Pave Bonifatius 8.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pave Bonifatius 8.
Bonifatius viii papst.jpg
Fødenavn Benedetto Caetani
Født 1230'erne
Anagni
Valgt 31. december 1294
Død 11. oktober 1303
Rom
Hvilested Vatikanets grotter
Emblem of the Papacy SE.svg

Pave Bonifatius 8. (ca. 123011. oktober 1303) var før udnævnelsen kardinal Benedetto Gaetani, født i Anagni af en anset ridderfamilie fra Lombardiet i Italien. Anagni er mest kendt som fødested for fire paver: Innocens 3. (1198-1216), Gregor 9. (1227-41), Alexander 4. (1254-61) og Bonifatius 8. (1294-1303).[1]

Reformer[redigér | redigér wikikode]

Gaetani tog navnet Bonifatius, da kardinalerne overrakte ham den tiara, som "den på himlen kloge, men på Jorden dumme" Celestin 5. havde nedlagt. Den fromme og asketiske Celestin ønskede blot at tilbringe resten af sit liv i en eneboerhytte, og Bonifatius overtalte ham til at overlade sig pavestolen. For at være på den sikre side, lod Bonifatius ham dog kort efter sin udvælgelse arrestere og sætte i livsvarigt fængsel.[2]

Bonifatius var en lærd jurist med diplomatisk snilde og herskernatur, men ingen helgen. Han foretog et betydeligt reformarbejde med at bringe Vatikanets finanser, arkiv og bibliotek i orden. Han oprettede Roms universitet lige ved Pantheon, hvor det lå til 1935. "En højhjertet synder" har nogle kaldt ham, mens Dante i Den Guddommelige Komedie placerede ham i helvede.

Stridigheder[redigér | redigér wikikode]

Bonifatius gik i strid med Frankrig, som lå i krig med England. Fransk gejstlighed var derfor blevet beskattet, og paven støttede den i en skattenægtelse. I sin bulle fra 1296 beskrev han beskatningen som et eksempel på de lidelser, lægfolk udsatte gejstligheden for. Som modtræk forbød kong Filip den Smukke af Frankrig udførsel af penge og ædelmetaller, hvad der ramte pavens økonomi hårdt. Kong Filip tilskrev ham, ikke med den gængse titel "Deres Hellighed", men som "Deres Største Dumhed", og da Bonifatius indkaldte til koncil i Rom, forbød Filip de franske gejstlige at deltage. Bonifatius erklærede, at han hellere ville være en hund end franskmand. Han lå allerede i strid med en af de mægtigste adelsslægter i Italien og med Franciskanerordenen, som ellers havde været en støtte for pavestolen. Hans anseelse steg dog, da han udråbte år 1300 til "jubelår", hvor han blev dyrket som Europas åndelige centrum.[3]

Bullen Unam Sanctam fra november 1302 anses som et af de mest klassiske udtryk for pavens krav på magt og verdensherredømme. Ifølge bullen er der kun én kirke, og den styres af Kristus, hans stedfortræder apostlen Peter og dennes efterfølgere, paven. Skulle den græsk-ortodokse kirke påstå, at den ikke hører ind under Peters efterfølger, har den dermed erklæret, at den ikke hører til Kristi hjord. Paven besidder et åndeligt og et verdsligt sværd begrundet med Matthæusevangeliet 16:19 (Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.[4]) og 26:52 (Da sagde Jesus til ham: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.«[5]) og Lukasevangeliet 22:38 (Da sagde de: »Herre, se, her er to sværd.« Han svarede: »Det er nok.«[6]). Ifølge Bonifatius skal det åndelige sværd føres af kirken, og det verdslige for kirken af konger og krigere, "men kun når og så længe, den gejstlige myndighed ønsker det", da denne er større end den verdslige, kan indsætte den og dømme den. Den højeste gejstlige magt kan derimod kun dømmes af Gud selv, og den, der er uenig heri, går imod Gud selv. Bonifatius afslutter med, at ethvert menneske pligter at underkaste sig paven i Rom, ellers taber man sin sjæls salighed. Læren om de to sværd var tankegods fra blandt andre Bernhard af Clairvaux og Thomas Aquinas, men ingen anden pave havde vovet at forlange, at folk skulle acceptere det for at undgå fortabelse.[7]

Filip den Smukke forlangte et koncil indkaldt, der kunne afsætte Bonifatius, som Filip anklagede for kætteri og for mord på forgængeren, Celestin. Filip mente også, at paven holdt sig en personlig "husdjævel". Det lykkedes konges mænd at få Bonifatius fængslet i hans hjemby Anagni, men byens borgere satte paven fri. Kort efter døde han af sindsbevægelse i Filips fangenskab. Hans sarkofag er i Peterskirkens krypt. Man fandt det nu klogest at flytte pavestolen til Frankrig for at slippe de ustandselige opgør mellem rivaliserende romerske adelsfamilier; og fra 1309 havde paven sin residens i Avignon. Samtlige syv paver i Avignon (i næsten 70 år) var franske; de lod sig pavekrone i Lyon, og to tredjedele af kardinalerne var franske.[8]

I Danmark er han kendt fra striden med Erik 6. Menved om ærkebiskop Jens Grand.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Anagni - Birthplace of 4 Popes
  2. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 113), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4
  3. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 113)
  4. ^ Matthæusevangeliet 16,19
  5. ^ Matthæusevangeliet 26,52
  6. ^ Lukasevangeliet 22,38
  7. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 114-5)
  8. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 135)


Efterfulgte:
Pave Celestin 5.
Pave
1294-1303
Efterfulgtes af:
Pave Benedikt 11.



Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: