2. verdenskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Anden verdenskrig)
Gå til: navigation, søg
Merge-split-transwiki default.svg Flytteforslag
Denne side er foreslået flyttet til Anden Verdenskrig. Klik her for at se flytteforslaget.
SemibeskyttetAnonyme og nyligt registrerede brugere kan ikke redigere denne artikel
2. verdenskrig
Fra toppen med uret: Commonwealth tropper i ørkenen; Civile kinesere begraves levende af japanske soldater; Sovjetiske tropper under en vinteroffensiv; Japanske fly klar til at lette fra et hangarskib; Sovjetiske tropper kæmper i Berlin; En tysk ubåd under angreb.
Fra toppen med uret: Commonwealth tropper i ørkenen; Civile kinesere begraves levende af japanske soldater; Sovjetiske tropper under en vinteroffensiv; Japanske fly klar til at lette fra et hangarskib; Sovjetiske tropper kæmper i Berlin; En tysk ubåd under angreb.
Dato 1. september 19392. september 1945
Sted Europa, Stillehavet, Sydøstasien, Middelhavet, Mellemøsten og Afrika.
Resultat Allieret sejr. USA og Sovjetunionen etablerer sig som supermagter. Opståen af Den første og anden verden førende til den kolde krig. De allieredes kolonier bliver selvstændige.
Casus belli Tysklands invasion af Polen
Parter
De Allierede
Herunder
Storbritannien Storbritannien
Sovjetunionen Sovjetunionen
USA USA
Aksemagterne
Herunder

Nazi-Tyskland Nazi-Tyskland
Italien Italien
Kejserriget Japan Kejserriget Japan

Ledere
Storbritannien Winston Churchill

Sovjetunionen Josef Stalin
USA Franklin Roosevelt
Republikken Kina Chiang Kai-shek

Nazi-Tyskland Adolf Hitler

Kongeriget Italien Benito Mussolini
Kejserriget Japan Hideki Tojo

Tab
Militære:
17.000.000

Civile:
33.000.000
Totalt:
50.000.000

Militære:
8.000.000

Civile:
4.000.000
Totalt:
12.000.000

2. verdenskrig var primært en militær konflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien fra 1937 til 1945.

Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939, da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen. Verdenskrigen sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom dog først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.

Inden at krigen begyndte, foregik der en brevudveksling mellem Tyskland og England om Tysklands territorium tæt på Østersøen.

Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, hvor tyskerne først overgav sig til sovjetiske tropper 9. maj. De befriende tropper forlod først øen 11 måneder senere den 5. april 1946.

Konflikten spredte sig til Afrika og omfattede også begivenheder i Nord- og Sydamerika samt en række store maritime slag.

Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt. Det anslås, at 100 millioner mennesker deltog i 2. verdenskrig.[bør uddybes][Kilde mangler] En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. Trods navnet var dog ikke samtlige lande i verden involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland – Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag og vigtige oplysninger om konvojerne i Atlanten til tyskerne) — eller de havde ingen strategisk betydning (som fx Mexico).

Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og en række af de deltagende lande på begge sider gik under krigen direkte efter civile og uskyldige ofre. Det gælder Nazi-Tyskland og Japan, der fra officielt hold havde og gennemførte deciderede udryddelsesplaner for bestemte folkegrupper, hvilket er kategoriseret som folkedrab. Flere forskere mener, at også Sovjetunionens deportationer af folkeslag til Sibirien og drab og voldtægter begået af sovjetiske soldater under krigen kan betegnes som folkedrab.[1]

Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, Tysklands drab på 6 millioner jøder og andre minoriteter, massive tab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan, foruden drab på millioner af civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet omkring 60 millioner døde, flere end i nogen anden krig.


Forudgående begivenheder

To diktatorer mødes i det besatte Jugoslavien: Til venstre Italiens Benito Mussolini, til højre Tysklands Adolf Hitler

I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-18). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2., og dets allierede (Centralmagterne) besejret af Ententen, som bl.a. omfattede Storbritannien, USA, Frankrig og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen, (en stat som efter denne sejr sammen med andre tyske områder dannede kejserriget Tyskland) i den fransk-tyske krig i 1870-71, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger, samt afgivelse af landområder bl.a. Elsass og Lothringen til Frankrig.

En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, marxister og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads (dolkestødslegenden).

Efter en række kaotiske valg blev Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen. Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel og en forordning fra præsidenten øgede rigskanslerens (Hitlers) magt. En pasus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i 1934 overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.

Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.

Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge, Victor Emmanuel 3., den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.

Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.

I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.

Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).

Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.

Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 (Anschluss). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.

Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterlandet, de tysktalende grænseområder i Tjekkoslovakiet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterlandet. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. Landet var uden britisk og fransk støtte magtesløst overfor den tyske militære styrke. Et par måneder senere, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre som et protektorat. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.

Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.

Japans ekspansion i Østasien

Situationen i Kina 1940
Pink områder er under japansk kontrol

I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi. Japan manglede råstoffer, og mange af dem fandtes i Kina.

I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med, at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.

I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutionære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.

I 1931 invaderede japanske tropper Manchuriet uden først at have indhentet tilladelse fra regeringen i Tokyo. Anledningen var den såkaldte Mukden-episode en sabotageaktion mod den japanskejede og -drevne Sydmanchuriske jernbane. De japanske tropper stod selv bag aktionen. Året efter blev Manchuriet til kejserdømmet Manchukuo, som havde den tidligere kinesiske kejser Puyi på tronen, men i realiteten blev styret af Japan.

I 1937 udløste Episoden på Marco-Polo-Broen den 2. kinesisk-japanske krig. Selv om de kinesiske tropper var langt mere talrige end de japanske var det japanerne som i løbet af de næste år erobrede størstedelen af det østlige Kina ved hjælp af deres bedre våben og træning.

I 1938 forsøgte japanerne i den Sovjetisk-japanske grænsekonflikt at trænge ind i Mongoliet, men her kom de op mod den sovjetiske Røde Hær, som blev ledet af den senere så berømte Georgij Zjukov, og i 1939 løb de ind i et alvorligt nederlag i Slaget ved Khalkhin Gol, hvilket førte til konfliktens afslutning og senere til den Sovjetisk-japanske neutralitetspagt.

Gnome-speakernotes.svg
Chamberlains bekendtgørelse for den britiske befolkning af krigserklæringen, 3. september 1939

Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (Engelsk)

Tyskland og Sovjetunionen invaderer Polen

Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop-pagten) i august 1939 indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, de baltiske lande og Finland mellem sig.

Krigen brød ud i Europa den 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.

Polen var en af de lande der havde det største civile tab, Polen mistede ca. 6 millioner civile.

Sovjetunionen angriber Finland og de baltiske lande

En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium. Dette blev i juni 1940 udgangspunkt for at Sovjetunionen let kunne besætte og senere annektere De baltiske lande.

Finske skitropper i det nordlige Finland under Vinterkrigen 1939-40

Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder, med hårde kampe og store tab måtte Finland slutte fred. Sovjetunionen havde langt større tab end Finland, men havde også en langt større hær, hvilket i dette tilfælde gjorde udslaget. Ved Fredstraktaten i Moskva den 12. marts 1940 opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at skulle afgive mere land, end de havde måttet afgive på slagmarken. Hitler mente, at dette resultat viste, at Den Røde Hær ikke ville blive noget problem for Tyskland på et senere tidspunkt.

Angrebet på Danmark og Norge

Uddybende Uddybende artikler: Operation Weserübung og Besættelsen

Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung – besættelsen af Danmark og Norge. Tysklands angreb blev udlagt som en defensiv foranstaltning for at hindre Frankrig og Storbritannien i at invadere disse lande for at standse eksporten af svensk jernmalm til Tyskland. Endvidere var kontrollen over Nordatlanten et vigtigt aspekt for Tyskland. Efter en fejlslagen britisk militærindsats i Norge var Finland og Sverige nærmest afskåret fra Vesten,og som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation. Angrebet på Danmark blev i gang sat fordi Hitler ville sikre forbindelsen til Norge. Der blev bygget store forsvarsværker på vestkysten. Især i Hirtshals og Hanstholm blev der bygget store bunkers og lagt miner ud.

Den 12. april 1940 besatte britiske tropper Færøerne i Operation Valentine, og den 10. maj 1940 blev Island ligeledes besat af britiske tropper i Operation Fork. Den britiske besættelse af Island varede til juli 1941, hvor amerikanske tropper overtog kontrollen med Island.

Vestfronten 1940

Britiske fanger på Veules-Les-Roses i juni 1940. Selv om de allierede fik evakueret store mandskaber i Operation Dynamo endte alligevel mange soldater i tysk fangeskab.

På trods af den store aktivitet på østfronten var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af "manglende" krigskonfrontationer (Spøgelseskrigen - engelsk The Phoney War, tysk der Sitzkrieg) fortsatte indtil den 10. maj 1940.

Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Holland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.

Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret ud fra den forestilling, at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.

Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvori den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesrige evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. I alt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.

Slaget om England

Uddybende Uddybende artikel: Slaget om England
Propagandaplakat efter slaget om England med Churchills berømte tak til de engelske jagerpiloter, som man anså havde reddet landet fra invasion.

Tyske flystyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en planlagt invasion af Storbritannien under kodeordet "Operation Søløve". Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som Slaget om England. Det er i dag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med held, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt bombe- og jagereskadriller, der var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være den betydelige ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om England blev med en meget lille margin vundet af det britiske luftforsvar, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.

Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Især London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som flådebasen Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var store civile tab i de britiske byer.

Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i Slaget om Atlanten og de britiske kommandoraids i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.

Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren nærstøtte. De tyske bombefly var ofte mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede kun et enkelt fire-motoret tungt bombefly (Focke-Wulf Fw 200) i et lille antal, som kunne modsvare Avro Lancaster, B-17 Flying Fortress eller B-24 Liberator.

Den største koncentration af tyske bombetogter mod de britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1'ere og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt mod en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive besætninger under optræning, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.

Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne i 1945. Ud over den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret af Tyskland.

Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.

Kampe i Nordafrika

Uddybende Uddybende artikel: Felttoget i Nordafrika

Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Egypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien. De allierede tropper i Nordafrika udgjordes af britiske, australske, new zealandske, indiske, sydafrikanske samt græske styrker (Den Græske Brigade, 15.000 mand [Kilde mangler]). Senere også franske styrker, se nedenfor.

For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab.

Aksemagterne invaderer Balkan

Uddybende Uddybende artikel: Balkanfelttoget

Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940, helt uden aftale med deres tyske allierede. Mussolini ønskede at vise Hitler at også han og hans land havde store militære evner. Iflg. den italienske udenrigsminister grev Galeazzo Ciano skal Mussolini have sagt, at "Hitler kan læse om min invasion af Grækenland i aviserne". Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Egypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt, og var historiens første faldskærmsangreb. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation. Et helt specielt forhold for 2. Verdenskrig var, at Hitler, pga. sin store forkærlighed for den græske kulturarv, samt det forhold at Mussolinis Italien efter Hitlers opfattelse selv var ude om deres sviende nederlag ved deres forsøg på invasion af Grækenland, gav ordre til at de 218.000 tilfangetagne græske soldater efter afvæbning umiddelbart skulle frigives. De græske officerer fik endda lov til at beholde deres pistoler. Tyskland tog således ingen græske krigsfanger, og alle blev løsladt på stedet. Hitler nævner i sin efterfølgende tale til Rigsdagen, at de græske soldater har kæmpet ypperligt og ærefuldt, og pga. deres "hæderfulde æt" omgående vil blive frigivet. Endvidere skal Hitler have givet strenge ordrer om under ingen omstændigheder at ødelægge arkæologiske områder, templer etc.

Tyskland angriber Sovjetunionen 1941

Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt, operation Barbarossa.

Om morgenen den 22. juni 1941 gik to en halv million tyske og tyskallierede soldater til angreb på Sovjetunionen. Dette angreb blev kaldt Operation Barbarossa, historiens største og blodigste militære felttog.

Den sovjetiske hær blev taget på sengen. Efterretningrapporter, som advarede om store tyske troppekoncentrationer tæt op til grænsen, var bare få dage forinden blevet afvist af Stalin som upålidelige. Aksemagternes styrker havde i tiden efter angrebet enorm fremgang, i høj grad på grund af inkompetence fra Stalin og de sovjetiske generalers side. Den røde hær var på dette tidspunkt dårlig organiseret og mangelfuldt udrustet. Den tyske Blitzkriegtaktik med motoriserede enheders koncentrerede stormangreb i kombination med intense flyangreb, viste sig meget effektive i de første månedene af krigen. Stalins ordre om forbud mod al form for tilbagetrækning, medvirkede i høj grad til at Wehrmachts knibtangsmanøvrer hurtigt omringede betydelige sovjetiske styrker. Hele 2,4 millioner sovjetiske soldater blev taget som krigsfanger i det første halvår.

De tyske styrker var delt i tre hærgrupper. Heeresgruppe Nord rykkede ind i de baltiske stater, som i 1940 var blevet indlemmet i Sovjetunionen. I starten af september var Heeresgruppe Nord nået frem til Leningrad, og indledte en belejring af byen som skulle vare over 900 dage. Heeresgruppe Süd angreb Ukraine, og havde som mål at nå oliefeltener i Kaukasus. Inden vinteren kom havde denne armégruppe erobret hele Ukraine og var nået helt til Rostov ved indgangen til Kaukasus.

Størstedelen af angrebet kom gennem Hviderusland, hvor Heeresgruppe Mitte havde kurs mod Ruslands hjerte. Ved Minsk og Smolensk vandt Tyskland store sejre og rykkede frem med stormskridt mod den sovjetiske hovedstad Moskva. I starten af oktober kunne de tyske fortropper skimte Kreml i horisonten, og situationen så håbløs ud for Sovjet. Wehrmacht formåede imidlertid ikke at opnå deres mål, før vinterkulden tvang angrebstyrkerne til at indstille fremrykningen. Den raske fremrykning gennem de enorme landområder havde været resursekrævende, og tyskerne var ikke forberedt på vinterkrig. Mens tyskerne havde problemer med forsyningslinjerne og ventede på forstærkninger til det endelige angreb på Moskva, fik Den røde hær tid til at omorganisere sig og forberede et modangreb.

Slaget om Moskva skulle vare i tre måneder og endte til sidst med sovjetisk sejr. Med temperaturer omkring 30 minusgrader led de tyske styrker under Fedor von Bock kraftigt, og da den sovjetiske kommandant Georgij Zjukov satte modangrebet ind den 5. december, mistede tyskerne initiativet og blev drevet tilbage.

Japan angriber vestmagterne

Japans militære engagement i Kina og Fransk Indokina havde ført til at Storbritannien, USA og Holland havde lukket for olieforsyningen til Japan. Dette var en stor trussel for den japanske krigsmaskine, og som et resultat af dette måtte japanerne skaffe sig olie på egen hånd. Den oplagte løsningen på problemet var det oliebesidende Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien), hvor en svag hollandsk eksilregering næppe ville kunne stå imod et japansk angreb. Den japanske regering antog ,at et sådan angreb ikke ville blive godtaget af USA og Storbritannien, noget som gjorde det nødvendig at komme disse i forkøbet med et overraskende angreb.

Om morgenen den 7. december 1941 gik den japanske flåde til angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Angrebet blev til en vis grad en succes, da japanerne fik sænket 18 amerikanske skibe (hvoraf fem krigsskibe), med amerikanske tabstal på 2403 mand mod bare 29 japanske fly, 5 japanske ubåde og 64 mand. Hovedmålet for det japanske angreb, ødelæggelsen af de amerikanske hangarskibe, fordi de var ude på øvelse.

Samtidig erobrede også japanske styrker den britiske kronkoloni Hong Kong. Dagen efter, den 10. december, blev de to britiske krigsskibe HMS Repulse og HMS Prince of Wales sænket ud for kysten af Britisk Malaya. Thailand blev tvunget med i krigen på japansk side, og samtidig faldt de to amerikanske øyer Guam og Wake Island.

Det japanske angreb førte til, at den amerikanske Kongres erklærede krig mod Japan den 8. december. Tre dage senere erklærede Tyskland krig mod USA, noget som førte til at de hidtil uafhængige krige i Europa og Asien blev forbundet til en global konflikt, altså en verdenskrig.

I januar 1942 overtog Japan magten over Burma og Britisk Malaya, samtidig med at Ny Guinea, Filippinerne og Hollands Ostindien blev indvaderet. I februar blev den britiske bastionen Singapore erobret, noget som gjorde at 130.000 allierde soldater kom i japansk krigsfangeskab. I slaget i Javahavet i februar-marts blev den allierede flåde knust, hvilket bragte Hollands Ostindien under japansk kontrol. I løbet af foråret blev også de amerikanske styrker på Filippinene slået ligesom og Japan overtog også magten på denne øgruppe. Derudover blev Salomonøerne besat, da øgruppen kunne bruges som base for bombefly, som kunne true konvojer til Australien.

De allieredes invasion af Italien

Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".

Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943, og Italien var hermed ikke længere Tysklands allierede. Efter dette var der repressalier fra de tyske tropper mod italienske soldater i selve Italien samt i de besatte lande, f.eks. Grækenland, hvor de tyske tropper henrettede italienske soldater i massevis. Et eksempel var den græske ø Korfu, hvor de italienske soldater blev lagt i sække og smidt ud fra en klippe levende.

Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.

De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.

Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved i Salò-republikken, en fascistisk lydstat i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget af den italienske modstandsbevægelse, og efter en kort rettergang henrettet ved skydning. Herefter blev hans lig hængt op i benene til offentlig skue på Piazzale Loreto i Milano af de italienske partisaner den 28. april 1945.

Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustav-linjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio. Slaget om Monte Cassino var ualmindeligt blodigt og blev bl.a. udført af polske, græske og algeriske tropper i allieret tjeneste.

De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gotiskelinjen. De allierede foretog Operation Dragoon, en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb den Gotiskelinje den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.

Befrielsen af Frankrig

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Operation Overlord.
Omaha Beach efter hårde kampe. Forstærkninger ankommer og soldater rykker ind i landet.

Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptune og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.

Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. I Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt af en invasion i det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme og alle troede, at krigen i Europa forhåbentlig ville være ovre ved udgangen af 1944. Den 25. august 1944 blev Paris befriet.

De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor de forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet. De allierede havde erobret Antwerpen og dens store havneanlæg i starten af september, men tyske tropper holdt fortsat den nordlige del af indløbet til havnen besat. I slaget ved Schelde lykkedes det at fjerne de tyske tropper efter særdeles hårde kampe, og fra slutningen af november kunne havnen i Antwerpen lette på de allieredes forsyningssituation.

Efter at den vanskelige forsyningssituation havde ført til stagnation af fronten kom de allierede kun langsom frem i efteråret 1944. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hürtgenskoven og havde svært ved at planlægge offensive tiltag. Det forværredes den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. De tyske styrker drev de allierede tilbage og omringede en række amerikanske styrker. Det lykkedes de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.

Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den krydsede de i marts 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-distriktet.

Krigen slutter

I løbet af de første måneder af 1945 trængte de Vestallierede frem til Rhinen. I begyndelsen af marts nåede amerikanerne frem til Rhinen ved Remagen og erobrede den 7. marts en jernbanebro intakt hvorefter amerikanske styrker straks begyndte at etablere et brohoved på Rhinens østlige bred. Den 22. marts begyndte amerikanske tropper at overskride Rhinen ved Mainz og i de følgende dage fulgte yderligere overgange i syd og nord. Ruhr-området blev hurtigt omringet, og mens Ruhr blev erobret fortsatte de Vestallierede styrker hastigt øst på og erobrede hele det tyske område vest for Elben foruden store dele af Tjekkoslovakiet og Østrig.

I de første måneder af 1945 var de sovjetiske styrker trængt frem til Oder og havde etableret et brohoved på flodens vestlige bred. Den 16. april gik de sovjetiske styrker til angreb over Oder og omringede hurtigt Berlin. Mens de sovjetiske styrker kæmpede mod et indædt tysk forsvar af Berlin mødtes amerikanske og sovjetiske tropper den 25. april 1945 ved Torgau, som ligger ved Elben.

Da de sovjetiske styrker var trængt ind i Berlins centrum og alt var tabt, valgte Hitler den 30. april at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. For Hitlers efterfølger storadmiral Karl Dönitz var der kun tilbage at kapitulere. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa, VE-day.

Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest.

Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på koncentrationslejre, som nazisterne havde fængslet og udryddet cirka 12 millioner mennesker i. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Andre minoriteter som sigøjnere, slaver, homoseksuelle og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor det anslås, at 1-1,5 millioner mennesker blev dræbt. Folkedrabet "Holocaust" er en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig. I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne. Flygtninge fra Tyskland i Danmark blev nægtet lægehjælp, og 4000 børn døde.

Krigen i Europa sluttede den 8. maj, men fortsatte i Asien. Efter nedkastningen af atombomber i Hiroshima den 6. og Nagasaki den 9. august, besluttede den japanske krigsledelse den 15. august at overgive sig betingelsesløst. Den 2. september 1945 blev freden underskrevet og 2. verdenskrig var slut.

De sidste tyske krigsfanger blev i 1955 løsladt af Sovjetunionen, efter Stalins død. I efteråret 1953 blev de sidste danskere, der var gået i tysk krigstjeneste, løsladt fra sovjetisk fangenskab.

Danske soldater i fremmed tjeneste

66 danskere fløj i de allierede flystyrker (RAF, Royal Canadian Air Force og de Frie Norske Flyverstyrker), hvoraf 26 omkom.[2]

Yderligere kæmpede omkring 5.000 danskere på tysk side i Frikorps Danmark ved østfronten.

Navne

Listen er påbegyndt og ufuldstændig

På allieret side

På aksemagternes side

Eksterne kilder/henvisninger

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: