Solovkij-klosteret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Et af Solovkij-klosterets tårne i 1915, fotograferet af Sergej Prokudin-Gorskij.

Solovkij-klosteret (russisk:Соловецкий монастырь) har i flere hundrede år været kristendommens hovedsæde i Nordrusland. Klosteret ligger på Solovetskij-øerne i Hvidehavet i Arkhangelskregionen (Arkhangelsk oblast). De vigtigste bygninger er fra 1500-tallet, da Filip Kolytsjev var hegumen (titel, som tilsvarer abbed). Klosteret har op igennem århundrederne gennemgået mange ændringer, og det har modstået flere fjendtlige angreb. Dette er et af de første russiske steder, som er kommet på UNESCOs liste over verdensarvsteder.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Før nogen bosatte sig der, var Solovetskij-øerne kendt blandt samerne, som brugte øerne som gravsted.

Bosættelsen af den karelske kyst mod Hvidehavet startede i 1100-tallet, da fiskere og jægere fra Novgorod slog sig ned her. De næste, som kom var munke. En af munkene, Savvatij (Sabbatius), søgte ensomhed efter, at hans lærer Kirill Bjelozerskij var død. Han havde levet i Valaam-klosteret en tid, men han syntes, at det var overbefolket, og drog videre nord over. Savvatij hørte om Solovetskij-øerne, og i 1429 kom han over til øerne sammen med sin fælle Herman.

Savvatij er senere blevet anset som en af grundlæggerne af Solovkij-klosteret, men det var ikke ham, som etablerede det. Den egentlige grundlægger, Zosima, levede i en rig familie nær Kizji ved indsøen Onega. En dag bestemte han sig for at vie resten af sit liv til munketilværelsen og gav alt, han ejede, bort til de fattige. Zosima og hans ledsagere gav sig af sted og havnede på Solovetskij-øerne, hvor de grundlagde klosteret i 1436.

Økonomisk, politisk og militært centrum[redigér | redigér wikikode]

Frem til midten af 1500-tallet var Solovkij-klosteret som andre mindre klostre, men i 1549 fik klosteret en ny leder, Fillip, som var en enestående energisk person. Under hans ledelse startede udbygningen af mure, tårne, veje og kanaler mellem flere af indsøerne på øen. Den første store kirke stod færdig i 1500-tallet. Klosteret udvidede snart sine ejendomme med landområder på kysten af Hvidehavet og omkring floderne, som har udløb i havet. Klosteret forøgede sin produktion og kommercielle virksomhed og blev snart et økonomisk og politisk centrum i hvidehavsområdet.

Solovkij-klosteret set fra havet.
Foto: Mihail Vasiliev

På denne tid begyndte klosteret at spille en større rolle også i forsvaret af Nordrusland. I 15821594 rejste munkene en fæstning efter ordre fra zaren. Den blev bygget af svære kampesten og blev en af de største og mægtigste fæstninger i Rusland. I mange århundreder vogtede fæstningen og dens garnison den russiske grænse. Arkimandritten (titel, som modsvarer øverste abbed) i klosteret blev udpeget af patriarken og zaren selv. I 1765 blev Solovkij-klosteret stauropegisk (fra græsk: stauros: "kors" og pegio: "at stadfæste"), det vil sige, at det blev direkte underlagt kirkesynoden.

Forretningsvirksomheden under klosteret omfattede drift af saltsyderi (i 1660-årene ejede det 54 bedrifter), fiskeri, produktion af sømad, pelsdyrfangst, udvinding af glimmer og jern, perlearbejder med mere. Mange mennesker i området var engagerede i klosterets produktion og var derfor afhængige af det. I 1600-tallet havde Solovkij-klosteret allerede omkring 350 munke, 600-700 tjenestefolk, håndværkere og jordarbejdere.

Solovkij-oprøret[redigér | redigér wikikode]

I midten af 1600-tallet var Solovkij-klosterets politiske og moralske indflydelse meget stor, og klosteret blev en af hovedstederne for modstanden mod splittelsen af den russisk-ortodokse kirke. Det antifeudale Solovkij-oprør (russisk:Соловецкое восстание) i 16681676 var rettet mod Patriark Nikons kirkelige reformer. Klosterets ledelse stod imod de zar-støttede religiøse reformer, fredsforhandlinger førte ikke til noget, og zaren sendte militære styrker for at straffe oprørerne.

Oprøret startede sommeren 1668, da de autoritære ledere af klosteret gik i opposition mod Patriark Nikons reform, lige efter hans fratræden fra embedet. Majoriteten af de regulære munke var modstandere af centraliseringen af den russisk-ortodokse kirke og af den russiske regering, som havde virket for dette. Lægbrødre, klosterarbejdere og pilgrimme (пришлые люди, eller prisjlije ljudi) protesterede mod den feudale undertrykkelse og især mod klostervæsenets regulering af livegenskabet. Omkring 450-500 oprørere deltog i Solovkij-klosteroprøret, som startede under slagordet at kæmpe for den gamle tro og gav bevægelsen tilnavnet De gammeltroende.

Strelets-patruljer i gamle Moskva af Andreij Rjabusjkin.

22. juni 1668 ankom en Strelets-afdeling, under kommando af Volkhov, Solovetskij-øerne for at bekæmpe oprøret. Klosteret låste sig og nægtede at slippe tropperne ind. Oprøret blev støttet af lokale bønder og arbejdere, som kunne bistå klosteret med forsyninger ved en belejring i mere end syv år om nødvendig. Foruden forsyninger fra omverdenen kom der mange arbejdere, rømmede soldater og til og med Strelets-soldater til øen og slog sig sammen med oprørerne. Tidlig i 1670-tallet kom der et stort antal af Stenka Rasins (lederen af modstanden mod den russiske regering) tilhængere for at deltage i klosteroprøret, hvilket opildnet situationen yderligere.

Oprørerne forsvarede sig godt mod den vel udstyrede hær under den flerårige belejring, men der fandtes en forræder på klosteret, munken Feoktist. Han viste strelets-soldaterne et ubevogtet vindue i klosterets Hvide tårn. Dette fremskyndede afslutningen på oprøret, som blev slået ned med en ufattelig brutalitet i januar 1676. Belejrerne kom ind gennem en hemmelig passage i ly af en snestorm og gik løs på munkene. Kun 60 af de 500 oprørere overlevede slaget om klosteret. Efter, at oprøret var blevet slået ned, blev der fundet store lagre af mad i klosteret med nok forsyninger til at modstå belejringen i mange flere år. De overlevende oprørere blev senere henrettede med undtagelse af nogen få. Dette er den eneste gang i historien, at Solovskij-klosteret har været indtaget.

Forsvar, kristendom, handel og industri[redigér | redigér wikikode]

Udsnit af klosterets mure og tårne.
Foto: Mihail Vasiliev

Sammen med fæstningsværkerne i Sumskoi og byen Kem udgjorde Solovskij-klosteret et vigtig grænseforsvarsværk med et stort antal af kanoner og stærke garnisoner. I 1500-tallet og 1600-tallet formåede klosteret flere gange at slå tilbage angreb fra Sværdbroderordenen og svenskerne (således i 1571, 1582 og 1611).

Et andet fjendtligt angreb kom i 1854, under Krimkrigen. Den 6. juli blev Solovskij-klosteret angrebet af to britiske 60-kanoners fregatter, "Brisk" og "Miranda". Skudvekslingen startede og efter 9 timers bombardement med omkring 1.800 skud fra skibene, måtte de returnere med uforrettet sag. Overraskende nok gik ingen liv tabt, og kun nogen få af bygningerne blev lettere skadet.

Mellem 1500-tallet og 1900-tallet blev Solovskij-klosteret også brugt til eksil for modstandere af zarvældet og den officielle ortodokse religion. Klosteret var også hovedcentrum for kristningen af det nordlige Rusland og opbevarede en stor mængde manuskripter og gamle bøger. Klosteret har haft to glansperioder: den ene i 1500-tallet, da den første store kirke og kampestensmur blev bygget, den anden i 1800-tallet, da der blev bygget ny kirke, skibsværft (med blandt andet en af Ruslands første tørdokke) og kraftværk. Der blev også anlagt en botanisk have på klosteret. I begyndelsen af 1900-tallet deltog klosteret i pomorhandelen med flere dampskibe. Pomorhandelen var en handelsforbindelse mellem pomorer (kystboere) i hvidehavsområdet og kystbefolkningen langs den nordnorske kyst med fisk fra Norge og korn fra Rusland som hovedhandelsvarer.

Tvangsarbejdslejr[redigér | redigér wikikode]

Kort tid efter den russiske revolution nedlagde sovjetmyndighederne klosteret og tog mange af bygningerne i brug til en fangelejr under Gulag-systemet. Da bolsjevikkerne overtog i 1923, blev munkene deporterede, fængslede eller henrettede.

Lejren, som blev oprettet i 1923, er kendt under navnet "SLON" (forkortelse for: Solovetsky Lager' Osobogo Naznachenia, "specialformålslejr"). En række af Gulag-lejrene blev givet navne, som i forkortet form gav en anden og ofte ikke-truende mening. Til at begynde med var der kun 3.000 fanger i lejren.

I 1920'erne blev propagandafilmen "Solovkij" indspillet for at fremme udbredelsen af Sovjetstatens nye afstraffelsesmetoder.

Klosteret og øerne omkring det blev efterhånden en enorm fangelejr med mænd, kvinder og børn indkvarterede rundt omkring på flere af øerne. Flere kategorier af fanger blev holdt fængslede side om side: almindelige kriminelle sammen med "hviderussiske" officerer, ingeniører, digtere, forfattere, historikere, gejstlige, økonomer, filosofer, matematikere og enhver, som kunne tænkes at udgøre en fare for revolutionen. I Transfigurationskirken blev fangerne indkvarterede i fireetagers køjesenge. Altrene blev omgjort til latriner.

SLON var en af de første tvangsarbejdslejre, en prototype på Gulag-systemet. Her udviklede og afprøvede NKVD de metoder, som efterhånden blev gængse i fangelejre over hele Sovjetunionen. Gennem 1920'erne og 1930'erne blev hundrede tusinder af "kontrarevolutionære elementer" holdt fangede på øerne, og de blev tvunget hovedsagelig til skovarbejde. Fangerne led under dårlige forhold, og flere tusinder af dem døde, især i 1920-erne.

Lejrvagterne fik frit udløb for deres sadistiske tilbøjeligheder. De kunne klæde fangerne nøgne og binde dem fast udendørs til myggenes forlystelse. De kunne tvinge fanger til at balancere dagen lang på horisontale pæle i en højde, som var for høj til at kunne sætte fødderne på jorden. De, som faldt ned, blev slåede eller kunne blive bundet på langs til tunge træstammer, som så blev rullet ned ad den bratte skråning fra Sekirnajahøjden 60 meter ned til bunden.

«De brugte åbent ordet 'Solovki' til at skræmme folk med», skrev den russiske oppositionelle forfatter Aleksandr Solsjenitsyn i sit værk Gulagarkipelet.

I 1936 blev arbejdslejren omgjort til fængsel, som blev brugt frem til 1939, lige inden udbruddet af vinterkrigen mellem Rusland og Finland. Det anslås, at mellem 30.000 og 40.000 mennesker blev dræbt eller døde af sygdom mellem 1923 og 1939 i lejrene.

I 1939 blev opførelsen af en marinebase og søkadetskole påbegyndt på øerne. Efter 2. verdenskrig blev Solovkij-klosteret brugt af forsvaret. Først i 1992 fik den russiske kirken kontrol over klosteret igen, og i dag er Solovkij-klosteret et historisk og arkitektonisk museum. Et lille broderskab af munke på omkring 10 personer lever i klosteret i dag.

Solovkiklosteret i 1915, fotograferet af Sergeij Mikhailovitsj Prokudin-Gorskij.

Klosteranlægget[redigér | redigér wikikode]

Solovkij-klosterets bygninger ligger ved stranden i Prosperitybugten (russisk: бухта Благополучия) på den største af Solovetskij-øerne. Området er omgivet af massive mure, som er 8-11 m høje og 4-6 m tykke. Muren har 7 porte og 8 tårne og er opført mellem 15841594 af arkitekten Trifon. Den er muret op af svære kampesten, som er op til 5 m lange. Det er også overbygninger på området, som er forbundne med overdækkede og buede passager. Disse er omgivne af mange husholdnings- og boligbygninger og et refektorium (et 500 m2 stort kammer), Uspenskij-katedralen (bygget mellem 15521557), Preobrazjenskij-katedralen (15561564), Bebudelseskirken (15961601), stenkamre (1615), en vandmølle (fra tidlig i 1600-tallet), et klokketårn (1777) og Nikolajkirken (1834). I løbet af de seneste år er klosteret stærkt restaureret, og restaureringsarbejderne pågår fortsat.

Kristi Himmelfartskirken på Sekirnajahøjden[redigér | redigér wikikode]

Sekirnayahøjden ligger på nordvestsiden af den største af Solovetskij-øerne. På toppen af dette højdedrag byggede munkene en Kristi Himmelfartskirke i 1800-tallet. Kirken var også et fyr, og dette er verdens eneste kirke, som ikke har kors men en fyrlinse på taget. Under Gulagtiden blev kirken anvendt som en af de grusommeste straffeceller, og til minde om de her henrettede er det rejst et mindekors på stedet.

Håndlavet kanalsystem[redigér | redigér wikikode]

Øen har ingen større vandløb men hundrede vis af indsøer. I 1500-tallet begyndte munkene at udgrave forbindelseskanaler mellem indsøerne. Systemet af indsøer og kanaler blev brugt som ferskvandskilde og for transport. I dag er det muligt at besøge kanalsystemet med robåde.

Der er en botanisk have med mere end 100 plantearter på øen, mange er af arter som almindeligvis vokser langt længere mod syd. Der findes også et Gulag-museum på området i dag.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gorter-Grønvik, Anastasia. Solovkiøyene : hellige øyer i Kvitsjøen : sentrum for makt på Nordkalotten. I: Nordnorsk Magasin, nr 3/4, 1991; s 24-27
  • Gorter-Grønvik, Anastasia. Solovki-klosteret i Kvitsjøen : den store festen da patriarken fra Moskva dro på signingsferd til Solovki 1992. I: Nordnorsk Magasin, nr 6/7, 1992; s 28-34
  • Bjerkeng, Marit. Hellig jord med massegraver : inntrykk fra Solovki-øyene 9.-10. august 1997. I: Hammarn, nr 6, 1997; s 52-58
  • Skille, Øystein. Møte med Solovki og Solovki-klosteret : reisedagbok fra Karelen: skjebner fra Slon – stalinleiren på Solovki. I: Hammarn, nr 5, 1999; s 32-36
  • Molstad, Arild. På opplevelsesreise i Østerled. I: På norske vinger, nr 5, 2003; s 22-28
  • Eriksen, Hans Kristian. Over Nordkalotte til et kloster i Kvitsjøen. I: Nordnorsk Magasin, nr 5/6, 2003; s 29-34
  • Eriksen, Hans Kristian. Kloster, festning og fangeleir. I: Nordnorsk Magasin, nr 1/2, 2004; s 22-27 pdf
  • Koenker, Diane P. (red.): Revelations from the Russian Archive: Documents in English Translation. Washington, Library of Congress, 1997.
  • Rossi, Jacques: The Gulag Handbook: an Encyclopedia Dictionary of Soviet Penitentiary Institutions and Terms Related to the Forced Labor Camps. New York: Paragon House, (1989).
  • Solsjenitsyn, Aleksander I., Gulagarkipelet.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]