Grevskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
DanishView.svg Danske forhold. Denne artikel omhandler alene (eller overvejende) danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen. 
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Ved forordning af 1671 åbnede den danske konge (Christian 5.) for, at adelige, der ejede jord nok, kunne oprette grevskaber og samtidigt erholde titel af lensgreve.

Minimumstørrelsen for et grevskab var 2500 tdr. hartkorn. Hensigten var at knytte adelen tættere til Kronen. Det var oprindeligt bundet til slægten, kunne ikke handles eller pantsættes og gik tilbage til kronen i tilfælde af, at slægten uddøde. Da grevskaber ikke var privat ejendom, var besidderen afskåret fra at sælge grevskabet, der heller ikke kunne gøres til genstand for låneoptagelse eller kreditorforfølgning.

Lensgreven havde ret til udøvelse af en række offentligretlige beføjelser, fx hals- og håndsret, sigt- og sagefaldsret, jagtret, skiftejurisdiktion og ret til at udpege dommer og skriver til det birk, der hørte under grevskabet.

I perioden 1672-1843 blev der oprettet 27 grevskaber. I 1919 var der 21 tilbage.

Retten til at oprette baronier og grevskaber ophævedes med Grundloven af 1849, og med lensafløsningen i 1919 fastsatte man nærmere vilkår for, at lenene kunne overgå til besidderne:

  • Staten opgav sin hjemfaldsret (det vil sige statens ret til at overtage grevskabet, hvis slægten uddøde) mod en afgift på 25% af ejendomsværdien. Desuden skulle besidderen overdrage 1/3 af jorden til oprettelse af statshusmandsbrug.


Se også[redigér | redigér wikikode]