Kristenforfølgelse

Kristenforfølgelse er mere eller mindre organiseret forfølgelse af kristne. Oftest finder kristenforfølgelse sted, hvor kristne er i mindretal, og forfølgelsen udøves af magthaverne eller befolkningsflertallet, eller begge. Kristenforfølgelser kan f.eks. bestå i chikane, smædekampagner, fratagelse af ejendom, udelukkelse fra offentlige hverv, fængsling eller henrettelse.


Religion
Historiske religioner
Egypten - Grækenland
Norden - Keltere Denne artikel er del af serien Romersk religion
Praksis
Ofring · Kalender Kejserkult · Templer Sibyllinske bøger
Guder i statskulten
Jupiter · Venus Mars · Diana Interpretatio graeca
Guder i privatkulten
Lar · Genius Di Manes · Penater
Helte
Romulus og Remus Æneas
Fester
Fasti Saturnalia · Lupercalia Parentalia
Præster
Augur · Flamen · Haruspex Pontifex maximus Rex Nemorensis Rex Sacrorum · Vestalinde
Kultfællesskaber
Gnosticisme Mysteriereligion Neoplatonisme Stoicisme Urkristendommen
Begivenheder
Kristenforfølgelse Augustus' reformer
Rediger

Kristenforfølgelser i Romerriget [redigér]

Det mest kendte eksempel på kristenforfølgelse er kristenforfølgelserne i Romerriget. De tidligste romerske kristenforfølgelser nåede et højdepunkt i år 64, da kejser Nero gav de kristne skylden for Roms brand og lod en mængde kristne henrette. Senere, under kejser Domitian (81-96), blev de kristne igen forfulgt, denne gang både i Rom og Lilleasien, men disse forfølgelser dæmpedes efter Domitians død.

I de følgende halvandet hundrede år foregik der formentlig ikke centralt organiserede forfølgelser af kristne, om end kristendommen på ingen måde var blevet legaliseret, og der skete da også sporadiske forfølgelser rundt omkring i Romerriget, f.eks. i Egypten og det øvrige Nordafrika i de første år af det 3. århundrede, hvor mange kristne blev dræbt i anledning af en lov fra kejser Septimius Severus, som forbød udbredelsen af kristendom og jødedom.

I år 250 igangsatte kejser Decius de ind til da mest omfattende og organiserede kristenforfølgelser. Disse forfølgelser blev dog afblæst ved Decius’ død allerede året efter, men genoptaget af Valerian i 257. Til trods for dette lykkedes det ikke at udrydde kristendommen, og i 260 besluttede kejser Gallienus at indstille forfølgelserne. Dog var et meget stort antal kristne i denne periode faldet fra.

I de følgende omtrent 40 år levede de kristne i forholdsvis fredelig sameksistens med romerne, og det lod til, at magthaverne havde accepteret deres tilstedeværelse. Men i 303 igangsatte kejser Diocletian nye forfølgelser med større styrke end nogensinde. Denne gang var de kristne dog mere standhaftige, og til sidst måtte kejser Galerius indstille forfølgelserne og anerkende kirken i 311.

Nuværende situation (1989 til nu) [redigér]

Ifølge flere eksperter, at kristne den religiøse gruppe, der er udsat for det mest massive religiøse forfølgelse i moderne tid.^[1] Især lande som Nordkorea, der udfører en absolut udryddelse og forfølgelse af kristne, men også i flere muslimske lande, foregår der forfølgelse af de kristne mindretal.^[1] Den forrige pave, Pave Benedikt 16., har udtrykt bekymring over udviklingen i den muslimske verden.^[2]

Lektor i teologi ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg, mener at dele af den moderne forfølgelse, sker som en bebrejdelse af vestlige regeringers manglende indgriben i de tidligere totalitære regimer som f.eks. Syrien, Egypten og Irak. Han mener også, at den store magt, som de islamitiske grupper har fået under det Arabiske Forår, spiller en stor rolle i forfølgelsen i de lande.^[1]

Den kristne non-profit organisation "Åbne Døre" offentliggøre hvert år en top-50 liste, over lande hvor forfølgelse af kristne er værst. I 2013 var følgende lande på top-10 listen, over lande, hvor kristne mindretal er udsat for den største trussel:^[3]

Muslimske verden [redigér]

Afghanistan [redigér]

I 2006 blev den 41-årige afghaner Abdul Rahman anholt, for at konvertere fra Islam til Kristendom, der ifølge Sharia lov medfører dødsstaf. Han blev dog efter et massivt vestligt pres, frigivet, hvorefter Abdul flygtede til Italien, hvor han var lovet asyl.^[4]^[5] I 2008 blev den britiske velgørenhedsarbejder Gayle Williams dræbt af Taliban, "fordi hun arbejdede for en organistion, der havde til formål at prædike kristendom i Afghanistan", selvom hun var meget omhyggelig, for ikke at konvertere afghanere.^[6]

Algeriet [redigér]

Natten mellem den 26-27 marts 1996 blev syv katolske munke kidnappet, som en del af den algeriske borgerkrig. De blev holdt indespærret i to måneder, indtil de blev fundet dræbt den 21. maj 1996. Omstændighederne ved deres kidnapning og død er forsat kontroversiel, da både den islamitiske gruppe, Armed Islamic Group tager ansvar for både kidnapning og dræb, mens en pensioneret fransk general, Francois Buchwalter rapportere, at munkerne ved et uheld blev dræbt af den algeriske hær, i et forsøg på at redningsforsøg.

Den 9. januar 2010 blev en pinsekirke i Tizi Ouzou plyndret og brændt ned til grunden af islamistiske unge. Præsten er citeret for at sige, at kirkegængere var nødsaget til at flygte, da politi lod en lokal bande uromagere fortsætte, uden af tjekke deres ærinde.^[7]