Kaj Munk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kaj Munk.

Kaj Harald Leininger Munk (13. januar 1898, Lolland4. januar 1944, likvideret på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg) var en dansk præst og dramatiker.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Regensen, hvor Kaj Munk var husdigter i sine studieår.

Kaj Munk blev født i Maribo, hvor hans far var garvermester. Farens familienavn var Leininger Petersen. Han døde, da sønnen var halvandet år; moren døde i 1903. Som femårig flyttede den forældreløse dreng til sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter Munk, der adopterede ham og gav ham Munk-navnet. Kaj Munk var som barn splejset og plaget af sygdom; men han var kvik i skolen og begyndte tidligt at skrive. Efter landsbyskole i Opager og Vejlby tog han realeksamenden private realskole i Maribo og blev student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole. På den tid skrev han sit første stykke, Pilatus, som fik rosende omtale fra det forlag, han sendte det til. Imidlertid havde hans strengt religiøse, meget viljestærke adoptivmor besluttet, at han skulle blive præst; så han tog fat på teologistudier og fik efter fire års læsning fribolig på Regensen, hvor han tilbragte flere udviklende år, blandt andet som "husdigter". [1] Måske forudsagde han sin skæbne som 23-årig i et brev til studiekammeraten Blicher Winther i 1921: "Bare det, at der etsteds ude i Landet, om i en Præstegaard eller en Husmandssøn, lever et Menneske, der er Idealet tro, det er saa meget værd, at det er værd at leve for. Og maaske man endda engang kan faa Lov til at modtage Martyriets stedsegrønne Krans; - jeg kan sikkert let nok faa den." Det faldt ham naturligt at tænke, at han var bestemt til noget særligt. [2]

I 1924 blev han cand.theol. fra Københavns Universitet, og fik kald i Vedersø i Midtjylland. Herfra indsendte han sit Herodes-skuespil til nationalscenen, og mens han ventede på svar, skrev han Ordet. Sit gennembrud fik han så i 1931 med Cant om Henrik 8. af England. I 1929 blev han gift med Elise (Lise) Marie Jørgensen, med hvem han i 1934 fik sønnen Arne Munk som var lektor i teologi på universitetet, og i 1939 sønnen Mogens Munk, der (blandt andet) har været præst i Solvang KirkeAmager og Lindevang KirkeFrederiksberg. Barnebarnet Mathilde Munk er forfatter. [3]

Munk var præst i Vedersø fra 1924 til sin død i 1944. Ved siden af præstegerningen var han også en ivrig samfundsdebattør og dramatiker.

Forholdet til nazismen og reaktion på Danmarks besættelse[redigér | redigér wikikode]

Politisk set tog Munk afstand fra parlamentarismen og demokrati, som han betragtede som svagt. I stedet beundrede han "den stærke mand", og i løbet af 1930'erne skrev han beundrende om Adolf Hitler og Benito Mussolini og de resultater, som de opnåede i deres hjemlande. Han gik dog senere skarpt imod nazismen og fascismen, og endte også med at blive slået ihjel for det. Hans livsopfattelse var uideologisk. Han tog afstand fra alle -ismer og ideologier. Han stemte kun ved ét folketingsvalg, og det var i 1943. Her opfordrede han alle til at stemme på Dansk Samling, det eneste opstillede parti, som var imod samarbejdspolitikken.

Med jødeforfølgelserne og Mussolinis invasion af Abessinien blev han aktiv mod det tyske og italienske regime. Han skrev stykket Sejren (1936) rettet mod Mussolini og Han sidder ved Smeltediglen (1938) mod jødeforfølgelserne.

Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 var slet ikke efter Munks hoved. Han var en af de første til at afvise samarbejdspolitikken, og stod længe alene med det synspunkt. Efter regeringens fratræden den 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen (forbudt af tyskerne, første gang opført i 1945) og Før Cannæ var direkte angreb på nazismen.

I 1943 skrev han også forårsdigtet Den blå anemone om Guds skaberværk, sat i musik af Egil Harder i 1945 og optaget i Højskolesangbogen i 2006. Munk lod digtet trykke i 300 eksemplarer, som han brugte som julehilsen til venner og bekendte i julen 1943, få uger før han blev dræbt af Gestapo. [4]

Død[redigér | redigér wikikode]

Kaj Munks mindekors i Hørbylunde Bakker.

Kaj Munk blev angiveligt advaret kort inden sin død, om at han var i fare.[5] Det var modstandsmanden Børge Eriksen, der var med i Jyllandsledelsen af modstandsgruppen Ringen, der blev sendt til Kaj Munks hjem i Vedersø – angiveligt sidst i december 1943 – for at advare Kaj Munk og overtale ham til at gå under jorden.

Børge Eriksen ankom til Vedersø Præstegård sent om aftenen, bankede på døren, og Kaj Munks hustru Lise åbnede. Børge Eriksen præsenterede sig og bad om at tale med Kaj Munk. Lise Munk gik op til Kaj Munk, der var ovenpå i sit arbejdsværelse, men han afviste at komme ned og tale med Børge Eriksen.

5. december 1943 havde Munk prædiket for en næsten fyldt domkirke i København til en "hemmelig" gudstjeneste, som erstatning for den, Werner Best havde aflyst i Helligåndskirken[flertydigt link ønskes præciseret]. 5. december sagde Munk: "Naar Kirken har stået så forholdsvis svag mellem de fremstormende nye Religioner, så skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os. Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste, det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind - ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os." Samme dag blev Munk i et møde på Dagmarhus - med Werner Best ved bordenden - udpeget som central i den danske modstandsbevægelse. Mødet på Dagmarhus 5. december udløste hele tre mordforsøg på modstandsmænd, deriblandt de konservative politikere Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller; men kun mordet på Kaj Munk blev fuldbyrdet. [6]

Nytårsdag 1944 holdt Kaj Munk sin nytårsprædiken ("Nytårsdag 1944"); ikke fra prædikestolen iført ornat, men stående nede på kirkegulvet blandt menigheden, klædt i overfrakke og rødt halstørklæde. "Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse, mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: Kommer de efter dig i Nat? Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade, for Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre. Men derfor bliver det aldrig kristen Gerning at hjælpe Tyskerne med at bygge Fæstningsværker mod Englænderne, for at vort eget Land saa længe som muligt kan holdes i Trældom og Underkuelse. Og det bliver ikke kristen Gerning for dyre Penge at sælge til Tyskerne de Æg og det Flæsk, som vore egne stakkels Arbejdsfolk i Byerne har saa haardt Brug for. Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed." [7]

Blot tre dage efter, den 4. januar 1944, blev han hentet af fem Gestapofolk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor han blev skudt. Wolfgang Söhnlein planlagde selve mordruten fra Odense til Vedersø via Herning 2. januar, til mordet var udført 4. januar. Med sig havde Söhnlein SS-mændene Frederich Schwendt og Louis Nebel; dertil var der to chauffører/håndlangere (uden kendskab til mordplanen), Kurt Carstensen og A. Gföller. Drabet blev udført med tre skud (projektiler af kaliber 7,65 mm og 9,00 mm). Kaj Munk blev fundet i Hørbylunde Bakker ved daggry næste morgen i vejgrøften. Ved liget lå en seddel, hvorpå der stod: "Du Svin har alligevell [sic] arbejdet for Tyskland" - for at skabe indtryk af, at Munk var likvideret af den danske modstandsbevægelse. Det fæstede den danske offentlighed dog ingen lid til. [8]

Tidligt næste morgen blev Kaj Munk fundet af en forbipasserende cyklist. Den døde blev ført til Silkeborg Sygehus, hvor lægerne fastslog, at døden var indtrådt efter tre skud affyret på klods hold. Flere hundrede mennesker mødte frem til begravelsen, hvorefter Munk blev et samlende symbol i modstandskampen. [9]

Den ene af morderne, Louis Nebel, var schweizer og blev efter krigen hyret som amerikansk agent. [10]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

På stedet er der i dag opsat et mindekors. [11]

Medio januar 1944 skrev De frie Danske overvejende om Kaj Munk, hvis portræt prydede forsiden. Nekrologen "Danmarks store Søn - Kaj Munk" fyldte en hel side, hvorefter man bragte uddrag af en nytårsprædiken, han holdt for sin menighed. Herefter fulgte en beskrivelse af mordet og en fotoreportage fra begravelsen. Sluttelig bragtes udtalelser fra indflydelsesrige skandinaver, nemlig prins Wilhelm af Sverige, Jarl Hemmer, Johannes Jørgensen, Sigrid Undset, Erling Eidem og Harald Bohr. [12]

Poul Henningsen skrev i sit mindedigt om ham:

Javist, javist - det var en heltedød.
Og det var dyrt for os. Men har de råd,
der vandt det stolte slag ved Vedersø?
Man kan jo også sejre ved at dø. [13]

Skuespil[redigér | redigér wikikode]

Kaj Munk skrev adskillige dramaer som Pilatus (1917, offentliggjort 1937), Ordet (1925), En Idealist (1928), I Brændingen (1929), Cant (1931), De Udvalgte (1933), Sejren (1936), Han sidder ved Smeltediglen (1938), Egelykke (1940), Niels Ebbesen (1942) og Før Cannae (1943).

Flere af disse værker opførtes på Det kongelige Teater. Ved indgangen til teatres Gamle Scene sidder en mindeplade med Kaj Munks navn på en fremtrædende plads. Hans mest kendte stykke er "Ordet" (1925) om miraklet, da den døde Inger genopvækkes ved bøn. Stykket blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer på Munks hjemsted Vedersø i 1955, [14] men også - mindre kendt - af Gustaf Molander i 1943. [15] Molanders film lå langt tættere op til Munks tekst; men Dreyer stillede sig kritisk til Molanders film for at have fjernet sig fra det, Munk efter hans mening havde tilsigtet. [16]

Kaj Munks skuespil findes i Dramatisk BibliotekDet Kongelige Bibliotek.

Kaj Munk-prisen[redigér | redigér wikikode]

I 1945 blev Kaj Munks Mindefond stiftet efter en sogneindsamling til støtte for "nationale, kunstneriske og kirkelige formål". Den uddeler bl.a. Kaj Munk-prisen. Blandt modtagerne af prisen er skuespiller Caspar Koch, dramatiker og instruktør Jakob Christensen, højskoleforstander og forfatter Bjarne Nielsen Brovst, professor, dr.phil. Bent Jensen, samt dr. phil. Per Stig Møller. Den ukrainske nazistjæger Simon Wiesenthal har også modtaget prisen.

Tyverisagen fra 2013[redigér | redigér wikikode]

I tyverisagen stod to mænd tiltalt for at have stjålet mindst 1.062 arkivalier fra Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland i årene 2009-2012, [17] deriblandt politirapporter fra mordet på Munk, fotos fra gerningsstedet og håndskriftsprøver fra drabsmændene; dertil sedlen, der var efterladt ved den døde. [18]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]