Kaj Munk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kaj Munk
Kaj Munks mindekors på Hørbylunde Bakke

Kaj Harald Leininger Munk (13. januar 1898, Lolland4. januar 1944, likvideret på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg) var en dansk præst og dramatiker.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Kaj Munk blev født i Maribo og mistede sine forældre 1901 og 1903 og flyttede som femårig til sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter Munk, der adopterede ham og gav ham Munk-navnet. Han tog realeksamenden private realskole i Maribo og blev student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole. Han blev cand.theol. i 1924 fra Københavns Universitet. I 1929 blev han gift med Elise (Lise) Marie Jørgensen, med hvem han i 1934 fik sønnen Arne Munk som var lektor i teologi på universitetet, og i 1939 sønnen Mogens Munk der (blandt andet) har været præst i Solvang KirkenAmager og LindevangFrederiksberg.

Munk var præst i Vedersø fra 1924 til sin død i 1944. Ved siden af præstegerningen var han også en ivrig samfundsdebattør og dramatiker.

Forholdet til nazismen og reaktion på Danmarks besættelse[redigér | redigér wikikode]

Politisk set tog Munk afstand fra parlamentarismen og demokrati, som han betragtede som svagt. I stedet beundrede han "den stærke mand", og i løbet af 1930'erne skrev han beundrende om Adolf Hitler og Benito Mussolini og de resultater, som de opnåede i deres hjemlande. Han gik dog senere skarpt imod nazismen og fascismen og endte også med at blive slået ihjel for det. Hans livsopfattelse var uideologisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier. Han stemte kun ved ét folketingsvalg, og det var i 1943. Her opfordrede han alle til at stemme på Dansk Samling, det eneste opstillede parti, som var imod samarbejdspolitikken.

Med jødeforfølgelserne og Mussolinis invasion af Abessinien blev han aktiv mod det tyske og italienske regime. Han skrev stykket "Sejren" (1936) mod Mussolini og stykket "Han sidder ved Smeltediglen" (1938) mod jødeforfølgelserne.

Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 var slet ikke efter Munks hoved. Munk var en af de første til at afvise samarbejdspolitikken og stod længe alene med det synspunkt. Efter regeringens fratræden den 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen og Før Cannæ var direkte angreb på nazismen.

Død[redigér | redigér wikikode]

Kaj Munk blev angiveligt advaret kort inden sin død, om at han var i fare.[1] Det var modstandsmanden Børge Eriksen, der var med i Jyllandsledelsen af modstandsgruppen Ringen, der blev sendt til Kaj Munks hjem i Vedersø – angiveligt sidst i december 1943 – for at advare Kaj Munk og overtale ham til at gå under jorden.

Børge Eriksen ankom til Vedersø Præstegård sent om aftenen, bankede på døren, og Kaj Munks hustru Lise åbnede. Børge Eriksen præsenterede sig og bad om at tale med Kaj Munk. Lise Munk gik op til Kaj Munk, der var ovenpå i sit arbejdsværelse, men han afviste at komme ned og tale med Børge Eriksen.

Nytårsdag 1944 holdt Kaj Munk en tale ("Nytårsdag 1944"). Blot få dage efter, den 4. januar 1944, blev Munk hentet af fem Gestapofolk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Munk blev skudt. På stedet er der i dag opsat et mindekors.

Medio januar 1944 skrev De frie Danske overvejende om Kaj Munk, hvis portræt prydede forsiden. Nekrologen 'Danmarks store Søn - Kaj Munk' fyldte en hel side, hvorefter man bragte uddrag af en nytårsprædiken han holdt for sin menighed. Herefter fulgte en beskrivelse af mordet og en fotoreportage fra begravelsen. Sluttelig bragtes udtalelser fra indflydelsesrige skandinaver, nemlig Prins Wilhelm af Sverige, Jarl Hemmer, Johannes Jørgensen, Sigrid Undset, Erling Eidem og Harald Bohr.[2]

Skuespil[redigér | redigér wikikode]

Kaj Munk skrev adskillige dramaer som Pilatus (1917, offentliggjort 1937), Ordet (1925), En Idealist (1928), I Brændingen (1929), Cant (1931), De Udvalgte (1933), Sejren (1936), Han sidder ved Smeltediglen (1938), Egelykke (1940), Niels Ebbesen (1942) og Før Cannae (1943).

Flere af disse værker opførtes på Det kongelige Teater; ved indgangen til teatres Gamle Scene sidder en mindeplade med Kaj Munks navn på en fremtrædende plads. Hans mest kendte stykke er "Ordet" (1925) om miraklet. Stykket blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer i 1955, men også mindre kendt af Gustaf Molander i 1943.

Kaj Munks skuespil findes i Dramatisk BibliotekDet Kongelige Bibliotek.

Kaj Munk-prisen[redigér | redigér wikikode]

I 1945 blev Kaj Munks Mindefond stiftet efter en sogneindsamling til støtte for nationale, kunstneriske og kirkelige formål. Den uddeler bl.a. Kaj Munk-prisen. Blandt modtagerne af prisen er skuespiller Caspar Koch, dramatiker og instruktør Jakob Christensen, højskoleforstander og forfatter Bjarne Nielsen Brovst, professor, dr.phil. Bent Jensen, samt dr. phil. Per Stig Møller. Den ukrainske nazistjæger Simon Wiesenthal har også modtaget prisen.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]