Airspeed Oxford

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Airspeed Oxford
RAF Airspeed AS.10 Oxford II Brown.jpg
Oxford II over Canada i 1942
Rolle Let transportfly, skolefly
Oprindelsesland Britisk
Fabrikant Airspeed Ltd., Portsmouth
Første flyvning 19 Juni 1937
Status Udtrådt af tjeneste
Primære brugere Royal Air Force
Flyvevåbnet
Antal bygget 8.586
Udviklet fra Airspeed Envoy

Airspeed Oxford var et to-motors fly, som under 2. verdenskrig blev brugt til at uddanne britiske og andre commonwealth-flyvebesætninger til navigatører, radiotelegrafister, bombeskytter, maskingeværskytter og piloter til flermotorede fly.

Efter krigen blev mange Oxford-fly ombygget til passagerfly eller solgt til andre landes flystyrker, bl.a. Flyvevåbnet i Danmark.


Design og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Oxford kommunikationsfly, Blackbushe Airport, September 1955

I forbindelse med udvidelsen af Royal Air Force i 1930'erne fik man brug for en avanceret træner, i særdeleshed til uddannelsen af besætninger til bombefly. Kravene blev nedfældet i "Operational Requirement OR.42". Den godmodige Avro Anson var i betragtning for opgaven, men det var ønskværdigt med et fly der var mere vanskeligt at håndtere. Den 10 Juli 1936 udstedte det Britiske Luftfartsministerie specifikation T.23/36 til Airspeed Ltd. for et tomotors træningsfly der kunne opfylde OR.42.[1]

Oxford, som var bygget efter specifikation T.23/36, var baseret på Airspeed's kommercielle 8-sæders fly, AS.6 Envoy, designed af Hessell Tiltman. Syv Envoys var tidligere blevet modificeret for Sydafrikas Flyvevåben under navnet "Convertible Envoy", som med kort varsel kunne forsynes med bombeholdere og et maskingevær i et manuelt drejet Armstrong Whitworth rygtårn.

Oxford som ambulancefly

Oxford var et lavvinget cantilever monoplan, med et semi-monocoque opbygget skrog og en hale bygget af træ. Understellets hovedhjul blev trukket op i motorgondolerne. Den benyttede et traditionelt halehjulsunderstel. Med en standardbesætning på tre, kunne sædearrangementet ændres til den foreliggende træningsopgave. Cockpittet havde dobbeltstyring og to sæder til en pilot og enten en navigatør eller en andenpilot. Skulle flyet benyttes til træning af en bombeskytte ville det sekundære sæt styregrej og sædet blive afmonteret, og bombeskytten ville ligge udstrakt på gulvet. Brugt som navigationstræner, blev det sekundære sæde skubbet bagud så det stod ud for kortbordet. Bag ved cockpittet var der en radiostation der vendte agterud, i styrbords side af skroget. I Oxford I var der et kanontårn på ryggen midtskibs. Flyet kunne dermed benyttest til at træne så forskellige opgaver som piloter, navigatører, bombe- og maskingeværskytter, radiooperatører og kameraoperatører. Oxford kunne også bruges som ambulancefly.[2]

Der blev placeret en første ordre for en serie på 136 fly, for at tillade en økonomisk forsvarlig samlebåndsproduktion i Portsmouth-fabrikken. Den første prototype, L4534, fløj første gang fra Portsmouth den 19. Juni 1937. To varianter var planlagt, Mark I som et mere generelt træningsfly med et kanontårn, og Mark II uden tårn men med dobbeltstyring. Da Airspeed modtog yderligere store ordrer (100 stk. Mk.I og 100 stk. Mk.II) blev det arrangeret at de Havilland Aircraft ville bygge dem i deres Hatfield fabrik, for at dække behovet for Oxfords til træning. Andre firmaer fik også del i kontrakterne.[1]

Totalt blev der bygget 8.586 Oxfords, 4.411 stk. af Airspeed i deres Portsmouth fabrik, 550 stk. i Airspeeds skyggefabrik på RAF flyvestation Christchurch i Dorset, 1,515 af de Havilland i Hatfield, 1,360 af Percival Aircraft i Luton og 750 af Standard Motors i Coventry.[3]

Operationel historie[redigér | redigér wikikode]

Oxford I i krigstids-bemaling. Udstillet i Imperial War MuseumRAF Duxford

2. Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Airspeed Oxford, med øgenavnet 'the Ox-box' (lit. 'Oksekassen' eller måske nærmere 'Oksekærren')[4] blev brugt til at træne komplette besætninger for RAF Bomber Command og kunne træne piloter, navigatører, bombe- og maskingeværskytter og radiooperatører på samme flyvetur. Udover pligterne som træner, blev Oxford benyttet til kommunikation, anti-ubådspatruljer og som luftambulance i Mellemøsten.

Oxford var det foretrukne skolefly for Empire Air Training Scheme (EATS) og British Commonwealth Air Training Plan (BCATP), som sendte tusinder af potentielle besætningsmedlemmer til Canada for at træne. Der var 27 Oxfords påmønstret "No 4 Flying Training School" RAF Habbaniya, Iraq først i i 1941 og nogle af dem blev ombygget på stedet så de kunne benyttes som lette bombefly i forsvaret af skolen.[5]

Selv om Oxford var udstyret med en fast propel, enten af træ eller metal, havde cockpittet et håndtag til at indstille propelstigningen fra "grov" til "fin". Håndtaget skulle sættes til "fin" under start og landing, og til "grov" under alm. flyvning. Håndtaget havde absolut ingen funktion, det blev benyttet til at indprente proceduren i piloteleverne.

I 1941 forsvandt piloten Amy Johnson i en Airspeed Oxford. Det antages at hun styrtede ned et eller andet sted i mundingen af Themsen.

Efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Efter krigen blev 152 overskydende Oxfords konverteret til små 6-sædede trafikfly under navnet AS.65 Consul. Nogle Oxfords blev købt af det Græske Luftvåben og brugt under den græske borgerkrig.

Oxford tjente i Royal Air Force som trænere og lette transportfly, indtil den sidste udtrådte af tjeneste i 1956. Nogle af de overskydende fly blev solgt udenlands, som f.eks. til det Belgiske Luftvåben.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Danmark fik ialt 44 flyvedygtige fly. De to første Oxford-fly ankom til Karup 6. november 1946, den sidste ankom i April 1948.[6] Af de 44 fly var 7 stk Mk.II, resten var Mk.I. De blev benyttet af stationsflights og træningsenheder, og hovedsageligt anvendt til skoleflyvning, forbindelsesflyvning (maks. fem om bord), fotoflyvning, målslæb samt i forbindelse med søredningstjenesten.[6]

Oxford fik type nr. 21. Flyene blev nummereret 201-253, men ujævnt: nogle numre blev sprunget over, og nr. 213, 214 og 221 blev slet ikke leveret.[7]

Ialt 6 af flyene havarerede, desværre med seks dødsofre til følge. Den værste ulykke skete ved Kalveboderne i 1951. Ved nedstyrtningen af nr. 211 blev 3 personer dræbt.[7]

Flyene bar præg af trækonstruktionen, anvendelsen og deres alder - skolefly lever undertiden et hårdt liv - og blandt piloterne hed det sig, at skulle man flyve Oxford, "så husk en pakke blå kamsøm".[6] Flyene fik i visse tilfælde råd og dårlige limninger, og blev trukket ud af tjeneste, de sidste i foråret 1955.[6][7]

Ved udmønstringen blev otte fly solgt til civil anvendelse, mens resten blev ophugget.[7]

Varianter[redigér | redigér wikikode]

AS.10 Oxford I
De første Oxford I til Royal Air Force fik Armstrong Siddeley Cheetah IX stjernemotorer med 350 hk (265 kW) og strømliniede motorkåber ("NACA cowling"). Den første Mark I fløj den 19. Juni 1937 og trådte i tjeneste ved Central Flying School i November samme år. Ved krigens start var ca. 300 Oxford Mk.I i tjeneste ved RAF, og et antal var i brug ved Royal New Zealand Air Force for at oplære pliloter for RAF.
Airspeed Oxford Mk.I med kanontårn
AS.10 Oxford II
Ved krigens start havde motordrevne kanontårne afløst de manuelle, og Oxford's rolle som skyttetræner forsvandt. Der var 70 stk. Oxford II i brug ved krigens start; de fik fjernet tårnet og blev primært anvendt som radio- og navigationstrænere.
AS.10 Oxford III
Blev forsynet med to Cheetah XV motorer med 425 hk (315 kW) og Rotol constant-speed propeller, benyttet til navigations- og radiotræning.
AS.10 Oxford IV
Flyvende testopstilling for de Havilland Gipsy Queen IV motorer.
Oxford T.II
Kun 9 blev bygget, heraf var otte konverterede Mk.I.
AS.40 Oxford
Civil konvertering for radioforsøg og -forskning. To stk. bygget.
AS.41 Oxford
Benyttet af Miles Aircraft som flyvende testopstilling for Alvis Leonides motoren. Kun en blev bygget.
AS.42 Oxford
Oxford I ændret for at møde Specifikation T.39/37 for New Zealand.
AS.43 Oxford
Luftopmålings-variant af AS.42
AS.46 Oxford V
Den sidste model, opgraderet til Pratt & Whitney R-985 stjernemotorer med 450 hk (335 kW) oh Hamilton-Standard propeller med variabel stigning. Mange Mk.I og II blev opgraderet til Mk.V standarden.
AS.65 Consul
Efter krigens slutning blev over 150 af RAF's overskydende fly ombygget til et civilt transportfly; Denne variant blev kaldt Airspeed Consul.

Operatører[redigér | redigér wikikode]

Australien Australien
  • Royal Australian Air Force - Fra November 1940 fik RAAF 391 stk. Oxford I & II fra RAF, til at bruge i Australien.[8] De fleste overlevende fly blev frasolgt først i 1950'erne.[9]
Belgien Belgien
  • Det Belgiske Luftvåben (nederlandsk: Luchtcomponent, fransk: Composante air) - Da den Belgiske afdeling af RAF overgik til Belgisk kontrol som Militaire Vilegwezen, donerede RAF 30 Oxfords til at starte en flyveskole. De blev benyttet indtil sidst i 1950'erne, det sidste fly blev doneret til Bruxelles' Krigsmuseum i 1960.[10]
Belgisk Congo Belgisk Congo
  • Belgisk Congo's forsvar [Force Publique] - Seks Oxfords blev overført til Force Publique i April 1944. De udgik af tjeneste i 1955.[10]
Burma Burma
  • Burma's Luftvåben (Myanmar Air Force (burmesisk: တပ်မတော် (လေ)) - Mindst 15 Oxfords blev overført sidst i 1940'ne, nogle af dem modificeret til at bære maskingeværer og raketter.[10]
Canada Canada
  • Det Canadiske luftvåben (Royal Canadian Air Force) - RCAF bestilte 25 Oxford I i 1938. De blev taget fra RAF's beholdning, sendt til Canada i 1939 og samlet af Canadian Vickers i Montreal. De blev udstationeret på Central Flying School, hvor de senere fik selskab af et stort antal RAF fly.[11]
Sri Lanka Ceylon
Danmark Danmark
  • Flyvevåbnet - Fra slutningen af 1946 blev 44 ex-RAF Oxfords benyttet til avanceret flyvetræning i Karup. De blev også anvendt til kommunikation og luftfotografering. Alle var udtrådt af tjenesten i 1956.[10]
Egypten Egypten
  • Det Egyptiske Luftvåben (Egyptian Air Force (EAF); arabisk: القوات الجوية المصرية) - Et antal RAF Oxfords var udlånt, men mindst et fly blev overført i 1948.[10]
Frie franske styrker Frankrig
  • De Frie franske styrkers Luftvåben (fransk: Forces Aériennes Françaises Libres, FAFL) - De Frie Franske i Vestafrika modtog fem nye Oxfords i 1944 og benyttede dem til 1946.[10]
Grækenland Grækenland
  • Grækenlands Luftvåben (Hellenic Air Force (HAF) græsk: Πολεμική Αεροπορία, Polemikí Aeroporía) - Modtog mindst 33 Oxfords i 1947 til transport og luftfotografering.[10]
Holland Holland
Indien Indien
  • Indiens Luftvåben (Royal Indian Air Force, senere Indian Air Force; (Sanskrit) भारतीय वायु सेना, Bhāratīya Vāyu Senā) - Ved Indiens uafhængighed i December 1947, blev ni Oxfords overført.[10]
Iran Iran
Israel Israel
  • Israels Luftvåben (Heyl Ha'Avir hebraisk:זרוע האוויר והחלל, Zroa HaAvir VeHaḤalal) - Først i 1950'erne blev tre Oxfords benyttet af den Centrale Flyveskole til at uddanne piloter til to-motorede fly.[10]
New Zealand New Zealand
  • Royal New Zealand Air Force - Med en kontrakt på 5 Mk.I i 1937, var New Zealand var et af de første lande der bestilte Oxford. Det femte fly blev modificeret til luftopmåling. De blev leveret på et skib i 1938, og samlet på RNZAF Hobsonville. RNZAF placerede ordrer på yderligere 36 fly. Med starten af Commonwealth Air Training Plan kom der yderligere 110 fly.[12] Totalt benyttede RNZAF 299 Oxfords mellem 1938 og 1952.
Norge Norge
Polen Polen
Portugal Portugal
  • Det Portugisiske Luftvåben (portugisisk: Força Aérea Portuguesa) - Hæren og Flåden fik hver seks Oxfords i 1943 under 'Operation Oatmeal'. Da FAP blev stiftet i 1952 var der stadig fire fly i tjeneste.[10]
Sydafrika South Africa
  • Sydafrikas Luftvåben (South African Air Force) - Som deltager i Commonwealth Air Training Plan fik SAAF udleveret næsten 700 Oxfords, som begyndte at ankomme fra November 1940. På grund af den intense træning gik 256 fly tabt på grund af uheld. De fleste overlevende fly blev taget ud af tjeneste i 1945, og i 1947 var de solgt.[13]
Storbritannien Storbritannien
Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet
  • Tjekkoslovakiets Luftvåben - (Czechoslovak Air Force - Tjekkisk: Československé vojenské letectvo) - Et fly i tjeneste 1945 til 1948. Angiveligt skulle nogen Oxfords være omdøbt til 'D42' og være benyttet til bombetræning.[10]
Tyrkiet Tyrkiet
  • Tyrkiets Luftvåben (tyrkisk: Türk Hava Kuvvetleri) - THK fik 50 Oxford Mk.I i 1943, og tyve mere ankom mellem 1946 og 1947. De blev erstattet med AT-11 først i 1950'erne, og de overlevende Oxfords blev ophugget.[10]
USA USA
  • United States Army Air Forces - USAAF benyttede 137 Oxfords udlånt fra RAF. De blev mest benyttet som kommunikationsfly i UK, og fra Juni 1942 blev de brugt til træning i radarstyret blindlanding (en tidlig version af ILS). Ved slutningen af 1944 var der ankommet amerikanske flytyper, og de lånte fly var returneret til RAF. Et mindre antal var også udlånt fra RAAF til USAAF i Australien.[10]
  • United States Navy - To Oxfords blev benyttet som kommunikationsfly af USN i Storbritannien.[10]
SFR Jugoslavien
  • Jugoslaviens Luftvåben (SFR Yugoslav Air Force, serbokroatisk: Jugoslavensko Ratno zrakoplovstvo, Југословенско Ратно ваздухопловство) - Fem Oxfords blev leveret til JRZ mellem 1951 og 1958 af Norge under et gensidigt hjælpeprogram. De blev benyttet til træning af Mosquito-besætninger.[10]

Overlevende fly[redigér | redigér wikikode]

Flyvedygtige[redigér | redigér wikikode]

Opgjort i April 2014, er der ingen Oxfords tilbage i flyvedygtig stand. Der er dog restaureringer i gang i New Zealand, og adskillige privatpersoner såvel som RNZAF Museum opbevarer reservedele, der kan anvendes i fremtidige projekter.

Udstillet på Museum[redigér | redigér wikikode]

Belgisk Oxford i Bruxelles' Krigsmuseum
Belgien Belgien
  • Oxford I 016/MP455 er udstillet i Bruxelles Krigsmuseum
New Zealand New Zealand
  • Oxford I PK286/G-AIKR, oprindeligt bygget som en Airspeed Consul, blev renoveret til statisk udstilling i Royal New Zealand Air Force Museum, Wigram, og er langtidsudlånt til denne institution fra Canada Aviation Museum.[15] Dele af NZ1289/V3267 og NZ1302/P8846 bliver angiveligt også opbevaret i RNZAF Museet[16] og har muligvis været benyttet til renoveringen. Det færdige fly blev udstillet i Februar 2016.[17]
  • Vragdele fra Oxford I NZ277/P2030, som styrtede ned i Oktober 1942, er udstillet i "Taranaki Aviation, Transport and Technology Museum" nær New Plymouth
Storbritannien Storbritannien

Under restaurering/opbevaret[redigér | redigér wikikode]

Canada Canada
  • En Oxford blev i Maj 2005 rapporteret under renovering for en privat samler til statisk udstilling i Moose Jaw, Canada, af frivillige tilknyttet "Western Development Museum". Projektets nuværende status er ikke kendt[18]
New Zealand New Zealand
  • Oxford II NZ1332/AP414 er under renovering til statisk udstilling af Subritzky famillien fra Dairy Flat nær Auckland
  • Et Oxford projekt er under renovering til flyvedygtig stand af Stuart Atkinson fra Papakura, Auckland. Projektet benytter dele fra adskillige flystel incl. Oxford I NZ2155/PG942[19]
  • Oxford R6029/G-AJLR, konfigureret som Consul VR-SCD, var sent i 2005 under restaurering for Singapore Airlines af Croydon Aircraft Company i Mandeville. Den nuværende status er ukendt[19]
Sydafrika Sydafrika
Storbritannien Storbritannien
  • Oxford V EB518 er lagret ved Baxterley[21]

Specifikationer (Mk I)[redigér | redigér wikikode]

Oxford AS 10
Reference = Modern Trainer[22]
Besætning: 3
Længde: 34 ft. 6 in. 10,52 m
Højde: 11 ft. 1 in. 3,38 m
Spændvidde: 53 ft. 4 in. 16,26 m
Vingeareal: 348 ft²[23] 32,3 m²
Tomvægt: 5.322 lb 2.419 kg
Max. vægt: 7.500 lb 3.409 kg
Motorer: 2 x Armstrong Siddeley Cheetah X stjernemotorer
Effekt: 2 x 355 hk 261 kW
Propeller: 2 stk. 2-bladede træ eller metal
Max. fart: 192 mph 167 knots, 309 km/t @ 8.000 ft (2.440 m)
Marchfart: 251 km/t
Udholdenhed: 5,5 timer
Max.flyvehøjde: 23.550 ft 7.180 m
Stigehastighed: 1.340 ft/min 6,8 m/s
Bevæbning:
Maskingeværer: 2 x 0,303 in (7,7 mm) Vickers K machine gun i rygtårn (kun skyttetræner)
Bomber: 16× 11.5 lb. (5 kg) øvelsesbomber, båret eksternt

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fra samme producent :

Lignende fly :

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. ^ a b Hamlin 2001, pp. 18-26
  2. ^ Bridgman 1988
  3. ^ Middleton Aeroplane Monthly June 1980, pp. 325–326.
  4. ^ Wilson 1998
  5. ^ A V-M A G Dudgeon CBE DFC The War That Never Was Airlife Publishing, 1991
  6. ^ a b c d Draken.dk Besøgt 7/10-2016
  7. ^ a b c d Milhist.dk Besøgt 7/10-2016
  8. ^ Wilson, Stewart (1994). Military Aircraft of Australia. Weston Creek, Australia: Aerospace Publications. pp. 216. ISBN 1875671080. 
  9. ^ Hamlin 2001, pp. 198-209
  10. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t Hamlin 2001, pp. 246-259
  11. ^ Hamlin 2001, pp. 209-225
  12. ^ Hamlin 2001, pp. 225-233
  13. ^ Hamlin 2001, pp. 233-245
  14. ^ Jefford 1988, s. 137.
  15. ^ "Air Force Museum of New Zealand - Oxford"http://www.airforcemuseum.co.nz/main/AirspeedOxford/
  16. ^ "ADF-Serials"http://adf-serials.com/nz-serials/
  17. ^ Radio New Zealand - Classic Oxford for Air Force Museum http://www.radionz.co.nz/news/regional/295687/classic-oxford-for-air-force-museum Retrieved 27 July 2016
  18. ^ "Key Publishing Forum - Airspeed Oxford help (pg2)"http://forum.keypublishing.com/showthread.php?51641-airspeed-Oxford-Help/page2
  19. ^ a b "Key Publishing Forum - Airspeed Oxford help"http://forum.keypublishing.com/showthread.php?51641-airspeed-Oxford-Help
  20. ^ "SAAF Museum website"http://saafmuseum.org.za/category/pe-updates/
  21. ^ "Demobbed - Airspeed Oxford"http://www.demobbed.org.uk/aircraft.php?type=822
  22. ^ Flight 30 June 1938, p. 630.
  23. ^ Thetford 1957, pp. 18–19.
Bibliografi
  • Bridgman, Leonard. Jane's Fighting Aircraft of World War II. New York: Crescent Books, 1988. ISBN 0-517-67964-7.
  • Flintham, V. (1990). Air Wars and Aircraft: a detailed record of air combat, 1945 to the present. London : Arms and Armour. ISBN 0-85368-779-X.
  • Gunston, Bill. Classic World War II Aircraft Cutaways. London: Osprey, 1995. ISBN 1-85532-526-8.
  • Hamlin, John F. The Oxford, Consul & Envoy File. Tunbridge Wells, Kent, UK: Air-Britain (Historians) Ltd., 2001. ISBN 0-85130-289-0.
  • Jefford, C.G, MBE,BA ,RAF (Retd). RAF Squadrons, a Comprehensive Record of the Movement and Equipment of all RAF Squadrons and their Antecedents since 1912. Shrewsbury, Shropshire, UK: Airlife Publishing, 1988. ISBN 1-84037-141-2.
  • Middleton, Don. "RAF Piston Trainers No 9 Airspeed Oxford–Part One". Aeroplane Monthly, May 1980, Volume 9 No 5, ISSN 0143-7240. pp. 242–249.
  • Middleton, Don. "RAF Piston Trainers No 9 Airspeed Oxford–Part Two". Aeroplane Monthly, June 1980, Volume 9 No 6, ISSN 0143-7240. pp. 322–327.
  • "Modern Trainer." Flight, 30 June 1938, pp. 628–632.
  • Pacco, John. "Airspeed Oxford Mk.I" Belgisch Leger/Armee Belge: Het militair Vliegwezen/l'Aeronautique militaire 1930-1940. Artselaar, Belgium, 2003, p. 89. ISBN 90-801136-6-2.
  • Rawlings, John D.R. "The Airspeed Oxford". Aircraft in Profile, Volume 11. Windsor, Berkshire, UK: Profile Publications Ltd., 1971.
  • Thetford, Owen. Aircraft of the Royal Air Force 1918–57. London: Putnam, 1957.
  • Wilson, Stewart. Aircraft of WWII. Fyshwick, ACT, Australia: Aerospace Publications Pty Ltd., 1998. ISBN 1-875671-35-8.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]