Karelen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Koordinater: 63° N, 32° Ø

Det karelske flag
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Karelen (republik).

Karelen (finsk: Kárjala, russisk: Карелия) er en geografisk region, som strækker sig fra de østlige og sydøstlige dele af Finland mod øst mod den nordvestlig del af det kontinentale Rusland. Mod nord grænser Karelen mod Hvidehavet og i syd mod Den Finske Bugt. Karelen tilhører det geografiske landskab, som betegnes Fennoskandia.

Indbyggerne i Karelen, betegnes ofte som karelere, hvorved tænkes på den særegne mundart af finsk-ugrisk sprog, som tales af befolkningen. Indbyggerne i det karelske område udgøres af flere folkeslag, blandt andet russere, karelere, samer, finner og vepsere. I 1979 var indbyggertallet i Karelen 740.000, af disse var 82.140 karelere (11,1%).

Karelen opdeles traditionelt i to områder:

  1. Østkarelen (også kendt som Fjernkarelen og Russisk Karelen),
  2. Grænsekarelen (også kendt som Det karelske Næs og Svensk Karelen).
De historiske karelske områder.

Landskab[redigér | redigér wikikode]

Karelen, grænsende mod nord til Österbotten, mod vest til Savolax og Nyland, mod syd til den finske bugt, Ingermanland og Ladoga og mod øst til tidligere guvernement Olonets. Den største længde fra nordvest til sydøst er 430 km, den største bredde 180 km, og fladeindholdet udgør 53000 km2.

Med hensyn til naturforholdene lader Karelen sig dele i 3 områder, nemlig Nordkarelen, Kystkarelen (ved kysterne af Ladoga og den finske bugt) samt det karelske næs (mellem Ladoga og havet). Nordkarelen er rigt på store søer, elve og moser og vidtstrakte nåleskove. Skønt terrænets almindelige hældning er ringe, hæver sig mange lave bjerge, mest af hårde bjergarter som kvartsit; ved søen Pielisjärvi (94 m o. H.) når bjerget Koli således 336 m. Lave bjergrygge og bakkedrag stryger gennem landet fra nordvest til sydøst, og mellem disse breder moserne sig. De betydeligste af Nordkarelens søer har afløb til Saima, hvorfra den store elv Vuoksen gennemskærer Salpausselkä under dannelsen af vandfaldet Imatra, for der efter at strømme mod sydøst gennem Kystkarelen og udmunde i Ladoga. I ældre tider udmundede Vuoksen i den finske bugt ved Vyborg, og her ender nu Saimas kunstige afløb, Saima-kanalen. I Kystkarelen er urfjeldet nærmest Salpausselkä dækket af grus og sand, som bølgerne i sin tid, da havet stod højere, har skyllet ud af denne vældige endemoræne; men nærmere den nuværende kyst stikker urfjeldet mange steder frem af grusdækket, ofte som stejle, sønderrevne fjeldvægge. Særlig storslået er naturen ved Ladogas nordvestlige kyst, der har karakter af et slags fjordkyst: dybe, af istidens gletsjere udformede dale sænker sig ned mod den stejle, klippefulde strand. En skærgård ledsager kysten, såvel mod Ladoga som mod den finske bugt. Det Karelske næs, der skiller Ladoga fra den finske bugt, har der imod ensformige kyster, uden skærgård, og jordbunden består af sand og grus, hvor under urfjeldet først findes i betydelig dybde. Ved kysterne findes her klitter, som nogle steder vandrer ind i landet og tilsander agre og enge.[1]

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet er i Nordkarelen meget barskt; i Joensuu har 140 dage af året en temperatur under 0 °C, og sommernætternes frost ødelægger ofte kartofler og korn. Men syd for Salpausselkä er klimaet mildere, sommeren nogenlunde frostfri, og særlig ved Ladogas kyst findes en yppig vegetation og et vel udviklet agerbrug. Det sydlige Krelen er da også den tættest befolkede del af landskabet. Ved Vuoksens bredder findes betydelige industrianlæg, især papir- og træmassefabrikker.[1]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Karelen blev tidligt et omtvistet område for Sverige og Novgorod, siden Rusland. Republikken Novgorod regnede Karelen blandt sine besiddelser, og det var først i 1293, at den sydvestre del af landskabet takket være Tyrgils Knutsson lagdes under Sverige. Gennem freden i Nöteborg 1323 blev til Sverige formelt afstået landet vest for en grænselinje trukket fra Systerbäck til Saijokis udmunding i Vuoksen og derfra til det sydlige Saima. Vyborg blev hovedstad i det svenske område. Men størstedelen af landskabet forblev under Novgorod, og dets befolkning antog med tiden alment den græsk-ortodokse lære. Hovedkraften bag det græsk-ortodokse missionsarbejde blev klostrene Valamo, som angives at være grundlagt år 992, og Konevits, anlagt år 1393, begge i Ladoga. Kexholm, hvor der allerede i hedningetiden synes at have været befæstninger, var såvel i militær som i administrativ henseende centrum. I egnene omkring Ladoga var en talrigere befolkning bofast, mens derimod det nordlige Karelen var næsten ganske øde og alene besøgtes i forbindelse med jagt og fiskeri eller tilfældigt svedjebrug.[2]

Hærget af krige[redigér | redigér wikikode]

Under de følgende århundreder var Karelen skuepladsen for vilde grænsefejder mellem Sverige og Novgorod, senere Moskva. Der rasede den såkaldte store russiske krig (1495–1497), efter hvis afslutning, med rimkrønikens udtryk, i Karelen og Savolax fandtes hverken hund, hane eller ko. Af mindre betydning var Gustaf Vasas 2-årige krig med Rusland 1555–1557. Derimod blev den krig, som udbrød i begyndelsen af Johan 3.s regering, i 1570, skæbnesvanger for Karelen, som hjemsøgtes af uophørlige plyndringstog. Ved freden i Teusina 1595 fastsattes, med traktaten af 1323 såsom grundlag, grænsen mellem Sverige og Rusland nærmere. Under Gustaf 2. Adolfs russiske krig erobredes Kexholm 1611 af Jakob de la Gardie og Arvid Vildeman, og ved freden i Stolbova 1617 tilfaldt hele det russiske område Sverige.[2]

Svensk overhøjhed[redigér | redigér wikikode]

Det for Sverige nyvundne område blev under navn af Kexholms län stillet under ledelse af statholderen i Kexholm, senere under generalguvernøren i Narva. Det ansås endnu at ligge uden for Finlands område, hvorfor dets indbyggere i almindelighed ikke havde ret til repræsentation ved de svenske rigsdage. Den svenske styrelse behandlede ikke den nyerhvervede provins med den forsigtighed og varsomhed, som havde været fornøden. Den halvt militære forvaltning, den slappe retsudøvelse og embedsmændenes tøjlesløse afpresninger øgede uafladeligt indbyggernes utilfredshed. Ikke mindre vanskeligheder bevirkede de religiøse forhold. Regeringens forsøg på at omvende befolkningen til lutheranismen strandede, hvorfor den såkaldte "gamla" tro fortsat var herskende, lige til de gamle indbyggere ved Karl 10.s russiske krig, 1656–1658, blev tvungne til at udvandre og blev erstattet med lutheranske nybyggere fra det vestre Finland. Siden da fandtes græsk-ortodokse bekendere kun i de østligste sogne. Under Dronning Kristinas regering blev området forlenet til mægtige adelsmænd, hvis forleninger først ved Karl 11.s reduktion vendte tilbage til kronen.[2]

Under russisk styre[redigér | redigér wikikode]

Vyborgs guvernement, afstået til Rusland i 1721 (grønt) og 1743 (gult) og genforenet med Finland i 1811
Finske Karelens våben
Russiske Karelens våben

Ved den store nordiske krig (1700–1721) indtrådte en ny omvæltning i landskabets förhold, i det størstedelen af det sydlige Karelen med byerne Vyborg, Kexholm og Sordavala ved freden i Nystad 1721 blev afstået til Rusland, mens derimod det nordlige Karelen forblev svensk besiddelse. Den til Rusland afståede del, som udvidedes ved freden i Åbo 1743, benævntes "Gamla Finland".

Ved en amalgamering af svenske og russiske love og institutioner, befolkningens opblanding med russiske elementer og bortforlening af en stor del af jorden til russere fik forholdene et delvist russisk præg, her under var nedadgående udvikling i materiel og åndelig henseende mærkbar. Det spredt beboede og kun i ringe grad opdyrkede nordlige Karelen udgjorde efter freden i Nystad en del af Kymmenegårds län, hvis höfding (lensmand) først residerede i Fredrikshamn, men efter 1743 i Lovisa. Ved 1775 års lensregulering udskiltes svensk Karelen og det nordlige Savolax fra Kymmenegårds län og blev stillet under en egen höfding, bosat i Kuopio. Gamla Finland genforenedes først to år efter freden i Fredrikshamn ved manifest af den 11. (23) december 1811 med det øvrige Finland. Helt frem til slutningen af 1800-tallet mærkedes i Karelen visse sociale, administrative og sproglige ejendommeligheder, opkomne ved russisk indflydelse.[2]

Karelen i slutningen af 1800-tallet[redigér | redigér wikikode]

Havnen i byen Kem (år 1911)

Karelen var i slutningen af 1800-tallet delt mellem 2 län, Kuopio og Viborgs, det førstnævnte omfattende 25,800 km2 og med 116.500 indbyggere i 1880, det andet 27.300 km2 og med 231.000 indbyggere. Den til Kuopio län hørende del kaldtes sædvanligvis Norra Karelen, den til Viborgs län hørende Södra Karelen. I administrativ henseende hørte til Norra Karelen 3 härad (herreder): Pielisjärvi, Libelits och Ilomants, med 15 länsmansdistrikt (lensmandsdistrikter), til Södra Karelen häraden Salmis, Sordavala, Kronoborg, Kexholm, Äyräpää og Stranda samt delvis Jääskis og Kymmene, med i alt 28 länsmansdistrikt. I retsmæssig heseende lød Karelen under Vyborgs hofrätt. Til Norra Karelen hørte domsagorna Libelits, Kides, Ilomants och Pielisjärvi, med 14 tingslag (tingsteder); i Södra Karelen var domsagornas navne de samme som häradens, med 28 tingslag. I kirkelig henseende hørte Norra Karelen til Kuopio stift, omfattende Karelens øvre og nedre provstier med 19 forsamlinger, Södra Karelen til Borgå stift med prostierne Sordavala, Kronoborg, Kexholm, Mohla og Vyborg samt dele af Jääskis og Fredrikshamn, i alt 36 forsamlinger. Inden for landskabet fandtes omkring 37.000 græsk-ortodokse, fordelte på 17 forsamlinger, og i Vyborg fandtes en romersk-katolsk forsamling med 159 medlemmer. Inden for landskabet lå byerne Vyborg, Kexholm, Sordavala, som hørte til Vyborgs län, og Joensuu, som tilhørte Kuopio län, samt en köping (handelsplads), Nurmis, i Kuopio län.[3]

Tiden prægedes af en omfattende emigration østpå som følge af bristende arbejdsmuligheder på hjembygden, og en ikke ringe del af den i kirkebøgerne optagne befolkning opholdt sig i Rusland.

Den vigtigste næringsgren var jordbruget, som dog stod på et primitivt standpunkt som følge af almuens ringe vilje og bristende kundskaber. Det urgamle svedjebrug, som bestod i at man nedbrænder skovene og såede i asken, var endnu så udbredt, at i visse sogne mere end halvdelen af den årlige kornavl kom herfra. Alle forsøg på at formå almuen at afstå derfra havde vist sig forgæves. Også klimaets strenghed og ofte indtræffende nattefrost bidrog til at forhindre jordbrugets fremgang. Storskiftet var sent blevet indført og var endnu i 1880'erne ikke overalt gennemført. I Vyborgs län indførtes under dette läns forening med Rusland donationssystemet, hvilket bragte bønderne i en slags livegenskab og berøvede dem vilje til en forbedret jordkultur. Efter, at donationsgodserne i 1880'erne var blevet opkøbte for statens regning, var vilkårene for reformer forbedrede. Jordudstykningen var drevet vidt, især i Södra Karelen. Foruden andre kornarter dyrkedes boghvede. Husdyrholdet var, især i de nordlige sogne Pielis, Nurmis og Juuga, inde i en fremgang. Karelerne lagde stor omsorg i behandlingen af deres heste. Heste blev udført i betydelige antal til Rusland, hvor de blev solgte til høje priser. Formansyrket var endnu i 1860'erne en lønnende næringsgren, men aftog derefter som følge af de bedrede transportforhold. Sløjdkundskaben var ringe, så at end ikke det egne behov for husgeråd og redskaber kunne opfyldes.

Fabriksvirksomhed blev befordret ved de forbedrede transportforhold i det, at fabrikkernes produkter nu uden afbrydelse helt fra Pielisjärvi gennem Saima kanal kunne befordres til den Finske bugt, og den sydlige del af länet med Helsingfors–Riihimäki–Petersborg jernbanen stod i forbindelse med Ruslands daværende hovedstad. Inden for Karelen fandtes 12 jernværker, ved hvilke der skete en bearbejdning altovervejende af myremalm, som skaffedes fra søer og kær (myremalmsbehandlingen omtales allerede i Kalevala.) Videre fandtes et betydeligt antal større og mindre savværker, glasværker, teglslagerier og lignende.[2]

Karelerne vågner[redigér | redigér wikikode]

Indtryk fra Kem i 1916, foto ved S. Prokudin-Gorski.

Efter, at en national folkerørelse på ny vækkedes til live under den første russiske revolution og denne rørelse takket være russiske voldstiltag inden for kort tid blev undertrykt, indtrådte i Østkarelen (Fjernkarelen, svensk: Fjärr-Karelen) en længere periode med voldsom folkelig undertrykkelse. Først efter den russiske martsrevolution 1917 opstod en ny rørelse med formål at frigøre Østkarelen fra Rusland. På et repræsentantmøde i Uhtua 12.–14. juli 1917 godkendtes et forslag til egen autonomi, men på et nyt møde den 27. januar 1918 i Uhtua og senere på andre steder besluttede karelerne i Viena for sig selv en tilslutning til Finland. Under foråret og sommeren 1918 gjorde sig samme rørelse gældende i de fleste sogne i Aunus (Olonets). Som følge af begæringer om hjælp afsendtes allerede under frihedskrigen hjælpetropper fra Finland til Karelen for at fordrive russerne fra landet. Imidlertid blev disse tropper i oktober 1918 tvungne til at vende tilbage til Finland, og Østkarelen besattes af engelske tropper.

Aunus-ekspeditionen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Aunus-ekspeditionen

I Aunus opflammede i foråret 1919 frihedsrørelsen på ny. For at understøtte den overskred på anmodning fra karelerne frivillige finske skarer den 21. april 1919 grænsen og nåede på kort tid frem til Svir. En del af disse tropper nåede tillige til nærheden af Petrozavodsk. En midlertidig regering overtog den højeste magt i Aunus, og den 5.–7. juni besluttede repræsentanter for Aunus’ kommuner at træde ud af Rusland og tilslutte sig Finland. På grund af bristende understøttelse fra Finland samt dårlig bevæbning måtte troperne efterhånden vige for fremtrængende overlegne russiske styrker, og efter et større nederlag i juni skete en retræte til Finland, hvor tillige flere tusinde flygtninge reddede sig fra den russiske sovjetregerings repressalier. Samme sommer erklærede også 9 kommuner i Viena sig uberoende af Rusland, men i foråret 1920 efter den nordrussiske regerings fald med mere kom sovjetmyndighederne uden større kampe til magten, da hjælp fra Finland næsten helt og holdent udeblev. Kun Repola og Porajärvi kommuner, der tidligere havde proklameret deres tilslutning til Finland, blev, efter at den finske regering havde taget dem under sin beskyttelse, besatte af finske regeringstropper. Også disse kommuner rømmedes imidlertid 1920 efter freden i Dorpat (Tartu).

Sovjetkarelen oprettes[redigér | redigér wikikode]

Ved et dekret af 7. juni 1920 oprettede den alrussiske eksekutivkomité den såkaldte "Karelske Arbejderkommune" (russisk: Karelskaja trudovaja kommuna). Ved fredsaftalen i Dorpat den 14. oktober 1920 mellem Finland og Sovjetunionen lovede sovjetregeringen for Østkarelens karelske befolkning, som skulle nyde national selvbestemmelsesret, en ret omfattende autonomi (i denne sammenhæng må nævnes, at den såkaldte karelske arbejderkommune ved dekret af 25. juli 1923 omdannedes til en autonom karelsk socialistisk sovjetrepublik (Karelske ASSR), hørende under den russiske sovjetrepublik). Da sovjetstyret imidlertid helt sveg alle sine tidligere givne løfter og voldsregimet blev stadigt hårdere, opstod i november 1921 en ny folkerejsning i Østkarelen. Frivillige tropper fra Finland ilede atter til hjælp, men foråret 1922 blev disse tillige med karelernes egne tropper tvungne til at vige for overmagten og vende tilbage til Finland, hvortil desuden omkring 10.000 nye karelske flygtninge ankom.

Allerede 1921 vendte Finlands regering sig til Folkeforbundet for at udvirke dettes bistand til sikringen af de til Østkarelen i Dorpat lovede rettigheder. For virkeliggørelsen af disse rettigheder og især af selvbestemmelsesretten arbejdede frem for alt den i Finland sig opholdende landflygtige østkarelske regering repræsenteret af den karelske udlandsdelegation. Men selv efter langvarige forhandlinger gennem flere år kom der intet ud af disse bestræbelser.[4]

Kampen om Karelen under 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 2. verdenskrig blev Karelen atter skueplads for voldsomme kampe. Da fredstraktaten i Moskva blev indgået som afslutning på vinterkrigen 1940 kom mere end halvdelen af Vestkarelen under Sovjetunionens kontrol og indlemmedes i Karelske SSR. Omtrent 400.000 finner blev tvangsforflyttet til andre steder i Finland. Vinterkrigen og den sovjetiske ekspansion forårsagede stor bitterhed i Finland, som mistede sin da næststørste by, Vyborg, sine industrier ved floden Vuoksen, Saima kanal (nedre løb) som forbandt det centrale Finland med Finske Bugt, adgang til fiskemulighederne i Ladoga samt gjorde en ottendedel af landets indbyggere til flygtninge uden mulighed for at vende tilbage.

Under fortsættelseskrigen befriede finnerne atter de tvangsafståede områder og størstedelen af Østkarelen og holdt området i tre år. Landet administreredes af den Finske Militærforvaltning, som havde sæde i Petroskoi, og blandt virkningerne af den finske kontrol over området var en omfattende finsk sproglig og etnografisk forskning. Den Finske Militærforvaltning afskaffede under sin tid hele kolchossystemet i Østkarelen og genindførte privat ejendomsret igen. Skole- og retsvæsen blev omformet efter finsk forbillede. Administrationen blev forestået under ledelse af en rådgivende forsamling og udvalgte repræsentanter for den stedlige befolkning. Den samlede befolkning blev opgjort til blot hen ved 90.000 indbyggere, fortrinsvis kvinder, børn og unge samt oldinge. Størstedelen af befolkningen formodedes at være tvangsevakueret eller flygtet.[5]

I 1941 befolkningen i Karelen den 20. juli 1941 på et møde i Vuokkiniemi en selvstændighedsproklamation, hvorved man tilkendegav sit ønske om sammenslutning med Finland og appellerede til de magter, der skulle skabe et nyt Europa om hjælp hertil. I udtalelsen, der blev underskrevet af den Karelske Frihedsrørelses ledelse, hed det blandt andet:

"Den uretfærdighed og den bundløse ulykke, som Karelens folk under århundreder har måttet udstå, skal nu sones. Vi kræver vor frihed og vi fordrer, at sammen med vore finske brødre få mulighed for at opbygge et stærkt og livsdueligt finsk rige."[6]

Men folkenes vilje og ønsker betød intet for krigens sejrherrer. Efter, at Finland havde måttet indgå en ny våbenstilstandsaftale med Sovjetunionen, specificeredes de nye grænser ved forhandlingerne i Paris i 1947.

Fra 2. verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens sammenbrud[redigér | redigér wikikode]

Karelske ASSR blev straks efter Vinterkrigens afslutning omdøbt til Karelsk-finske SSR. Republikkens formelt selvstændige stilling varede til 1956, da Stalin døde, og navnet atter ændredes til Karelske ASSR.

I 1945 blev hele det Karelske næs udskilt fra Karelen og indlemmet i Leningrad oblast.[5]

Efter Sovjetunionens opløsning[redigér | redigér wikikode]

Kort over Karelen i dag. Som kortet antyder, er det en beskåret republik, der er tilbage.

Efter Sovjetunionens opløsning 1991 blev den Karelske ASSR omdannet til Republikken Karelen. Tilhørsforholdet under Rusland forblev uændret.

Ifølge oplysninger i august 2007 skulle Boris Jeltsin i slutningen af 1991 skulle have tilbudt Finland at købe de dele af Karelen tilbage, som var blevet afstået under krigen, men den daværende præsident Mauno Koivisto takkede nej, da prisen angivelig var for høj![7]

Områder af Karelen afståede af Finland efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Den grænse, som Karelen fik ved afslutningen af 2. verdenskrig, mindede om grænsen under Peter den Store fastsat ved Freden i Nystad i 1721 ved afslutningen af den Store Nordiske Krig. I forhold til grænsedragningen fra Freden i Tartu 1920, overlod Finland 39 landkommuner, köpingarna Björkö og Lahdenpohja samt städerne Kexholm, Sordavala og Viborg.

De tilbageværende dele af Jääskis, Korpiselkä, Pälkjärvi, Säkkijärvi og Vahviala forenedes efter krigen med andre finske kommuner.

Af de tilbageværende dele af det overdragne Karelen, det vil sige det, som blev tilbage af Viborgs län, dannedes Kymmene län (den del af Korpiselkä kommune, som blev tilbage i Finland, tillagdes til Kuopio län), som på sin side forenedes med Södra Finlands län i 1997. Det nye landskab Norra Karelen befinder sig i Östra Finlands län.

På den kommunistiske, russiske side dannede man 1920 den Karelska Arbejderkommune og i 1923 den Karelska Autonome Socialistiske Sovjet-Republik (Karelske ASSR), som straks efter vinterkrigens afslutning omdøbtes til Karelsk-finske SSR. Dets autonome stilling ophørte i 1956, da Stalin døde. Da Sovjetunionen opløstes 1991, kom Østre Karelen til at delvist tilhøre Rusland til trods for, at der overvejedes fuld selvstændighed. I dag kaldes regionen for den Karelske Republik.

I 1945 afsondredes hele det Karelske næs fra russisk Karelen og forenedes med Leningrad oblast.

Helt overdragne karelske kommuner, köpingar og städer:[8][redigér | redigér wikikode]

Kommun  Areal i km²   Indbyggere 1.1.1939 
Björkö 23,3 2.257
Björkö landkommune 280,3 8.658
Harlu 252,6 7.158
Heinjoki 323,1 3.632
Hiitola 423,2 7.737
Hogland 20,7 746
Impilahti 904,3 12.891
Jakimvaara 501,9 8.398
Kanneljärvi 246,3 3.552
Kaukola 267,8 4.042
Kirvus 650,9 8.100
Kivinebb 632,9 9.932
Kuolemajärvi 367,4 5.454
Kurkijoki 536,0 9.589
Kexholms landskommun 140,4 5.418
Kexholm 12,5 3.989
Lahdenpohja 5,3 1.928
Lövskär 15,3 1.055
Lumivaara 292,4 4.844
Metsäpirtti 186,9 4.708
Muolaa 654,7 11.530
Nykyrka 604,6 9.901
Pyhäjärvi 546,4 7.754
Rautus 339,6 5.989
Ruskeala 412,9 6.602
Räisälä 403,1 7.803
Sakkola 349,4 5.993
Salmis 1402,1 12.620
Seitskär 4,2 682
Soanlahti 448,4 2.385
Sordavala 1,4 4.253
Sordavala landkommune 666,8 20.797
S:t Andree 486,4 8.696
S:t Johannes 217,6 6.377
Suistamo 1516,0 8.141
Suojärvi 3474,3 14.672
Terijoki 121,9 7.372
Tytterskär 8,3 454
Valkjärvi 399,6 7.820
Vyborg 100,0 72.680
Vyborg landkommune 585,9 16.240
Vuoksela 135,9 2.786
Vuoksenranta 270,6 3.308
Äyräpää 186,6 5.739

Delvis overladte karelske kommuner[redigér | redigér wikikode]

Kommun  Areal i km²   Indbyggere 1.1.1939 
Ilomants 1489,3 12.256
Jääskis 355,5 20.312
Kides 122,0 11.874
Korpiselkä 1267,0 3.470
Lappvesi
Nuijamaa 178,4 4.102
Parikkala 199,3 10.186
Pälkjärvi 199,1 1.953
Rautjärvi 198,9 5.788
Ruokolax 3,7 24.087
Saari 29,9 3.738
Simpele 28,8 2.538
Säkkijärvi 448,7 7.625
Tohmajärvi
Uguniemi 437,5 5.605
Vahviala 280,0 5.973
Veckelax
Vederlax 108,0 7.325
Värtsilä 216,2 6.355
Ylämaa 12,2 3.117

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Salmonsen
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 2,4 Nordisk Familjebok (1884)
  3. Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan; sp. 263-264
  4. Nordisk Familjebok (1924)
  5. 5,0 5,1 Uibopuu, s. 152
  6. Gadolin, s. 139
  7. Svenska Dagbladet 15 augusti 2007: "Koivisto nobbade Karelenköp"
  8. "Karjala", Facta, 4 (1969)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. A. J. Gadolin: "Ostkarelen – det finska gränslandet" (Vår nya värld, bd. XI); Dagens Böcker, Lund 1941
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk. Kapitel om de finsk-ugriska folkens förflutna och nutid; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]