god måde, er velrejst og stolt. Man avler gerne heste, der naturligt tager lange skridt og løfter benene højt over jorden.

Islænderen er først og fremmest en brugshest. Ved avlsarbejdet lægges derfor især vægt på gode rideegenskaber. Hesten skal have adskilte gangarter og et stærkt temperament. Der gives en speciel karakter for vilje og sind, hvilket har forholdsvis stor vægt i den samlede ridebedømmelse. Man vil med andre ord under ingen omstændigheder avle dovne heste, men sætter pris på villighed og arbejdsglæde. Den islandske hest er langsomt blevet en anelse større, og måler nu typisk mellem 135 og 145 cm i stangmål. Dette er ikke stort i forhold til andre hesteracer, men den islandske hest kan sagtens bære en voksen rytter uden problemer. Det tilstræbes at avle heste med gode proportioner, en lang og smidig hals og stærke ben. Derudover er det et plus, hvis hesten har lang og kraftig man og hale (og hovskæg), og der er forbud mod at klippe dette af ved deltagelse i konkurrencer. Alle farver er tilladte - ja variation i farven er faktisk ønsket.

[redigér] I konkurrence

Igennem de sidste tredive år er der sket meget inden for islandshestesporten. Der er rideklubber og foreninger i så mange lande nu, at man ud over landsstævner holder verdensmesterskaber, hvor der dystes i hestenes gangarter m.m.

Islandske heste bliver avlet i lukkede stambøger, der skal kunne føres tilbage til Island. Der er ikke kommet nyt blod i de islandske heste siden 1240. En islandsk hest skal selvfølgelig have et islandsk navn, derfor bruger man ord fra det islandske sprog der ofte beskriver farve eller sind. Det kan også være navne fra den nordiske mytologi og Islands natur. Eksempler kunne være: Grasa der betyder grå hoppe; Teitur, der betyder den glade, eller Frosteykur der betyder frosttåge.

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Personlige værktøjer