USA's historie (1776-1789)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den 19. april 1775 marcherede en afdeling af den britiske hær fra Boston, Massachusetts, ind i landet, i søgen efter våbenlagre og for at arrestere bestemte prominente lokale ledere. Ved Lexington mødte og derefter fyrede de våben af mod en gruppe lokale militsfolk, som havde samlet sig på byens tingsted. Senere på deres marchrute mødte hæren en meget større gruppe militsfolk ved en bro i Concord, og den blev tvunget tilbage. På vejen tilbage til Boston var de britiske soldater konstant udsat for snigangreb. Disse blodige træf kom efter 12 års eskalerende politisk konflikt mellem kolonierne og det britiske parlament og markerede begyndelsen på Den Amerikanske Revolution.

Den 10. maj 1775 startede the 'Second Continental Congress' med repræsentanter fra 13 af de britiske kolonier nær Nordamerikas Atlanterhavs-kyst sine møder i Philadelphia, Pennsylvania. Kongressen startede øjeblikkeligt med at etablere en føderal regering for de 13 forbundne kolonier, der overtog regeringsfunktioner, der hidtil var varetaget af kongen og det engelske parlament og bad de enkelte stater forberede statsforfatninger for deres egne anliggender. Kongressen udpegede George Washington til at stå i spidsen for en hær og sendte ham til Boston, hvor lokale militser var i færd med at besejre den britiske hær.

Efter et års krigstilstand erklærede Kongressen USA uafhængigt af Storbritanien i uafhængighedserklæringen. Et udvalg på fem mennesker, blandt andet John Adams og Benjamin Franklin, fik ansvaret for at skrive udkastet til erklæringen, men ordlyden af dokumentet tilskrives først og fremmest Thomas Jefferson. Jeffersons arbejde blev imidlertid grundigt revideret af Franklin og derefter sendt til Kongressen, hvor flere ændringer blev foretaget – heriblandt fjernelse af anklager mod George 3. af Storbritannien relateret til slaveri.

Det første land der anerkendte USA var bystaten Dubrovnik (på det tidspunkt kendt under navnet Ragusa).

Med hjælp fra en alliance med Frankrig lykkedes det i sidste ende USA at vinde USA's uafhængighedskrig over Storbritanien – manifesteret ved Paristraktaten i 1783, der gav det nyfødte USA ansvar over et stort øde rige strækkende fra Atlanterhavet til Mississippi-floden samt den sydlige Great Lakes-region.

I efterkrigstiden udgjorde økonomisk depression og svagheden af de politiske institutioner alvorlige udfordringer for den unge nation. Kongressen fortsatte med at agere føderal regering og formaliserede sin egen status med Articles of Confederation, foreslået og vedtaget i 1778, men først endeligt ratificeret i 1781. Articles of Confederation tegnede grundridset af en regering for en permanent føderation af stater, men uden at gøre det klart om USA var tænkt som en nationsstat eller som en mere løs sammenslutning af stater.

Den generelle opfattelse af, at der var brug for en mere kraftfuld og fuldendt føderal regering førte i 1787 til indkaldelse af et konvent med det formål at overveje revideringer af Aricles of Confederation. Dette konvent forsamledes i Philadelphia og endte med at forfatte en decideret forfatning, der blev ratificeret af elleve stater i 1788

Den amerikanske forfatning trådte derfor i kraft i 1789, og George Washington blev valgt som USA's første præsident.

Uafhængighed og Den Amerikanske Revolution[redigér | redigér wikikode]

USA fremkom af sammenkoblingen af 13 britiske kolonier i Nordamerika – placeret omkring kontinentets Atlanterhavskyst. I løbet af det 17. og starten af det 18. århundrede, havde kolonierne skabt en tradition for noget nær selvstyre, mens Storbritannien var optaget af borgerkrig og andre problemer. Efter afslutningen på den såkaldte verdenskrig, kendt i Europa som Syvårskrigen og i Nordamerika som den franske og indianske krig i 1763, stod Storbritannien tilbage som verdens dominerende magt, men var samtidig dybt forgældet og derfor knap nok i stand til at finansiere en hær og flåde kraftig nok til at kontrollere verdensherredømmet. Det britiske parlaments forsøg på at hæve skatterne overfor de nordamerikanske kolonister skabte frygt blandt amerikanerne om, at deres rettigheder som 'englændere' – først og fremmest deres ret til selvstyre var i fare. Eliten blandt kolonisterne havde tilegnet sig en 'whigsk' politisk indfaldsvinkel, som kom i strid med de britiske lederes konservative udgangspunkt.

En lang række toldstridigheder med parlamentet førte til uformelle korrespondanceudvalg mellem kolonisterne, med det formål at koordinere protester og modstand og i sidste ende indkalde til et samlet konvent – kendt som Den første Kontinentale Kongres for at starte en handelsboycot. Konventskongressen havde deltagelse fra 12 af kolonierne, men ikke British Florida, det dengang meget lille Georgia i den sydlige ende af kontinentet og Newfoundland og Nova Scotia i den nordlige ende foruden det fransktalende Quebec. Denne første konventkongres besluttede, at endnu et konvent skulle indkaldes, hvis forsøg på at nå enighed med Storbritannien glippede.

Den anden konventskongres mødtes første gang i maj 1775 i efterdønningerne af væbnede sammenstød mellem Massachusetts' militser og den britiske hær i april måned. Kongressen startede øjeblikkeligt med at etablere sig som en føderal regering for de nu 13 allierede kolonier og bad de enkelte stater forberede statsforfatninger for deres egne anliggender. I juni 1775 udpegede kongressen George Washington, en prominent Virginia-borger med erfaring fra syvårskrigen, som leder af en nyetablerede Kontinentale arme, som byggede på de militser, der sloges med de britiske styrker, der havde besat Boston.

I løbet af vinteren 1775-76 mislykkedes et forsøg på at erobre Quebec, og oprustningen af de britiske styrker ved Halifax, Nova Scotia, forhindrede, hvad der senere blev Canada i at forene sig med de 13 'amerikanske' stater. Det lykkedes amerikanerne at erobre et britisk fort ved Ticonderoga, New York, og transportere kanoner gennem ødemarken i det vestlige Massachusetts frem til udkanten af Boston. Synet af kanoner på Dorchester-højene over byen fik briterne til at evakuere Boston den 17. marts 1776.

Den 4. juli 1776 erklærede den anden konventskongres fra sit sæde i Philadelphia USA for uafhængigt i et meget skelsættende dokument, Uafhængighedserklæringen, der primært var forfattet af Thomas Jefferson. Det første land til at anerkende USA efter Uafhængighedserklæringen var bystaten Dubrovnik (på det tidspunkt også kendt under navnet Ragusa).

I august fragtede den britiske flåde den britiske hær til New York, som briterne besatte trods Washingtons forsøg på at forsvare byen. Briterne fastholdt besættelsen af New York City indtil krigens afslutning. En storstilet plan, senere kendt som Saratogakampagnen blev forfattet i London med det formål at lave koordinerede bevægelser ned fra Canada og op fra Hudson for at mødes ved Albany, New York, og dermed dele kolonierne i to og skille New England fra resten. Mislykket kommunikation og planlægning resulterede imidlertid i, at hærfraktionen fra Canada, ledt af general John Burgoyne, kom igennem noget af det tætteste skov i Nordamerika, nord for Albany. Burgoynes hær rykkede derfor kun få kilometer frem i løbet af hele sommeren 1777 og blev sluttelig overfaldet ved Saratoga af en samling militser, dirigeret af en lille kerne af professionelt trænede amerikanske soldater – alt i alt en kampstyrke, der var briterne overlegen. I mellemtiden drog den anden britiske hærdivision, der skulle have rejst op langs Hudson floden i stedet til Philadelphia i et spinkelt forsøg på at erobre den amerikanske 'hovedstad'.

Sejren ved Saratoga betød, at franskmændene gik ind i en åben alliance med USA. Med den manøvre blev Den Amerikanske Revolution en del af en verdenskrig, hvori franskmændene i perioder fik støtte af hollænderne og spanierne, for at dæmme op for briternes magt. Briterne vendte i stedet deres militære fokus mod de tyndtbefolkede sydlige kolonier, hvor der efter sigende også var mindre revolutionsstemning. I 1781 tog en fælles amerikansk-fransk hær støttet af en fransk flådeenhed en stor britisk hærenhed under ledelse af Cornwallis til fange ved Yorktown, Virginia. Med Cornwallis' overgivelse blev der for alvor gjort en ende på briternes forsøg på militære løsninger.

I de efterfølgende traktatforhandlinger blev den amerikanske delegation ledet af Benjamin Franklin, men inkluderede også John Adams og John Jay. Amerikanerne ignorerede deres aftale med franskmændene om ikke at søge separat fred, som ville gøre det vanskeligt for franskmændene at få landområder fra briterne, og var derfor i stand til at forhandle grænser hjem, der gav det nyfødte USA kontrol over et område fra Allegheny bjergene til Mississippifloden og den sydlige del af Store søer regionen. Samlet set en i store dele ubeboet region næsten så stor som Vesteuropa. Freden med Storbritanien fik navnet Parisaftalen (i 1783).

Forfatningskonventet[redigér | redigér wikikode]

En række forsøg på at organisere en bevægelse for at præcisere og fremtvinge reformer kulminerede i, at Kongressen indkaldte det konvent, som mødtes i Philadelphia, Pennsylvania, i løbet af sommeren 1787 og som i historisk terminologi kendes som 'Forfatningskonventet i 1787'. Det beskedne formål med mødet var at foreslå reformer til 'Articles of Confederation', men hurtigt (og hemmeligt) begyndte arbejdet med en helt ny forfatning – allerede kort efter første møde. Den forfatning som konventet foreslog, indebar en føderal regering, begrænset i omfang, men uafhængig og overlegen i forhold til staterne, indenfor dens kompetenceområder samt i stand til at indkræve skatter og udstyret med både udøvende og dømmende magt og to lovgivende forsamlinger. Den nationale lovgivende magt – USA's Kongres – illustrerede det centrale kompromis under konventarbejdet imellem de små stater, som ville bevare den magt de havde med 'en stat – en stemme'konceptet, som de havde under 'Articles of Confederation' og de større stater, som ønskede at deres større befolkning og rigdom skulle resultere i en mere proportional magtandel. Overhuset, Senatet, indebar en ligelig repræsentation af staterne, mens underhuset, Repræsentanternes Hus skulle vælges fra nogenlunde lige store distrikter.

Forfatningen skulle godkendes af statskonventer, specielt indkaldt til formålet, og Kongressen anbefalede derfor forfatningen til staterne og bad dem derfor indkalde disse konventer.

Mange af de små stater, med lille Delaware i spidsen, tog helhjertet imod forfatningen. Men i Virginia og i særdeleshed i New York var emnet mere kontroversielt. Virginia havde været den første succesfulde britiske koloni i Nordamerika med en stor befolkning og med politiske ledere, der havde spillet hovedroller i revolutionen. New York var en stor, befolkningsrig stat med den bedst placerede havn på hele Atlanterhavskysten, og staten var dermed central for USA's fremtid. Lokale New York-politkere var tæt kontrollerede af en lokal elite, og det stod ikke klart, hvorvidt lokale politiske ledere ville dele deres magt med de nationale politikere, der ville komme til at kontrollere den føderale regering.

Ratificerings-konventet i New York kom derfor i fokus for diskussionen om, hvorvidt forfatningen var en god ting.

Kampen om ratificeringen[redigér | redigér wikikode]

Forfatningens fortalere tog navnet føderalister og fik hurtigt støtte over hele landet. Blandt de mest kendte føderalister var Alexander Hamilton, James Madison og John Jay. De var hovedforfattere til The Federalists Papers – en serie på 85 essays offentliggjort i New York-aviser. Essays, der på mange måder blev en forsmag på det USA, der var på vej. Men disse blev vel at mærke skrevet efter forfatningskonventet og var en del af ratificeringsdebatten i staten New York.

Modstanderne af planen om en stærk regering tog navnet anti-føderalister. De frygtede, at en regering med skatteudskrivningsret hurtigt ville blive lige så despotisk og korrupt som Storbritannien havde været blot årtier tidligere. De mest kendte antiføderalister var Patrick Henry og George Mason. De var også bekymrede over fraværet af en liste over frihedsrettigheder (Bill of Rights) i forfatningen.

Ganske interessant er det, at Thomas Jefferson, som var ambassadør i Frankrig på daværende tidspunkt, hverken var føderalist eller antiføderalist, men besluttede sig for at forblive neutral og acceptere et hvilket som helst resultat. I breve fra Frankrig gav han imidlertid overfor sin ven og senere allierede, James Madison, udtryk for reservationer overfor det endelige dokument. Føderalisterne fik stor nytte af godkendelsen fra George Washington, der havde været formand for forfatningskonventet.

Løfter fra Madison om en liste af borgerrettigheder sikrede ratificering i Virginia, mens Clinton-familien, som kontrollerede New York-politik, slap tøjlerne tilstrækkeligt til, at Alexander Hamilton kunne sikre ratificering i New York-konventet. Ifølge forfatningen kunne den føderale regering komme i aktion og regere de stater, der havde ratificeret, når tallet nåede op på ni stater. Teknisk set trådte USA's forfatning derfor i kraft, da New Hampshire ratificerede den 21. juni 1788. Med Virginias ratifikation den 25. juni og New Yorks den 26. juli, havde elleve stater ratificeret – alle de største stater inklusive.

North Carolinas ratificeringskonvent endte uden godkendelse. Konventet var domineret af antiføderalister, og med en Jefferson-støtte i spidsen blev konventet overbevist om at udsætte ratificeringen og afvente konkrete tiltag fra den første Kongres om at vedtage tilføjelsen af en række borgerrettigheder, der ville sikre en række fundamentalle rettigheder.

Rhode Island havde ikke taget noget skridt til at indkalde et ratificeringskonvent, før den føderale regering var trådt sammen i løbet af marts og april måned 1789.

Forfatningskonventet sørgede for, at det første nationale valg fandt sted, i hvilket George Washington blev valgt som den første præsident og John Adams, som vicepræsident. New York blev udpeget som den første, foreløbige hovedstad, og her blev Washington indsvoret i april 1789 i Federal Hall på det sydlige Manhattan.