Bruger:Alexandramander/sandkasse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hinduisme er en indisk religion og levemåde. Hinduismen er en af verdens ældste religioner, og den har en kompleks og mangfoldig karakter.[1][2][3][4] Den er ikke er baseret på en enkelt stifter eller en ensartet lære, som flere andre verdensreligioner.[5] I stedet er hinduismen en samling af forskellige religiøse, kulturelle og filosofiske traditioner, der har udviklet sig over flere tusind år, og som har oprindelse i Sydasien (det moderne Indien, Sri Lanka, Nepal, Bangladesh, og historisk også i Pakistan før indførelsen af Islam.[3] [6].

Hinduismen er yderst mangfoldig, og de troende kan have forskellige forestillinger og praksisser. Der er en åben tilgang til spiritualitet, og hinduerne anerkender værdien af personlig søgen efter sandhed og åndelighed.

Alligevel er der nogle centrale begreber og forestillinger, som går igen i nærmest al hinduisme: samsara, reinkarnation, karma, brahman, atman og samadhi (moksha). Se nærmere under "Lære" (nedenfor).

Der er mange guder i hinduismen, men der er en udbredt tendens til at betragte de enkelte guddomme som repræsentanter for eller aspekter af det ene upersonlige guddommelige princip: brahman.[7]

Centralt i hinduismen er endvidere templerne, hvor gudstjenesten foregår. Hinduistisk tilbedelse involverer ritualer, bønner, ceremonier og pilgrimsrejser til hellige steder.[2]

Hinduismen har over 1 milliard tilhængere, hvoraf omkring 905 millioner bor i Indien. De fleste af de øvrige lever i resten af Syd-og Sydøstasien, men også i Øst- og Sydafrika, på Mauritius, Caribien. I Europa (især Storbritannien), USA og Canada lever mange hinduer, primært som gamle og nye emigranter fra Indien.

I modsætning til buddhisme, kristendom og islam har hinduismen ingen religionsstifter.[8][6][9][10] Af samme grund er hinduismens forestillingsverden og praksis heller ikke et sammenhængende system, men snarere en række temaer og praksisser spundet sammen igennem en lang historisk udvikling.

Hinduismen er ikke bare en religion, men omfatter også flere former for filosofi, der ofte har et åndeligt fokus.[11]

Historie[redigér | rediger kildetekst]

En sadhu (hellig mand).

I hinduismens ældste periode, den "vediske" (ca. 1500 - ca. 500 før vor tidsregning) var offerkulten i centrum. Ved kulten i hjemmene var føde som smør og brød det typiske offer. I den offentlige kult indgik også dyreofre. Den offentlige kult blev varetaget af præsteklassen (brahmanerne, senere betegnet som brahminerne). Offeret var et middel til at vinde gudernes gunst. Man dyrkede forskellige guder, f.eks. Indra (en krigsgud og en gud for skabelse) og Agni (en gud for ilden).

I perioden 1400-900 fvt. opstod fire tekstsamlinger, Vedaerne, der indeholdt henholdsvis hymner, sange, offerformularer og trylleformularer.[12][13] De fire tekstsamlinger var: Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharveda.

Med ekspansionen af den vediske kultur og i sammenhæng med en øget urbanisering og handel opstod der nye strømninger omkring 500 f.Kr. Fokus bevægede sig væk fra ofrene og den ydre kult til en meditativ og asketisk religionsform. Samtidig var der en tendens til at reducere antallet af guder til ét princip. Polyteisme blev til det upersonlige guddommelige princip brahman.

Denne udvikling nåede en kulmination med Upanishaderne, en skriftsamling, der blev til over 500 år, fra 700 fvt. til 200 fvt. De mest betydningsfulde upanishader stammer fra ca. 600 fvt. I upanishaderne er der en tydelig tendens til at reducere antallet af guder til ét guddommeligt princip. Centralt i upanishaderne er netop begrebet brahman, den højeste virkelighed, det guddommelige. Grundtanken i upanishaderne er, at hvert enkelt menneske i sin inderste kerne (atman, sjælen) er identisk med brahman.[14]

Både Yoga, oprindeligt et system af meditationsøvelser, jainisme og buddhisme opstod i denne periode. Samtidigt formuleredes de tidligste forestillinger om genfødsel (reinkarnation), et centralt begreb i hinduismen og buddhismen.

Fra omkring 200 f.Kr. begyndte forestillinger om en frelsende gud at slå igennem. Sammen med de to foregående perioders vægt på slægten (i den vediske periode) og på en stræben efter forløsning (i de asketiske bevægelser) blev denne "teistiske" (gudscentrerede) hinduisme vigtig i tilblivelsen af den normative hinduisme.

Shiva dansende på dæmonen Apasmara. Bronzestatue fra ca. 1050.

En central tekst fra denne tid er Bhagavadgita, der er skrevet mellem 400 fvt. og 100 fvt. Skriftet består af en tale af Krishna, der er en inkarnation (Avatar). En hovedtanke i Bhagavadgita er, at mennesket skal udføre sine handlinger uden at begære en løn for sine handlinger.[15]

Det var også i denne tid, at det indiske samfunds opsplitning i adskilte erhvervsgrupper blev systematiseret, sådan som det har fungeret i form af kastesystemet frem til vor tid. Det er et hierarkisk system, der bygger på en renhedstanke. Den kaste, man fødes ind i, er bestemmende for ens erhverv, og den øverste kaste (præstekasten) anses for at være rituelt og socialt renere end den næste (krigerkasten), osv. Medlemmerne af de enkelte kaster er undergivet bestemte regler, f.eks. regler for føde og regler for indgåelse af ægteskab.[16] Kastesystemet blev officielt afskaffet med den indiske forfatning fra 1950, men har i realiteten stadig betydning.[17]

Sammen med opkomsten af Upanishaderne og Bhagavadgita mistede guderne fra den vediske periode deres betydning. I stedet bliver de mest betydningsfulde guder bliver nu Vishnu (livgiveren, opretholderen, hjælperen) og Shiva (dødbringeren, ødelæggeren). Shiva ses ofte afbildet som dansende i en kreds af ild på en dæmon)

I forbindelse med den gradvise europæiske kolonisering af Indien fra slutningen af 1700-tallet blev hinduismen præget af europæiske ideer. Frem Indiens uafhængighed i 1947 taler man om "reformhinduisme". Det offentlige billede af hinduismen er efter 1980 også i stigende grad præget af en politisk hinduisme med udgangspunkt i flere forskellige hindunationalistiske bevægelser. Disse har fokuseret på en konfrontation med den muslimske og (i mindre omfang også den kristne) befolkning i Indien, men visse grupper har også gjort hinduismens globale position til et vigtigt tema.

Lære[redigér | rediger kildetekst]

Dharma[redigér | rediger kildetekst]

Selvom hinduismen består af forskellige retninger, er der fællestræk der eksisterer i de fleste retninger.[18] Et af disse fællestræk er forestillingen om Dharma, der betragtes som det vigtigste mål for et menneske i hinduismen. Dharma er den adfærd, der anses for at være i overensstemmelse med verdens orden. Begrebet dækker over pligter, rettigheder, love, adfærd, dyder og "den rigtige måde at leve på".[19] Dharma er det, som alle eksisterende væsener skal acceptere og respektere for at opretholde harmoni og orden i verden. Enhver skal opføre sig i overensstemmelse med sin plads i verden. Dharma er forfølgelsen og udførelsen af ens sande natur, således at man spiller sin særlige rolle i en kosmisk harmoni.[20]

Samsara[redigér | rediger kildetekst]

Samsara er det gentagne kredsløb i den fysiske verden gennem fødsel, død og ny fødsel (reinkarnation). Hinduismen går ud fra, at alle mennesker lever mange gange på jorden, før de når den endelige frelse. Ifølge læren om reinkarnation slutter livet ikke med døden, men sjælen går ind i et nyt niveau af væsen. Den udødelige sjælskerne (Atman), som er i menneskets inderste væsen, kan reinkarnere efter kroppens død i et nyt væsen – et menneske, et dyr eller endda en gud.[21]

Samsara er kendetegnet ved begær. Det er begæret, der holder samsara-kredsløbet i gang og binder mennesket til den fysiske verden. Så længe man har begær, vil man blive genfødt i den lave fysiske verden. Det begær, som hinduismen taler om, er det begær, der er rettet mod det fysiske og det psykiske.[22] Det kan f.eks. dreje sig om begær efter penge, rigdom, forlystelser, overdådig mad, sex og følelser (både positive og negative følelser). Så længe man har et begær, der er rettet mod noget i den jordiske verden ("et jordisk begær"), vil man blive genfødt i den.

Karma[redigér | rediger kildetekst]

Det, at man har et bestemt begær, bevirker, at man handler på en bestemt måde for at begæret tilfredsstillet. Begær avler handling. Enhver handling, der er ledsaget af et begær, skaber en bestemt karma. Og en bestemt karma skaber en bestemt skæbne.

"Mennesket består af begær; som dets begær er, således er også dets beslutninger; som dets beslutninger er, således handler det; således som det handler, således går det mennesket." [23]

"Karma" kan defineres som en energi, der er affødt af en handling, og som får en indflydelse på ens skæbne i fremtiden - ofte i et fremtidigt liv.[24] En god handling afføder en god karma, der påvirker ens fremtidige skæbne i en positiv retning: Man får på et tidspunkt i fremtiden en bedre skæbne, end man ellers ville have fået. En ond handling afføder tilsvarende en dårlig karma, der påvirker ens fremtidige liv i en negativ retning. Virkningen skyldes handlingens iboende kraft.[25]

Når man ved at handle på en bestemt måde har skabt en bestemt karma, så klæber denne karma til ens sjæl, indtil den har udløst en bestemt skæbne for en - eventuelt i et fremtidigt liv:

"Alt efter som man handler og optræder, således bliver man født; den, der handlede godt, fødes god; den, der handlede slet, fødes slet; god bliver man ved en god gerning, ond ved en ond gerning." [26]

Karma er knyttet til ideen om den moralske verdensorden - Dharma - hvor alle handlinger i overensstemmelse med princippet om årsag og virkning er forudsætningen for en fremtidig genfødsel. Ethvert væsen har sin skæbne på grund af den karma, som det har akkumuleret i tidligere liv.

Pilgrimme bader i Ganges i den hellige by Varanasi.
Hellige køer i Varanasi.

Karmaloven er loven om årsag og virkning på det åndelige område. Her gælder det, at den, der udløser årsagen, også skal opleve virkningen ("Som du sår, skal du høste"). Alle gerninger har en konsekvens.[27] Hvis man som menneske har optrådt dyrisk (f.eks. ved grådighed eller ved at slå ihjel), kan man i sit næste liv blive genfødt som et dyr (f.eks. som en rotte). Hvis man tilhører en lav kaste, men har lagt vægt på fromhede og meditation, kan man derimod avancere og måske blive en brahmin (medlem af den øverste kaste) i sit næste liv. Det må dog tilføjes, at forestillingen om, at et menneske kan blive genfødt som et dyr, ikke findes hos moderne hinduer. Et dyr kan derimod godt udvikle sig til at blive et menneske.[28]

En dårlig karma kan blive neutraliseret eller ophævet på forskellige måder; for eksempel ved hengivelse til Gud (bhakti) eller ved at bade i den hellige flod Ganges (som hinduerne tror har en særlig syndsudslettende kraft).[29]

Ligesom hinduerne har hellige steder (f.eks. særlige byer og floder), har de også hellige dyr (f.eks. køer og aber). Særligt iøjnefaldende er de hellige køer. Når man rører en ko, bliver man rituelt renset. Mange hinduer tror, at der kan ske en ophævelse af en dårlig karma, hvis man udviser religiøs ærefrygt for koen.[30]


Hertil

Frelse[redigér | rediger kildetekst]

For hinduen er det endegyldige mål at blive befriet fra Samsara. Livet i den fysiske verden betragtes som en lidelse, især i Upanishaderne. At livet betragtes som en lidelse hænger sammen med, at mennesket ifølge hinduismen aldrig vil finde en fuldkommen tilfredsstillelse for sit begær. Begæret er endeløst. Hvis man har fået opfyldt et begær (f.eks. et begær efter et stort hus), så får man bare et endnu større begær (f.eks. et begær efter et endnu større hus). At blive befriet fra lidelsen - at blive frelst fra samsara - er derfor målet for hinduen.[31]

Hvordan opnår man så frelsen fra samsara? Det gør man ikke ved blot at gøre gode gerninger; for enhver gerning - god eller ond - vil under normale omstændigheder binde sjælen til samsara, for under normale omstændigheder er gerningen ledsaget af begær. Og enhver gerning, der er ledsaget af begær, skaber karma - og binder dermed én til samsara. Sjælen er nødt til at modtage gerningens virkning (en bestemt skæbne) i samsara.

Men hvordan opnår man så frelsen? På dette punkt er der en forskel mellem Upanishaderne og Bhagavadgita. Ifølge Upanishaderne opnås frelsen ved erkendelse. Man skal erkende de højeste sandheder om tilværelsen. Man skal erkende, at der dybest set ikke findes nogen mangfoldighed i tilværelsen. I virkeligheden findes der kun brahman (det guddommelige, Gud), og brahman er enheden i tilværelsen. Den mangfoldige, forskelligartede fysiske verden er en illusion ("maya"). Man skal også erkende, at brahman og det inderste jeg ("atman") er det samme. Derved kommer man ud over den lidelse, der findes i samsara.[32]

I Upanishaderne nævnes yoga også som en vej til frelse. Yoga er et omfattende system eller en teknik, der skal føre mennesket frem til frelsen eller befrielsen fra den fysiske verden. Gennem udøvelse af yoga forsøger man at undgå at blive knyttet til det jordiske. Hvis man retter sine tanker, sin opmærksomhed og sine sanser mod den fysiske verden, så knytter man sig til den. Derfor skal man undgå alt dette.

Der må i det hele taget ikke være noget i kroppen eller i den ydre verden, der kan distrahere eller forstyrre opmærksomheden. Derfor skal åndedrættet være rytmisk. Et urytmisk, uregelmæssigt åndedræt gør opmærksomheden ustadig og adspredt.

Endemålet for yoga er, at sjælen løsriver sig fra den fysiske verden og og forenes med brahman. Denne sammensmeltningstilstand (kaldet "samadhi") kan man opnå allerede mens man lever i et fysisk legeme. I så fald har man et fysisk legeme, men er alligevel i sin bevidsthed befriet fra det.[33] Hvis man dør i denne vanskeligt opnåelige tilstand, er man endegyldigt frelst, dvs. befriet fra samsara.

<Mogensen, s. 59>

Ifølge Bhagavadgita kan frelsen godt opnås ved erkendelse. Men den vej, som Bhagavadgita anbefaler som den bedste vej til frelse, er bhakti-vejen.[34] "Bhakti" betyder "kærlighed til Gud" eller "hengivelse til Gud". Gennem en tillidsfuld fortrøstning til Gud opnår mennesket en nåde fra Gud, der redder det ud af sjælevandringen (samsara).

Ifølge Bhagavadgita skal mennesket gøre alle sine handlinger som et offer, en gave til Gud, i kærlighed til Gud. Mennesket skal ikke gøre sine handlinger af hensyn til sig selv. Det skal ikke begære noget til sig selv. Det skal ikke handle for at få en løn for sin handling. Det skal bare gøre sin pligt.[35]

Hvis mennesket således handler uden at begære handlingens frugt, så vil der ikke blive skabt nogen karma, siger Bhagavadgita. For det er ikke handlingerne i sig selv, der skaber karma, men det begær og de ønsker om belønning, der ledsager handlingerne. Og når der ikke bliver skabt nogen karma, så vil der ikke være noget, der binder mennesket til det lidelsesfulde samsara. Mennesket vil i så fald hurtigt blive frelst.

Bhagavadgitas lære henvender sig til i alle kaster og giver principielt alle mennesker mulighed for at nå frelsen.[36]

Den endegyldige frelse fra samsara og maya opnås først efter døden, og den indebærer, at man ikke mere fødes på jorden. Man er kommet ud over al begær og al karma (fænomener, som tilhører samsara).

Brahman[redigér | rediger kildetekst]

Begrebet brahman kan defineres ved hjælp af forskellige ord: verdenssjælen, Gud, det guddommelige, den universelle guddommelige kraft, den forskelsløse enhed bag alt. Brahman gennemstrømmer alt og er enheden bag verdens mangfoldighed. Det er det fineste og mest ophøjede, der findes. Det er en uudtømmelig fylde, en urokkelig lykke og den højeste virkelighed.

Brahman er den eneste sande virkelighed - den absolutte virkelighed. Det menneske, der har opnået den højeste erkendelse, indser, at kun brahman er virkelig og eksisterer. Alt andet er egentlig uvirkeligt og en illusion.[37]

Begrebet for det uvirkelige er maya - illusionen, blændværket. Maya omfatter ydre fænomener som stjerner, planeter, landskaber, dyr, planter og indre fænomener som følelser, begær, tanker, mm.

Gennemsnitsmennesket regner i sin uvidenhed maya for at være virkelig. Men denne virkelighedsoplevelse er en illusion. Der er tale om en foreløbig, uegentlig virkelighed. Så længe man lever som et gennemsnitsmenneske, er den fysiske verden virkelig for én. Men når man opnår den højeste erkendelse, så opløses den fysiske verden for én og man ser den som den illusion, den er - ligesom hvis man vågnede af en drøm.

Atman[redigér | rediger kildetekst]

Atman er betegnelsen for sjælen - eller mere præcist sagt: menneskets inderste jeg, undertiden kaldt "selvet". Det er den usynlige væsenskerne i mennesket. Atman er ufødt, evig, uforanderlig, usårlig og uforgængelig. Det er således den uforanderlige væsenskerne i mennesket gennem de mange liv i samsara.

I modsætning til atman er legemet, begærerne og følelserne foranderlige og forgængelige. Det fysiske legeme er som en klædning, der slides i stykker, og som smides væk, når det er brugt op.

Det menneske, der opnår den højeste erkendelse, indser, at atman er identisk med brahman. Det enkelte menneskes atman er som en dråbe i det guddommelige hav, der gennemstrømmer alt. I kraft af atmans identitet med brahman har mennesket mulighed for at opleve enheden i alt og forbundetheden med alt. For brahman gennemtrænger alle fænomener i verden. Denne lære er specielt fremherskende i upanishaderne.

Samadhi[redigér | rediger kildetekst]

Sammensmeltningen af atman og brahman kaldes samadhi. Det menneske, der opnår samadhi-tilstanden, oplever, at den fysiske verden opløses i intethed, illusion. Det menneskes bevidsthed bliver fuldstændig opfyldt af, sammensmeltet med og ét med den højeste - og i virkeligheden den eneste - virkelighed: brahman. Subjekt (atman, bevidstheden) og objekt (brahman, Gud, altet) smelter sammen og bliver ét. Alle forskelle og alle modsætninger ophæves.

Samadhi kan opnås, mens man stadig lever på jorden. I så fald lever man i sit legeme, samtidig med, at man i sin bevidsthed har frigjort sig fra sit legeme (og alt jordisk).

Guder[redigér | rediger kildetekst]

Hinduismen er kendt for sin mangfoldighed af guddomme og gudinder.[38][2] Troen på guder og gudinder giver en ramme for etiske og moralske retningslinjer, da handlinger ofte ses som en del af ens forhold til det guddommelige og som en vej mod åndelig fremskridt og frigørelse (moksha).

De tre mest centrale guddomme er Brahma (skaberen), Vishnu (vedligeholderen) og Shiva (ødelæggeren). Guddommene repræsenterer forskellige aspekter af den guddommelige virkelighed. De har har hver med deres egne attributter, kræfter og myter.[2] Mennesker tilbeder forskellige guddomme baseret på deres personlige præferencer, regionale traditioner eller den specifikke kontekst af deres liv.

Her er nogle guder i hinduismen:

  • Brahma (Skaberen) gift med Sarasvati (Visdomsgudinden).
  • Vishnu (Opretholderen) gift med Lakshmi (Skønheds- og Kærlighedsgudinden).
  • Shiva (Både ødelægger og velgører) gift med Parvati (gudinden for energi og kraft)
  • Murugan
  • Ganesha - Visdommens, intelligensens og undervisningens gud.
  • Yama (dødsguden).
  • Indra (Gud for torden og krig).
  • Dyaus (Indras far og himmelgud) - gift med Prithvi (Jordens gudinde).
  • Usha (daggry og nordlysene).
  • Agni (ildgud).
  • Vayu (vindgud).
  • Surya (solens gud).
  • Chandra eller Soma (gud af månen).
  • Mitra eller Mithra (gud af venskab).
  • Aryamana (gud af ære).
  • Rudra (gud af vin og vrede).
  • Kama (lidenskab og begær).
  • Kali (dødsgudinden).
  • Krishna (den højeste gud i Krishna-hinduismen).

Nogle hinduer betragter disse guder som selvstændige personlige guder. Hos andre hinduer er det en almindelig tanke, at alle disse guder skal forstås som forskellige fremtrædelsesformer for brahman. Guderne har derfor ingen selvstændig eksistens. En variant af denne tanke er læren om trimurti (Sanskrit: त्रिमूर्ति, "tre former", "treenighed"), der går ud på, at de tre guder Brahma, Vishnu og Shiva repræsenterer tre sider eller aspekter af brahman: det skabende, det opretholdende og det ødelæggende aspekt.[39]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Flood 1996
  2. ^ a b c d Jens Toft Ravn Pedersen 2016
  3. ^ a b Michaels, A. (2004). Hinduism: Past and present. Princeton University Press.
  4. ^ Sharma 2003
  5. ^ Doniger, Wendy. On Hinduism. Oxford University Press, USA, 2014.
  6. ^ a b Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen, Silje Lyngar 2016 Hinduismens brændpunkt. Systime
  7. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 55.
  8. ^ Helle Hinge: Hinduisme (Gyldendal, 2013)
  9. ^ Allan Poulsen: Hinduismen (Systime, 2012)
  10. ^ Carsten Bo Mortensen: Hinduismen (Gyldendal, 2013)
  11. ^ Kap. 2 i Livskunsten - filosofien om at vågne op til livet, Anders Draeby, Akademisk Forlag, 2018
  12. ^ The Vedas (Book Tree, 2003)
  13. ^ Leif Asmark Jensen: Hinduisme (Gyldendal, 2005)
  14. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 41.
  15. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 199-200.
  16. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 57.
  17. ^ Kaj Baagø: Samsara. Tekster til hinduismen, s. 228-32.
  18. ^ Christoph Auffahrt (Hrsg.): Metzler Lexikon Religion. Band II, Stuttgart 1999, S. 56.
  19. ^ The Columbia Encyclopedia. Columbia University Press 2013, 6. udg. Kapitel: Dharma.
  20. ^ J.A.B. van Buitenen: Dharma og moksha. I: Philosophy East and West, 7 (1/2), s- 33-40. (april-juli 1957).
  21. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 43.
  22. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 50.
  23. ^ Brihadaranyaka-upanishad, IV,4
  24. ^ Karl Aage Kirkegaard: New age - religion eller videnskab, s. 44.
  25. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 40.
  26. ^ Brihadaranyaka-upanishad, IV,4
  27. ^ Heinrich Pedersen: Hinduismer, s. 22.
  28. ^ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 17. Jævnfør Swami Abhedananda: Reinkarnation. København 1972.
  29. ^ Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom, s. 45.
  30. ^ Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid, s. 56-57.
  31. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 45.
  32. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 55.
  33. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 64.
  34. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 200.
  35. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 199-201.
  36. ^ Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2, s. 200.
  37. ^ Mircea Eliade: De religoiøse ideers historie 2, s. 48-49.
  38. ^ Chandra, Suresh. Encyclopaedia of Hindu gods and goddesses. Sarup & Sons, 1998.
  39. ^ Gavin Flood (red.): Blackwell-ledsageren til hinduismen, s. 139.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Christoph Auffahrt (udg.): Metzler Lexikon Religion. Band II, Stuttgart 1999.
  • Kaj Baagø: Samsara. Tekster til hinduismen. Gyldendal 1978.
  • Mircea Eliade: De religiøse ideers historie 2. Gyldendal 1983. ISBN 87-00-61182-4
  • Gavin Flood: An Introduction to Hinduism, Cambridge University Press, 1996.
  • Gavin Flood: The meaning and context of the Purusarthas. I: Julius Lipner (red): The fruits of our desiring. Bayeux 1996. ISBN 978-0-19-565039-6
  • Gavin Flood (red.): Blackwell-ledsageren til hinduismen. Malden, MA: Blackwell Publishing 2003.
  • C.J. Fuller: The Camphor Flame: Popular Hinduism and Society in India, Princeton University Press, 1992.
  • Karl Aage Kirkegaard: New age - religion eller videnskab? Modtryk 1998. ISBN 87-7394-525-0
  • Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars Forlag 1999. ISBN 87-89452-76-3
  • Axel Michaels: Hinduism: Past and Present. Translated by Harshav, Barbara. Princeton University Press 2004.
  • Kaj Mogensen: Hinduisme i fortid og nutid. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1975. ISBN 87-17-02401-3
  • Heinrich Pedersen: Hinduismer i øst og vest. Nyt Nordisk forlag Arnold Busck 1997. ISBN 87-17-06715-4
  • Jens Toft Ravn Pedersen, Bjarne Olesen og Silje Lyngar: Hinduismens brændpunkt. Systime 2016.
  • Allan Poulsen: Hinduisme. Systime 2012.
  • Religionshistoriske tekster. Akademisk Forlag 1974. ISBN 87-500-1415-3
  • Arving Sharma ed.: The study of Hinduism. University of South Carolina Press 2003.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Alexandramander/sandkasse&oldid=11749290"