Bruger:Alexandramander/sandkasse

Titelblad af Gottfried Leibniz' bog Essays om teodicé fra 1710. Den fulde titel var: Essays om teodicé. Om Guds godhed, menneskets frihed oprindelsen af det onde.

En teodicé (af græsk "theós" (θεός), Gud, og "díkē" (δίκη), retfærdighed) er et forsøg på at vise, at Gud er retfærdig, selv om der findes ondskab og lidelse i verden. Problemet om Guds retfærdighed, set i lyset af ondskaben og lidelsen i verden, kaldes teodicéproblemet, ondskabens problem eller lidelsens problem. Teodicéproblemet kan formuleres i spørgsmålene: "Hvordan kan en algod og almægtig Gud tillade, at der findes ondskab og lidelse i verden? Er Gud retfærdig, når han tillader det?" Teodicéproblemet kendes i alle religioner.

Ordet "teodicé" er opfundet af den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716). I sin bog Essays om teodicé (Essais de Théodicée) fra 1710 lavede han en systematisering af de forskellige teodicéer, idet han gennemgik argumenter fra tidligere filosofisk og teologisk litteratur.

Teodicéproblemet

Den kristne forfatter Laktants (ca. 250 - ca. 325) citerer i et af sine værker den græske filosof Epikur for følgende formulering af teodicéproblemet:

Enten vil Gud ophæve det onde og kan ikke.

Eller han kan gøre det og vil ikke,

Eller han vil ikke og kan ikke,

Eller han vil det og kan gøre det

Hvis han vil og ikke kan, er han svag, og det sømmer sig ikke for Gud.

Hvis han kan og ikke vil, er han misundelig, hvilket er lige så fremmed for Gud.

Hvis han hverken vil eller kan, er han både misundelig og svag og derfor ikke Gud.

Hvis han derimod både vil og kan, hvilket alene er passende for Gud, hvorfra stammer da ondskaben, og hvorfor ophæver han dem ikke?

Citatet indeholder nogle centrale elementer i teodicéproblemet:

1) Gud. Det hævdes, at Gud eksisterer.

2) Guds godhed. Det siges om Gud, at han er algod, uendeligt god, uendeligt kærlig.

3) Guds almagt. Det siges om Gud, at han er almægtig. Han kan alt, hvad han vil. Gud har skabt alt i universet, og han har kontrol med alle begivenheder. Der sker intet uden Guds vilje og tilladelse.

4) Det onde. Der findes noget virkeligt ondt i tilværelsen, som medfører forskellige former for lidelse. Sygdom, krig, grusomhed, ulykker, naturkatastrofer og sult er eksempler herpå.

Enhver løsning af teodicéproblemet må derfor forholde sig disse fire elementer. Teodicéproblemet kommer af udsagnet, at Gud er algod og almægtig og alligevel tillader det onde. Som udsagnet fremstår, er der tale om en logisk selvmodsigelse. Der har gennem historien været mange teologer og filosoffer, der har fremført løsningsforsøg på teodicéproblemet.

Løsningsforsøg

Gud er ikke algod

Nogle teologer og filosoffer har haft den opfattelse, at Gud ikke udelukkende er god. Nogle skriftsteder i Bibelen synes at underbygge den opfattelse. Allerede i syndefaldsberetningen står der tilsyneladende, at Gud har skabt slangen (som repræsenterer det onde): "Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt." (1. Første Mosebog, kapitel 3,1) I Jobs Bog omtales Satan som en af Gudssønnerne. (Jobs bog, kapitel 1,6) I Esajas' Bog taler Gud således: "Jeg er Herren, der er ingen anden! Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette." (Esajas´ bog, kapitel 45,6-7)

Hvis man vil hævde, at Gud er almægtig, så følger deraf, at Gud ikke kan være udelukkende god, hvis der findes ondskab i verden. Dette ræsonnement foretager for eksempel Martin Luther (1483-1546), om end han gør det modvilligt. For Luther er tanken om Guds almagt vigtig. Vi mennesker må kunne stole på, at Gud er stærk og kan frelse os, siger han. Derfor kan han under ingen omstændigheder give slip på tanken om Guds almagt.

Luther er dog godt klar over, at der er store problemer ved dette synspunkt. Blandt andet er det er problem, at der ved dommedag sker en adskillelse mellem de troende mennesker, der bliver frelst (kommer i himmelen) og de vantro mennesker, der går fortabt (kommer i helvede). Eftersom Gud er almægtig, må det være ham, der er ansvarlig for denne ordning. Men hvordan kan Gud være algod, når han lader mange mennesker gå evigt fortabt? Mange af dem er endog bedre mennesker end dem, der bliver frelst, indrømmer Luther.

Luther forsøger at afbøde problemet ved at skelne mellem den åbenbarede Gud (lat. Deus revelatus) og den skjulte Gud (lat. Deus absconditus). Den åbenbarede Gud er den Gud, der bliver åbenbaret i Bibelen. Det er den gode og kærlige Gud. Den skjulte Gud er derimod Gud i sin totalitet. Det er i virkeligheden den samme Gud – blot er den åbenbarede Gud ikke en åbenbaring af Guds totale væsen. I Bibelen åbenbares kun en del af Guds væsen. Derfor er den åbenbarede Gud anderledes end den skjulte Gud. I skriftet Om den trælbundne vilje (lat. De servo arbitrio) (1525) siger han:

”Gud gør mange ting, som han ikke viser os i sit ord. Han vil også meget, som han i sit ord ikke viser, at han vil. Således vil han ikke synderens død – i sit ord, vel at mærke – men han vil den ifølge hin uudgrundelige vilje.”

Den skjulte Gud udvirker alt – også i Satan og den gudløse. Det er også den skjulte Gud, der udvirker, at bestemte menneskers vilje er underlagt Satan. Det betyder igen, at det i virkeligheden er Gud, der udvirker, at bestemte mennesker går fortabt. Mennesket har ikke nogen fri vilje i den henseende. Viljen er trælbundet. Mennesket bliver frelst – eller går fortabt – uden at det har nogen mulighed for at ændre på sin skæbne.

Luther kan i virkeligheden ikke finde et tilfredsstillende svar på problemet.oget svar på spørgsmålet. Han siger, at vi må bøje under Guds majestæt og hans uudgrundelige vilje. Vi kan og må ikke udforske hans hemmeligheder. De er forbudt område. Guds retfærdighed ligger på så højt et plan, at den ikke kan fattes af den menneskelige fornuft. Men når Gud åbenbarer sig på dommens dag, så vil alle kunne se, at han er retfærdig.

Over for oplevelsen af ekstrem ondskab og lidelse i verden har det været svært for mennesker at fastholde tanken om Guds algodhed. Gud kan tværtimod virke som ond eller drillende over for mennesker. Den oplevelse havde for eksempel den unge Kaj Munk (1898-1944), da han hørte om rædslerne under 1. verdenskrig (1914-1918). I sin selvbiografi Foråret så sagte kommer (1942) beskriver han sine tanker og følelser fra dengang:

”Fødsel, elskov, bedrift - han <Gud> står bag ved det altsammen og får sin vilje igennem det. Med favntagets liflighed lokker han kvinden for at give hende fødselens rå kval. Med modernavnets lykke lokker han hende til at amme og hæge barnet, elske og nære det, værne og værge det, til drengen er stor nok til at kunne le hende op i ansigtet og gå til en anden kvinde. Han har nedlagt en drift i mand og kvinde til at søge salighed hos hinanden for sådan at prakke dem samliv på, der bliver til vane, uhumskhed og væmmelse. Han har nedlagt en drift i menneskeheden til at hige fremad, finde på, skabe - for at ægge dem op ad kulturens trappe trin for trin, til han ler og giver den et puf for brystet, og den styrter skrigende og med lemmer, der brækkes, og nakke, der kvases, ned i krigens pøl af latrin. ... Ser vi ikke alt nu, hvad det er, han vil opnå med de drifter, han putter i os, hvad hans hensigt er med os selv? Hans lyst er hans skabnings lidelse. ... Hans navn er den drillende Gud.”

Senere i sit liv forlod Kaj Munk dog dette synspunkt, og han kom til at tro på den gode Gud. Det var svært for ham at give slip på tanken om Guds algodhed - ligesom det har været svært for mange andre mennesker. Hvis man ikke vil slippe tanken om Guds algodhed, så er det dermed nærliggende at løse teodicéproblemet ved at svække tanken om Guds almagt.

Gud er ikke almægtig

Nogle teologer har forsøgt at løse teodicéproblemet ved at at sige, at Gud ikke er almægtig. Ganske vist siger de, at Gud er den mægtige skaber, og at han har haft en god hensigt med sin skabelse. Men der er kommet noget på tværs af hans gode hensigt. Det onde er kommet ind i den gode verden, han har skabt. Det onde er blevet til en selvstændig magt, der kæmper mod den kærlige Gud og er blevet "fjenden". Tilværelsen opfattes på den baggrund som en kamp mellem godt og ondt, mellem de livsopbyggende og de livsnedbrydende kræfter.

Der findes således to modstridende grundkræfter i tilværelsen: Gud, som er kilden til det gode, og Djævelen, som er kilden til det onde. Dualismen mellem Gud og Djævelen findes blandt andet i den traditionelle kristendom og i manikæismen. Djævelen ses som en "anti-Gud", Guds arvefjende. Djævelen har eksisteret sideløbende med Gud, tilsyneladende fra evighed af, og er en konkurrent til Gud, en modstander af Guds plan for verden.

Ved at fornægte Guds almagt på denne måde fritages Gud for ansvaret for det ondskabens eksistens.

Ifølge denne dualistiske opfattelse kæmper Gud og Djævelen i de enkelte menneskesjæle om sjælens frelse. Det er menneskets opgave at kæmpe på det godes side. Som et eksempel på denne tankegang kan nævnes Kaj Munks salme Du ved det nok, mit hjerte (1938):

”Du ved det nok, mit hjerte,

Du ved, at Gud er stor;

men stor er og hans fjende,

så tit du det erfór.”

”Velan! så får du kæmpe

og tro trods fald og brud,

at stor er vel Guds fjende,

men større er dog Gud.”

Det onde er i virkeligheden ikke ondt.

En tredje løsning på teodicéproblemet består i at sige, at det onde i virkeligheden ikke er ondt, men kun tilsyneladende ondt. Den tyske filosof Leibniz mente således, at det såkaldt onde tjener til at sætte Guds gode skabelse i relief - ligesom skygger på et maleri tjener til at fremhæve maleriets lys og skønhed. En lignende tanke findes hos den danske åndelige lærer Martinus (1890-1981), som mente, at der findes en evigt princip - "kontrastprincippet" - som forklarer det ondes eksistens. Ifølge kontrastprincippet er eksistensen af kontraster en forudsætning for, at man i det hele taget kan opleve noget. Et fænomen kan ikke opleves, hvis det ikke markeres af en eller anden kontrast til dette fænomen. Lys kan kun opleves på baggrund af mørke. Hvide bogstaver kan ikke opleves på et tilsvarende hvidt stykke papir.

Det betyder ifølge Martinus, at menneskenes oplevelse af det onde er en nødvendig forudsætning for deres oplevelse af det gode:

"... at al død og undergang, offer og undertrykkelse i virkeligheden er livets port, er den mørke baggrund, uden hvilken det ville være umuligt at male livets lyse billede, ... er det nødvendige 'onde', der nødvendigvis må til, for at en fornemmelse af noget 'bedre' kan skabes, idet jo netop er på denne fornemmelse, at al evne til at opleve glæde beror."

Heraf følger, at "det onde" ikke er ondt i det store perspektiv, som rækker ud over en lang række af liv (inkarnationer). I det store perspektiv er alt "såre godt". Det såkaldt onde er ondt, fordi det tjener et godt formål, nemlig oplevelsen af lyset. Det er ikke godt, fordi det er behageligt. Derfor taler Martinus om "det behagelige gode" og "det ubehagelige gode.

En anden måde at tilkende det onde en positiv funktion på, er ved at sige, at det onde er nødvendig for åndelig vækst. Det er som en modstand, der skal overvindes. Derved kalder den på hidtil ubrugte kræfter i mennesket. Kræfterne bliver mobiliseret for at udholde det onde - og til sidst overvinde det. Ved denne kamp for at overvinde modstanden udvikler væsenerne sig og bliver stærkere - ligesom en muskel udvikler sig og bliver stærkere ved at kæmpe mod en modstand. Denne idé findes f.eks. hos kirkefaderen Irenæus og hos teologen og religionsfilosoffen John Hick.

Retfærdighed i et senere liv

Et argument, der bygger på troen på reinkarnation, går ud på, at lidelser i det nutidige liv er et resultat af onde handlinger i et tidligere liv. Det er tanken om karma - at enhver handling afføder en energi, der udløser en skæbne, eventuelt i et senere liv. Et menneskes dårlige intentioner og dårlige gerninger skaber en dårlig karma og dermed en dårlig skæbne, eventuelt i et fremtidigt liv. Derved fritages Gud for at være uretfærdig. De tilsyneladende uretfærdigheder afbalanceres i løbet af de mange liv.

Et andet argument, der bygger på troen på reinkarnation, går ud på, at lidelsen har en rensende funktion: Den guddommelige kraft tillader menneskesjælen at passere gennem flere liv i verden, så den kan lære gennem lidelsen, der er forårsaget af sine egne forkerte valg. Dette argument fremføres for eksempel hos teosofien, antroposofien, Martinus og New age.

Den frie vilje nødvendiggør det onde

Et ofte fremført argument i forbindelse med teodicéproblemet går ud på, at mennesket har en fri vilje, og at denne frie vilje nødvendiggør det onde. At mennesket har en fri vilje betyder nemlig, at det har mulighed for at vælge noget ondt. Det er ikke muligt at være et væsen, som har en fri vilje, og som kun kan vælge at gøre noget godt. I så fald er viljen ikke fri, men bundet - nemlig bundet til det gode. Og i så fald er væsenet en robot eller en slave. Det vil ikke føle nogen glæde ved sine handlinger, når det ikke selv har valgt at udføre dem.

Når mennesket vælger Gud fra og vælger det onde, så er det ikke Guds skyld, at det kommer till at opleve lidelse som følge af dette - frie - valg. Det er mennesket selv, der bringer sig i denne situation. Selv den endegyldige fortabelse ved dommedag er et resultat af menneskets frie valg, siger visse teologer.

Et teologisk synspunkt: Der er ingen løsning

Ifølge den protestantiske reformerte teolog Karl Barth er der ingen løsning på teodicéproblemet. Vi har ikke ret til at anklage Gud. Vi kan kun tale dialektisk om paradokset (Karl Barth: Ondskab er den "umulige mulighed"). Det er en traditionel holdning hos kristne teologer, at der ikke findes en tilfredsstillende løsning på teodiceproblemet. Når man har prøvet sig frem med forskellige løsningsforsøg, ender man som regel med en følelse af, at det "ikke går op". Der er noget utilfredsstillende ved enhver løsning på teodicéproblemet. Man føler, at man som menneske har en begrænset erkendelsesevne, der forhindrer én i at finde en tilfredsstillende løsning. Man accepterer sin begrænsede erkendelsesevne, jævnfør talemåderne: "Herrens veje er uransagelige" og "Vi kan ikke se Vorherre i kortene." Et eksempel er den tidligere præsident for den evangeliske kirke i Westfalen, Alfred Buß, som siger: "Ærlig teologi indrømmer, at der ikke er noget svar på spørgsmålet om lidelsens betydning. Enhver, der prøver dem alligevel, sætter kun lygtemænd op."

Det er for eksempel utilfredsstillende at fastholde tanken om Guds almagt og således, hvis almagtstanken tænkes konsekvent, gøre Gud ansvarlig for alt det onde, der sker i verden. Men det er også utilfredsstillende at give slip på tanken om Guds almagt. Så føler man, at det onde får for stor magt. En almindelig måde at løse det problem på, er ved at sige, at Gud ikke står bag det onde, men at Gud kan skabe noget godt ud af det onde. "Gud vil ikke alt, der sker, men han vil noget med alt, der sker."

Næsten 2000 år tidligere formulerede Fædrenes Ordsprog, en del af Mishna og hovedværket i jødisk etik: "Rabbi Janai siger: Det er ikke givet os at vide, hvorfor de ugudelige lever i velstand og de retfærdige i lidelse." (kap. IV, vers 19)

Den ateistiske konklusion: Gud eksisterer ikke

Ud fra erfaringen af ondskab og lidelse i verden har mange draget den konklusion, at Gud ikke eksisterer. En tysk soldat, der blev dræbt under 2. verdenskrig, skrev i sit sidste brev hjem:

"Du er sjælesørger, far, og i sidste brev siger et menneske kun det, som er sandheden - eller det, som det tror er sandheden. Jeg har søgt efter Gud i hvert granathul, i hvert udbombet hus, på hvert gadehjørne, hos hver eneste kammerat, når vi lå i skyttegraven, og jeg har søgt efter ham i hans himmel. Gud viste sig ikke, når mit hjerte råbte efter ham. ... Fra himlen faldt der kun bomber og ild, kun Gud var intetsteds at finde. Nej, far, der er ingen Gud. Jeg gentager det og ved, at det er uhyggeligt, og jeg kan aldrig gøre det godt igen."

Den tyske filosof Norbert Hoerster (f. 1937) siger, at eksistensen af et guddommeligt væsen, der er lige så almægtigt, som det er algodt, må betragtes som yderst usandsynligt i betragtning af verdens mangfoldige ondskab.  

Den svenske filosof Ingemar Hedenius afviser Guds eksistens ud fra en en logisk analyse af teodicéproblemet. Der er simpelthen tale om en logisk selvmodsigelse, når kristendommen hævder, at Gud er almægtig og algod, samtidig med at den anerkender, at der findes ondskab og lidelse i verden. Kristendommen kan på den baggrund ikke være sand, siger Hedenius. For to sandheder kan ikke modsige hinanden. Hvis der optræder en indre modsigelse i kristendommens udsagn, så må kristendommen - og dermed Gudstroen - være usand. Fornuften kræver, at man ikke tror på denne religion, konkluderer Hedenius.

Se også

• Forsyn
• Lidelse
• Prædestination
• Jobs Bog
• Candide, en satirisk roman af Voltaire fra 1759, rettet mod Leibniz' tese om, at vi skulle leve "i den bedste af alle verdener".

Litteratur

• Svend Andersen, Niels Grønkjær og Troels Nørager: Religionsfilosofi. Gad 2002. ISBN 87-12-03790-7
• Gyldendals religionsleksikon. Gyldendal 1998. ISBN 87-00-32564-3
• Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed. Nordisk Forlag 2000. ISBN 87-00-45118-5
• Norbert Hoerster: Der gütige Gott und das Übel. Ein philosophisches Problem. Beck, München 2017. ISBN 978-3-406-70567-0
• Søren Holm: Religionsfilosofi. Nyt Nordisk Forlag 1970.
• Karl Aage Kirkegaard: Reinkarnation er forenelig med kristendom. Sankt Ansgars Forlag 1999. ISBN 87-89452-76-3
• Karl Aage Kirkegaard: Teodicéproblemet hos Martinus. Teoltryk 1987.
• D. Martin Luthers Werke. Kritische Gesamtausgabe (Weimarer Ausgabe). 120 bind. Weimar 1883–2009. (Nyudgave 2000-2007), ISBN 3-7400-0945-4.
• Martinus: Livets bog, bind 1. Borgen 1981 (1932). ISBN 978-87-575-0316-6
• Martinus: Logik. Borgen 2016 (1938). ISBN 978-87-575-0324-1
• Viggo Mortensen: Lidelsens problem. Gyldendal 1976. ISBN 87-01-44741-6
• Kaj Munk: Foråret så sagte kommer. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1978 (1942).
• Religionen i krise 1, Berlingske Forlag. 1980. ISBN 87-19-01355-8

Eksterne henvisninger

• Se Wiktionarys definition på ordet Theodizee (de)
• 'Teodicé' af Arne Grøn hos Den Store Danske, DSD
• 'Teodice' hos Ordnet.dk Den Danske Ordbog