Aragoniens krone

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Corona d'Aragón (Aragonisk)
Corona d'Aragó (Catalansk)
Corona Aragonum (Latin)
Corona de Aragón (Spansk)

 

1162–1716
 

 

Aragoniens krones flag
Flag
Aragoniens krones nationalvåben
Nationalvåben
Aragoniens krones geografiske placering
Territorier underlagt Aragoniens krone i tidens løb
Sprog Officielle sprog:
Aragonsk, Catalansk, Latin
Minoritetssprog:
Occitansk, Sardinsk, Korsikansk, Napolitansk, Siciliansk, Castiliansk, Baskisk, Græsk, Maltesisk, Andalusisk-arabisk, Mozarabisk
Religion Majoritetsreligion:
Romersk-katolsk
Minoritetsreligioner:
Sunni Islam, Sefardisk jødedom, Græsk ortodoksi
Styreform Feudal konfødereret monarki[1]
Monark
- 1162–1164
Petronella (første)
- 1479–1516
Ferdinand 2.
- 1700–1716
Karl 3. (sidste)
Lovgivende forsamling Cortes Aragonesas
Corts Catalanes
Corts Valencianes
Historisk periode Middelalderen / Tidlig moderne tid
- Foreningen af kongeriget Aragonien og grevskabet Barcelona
1162
- Erobringen af kongeriget Mallorca
1231
- Erobringen af kongeriget Valencia
1238–1245
- Erobringen af kongeriget Sardinien
1324–1420
1501–1504
1716
Areal
- 1443
250.000 km²
Efterfulgte
Efterfulgt af
Kongeriget Aragonien
Grevskabet Barcelona
Bourbon-Spanien
Hertugdømmet Savoyen
Habsburg-Spanien

Aragoniens krone (aragonsk: Corona d'Aragón, catalansk: Corona d'Aragó, spansk: Corona de Aragón) var et konfødereret, sammensat monarki, hvor en konge herskede med en personal og dynastisk union over kongeriget Aragonien og the grevskabet Barcelona. På sit højeste i det 14. og 15. århundrede var Aragoniens krone et thalassokrati, der kontrollerede en stor del af det, der i dag er det østlige Spanien, dele af det sydlige Frankrig og et middelhavsrige, som blandt andet omfattede de Baleariske øer, Sicilien, Korsika, Sardinien, Malta, Syditalien (fra 1442) og dele af Grækenland (indtil 1388). Kronens forskellige riger var ikke forenet politisk med undtagelse af på kongens niveau, hvor kongen herskede over hver autonom entitet ifølge dens egne love, indkrævede skatter under hver sin skattestruktur, og håndterede hver lovgivende Corts forskelligt. Af denne grund bliver det i dag ofte beskrevet at rigerne under Aragoniens krone (hovedsageligt kongeriget Aragonien, fyrstendømmet Catalonien og kongeriget Valencia) i højere grad fungerede som en konføderation end som et enkelt kongerige. Af samme grund skal Aragoniens krone ikke forveksles med kongeriget Aragonien, et af unionens medlemmer, hvorfra den har sit navn.

I 1469 indførte de katolske monarker en ny dynastisk union af Aragoniens krone og Castiliens krone, hvorved de sluttede sig sammen i det som ville blive til kongeriget Spanien under Filip 2.. Kronen eksisterede frem til den blev afskaffet i Nueva Planta-dekreterne udsendt af Filip 5. i 1716 som konsekvens af ærkehertug Karls (som Karl 3. af Aragonien) nederlag i Den spanske arvefølgekrig.

Kontekst[redigér | redigér wikikode]

Forment var Aragoniens krones politiske centrum Zaragoza, hvor monarkerne blev kronet i La Seo. De facto var hovedstaden og det kulturelle, administrative og økonomiske centrum dog Barcelona, fulgt af Valencia. En fjerde vigtig by, og havn, var PalmaMallorca.

Aragoniens krone kom med tiden til at omfatte kongeriget Aragonien, fyrstendømmet Catalonien (frem til det 12. århundrede under navnet grevskabet Barcelona), kongeriget Valencia, kongeriget Mallorca, kongeriget Sicilien, Malta, kongeriget Napoli og kongeriget Sardinien. I korte perioder kontrollerede Aragoniens krone også Montpellier, Provence, Korsika og de to græske hertugdømmer hertugdømmet Athen og hertugdømmet Neopatras. Riget blev aldrig i samtidig litteratur omtalt som et "rige", men blev blot betragtet som en dynastisk union af autonome kongeriger.

De lande, der i dag kendes som Spanien og Portugal, gennemgik i Middelalderen efter 722 en turbulent tid kaldet Reconquistaen (spansk for "generobringen"), hvor de nordlige kritsne kongeriger kæmpede mod de islamiske taifa småkongeriger i syd.

I den sene middelalder stødte Aragoniens krones udvidelse sydpå sammen med den castilianske udvidelse østpå i regionen Murcia. Efter dette vendte Aragoniens krone sit fokus mod Middelhavet, hvor det med tiden lykkedes at udvide kronens territorium til at nå både Grækenland og Barbareskstaterne. Lejesoldater fra kronens territorier, kendt som almogàvers, deltog i oprettelsen af dette "middelhavsrige".

Aragoniens krone var på sit højeste en af Europas stormagter, med evnen til at sætte regler for hele Middelhavet (som eksempel er Llibre del Consolat del Mar, skrevet på catalansk, en af verdens ældste samlinger af havret).

Vimpel[redigér | redigér wikikode]

Aragoniens våbenskjold (rudeformet variant)

Aragoniens krones våbenskjold stammer fra de lignende våbenskjold tilhørende greverne af Barcelona og kongerne af Aragonien.[2] Vimplen blev udelukkende brug af kronens monarker, hovedsageligt til at udtrykke deres suverænitet.[3] Jakob 3. af Mallorca, en vasal under kongeriget Aragonien, anvendte et våbenskjold med fire striber, som kan ses på illustrationerne i Leges palatinae.

Sammensætning[redigér | redigér wikikode]

Kronen bestod af de følgende stater (som i dag er dele af de moderne lande Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, Malta og Andorra).

Navn Typr Noter Tidligste annektering
Coat of arms of Andorra.svg Andorra Diarki Kortvarigt annekteret af Aragonien i 1396 og igen i 1512 1396
Aragon arms.svg Aragonien Kongerige Forenet med grevskabet Barcelona i 1162, hvorved kronen blev dannet 1162
Coat of Arms of the Duchy of Athens (de la Roche family).svg Athen Hertugdømme Arvet gennem kongeriget Sicilien i 1381; tabt i 1388 1381
Aragon arms.svg Barcelona, senere Catalonien Grevskab, senere fyrstendømme Forenet med Aragonien i 1162, hvorved kronen blev dannet. Mellem det 12. og 14. århundrede udviklede det fælles institutioner og lovgivning med resten af de catalanske grevskaber, hvilket skabte fyrstendømmet Catalonien. 1162
Blason province fr Gevaudan.svg Gévaudan Grevskab Arvet i 1166 af Alfonso 2.; tabt i 1307 1166
Armoiries Majorque.svg Mallorca Kongerige Etableret i af Jakob 1. i 1231, sammen med Roussillon og Montpellier, som en del af kronen 1231
Coat of Arms of Ferdinand I of Naples.svg Napoli Kongerige Overtaget fra Capet-dynastiet af Alfonso 5. i 1442; kortvarigt uafhængigt, igen krævet af den franske konge Ludvig 13., derefter generobret af Spanien i den italienske krig (1499–1504); permanent tabt i 1714 efter den spanske arvefølgekrig 1442
Duchy of Neopatras.png Neopatria Hertugdømme Arvet gennem kongeriget Sicilien i 1381; tabt i 1390 1381
Aragon arms.svg Provence Grevskab Arvet sammen med grevskabet Barcelona i 1162 1162
Arms of Sardinia.svg Sardinien Kongeriget I 1297 oprettede Pave Bonifatius 8. kongeriget ex novo[4] og tildelte det til den aragonesiske konge Jakob 2., hvorved han samtidig ignorerede de allerede eksisterende, indfødtes stater; Aragonien påbegyndte først erobring af øen i 1324. Kongeriget blev tabt i 1714. 1297
Aragon-Sicily Arms.svg Sicilien Kongerige Hersket over som et uafhængigt kongerige[5] af familiemedlemmer eller relaterede medlemmer af det aragoniske dynasty fra 1282 til 1409; blev derefter permanent tilføjet til kronen; tabt i 1713 1282
Escut de la Ciutat e Regne de València.svg Valencia Kongerige Etableret i 1238 som en del af kronen, efter erobringen af den mauriske taifa 1238

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Historical Dictionary of the Catalans.Buffery-Marcer.2011 The Crown of Aragon was a confederation of kingdoms
  2. ^ Léon Jéquier. Actes du II Colloque international d'héraldique. Breassone 1981. Académie internationale d'héraldique. Les Origines des armoiries. Paris. ISBN 2-86377-030-6.(Fransk)
  3. ^ La bandera de Aragón. Autonomical Government of Aragon. 6. marts 1997. Hentet 2008-04-20.  Page on the official flag of Aragon and the origin of the "palos de gules" or "barras de Aragón" (Spansk)
  4. ^ Formelt inklusive Korsika, som dog aldrig blev erobret eller kontrolleret af Aragonien eller Spanien.
  5. ^ Herunder Malta. I 1530 gav kejser Karl 5. øen til Johanniterordenen under lederskab af stormester Philippe de Villiers de L'Isle-Adam, til evigt lån som de skulle betale tribut til Siciliens monarker. Johanniterordenen, nu kendt som "Malteserordenen", var tidligere blevet drevet ud af Rhodos af det Osmanniske rige i 1522.